Læsetid 5 min.

»Jeg tager pizza med til klassefester som oprør«

Det der med, at socialister skal leve deres liv på en helt særlig måde, kun spise økologi og hjemmerørt mayonnaise, giver sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune fra SF Ninna Thomsen røde knopper
31. december 2016

Fra 1-10 hvor venstreorienteret er du?

»7. Som kommunalpolitiker bliver man traditionelt betragtet som en midtersøgende kompromispolitiker. Men jeg er nok lidt mere venstreorienteret end det. Samtidig er jeg ikke sådan en, der vil nationalisere det hele. Jeg synes, man har godt af lidt frihed.«

Fra 1-10 hvor madglad er du?

»8.«

Hvad er din mest venstreorienterede madoplevelse?

»Da jeg sad i socialudvalget i København, var vi ude og spise med Glad Mad, en socialøkonomisk virksomhed, hvor mennesker med udviklingshandikap laver mad til andre. Det er et godt eksempel på, hvordan vi som rummeligt samfund kan lave nogle særlige rammer for, at alle kan komme i arbejde.«

Hvad finder man altid i dit køkken?

»Mælk. Og havregryn.«

Hvad er din livret?

»Det er svært bare at nævne én. Men hvis jeg absolut skal nævne en enkelt, så må det næsten være Bøf Lindstrøm - en opskrift jeg fandt hos Netto engang. Du skal bruge noget godt hakket oksekød, som skal være saftigt. Så putter du rødbeder, kapers, perleløg og cornichoner i farsen. Og så får det bare en vildt god smag.«

Hvad kunne du af politiske årsager aldrig finde på at spise?

»Menneske? Ej, OK, det er måske for langt ude. Tit er jeg ude i repræsentative sammenhænge, og der får jeg serveret en hel masse forskelligt, som jeg altid takker ja til. Jeg har også smagt foie gras. Det er ikke noget, jeg sådan dyrker, men jeg har da smagt det. Jeg ville dog ikke have det i mit køleskab.«

Er der noget, du skammer dig over at elske at spise, fordi det ikke harmonerer med din politiske overbevisning?

»Nej. Man skal finde en balance mellem politik og nydelse. Mit liv er et helt almindeligt hverdagsliv, hvor jeg også bare skal købe ind i Netto, fordi det er det, der ligger tættest på. Og nogle gange køber jeg økologisk, og nogle gange gør jeg ikke. Den der med, at socialister skal leve på en helt særlig vis, får jeg røde knopper af. Man skal ikke være hellig omkring sin mad.«

Hvad gør du med rester?

»Lige det med rester, der er jeg faktisk lidt hellig. Jeg bor sammen med min mand og vores tre børn, så nogle gange bliver der lavet for meget mad. Og jeg går meget op i, at grøntsagerne ikke skal ligge og rådne, at vi får brugt resten af kålen eller den røde peber. Jeg har selv restemad med i dag til frokost, ris og wokret med kylling. Jeg får dårlig samvittighed, når jeg smider noget ud, som jeg ikke har fået brugt. Så ja, lige i forhold til overflodssamfundet, der er jeg faktisk lidt hellig.«

Hvor ofte spiser du kød?

»Næsten hver dag. I min familie laver vi madplaner for at få hverdagen til at gå op. Så der tænker jeg over, at vi skal have fisk en gang om ugen og en vegetarret en gang om ugen. Det er ikke hver uge, det lykkes, men jeg prøver.«

Har du en madpolitisk kæphest?

“Politisk har jeg en kæphest i forhold til de offentlige køkkener, hvor jeg synes, der skal være mere økologi. Vi serverer 45.000 måltider hver dag i alt fra skolekøkkener til daginstitutioner til plejehjem. Og det skal være et godt måltid. Måltidet er en af hverdagens begivenheder, og derfor skal det være en oplevelse. Hyggeligt og rart og lækkert. I mit hjem er kæphesten også økologi og at bruge resterne fra dagen forinden. Hos os skal man kun skal tage det, man kan bruge. Når man har en vis velstand, skal man være opmærksom på kun at bruge det, der er nødvendigt.«

Hvor bevidst er du om at bruge mad aktivt som en identitetsmarkør?

»Det er jeg ret bevidst om at forsøge ikke at gøre. Der er en tendens til, at folk, der har penge nok, skammer andre ud for eksempelvis ikke at købe økologi. Jeg så madmagasinet i fjernsynet, hvor værterne tog til Lolland og lærte lollikkerne, hvordan man skulle lave vanvittig god hjemmelavet mayonnaise. Det var lidt irriterende. Når mad bliver en ressourcemarkør og derved skammer de folk ud, der ikke kan bage speltboller fra bunden, det gider jeg ikke. Jeg tager pizza med til mine børns skolefester som oprør, velvidende at de andre forældre måske synes, jeg er en skrækkelig karriereborgmester. Du vil heller ikke se mig lægge madbilleder på Facebook. En eller anden lækker ret, jeg har lavet derhjemme. Det kommer ikke til at ske.«

Hvad er den mest højreorienterede spise, du kan komme i tanke om?

»Champagnebrunch på D’Angleterre.«

Livretten: Bøf Lindstrøm

  • 500 g hakket oksekød, 1 glas kapers, 20 cornichoner (groft hakket), 20 syltede perleløg, 2 æg, 6 spsk. mel, 15 skiver syltet rødbede (groft hakket), 1 spsk. dijonsennep, 500 g små kartofler, 1 potte persille, 20 g smør, olie, salt og peber.
  • Kog kartoflerne i 10-15 minutter. Rør farsen sej med salt og tilsæt herefter æg, mel, peber, rødbeder, cornichoner og perleløg.
  • Form fire store bøffer og steg dem på en pande ca 2-3 minutter på hver side. Så er bøffen klar. Vend til sidst kartoflerne med smør og hakket persille.

Joachim Sperling: Vi skal ikke støtte børns dårlige vaner

»Jeg kan godt lide Ninna Thomsen og hendes beslutning om ikke at genopstille. Hun vil ikke klistre til taburetten, og det burde flere følge hende i. Jeg er sikker på, at hun nok skal få noget fornuftigt at rive i, og kan allerede nu fornemme, at det næppe bliver som kok.«

»Jeg har hende lidt mistænkt for at købe sit hakkekød i Netto, men det skal man altså til slagterten efter – også selv om, den ligger lidt længere væk. Siden de mange kødskandaler i 00’erne er det nemlig blevet helt normalt, at supermarkeder gaspakker kødet, og det betyder, at det bliver tørt og smagsforladt. Hos slagteren beder jeg altid om helt friskhakket kød fra okseklump eller inderlår, og smagsforskellen er kolossal.

»Jeg vil ikke kalde Bøf Lindstrøm særligt venstreorienteret, og det harmonerer godt med, at Ninna Thomsen ikke anerkender, at mad fungerer som identitetsmarkør. Jeg ville aldrig medbringe pizza til skolearrangementer, og det er fordi jeg synes det er let at smide slagter Lunds frikadellefars på panden, eller hælde nogle af Løgismoses gode kyllingelår i ovnen. Vi voksne skal ikke understøtte børns dårlige spisevaner.«

Joachim Sperling er cand.polit., madøre og højreorienteret socialdemokrat. Hver uge vurderer han den røde livret.

De røde spiser

De Røde Spiser – Danmarks eneste venstreorienterede madmagasin – politiserer hver uge alt det, vi putter i munden. Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvem vil vi gerne være, når vi spiser? Et fornuftigt venstreorienteret menneske bør selvfølgelig spise venstreorienteret mad. Men hvad er det? Hvor ligger bælgfrugter på den politiske skala, og er hummeren egentligt rød eller blå?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu