Læsetid: 8 min.

I år slår den etablerede orden tilbage

Topholdene i den engelske Premier League kæmper en historisk tæt kamp om guldet og Champions League-pladserne. Information analyserer hvert hold i den tætte ’Top 6’
Hvis der er noget, der indkapsler, hvad Jürgen Klopps Liverpool handler om, så er det billedet fra slutningen af 2. halvleg af Klopps debutkamp mod Tottenham på White Hart Lane i oktober 2015. Her kollapser en fuldstændig udmattet Adam Lallana i den tårnhøje tyske mestertræners arme efter næsten at have løbet sig til døde inde på grønsværen. Og billedet fortæller bedre end mange fodboldtaktiske analyser om den ekstremt krævende spillestil, som tyskeren pålægger sit mandskab.

Hvis der er noget, der indkapsler, hvad Jürgen Klopps Liverpool handler om, så er det billedet fra slutningen af 2. halvleg af Klopps debutkamp mod Tottenham på White Hart Lane i oktober 2015. Her kollapser en fuldstændig udmattet Adam Lallana i den tårnhøje tyske mestertræners arme efter næsten at have løbet sig til døde inde på grønsværen. Og billedet fortæller bedre end mange fodboldtaktiske analyser om den ekstremt krævende spillestil, som tyskeren pålægger sit mandskab.

John Powell, GettyImages

7. januar 2017

Efter revolutionen kommer modreaktionen. Sådan er det i alle livets forhold, og sådan er det også i den engelske Premier League.

Sidste år væltede opkomlingene fra Leicester den etablerede orden over ende og sikrede sig det mest sensationelle mesterskab i nyere tid. Og i år slår den etablerede orden tilbage.

Mens Leicester roder rundt i bunden af ligaen, så har Englands såkaldte Top 6 – Chelsea, Liverpool, Arsenal, Tottenham, Manchester City og Manchester United – etableret et overherredømme, der virker som noget af det mest ubrydelige, man har set i Premier Leagues historie.

Dominansen fremgår af den afstand på ni point, der allerede her ved ligaens halvvejsmærke er etableret mellem Manchester United på sjettepladsen og Everton på syvendepladsen.

Og det betyder i realiteten, at Top 6 har løsrevet sig fra resten af Premier League og dannet deres egen lille mini-liga, hvor de vil bruge de resterende 18 runder på at kæmpe om fordelingen af medaljer og Champions League-kvalifikationspladser.

Status lige nu er, at Manchester City sidder på den fjerde og sidste Champions League-plads med en aktuel pointhøst på 42 point. Hvis man fremskriver dette, så vil fjerdepladsen i den bedste engelske række i år være til salg for en pris på lige omkring 80 point, hvilket vil være historisk dyrt.

Siden årtusindeskiftet har det i gennemsnit kun krævet knap 69 point at slutte som nummer fire i Premier League. I denne sæson er overliggeren altså blevet hævet (som man siger i branchen) og det lægger selvsagt et ekstra pres på de seks mandskaber.

To af dem vil uværgeligt ende med at dumpe ned i det, der også er kendt som UEFA’s svar på skærsilden, nemlig Euro League; en turnering, der byder på begrænsede indtægter og lange torsdagsrejser til destinationer i kontinentets absolutte yderkanter.

Information underkaster i det følgende holdene i Top 6 en nærmere analyse og kigger på deres muligheder for at slutte sæsonen på en af de sjove pladser.

Chelsea

Når man kigger på tingene i det store perspektiv, kan man se, at sæsonen nåede sit vendepunkt for the Blues allerede i slutningen af september, da de blev revet rundt af Arsenal på Emirates Stadium og tabte 3-0.

Det var Chelseas andet nederlag på stribe, og det fik holdets cheftræner Antonio Conte til at lægge taktikken om og indføre det kantbaserede 3-5-2 system, som han også havde stor succes med i Juventus og på det italienske landshold.

Manøvren var risikabel, for enhver ved, at det er forbundet med stor fare at skifte forsvarsformation midt i en sæson. Og derudover var der var mange, der tvivlede på, om det kunne lade sig gøre at bygge et tremands-forsvar op om spillere som den firskårne Yorkshire-stopper Gary Cahill og den notorisk udisciplinerede brasilianer David Luiz.

Conte fik imidlertid banket sine defensive aktører ind i de rette roller på banen, og siden da har det blåblusede mandskab fra det sydvestlige London ikke set sig tilbage.

13 sejre i streg lykkedes det Chelsea at tilkæmpe sig, før Tottenham afsluttede stimen i London-opgøret onsdag aften. Og især defensiven har imponeret. I de første seks kampe, efter at Conte lagde formationen om, lukkede Chelsea ikke et eneste mål ind. Og i alt er det kun lykkedes modstanderne at score seks gange mod Thibaut Courtois siden starten af oktober.

En fantastisk præstation af defensiven og også en stor cadeau – som Richard Møller Nielsen ville have sagt det – til Antonio Conte. Han overtog et demoraliseret og taktisk fastlåst mandskab fra José Mourinho, og i løbet af få måneder har han gjort det til Englands mest skræmmende forsvarsmaskine.

Det er nok en medalje værd!

Liverpool

Hvis der er noget, der indkapsler, hvad Jürgen Klopps Liverpool handler om, så er det det billede, som blev taget i slutningen af 2. halvleg af Klopps debutkamp mod Tottenham på White Hart Lane tilbage i oktober 2015.

Her kan man se en fuldstændig udmattet Adam Lallana kollapse i den tårnhøje tyske mestertræners arme efter næsten at have løbet sig til døde inde på grønsværen. Og billedet fortæller bedre end mange fodboldtaktiske analyser om den ekstremt krævende spillestil, som tyskeren pålægger sit mandskab.

Det er heavy metal fodbold – som Klopp selv kalder det – med hidsig jagt på modstanderens boldholder kombineret med lynhurtigt omstillingsspil og få stationer frem mod en afslutning. Og lige siden Klopp overtog tøjlerne, har Adam Lallana været en af spillestilens fremmeste eksponenter inde på banen.

Den diminutive kantspiller med de mange intervalløb er skræddersyet til den tyske træners fodboldfilosofi, og den opadstigende kurve i hans præstationer har markeret den udvikling, som hele Liverpool-holdet har undergået: fra mere eller mindre planløst arbejdsraseri til velkoordineret gegenpressing.

»Klopp er muligvis den bedste træner i verden til at skabe hold, der angriber med mange spillere,« sagde Manchester Citys træner Pep Guardiola inden de to holds opgør nytårsaften.

Og statistikken giver Citys spanske træner ret. Siden sæsonstart har Liverpool scoret 48 mål i 20 kampe, hvilket giver dem et målgennemsnit, der er fuldt på højde med det, som blev leveret af de legendariske Liverpool-mandskaber tilbage i slutfirserne.

Den eneste grund til, at de ikke ligger nummer ét, er, at de er oppe mod et mandskab, der har vundet 13 kampe i træk.

Udfordringen for Klopp og hans tropper bliver at holde dampen oppe hele vejen gennem de krævende vinter- og forårsmåneder.

Og så må de bare håbe på, at Chelsea taber nogle flere kampe!

Tottenham

Hvis landstræner Åge Hareide vil vide, hvordan han får det bedste ud af Christian Eriksen, kan han med fordel skæve til Tottenham. Her excellerer den danske playmaker i den argentinske manager Mauricio Pochettinos flydende angrebssystem, hvor holdets offensive aktører bestandigt glider rundt mellem hinanden i forsøget på at skabe åbninger i modstandernes defensiv.

Pochettino opererer med en fleksibel spillestil, der er lagt an på højbanepres og stor løbevilje fra alle aktører. Det kan nogle gange virke ustruktureret, når Tottenhams offensive kræfter stormer rundt på banen uden faste positioner, men som fodboldanalytikeren Jake Meador fra fodboldbloggen The Inside Channel har formuleret det:

»Angriberne har en tendens til at dukke op i sælsomme positioner under Pochettino, fordi alle har en tendens til at dukke op i sælsomme positioner under Pochettino.«

Tottenhams problem har traditionelt set været mentalt. De mangler det, som englænderne kalder big game contenders; altså lederskikkelser, der træder i karakter i de store kampe. Det engelske stortalent Dele Alli ser dog ud til at være af den rette støbning. Og med ham i superform har Spurs bestemt en chance for at gå hele vejen i år.

Manchester City

Det stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at Guardiola skulle føre Manchester City ind i 2017 på en fjerdeplads i Premier League. Den skaldede spanier ankom til Premier League med et ry som verdens bedste træner, og da hans mandskab stormede ud af startblokkene og vandt de første seks kampe i rap, så det ud til, at catalanske taktiker skulle indtage den bedste engelske række med storm.

Siden har virkeligheden imidlertid indfundet sig. City har vaklet gennem efteråret med en trup, der er ude af balance. Alt for mange af nøglespillerne er ved at komme op i årene. Den defensive talisman Vincent Kompany er nærmest permanent skadet.

Oprydderen på midtfeltet – Fernandinho – løber ind i det ene røde kort efter det andet. Og ydermere har Guardiola været involveret i en bizar magtkamp med midtbanedynamoen Yaya Touré og hans egenrådige agent, den ukrainske Dimitri Seluk, der ikke er i stand til at holde kæft, når det er i hans klients interesse.

Hvad der mere end noget andet er årsagen til problemet for City, er dog nok, at deres cheftræner simpelthen endnu ikke har vænnet sig til Premier Leagues særlige sturm und drang-spillestil. Dette blev illustreret efter kampen nytårsaften mod Liverpool, hvor Guardiola beklagede sig over, at den hidsige kamp om returboldene havde domineret alting på grønsværen, og at hans spillere ikke havde haft tid til at tænke sig om.

Beklager, Pep, men sådan er vilkårene i Premier League!

Citys arabiske ejere har haft prangerpungen fremme og købt det brasilianske stortalent Gabriel Jesus. Hvis han kan levere varen fra dag ét, har City stadig en chance for at melde sig ind i guldkampen. Ellers ligner sæsonen endnu en skuffelse for den nyrige klub fra Manchesters lyseblå halvdel.

Arsenal

Arsène Wenger er den evige overlever i Premier League, hvilket skyldes det faktum, at han siden sin tiltræden i 1996 hvert eneste år har formået at få Arsenal med i Champions League. Dette har stillet klubbens amerikanske hovedaktionær Stan Kroenke tilfreds, men det er ikke nok for tilhængerne, der tørster efter det første mesterskab i tretten år, og ved klubbens hjemmekampe og på de sociale medier er kampråbet »Wenger Out!« hyppigt forekommende.

Der er dog ikke tegn på nogen af delene – hverken at Wenger bliver fyret, eller at han skaffer mesterskabet til Arsenal.

Kroenke kunne ikke drømme om at skille sig af med en cheftræner, der inden for forholdsvis stramme økonomiske rammer hvert år formår at koble klubben til Champions Leagues pengemaskine.

Og Wenger formår ikke at bringe mesterskabet til Emirates Stadium, så længe han nægter at ændre på det, som Alex Ferguson engang beskrev som »the softer center« på Arsenals midtbane. ’The Gunners’ har en blød bug, som Premier Leagues kampivrige midterhold gang på gang stikker kniven i.

Det ligner endnu en skuffende sæson for den franske fodboldæstetiker og hans evigt underpræsterende tropper fra Nordlondon!

Manchester United

Der var mange, der troede, at José Mourino havde sat ild til krudttønden, da han efter Manchester Uniteds nederlag til Fenerbahçe i Euro League i starten af november gik i medierne og skosede sine egne spillere.

»Et hold, der indkasserer et mål efter to minutter, er ikke parat, ikke mentalt fokuseret, ikke koncentreret,« sagde han.

Det var netop den form for offentlig udhængning af egne aktører, der medvirkede til, at han tabte omklædningsrummet på Stamford Bridge, da han var manager for Chelsea.

Hos United virkede opsangen imidlertid. Siden nederlaget i Tyrkiet har holdet været som forvandlet, og efter et katastrofalt efterår har de røde djævle vundet seks kampe i Premier League i træk og meldt sig ind i kampen om Champions League-placeringerne.

Medvirkende til opturen har været, at Mourinho har foretaget nogle få, men væsentlige, justeringer på sit mandskab. Således er den intelligente spilfordeler Michael Carrick blevet lempet ind på midtbanen, mens evighedstalentet med glasbenene, Phil Jones – om hvem Alex Ferguson engang sagde, at han kunne blive den bedste spiller i Uniteds historie – har fået plads i midterforsvaret.

Og nåja – så er Zlatan bare blevet ved og ved med at score mål.

Hvis den høje svensker kan holde kadencen, skal det nok lykkes for United at møve sig op i top fire!

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu