Vi i tre tempi

For en uge siden blev årets ord valgt af Dansk Sprognævn. Foran andre gode bud som småborgerlighed, idioti, selvfedme og fornægtelse kom ordet ’danskhed’, der ifølge sprognævnets direktør »er det, der har optaget os mest i år«.

Men ikke bare det: »Danskheden og vores værdier er blevet sat på prøve,« mente den pristildelende direktør at vide, selv om det ikke uden videre var klart, hvad der skulle forstås dermed.

Det kunne man til gengæld lade sig oplyse om ved at gennemgå Bertel Haarders lige så dugfriske Danmarkskanon, der dels har identificeret de 10 vigtigste danske værdier og dels har fået ophavsmandens eftertænksomme begrundelse for sin eksistens med sig som ledsagetekst: Vi skal blive »mere tydelige« over for indvandrere, når det kommer til vores værdier, hed det.

F-R-I-S-I-N-D

Umiddelbart for så vidt en sympatisk ambition. Man kan næsten genkalde sig den danske turists umiskendelige charme, når han over for en fransk tjener, der ikke forstår ham, insisterer på at blive ved med at tale dansk, men bare tydeligere: »JEG VIL GERNE HAVE EN P-Ø-L-S-E.«

Kunne man ikke netop udvide konceptet til indvandrere her i landet? »VORES VÆRDIER ER F-R-I-S-I-N-D OG H-Y-G-G-E, SOM ER, NÅR MAN DELER EN Ø-L OVER HÆKKEN.«

Haarder mente mere specifikt, at det var vigtigt for »manden i Esbjerg med 17 børn«, der vil bestemme, hvem de skal giftes med og ikke forstår Muhammed-satire, at vi bliver mere tydelige om, hvad vi betragter som rigtigt og forkert.

Hvem denne mand helt konkret var, fremgik ikke, men enhver kan selvfølgelig forstå, at det er vigtigt at  tale tydeligt til ham, hvis han har planer om at tvangsgifte 17 mennesker og i øvrigt mangler selvironi.

Nogle mere eller mindre danske danskere har imidlertid brokket sig over den skærpede tydelighed. Skuespilleren Zaki Youssef mente f.eks., at en Danmarkskanon deler landet unødigt op: At hele øvelsen kun giver mening, hvis man underforstår, at der er nogen, der er rigtige danskere, og nogen, der ikke er det. Desuden at Danmarkskanonen, ligesom flere af de andre kanoner før den, skaber en kunstig fornemmelse af en samling danske værdier, der er dalet ned fra himlen sammen med Dannebrog.

Lektor Moritz Schramm gik i Politiken videre og påpegede, at projekter som Haarders kanon forsøger at skabe et homogent ’vi’, der er næsten fuldstændig mytologisk.

Problemet er med andre ord, at selve forestillingen om de ’rigtige’ homogene danskere er en ideologisk fantasi, der retroaktivt udvisker alle de kampe og forskelle, der har været og stadig er definerende for disse danskere.

Vi og vi og vi

Måske er det dette ord, der er det virkelige årets ord: ’Vi’. Time Magazine satsede voldsomt, da de for et par år siden, i stedet for en kendis, udpegede ’dig’ til årets person (på forsiden af bladet var der således et spejl), men måske burde man gå skridtet videre med ’vi’.

Ikke fordi ’vi’ beskriver en homogen og ensartet størrelse, men fordi ’vi’ er et af de mindst entydige ord, man kan forestille sig.

Man kan således tale om ’vi’ på mindst tre principielt forskellige måder: Et fortidigt vi, et nutidigt vi og et fremtidigt vi. Direktøren for Sprognævnet og andre danskhedspampere henvender sig til et fortidigt ’vi’, der kun findes i kraft af den gestus, hvormed de på én gang benævner og fremmaner det; et vi, der ikke har været så god til at være tydelig omkring sine værdier og nu er kommet under pres.

Humanisterne taler i stedet om et nutidigt ’vi’. ’Vi’ er alle sammen mennesker, skrøbelige og fejlbarlige og alle sammen med vores egen unikke historie, osv.

’Vi’ må acceptere hinanden, og vi er ikke bedre end de andre, faktisk er selve opdelingen mellem os og dem en misforståelse af, hvem vi allerede er. Det nutidige vi er ofte orienteret efter mangler og lidelse. Det er f.eks. lige nu, at vi må hjælpe dem, der sulter eller er politiske fanger. Det kunne være os selv.

Men hvad nu hvis det eneste virkelige fælles ’vi’ er det fremtidige vi: Det, der er defineret, ikke af det, vi har været, eller det, vi er, men af det, vi kan blive til. Det ville være et ’etisk vi’ i Kierkegaards forstand, dvs. et ’vi’, der ikke er kendetegnet af det, hvorved det er det, det er (hvilket for Kierkegaard gælder om det æstetiske), men ved det, hvorved det bliver det, det bliver.

’Vi’ er dem, der skal forholde os til klimaforandringerne. ’Vi’ er det overnationale fællesskab, der skal bygges op for at forhindre, at kapitalismen ødelægger alt, der har værdi, i fortid såvel som nutid. ’Vi’ er dem, der skal gøre os frie fra racisme, kønsdiskrimination og hadforbrydelser. ’Vi’ er dem, der ikke stiller os tilfredse med at sygne hen, give op og udvælge årets ord.