Læsetid: 20 min.

Den angloamerikanske verdensorden er brudt sammen

De to vestallierede nationer, der sikrede demokrati og frihed efter Anden Verdenskrig, har i et omfattende historisk opbrud indledt et tilbagetog fra det internationale system, de selv skabte for at værne om deres interesser og udbrede liberalismens værdier
En af de meste bizarre episoder i Donald Trumps valgkamp fandt sted i Jackson, Mississippi, den 24. august. Her præsenterede Trump begejstret Nigel Farage som ’manden bag Brexit’.

En af de meste bizarre episoder i Donald Trumps valgkamp fandt sted i Jackson, Mississippi, den 24. august. Her præsenterede Trump begejstret Nigel Farage som ’manden bag Brexit’.

Damon Winter

7. januar 2017

En af de meste bizarre episoder i Donald Trumps historisk bizarre valgkamp fandt sted i Jackson, Mississippi, den 24. august og involverede en umådeligt selvtilfreds englænders gæsteoptræden.

Englænderen var selvfølgelig ingen anden end Nigel Farage, som en begejstret Trump kunne præsentere for sin tilhængerskare som »manden bag Brexit«.

Formentlig havde kun de færreste mennesker i forsamlingen hørt om Farage, lederen af ​​United Kingdom Independence Party.

Afstanden mellem venstrefløjens to vælgergrupper øges som følge af den xenofobi, der er blevet sluppet løs og legitimeret – særligt under den britiske EU-folkeafstemning. Det er problematisk i en ny politisk virkelighed, hvor vælgerne først og fremmest identificerer sig som Leave- eller Remain-vælgere, siger den anerkendte sociolog Colin Crouch om Labours seneste udfordringer
Læs også

Men der stod han, bredt smilende, og kastede sig snart ud i en flammetale om Brexit-sejren som »vores uafhængighedsdag« og lovpriste de »rigtige mennesker« og de »anstændige mennesker«, der var gået sammen om at gøre op med storbanker, liberale medier og det politiske etablissement.

Trumps ansigt fortrak sig i et krokodillesmil. Han klappede energisk i hænderne og lovede sine tilhængere et »Brexit plus plus plus!«.

Mr. Brexit

Herefter overtog Trump talerstolen og rablede løs om storslåede sejre, som Farage havde præsteret at vinde »trods al mudderkastningen imod ham, trods alle forhindringer«.

Trump kom ikke nærmere ind på, hvad han mente med ’mudderkastningen’, men hans budskab var ikke til at tage fejl af: Den valgsejr, han ønskede for sig selv, skulle blive ligesom den britiske Brexit-fløjs, bare endnu stærkere. Han kaldte endog sig selv for Mr. Brexit.

Venner og eksperter, jeg har talt med i Storbritannien, vender sig imod min sammenligning mellem trumpisme og Brexit. I London erklærede den distingverede konservative historiker Noel Malcolm mig, at han blev oprigtigt bedrøvet over, at jeg kunne sammenligne de to.

Brexit handlede ene og alene om suverænitet, hævdede han. Det britiske demokrati ville efter hans mening blive undermineret, hvis briterne skulle overholde love, som udlændinge havde vedtaget, og de ikke selv havde kunnet stemme om – han henviste til EU.

Endvidere fastholdt han, at sejren for Brexit havde meget lidt at gøre med globalisering, indvandring eller en arbejderklasse, der følte sig svigtet af eliten. Den var først og fremmest et spørgsmål om at gensikre demokratiske principper.

Den serbiske økonom Branko Milanovic, som har været forskningsleder i Verdensbanken og i år har skrevet en bestseller om global ulighed, forklarer, at de mennesker, som har stemt for Brexit og Donald Trump har gode grunde til at være imod frihandel: De har tabt til både deres egne overklasser og de asiatiske middelklasser på globaliseringen
Læs også

Malcolm gik tydeligvis ud fra, at de vælgere, der stemte for Brexit – det var frem for alt tidligere industriarbejdere i Storbritanniens rustbælte – blev bevæget af de samme højsindede principper, der havde gjort ham til en overbevist Brexit’er.

Men ikke meget tyder på, at han har ret. Folkelig vrede over polakker, rumænere og andre EU-borgere, der kommer til Storbritannien for at arbejde hårdere og for lavere lønninger end briter, spillede også en rolle.

Det samme gjorde ønsket om at give en begmand til en upopulær elite, der holdes ansvarlig for de fallerede industribyers økonomisk stagnation, og den elementære modvilje over for udlændinge i Storbritannien bør lige så lidt undervurderes.

Modstand

Også i USA stødte jeg på modstand, når jeg spurgte, om ikke Brexit kunne ses som et forvarsel om en mulig sejr til Trump. Igen og igen forsikrede liberale venner mig om, at Trump aldrig kunne vinde præsidentvalget.

De fleste amerikanske vælgere ville i sidste ende være fornuftige nok til ikke at falde for hans demagogi.

Trump, fik jeg at vide, var et produkt af en ejendommelig afart af populisme, som før er blusset op i Amerika – fortilfælde er den immigrationsfjendske nativisme i 1920’erne eller Huey P. Long i 1930’ernes Louisiana.

Og nok var den populisme ondartet, men indtage Det Hvide Hus kunne den ikke. Den var udtryk for nag over for rige mennesker, bankfolk, indvandrere og big business, men den kunne ikke med rimelighed sammenlignes med englændernes fjendtlighed over for EU, alene af den grund at USA ikke tilhørte nogen overnational politisk union.

Trump og Farage selv kunne dog hurtigt indse, hvad de havde til fælles.

Den voksende populisme er den største trussel mod EU, mener mange EU-parlamentarikere, der erkender, at en krisestemning har sænket sig over parlamentets arbejde efter briternes Brexit-afstemning og flygtningekrisen. Information har besøgt parlamentet til en debat om Europas fremtid
Læs også

I Skotland, hvor Trump på dagen efter Brexit-afstemningen tilfældigvis skulle genåbne et golfresort, trak han selv parallellerne op. Brexit, sagde Trump til skotterne (der i øvrigt stemte overvældende imod Brexit), havde været »et stort gennembrud«: Nu havde briterne »taget deres land tilbage«.

I både Trumps og Farages kampagner var udtryk som »suverænitet«, »kontrol« og »storhed« det stof, som blev brugt til at animere masserne.

Man kan indvende, at Trump og Farage ikke forstod helt det samme ved disse ord. Farage og hans allierede, mange af dem engelske nationalister, ville som bekendt vriste britisk nationalidentitet fri af EU.

Men fra hvem eller fra hvad ville Trump tage USA land tilbage?

Nok havde Trump konsekvent langet ud efter institutioner som Den Internationale Valutafond og Verdenshandelsorganisationen som skadelige kræfter, der styres af en international elite på bekostning af USA’s arbejderklasse, men det var svært at tro, at disse institutioner var den primære genstand for det oppiskede raseri hos hans tilhængere.

Damon Winter

Samme fjendebillede

Nu forholder det sig sådan, at de fleste store internationale institutioner, herunder IMF og NATO, i sin tid blev oprettet under netop amerikanske auspicier med henblik på at fremme USA’s og dets allieredes interesser.

Tilsvarende blev Europas foreningsproces og dens resultat i skikkelse af EU ikke blot accepteret, men decideret tilskyndet af alle tidligere amerikanske præsidenter før Trump.

Men Trumps ’Amerika først’-følelser – for USA’s næste præsident inkarnerer snarere en følelse end et politisk program – rummer en klar fjendtlig indstilling over for disse organisationer.

En optik, der i det store og hele deles af folk som Nigel Farage. Så jo! Farage og Trump nedrakkede dybest set samme fjendebillede.

Begge har mere til fælles end afskyen for internationale eller overnationale institutioner.

Da Farage i sin tale rasede imod storbankerne, de liberale medier og det politiske etablissement, var målet for hans vrede ikke så meget de internationale institutioner, som det var ’de fremmede i vores egen midte’ – dvs. USA’s og Stobritanniens eliter, der ikke kan regnes for »rigtige« eller for »anstændige« mennesker.

I øvrigt har Farage ikke patent på at føre denne retorik. Endog den britiske premierminister, Theresa May, der ikke var Brexite’er før folkestemningen, har siden kaldt medlemmer af de internationale sindede eliter for »borgere i et ingenmandsland«.

Og da tre britiske High Court-dommere slog fast, at alene Parlamentet i Westminster – og ikke premierministerens kabinet – har beføjelse til afgøre, hvornår den juridiske mekanisme for udløsning af Brexit kan aktiveres, blev de i en stor britisk tabloidavis hængt ud som »fjender af folket«.

Trump spillede forsætligt på uvilje over for den slags borgere, der ikke er »rigtige mennesker«. Adskillige gange fremsatte han nedladende bemærkninger om muslimer, indvandrere, flygtninge og mexicanere. Men stærkest vendte han sig imod de elitære forrædere i selve Amerika, som angiveligt har omklamret minoriteterne og svigtet og ringeagtet ’de rigtige mennesker’.

Hillary Clinton tabte, fordi hun fører identitetspolitik og fedter for kvinder og minoriteter med krænkede følelser, mener kritikere. Men reelt er Donald Trump kongen af identitetspolitik, når han bejler til den krænkede hvide mand
Læs også

I sin sidste kampagnerunde gik Trump eksplicit til angreb på den samfundsgruppe, som Josef Stalin i sin tid kaldte for ’rodløse kosmopolitter’.

Trumps kampagne var spækket med hadefulde henvisninger til en »global magtstruktur«, der fratager ærligt arbejdende folk deres rigdom, illustreret med billeder af personer som George Soros, Janet Yellen og Lloyd Blankfein.

Muligvis bemærkede ikke alle Trump-tilhængere sig, at de var jøder. Men de, som gjorde, kan næppe have overset de ubehagelige mindelser.

Patrioter

Da Trump og Farage stod på samme scene i Mississippi, talte de, som om de var patrioter, der gjorde krav på at få deres store lande givet tilbage fra de udenlandske interesser, der havde overtaget kontrollen med dem. Ingen kan være i tvivl, om de hver ser henholdsvis Storbritannien og USA som ekstraordinære nationer.

Men deres succes i vælgerbefolkningerne er netop skræmmende, fordi den går stik imod en bestemt idé om angloamerikansk exceptionalisme. Her tænker jeg ikke på de amerikanske og britiske nationalchauvinister, der ser USA som ’den lysende by’ på bakken eller ser Storbritannien som øen, der er isoleret fra et fordærvet kontinent.

Jeg tænker på den form for angloamerikansk exceptionalisme, der tog form med Anden Verdenskrig. Tysklands og Japans nederlag havde skabt en stor alliance af vestallierede under amerikansk lederskab og med global rækkevidde. Pax Americana skulle i kombination med et forenet Europa garantere sikkerheden for verdens demokratier. Hvis Trump og Farage nu får deres vilje, kan denne drøm blive slået i stykker.

I de år, da det meste af Europa blev løbet over ende af nazismens besættelsesmagt og fascistiske diktaturer, stod de angloamerikanske forbundsfæller som verdens sidste håb om frihed, demokrati og internationalisme. Jeg er vokset op i en verden, som blev formet af disse erfaringer. Mit hjemland, Holland, blev befriet i 1945 – seks år før jeg blev født – af britiske og nordamerikanske tropper (med god hjælp fra modige polakker).

De af os, som ikke selv har oplevet denne tid, har stærke indtryk fra film som The Longest Day om landgangen i Normandiet. John Wayne, Robert Mitchum og Kenneth More og hans bulldog blev befrielseshelte, som vi dyrkede.

Det var i nogen grad barnlige projektioner. For det første så vi urimeligt bort fra Sovjets Røde Hær, der befriede min far, dengang tvangsarbejder på en fabrik i Berlin sammen med andre unge mænd, som under den tyske besættelse havde nægtet at skrive under på en loyalitetsed over for nazisterne.

Ikke desto mindre var det de sejrende angelsaksiske lande, især USA, der kom til forme efterkrigstidens vestlige verden, vi voksede op i.

Donald Trumps vulgære retorik og bombastiske forslag om at sparke eliten ud af Washington burde have udelukket ham som bannerfører for den konservative bevægelse.
Læs også

Ordene i Det Atlantiske Frihedsbrev, som formuleret af Churchill og Roosevelt i 1941, vakte en dyb genklang i det krigshærgede Europa: Handelsbarrierer skulle sænkes, folkeslag skule være frie. Der skulle ske fremskridt i social velfærd og udvikles et globalt samarbejde. Churchill kaldte Atlanterhavserklæringen for »ikke en lov, men en ledestjerne«.

Pax Americana, hvor Storbritannien var junior-partneren med ’et særligt forhold’ til USA, der nok mest blev oplevet som ’særligt’ i London, byggede på et paradigme om en ny liberal konsensus: NATO, der blev oprettet for at beskytte de vestlige demokratier imod først og fremmest den sovjetiske trussel, men også idealet om Europas forening blev født ud af asken fra 1945.

Mange europæere, både liberale og konservative, anså det for givet, at kun et forenet Europa ville kunne yde garanti for, at de ikke igen rev deres kontinent fra hinanden. Selv Winston Churchill, hvis hjerte mest bankede for Commonwealth og Imperiet, gik ind for et forenet Europa.

Modfortælling

Den Kolde Krig gjorde de sejrende vestallieredes rolle endnu mere afgørende. De frie vestlige samfund stod nok under USA’s beskyttelse, men de var nødt til at udvikle en plausibel modfortælling til den sovjetiske ideologi, der også måtte omfatte løfter om større social og økonomisk lighed.

Selvfølgelig kunne hverken USA med sin lange historie med racefordomme og episodiske udbrud af politisk hysteri, McCarthyismen eksempelvis – eller Storbritannien med sit rigide og sejlivede klasse-system – til fulde leve op til de smukke idealer, som de søgte at præsentere for efterkrigstidens verden.

Ikke desto mindre havde billedet af en exceptionel angloamerikansk frihed dragende overbevisningkraft – og ikke kun i de lande, som havde været besat under krigen, men også i de besejrede nationer, Tyskland (i det mindste Vesttyskland), Italien og Japan.

Amerikas prestige blev styrket enormt – og ikke kun af de soldater, der bidrog til Europas befrielse, men også af de mænd og kvinder derhjemme, der kæmpede for at gøre det amerikanske samfund mere lige og dets demokrati mere rummeligt.

I kraft af deres kampe imod uretfærdighed i deres eget land holdt figurer som Dr. Martin Luther King Jr. og Freedom Riders – eller i nyere tid præsident Obama – liv i den amerikanske exceptionalismes forhåbninger.

Det gjorde i betydelig grad også den ungdomskultur, som voksede frem fra 1960’erne. Når Václav Havel, den tjekkiske systemkritiker, dramatiker og senere præsident, kunne hylde Frank Zappa, Lou Reed og Rolling Stones som sine politiske helte, var det seriøst ment. I den kommunistiske undertrykkelsesepoke repræsenterede popmusik fra Amerika og Storbritannien en drøm om frihed.

For mange af de europæere, der voksede op i de første tiår efter efter Anden Verdenskrig, blev det måske nok fashionabelt at tage afstand fra USA – eller i det mindste fra USA’s politik og krige – men mange af disse udtryk for modvilje mod USA lånte de fra Amerikas progressive ’modkultur’. At Bob Dylan fik tildelt Nobelprisen i litteratur for 2016, skyldes ikke mindst, at den svenske jury var tæt besat med årgange, der var vokset op med hans protestsange.

Alexis de Tocqueville

Forestillingen om den angloamerikanske verdenes ekstraordinære friheder har naturligvis en forhistorie, der går længere tilbage end til tiden efter Hitlers nederlag, endsige til Bob Dylan og Rolling Stones. Velkendt er Alexis de Tocquevilles beundrende analyser af det amerikanske demokrati i 1830’erne. Mindre velkendte er hans skrifter om Storbritannien fra samme periode.

Tocquevile, der var født kort efter Den Franske Revolution, var naget af spørgsmålet om, hvorfor Storbritannien, med dets magtfulde aristokrati, var blevet forskånet for en tilsvarende tumultuarisk omvæltning.

Hvorfor havde ikke det britiske folk gjort oprør? Hans svar var, at det sociale system i Storbritannien var akkurat så åbent, at det var muligt for de fleste at håbe på, at de med flid, opfindsomhed og held kunne avancere i samfundslivet. Der fandtes med andre ord også en britisk version af den amerikanske drøm.

I praksis var der måske ikke helt så mange eksempler på, at proletarer kæmpede sig op til rigdom i det 19. århundredes Storbritannien. Men at Benjamin Disraeli, en søn af sefardiske jøder, kunne blive både premierminister og adlet til jarl, gav ikke desto mindre den tids generationer i Europa grund til at også at se Storbritannien som de store muligheders land.

Jøder fra Rusland eller Litauen – eller fra Tyskland som mine egne oldeforældre – strømmede til Storbritannien som indvandrere i håbet om, at også de kunne blive engelske lords.

Anglofilien og den amerikanske drøm bygger nok på myter, men myter kan være magtfulde og sejlivede. Forestillingen om, at man med ihærdig indsats og talent kan løfte sig fra et svært udgangspunkt, har altid spillet en enorm rolle i Storbritannien og USA.

Den anglo-amerikanske kapitalisme kan være barsk på mange måder, men fordi frie markeder altid behøver tilførsel af nye talenter og billig arbejdskraft, har de skabt pragmatiske og relativt åbne samfund, hvor indvandrere kan trives – og som herskere i mere lukkede, kommunitaristiske og autokratiske samfund er tilbøjelige til at foragte.

’Juda-England’

Wilhelm II regerede som Tysklands kejser indtil 1918, da hans land blev besejret i Første Verdenskrig, som han selv havde gjort sit bedste for at udløse. Skønt han selv var halvt engelsk, kaldte han England for »en nation af kræmmere« og betegnede det som »Juda-England« – et land korrumperet af skumle fremmede eliter, hvor penge betød mere end blodets og jordens dyder.

Nogle årtier senere blev antisemitisk retorik af samme kaliber snarere rettet mod USA: Nazisterne var overbeviste om, at jødiske kapitalister herskede over Amerika, ikke kun i Hollywood, men også i Washington og New York.

Samme forestilling lever videre i dag – dog i mindre grad i Europa end i Mellemøsten og dele af Asien. Men Mays retorik om »borgerne fra ingenmandsland«– de uhyggelige kosmopolitiske eliter og konspiratoriske bankfolk – er et fjernt ekko af den. En skræmmende ironi ved den moderne anglo-amerikanske populisme er dens brug af fraser, der traditionelt blev brugt af de engelsktalende landes fjender.

Reagan-Thatcher-revolutionen i 1980’erne med dens dereguleringer af finansmarkeder, lukning af kulminer og fabrikker og beskæring af velfærden fra New Deal og den britiske socialstat blev af mange konservative på begge sider af Atlanten set som en ny triumf for angloamerikansk exceptionalisme – og et stort gennembrud for friheden.

Europæere uden for Storbritannien var som oftest mere skeptiske. Her har vi været mere tilbøjelige til at se thatcherismen og Reaganomics som hensynsløse former for økonomisk liberalisme, der nok gør nogle mennesker langt rigere, men sender mange flere ud i kulden. For at kunne konkurrere begyndte mange andre regeringer ikke desto mindre at efterligne det samme økonomiske system.

At dette skete omtrent samtidig med afslutningen på D​en Kolde Krig, er ikke tilfældigt. Sovjetkommunismens sammenbrud blev med rette fejret som Europas endelige befrielse. De lande, der var blevet efterladt på den forkerte side af jerntæppet efter Anden Verdenskrig, blev omsider frisat.

Præsident Bush den Ældre talte om, hvordan Klodens eneste tilbageværende supermagt skulle stille sig i spidsen for en »ny verdensorden«. Reagan-Thatcher-revolutionen så ud til at have sejret endegyldigt.

Men kommunismens undergang i Vesten fik også andre, mindre ønskværdige konsekvenser. Sovjetimperiets rædsler havde fået kompromitterende afsmitning på også andre dele af venstrefløjen, herunder også socialdemokratiske idealer, skønt socialdemokrater altid havde været svorne antikommunister.

Samtidig med at ’historiens afslutning’ blev proklameret, og den anglo-amerikanske liberale demokratiske model for evigt syntes at skulle være uden rivaler, begyndte mange at tro, at alle former for kollektivistisk idealisme ville føre direkte til gulag. Thatcher erklærede, at ’samfundet‘ slet ikke eksisterede – det gjorde kun enkeltpersoner og familier. Folk skulle tvinges til at tage vare på sig selv.

Den radikale økonomiske liberalisme gjorde dog langt mere for at smadre traditionelle samfund, end nogen socialdemokratisk regering nogensinde har gjort. Thatchers mest uforsonlige fjender var minearbejdere og industriarbejdere. I tidens nyliberale retorik hed det sig, at velstanden fremover ville ’risle ned fra oven’.

Sådan kom det aldrig til at gå. Disse arbejdere og deres børn, som nu måtte vansmægte i fattige rust-bælte-byer, fik endnu et slag med krisen i 2008. Efterkrigstidens store institutioner såsom IMF, som USA oprettede i 1945 for at sikre en mere stabil verden, fungerede heller ikke efter hensigten længere – ja, IMF så ikke engang krisen komme. Et stort antal mennesker, der aldrig overvandt krisens slag, valgte at gøre oprør og stemte for Brexit – og på Trump.

Drømmen

Det er helt urealistisk at tro, at Brexit eller Trump vil bibringe disse vælgere den genoprejsning, de higer efter. Men i det mindste kan de for en tid drømme drømmen om, at de nu har taget deres land tilbage til en indbildt, renere og sundere fortid.

Det samme reaktionsmønster ser vi gentaget i andre lande, også lande med deres egne liberale traditioner såsom Holland. For tyve år siden havde Amsterdam status af hovedstaden for alt, hvad der var vildt og progressivt – den slags sted, hvor selv politibetjente åbent røg pot (en myte, men en sigende myte).

Hollænderne så også sig selv som verdensmestre i racemæssig, religiøs og seksuel tolerance. Af alle kontinentaleuropæiske lande var Holland stærkest forankret i Anglo-sfæren.

I dag er det mest populære politiske parti, viser alle meningsmålinger, Partij Voor de Vrijheid, der styres af én-mandshæren Geert Wilders – en rabiat anti-muslimsk, indvandringsfjendsk EU-modstander, der hyldede Trumps sejr som »et patriotisk forårs komme«.

I Frankrig kan Marine Le Pen, der til fulde deler Wilders begejstring for Trump, ikke afskrives som en mulig vinder af landets næste præsidentvalg. Polen og Ungarn regeres allerede af populistiske autokrater, der afviser den slags liberalisme, som de østeuropæiske dissidenter engang kæmpede så hårdt for at opnå.

Naturgiven overlegenhed

Men er Storbritannien og USA så ikke længere enestående? Muligvis ikke.

Men jeg tror samtidig, at selve forestillingen om den angloamerikanske exceptionalisme har gjort populismen i disse lande desto mere indædt og potent. Den selvflatterende opfattelse – at de vestlige sejrherrer fra Anden Verdenskrig er specielle, modigere og friere end andre mennesker; at USA er den største nation i menneskehedens historie, og at Storbritannien, der trodsede Hitler, er overlegen i forhold til alle andre europæiske eller ikke-europæiske lande – har ikke kun ført begge nationer ud i uigennemtænkte krige, men også trukket et slør hen over de uligheder, som findes indbygget i den anglo-amerikanske kapitalisme.

Forestillingen om naturgiven overlegenhed – om det rene og skære held ved at blive født som amerikaner eller brite – gav en følelse af forrang, som alle kunne sole sig i, selv mennesker, der målt på uddannelses- eller velstandsniveau sad fast i samfundes lavere rækker.

Alt det kunne fungere nogenlunde indtil 1990’erne. Ikke kun var reallønnen hos arbejderklassen og den lavere middelklasse i Storbritannien begyndt at stagnere i kontrast til den markante fremgang hos rige, som blev stadig rigere.

Det blev efterhånden også klart for selv de mest indadvendte briter, at de klarede sig langt ringere end tyskerne, skandinaverne og hollænderne – ja, værre selv end franskmændene, Storbritanniens ældste rivaler. En måde at få luft for deres raseri på var at starte slåskampe på fodboldstadions, håne tyske fans ved at efterligne lyden af britiske bombefly og brøle slogans om at vinde krigen.

De såkaldte hooligans var nok et pinligt mindretal, men der var andre måder at udtrykke samme slags følelser på. EU, som de fleste briter aldrig havde følt større hengivenhed for, havde ganske vist gjort en del udkantsområder i Storbritannien mere velstående, end de ellers kunne have været.

Ret beset var nedturen for de gamle industribyer og minedriftsbyer aldrig et resultat af politiske beslutninger truffet i EU.

Men det var meget taknemmeligt for ’euro-skeptikerne’ at aflede den folkelige opmærksomhed fra de interne problemer ved at skyde skylden på de udlændinge, der angiveligt kørte hele showet i Bruxelles.

Eurofoberne yndede at hævde, at »det var ikke det, vi udkæmpede en verdenskrig for«. Ikke bare Hitlers spøgelse, men selv Napoleons blev manet frem. Spitfires og snak om Storbritanniens ’fineste stund’ gjorde retorisk comeback i UKIP’s kampagne for at forlade Europa.

Nogle af de mest tilbageskuende pro-Brexit-politikere roste sågar Det Britiske Imperiums storhed. ’At tage kontrollen tilbage’ ved at forlade EU kommer ikke til at gøre de fleste mennesker i Storbritannien mere velstående. Det modsatte må forventes at ske. Men Brexit tager brodden af oplevelsen af ​​relativ fiasko. Og giver næring til ønsket om at føle sig exceptionel – af at have forrang. Af  kort sagt at være stor igen.

Guds eget land

Noget lignende har vi set ske i USA. Ikke blot fik selv underprivilegerede amerikanere at vide, at de boede i Guds eget land. De hvide fattige og underuddannede amerikanere kunne altid finde en form for trøst i det forhold, at der var grupper under dem, som ikke havde andel i deres naturgivne forrangsstilling – en klasse af mennesker med mørkere hud. Med en Harvard-uddannet, sort præsident blev det svært at opretholde den fiktion.

Trump og de førende Brexit-politikere havde et veludviklet instinkt for at spille på disse folkelige følelser. Trump spillede på den sårede stolthed i brede samfundslag og på de betændte lidenskaber hos folk, der frygter ændringer og føler sig svigtet. I USA førte den dybe forurettelse til genoplivelse af den gamle nativisme.

Tilsvarende er engelsk nationalisme den vigtigste kraft bag Brexit. Men i begge tilfælde handler besættelsen om ’at tage vores land tilbage’ – om at indlede et tilbagetog fra den verden, anglo-amerikanerne byggede op efter 1945.

Efter Brexit er britiske ledere begyndt at argumentere med følelser frem for fakta. Ja, ofte vil de slet ikke argumentere; vover man at tale imod Brexit, stemples man som landsforræder. Hvad sker der dog for landet, der for et øjeblik siden var et demokratisk forbillede?
Læs også

De engelske nationalister har valgt en moderne version af Splendid Isolation (paradoksalt nok et begreb, der blev udmøntet for at beskrive britisk udenrigspolitik under Benjamin Disraeli). Trump ønsker at sætte Amerika First.

Brexits Storbritannien og Trumps Amerika er forbundet i deres fælles ønske om at nedrive søjlerne i Pax Americana og den europæiske forening. På en pervers måde kan deres fælles kurs indvarsle en genoplivning af ’det særlige forhold‘ mellem Storbritannien og USA – et tilfælde af, at historien ikke gentager sig som farce, men som tragisk komedie.

Trump har fortalt Theresa May, at han gerne vil have det samme nære forhold til hende, som Ronald Reagan havde til Margaret Thatcher. Men den første britiske politiker, som nåede frem til Trump Tower for at lykønske den nyvalgte præsident, var ikke premierministeren – ja, ikke engang udenrigsminister Boris Johnson. Det var Nigel Farage.

Kåde skoledrenge

Trump og Farage strålede som kåde skoledrenge, da de stod foran Trumps forgyldte elevator og frydede sig over deres sejre ved at gentage det samme ord, som engang gjorde deres respektive lande så enestående: »frihed«. I Trumps private hjem foreslog Farage, at den nye præsident flyttede Winston Churchills buste tilbage i Det Ovale Værelse, og Trump tilsluttede sig ivrigt ideen.

En måned før Trumps valgsejr og tre måneder efter Brexit-afstemningen besøgte jeg den højt anerkendte militærhistoriker Sir Michael Howard i hans hjem i det landlige England. Som ung mand kæmpede Howard mod tyskerne som officer i den britiske hær.

Han deltog i landgangen i Italien i 1943 og i det afgørende slag i Salerno og fik tildelt et Military Cross for udvist heroisme. John Wayne og Kenneth More var fiktionsvæsener i spillefilm. Sir Michael var den ægte vare. Han er 95 år gammel.

I hans stue omgivet af bøger, mange af dem om Anden Verdenskrig, bad jeg ham om fortælle mig, hvad han mente om Brexit. Han svarede i en tone, der mere klang af resigneret melankoli end harme. »Brexit«, sagde han, »vil komme til at fremskynde den vestlige verdens opløsning«. I tilbageblik på den verden, hans generation så omhyggeligt havde bygget op efter den krig, han havde kæmpet i, sagde han:

»Måske var det hele bare en boble i et hav«.

Jeg spurgte ham om det særlige angloamerikanske forhold.

»Åh, det særlige forhold,« sagde han.

»Det var en nødvendig myte, lidt ligesom kristendommen. Men hvor går vi nu hen?«

Ja, hvor går vi nu hen? Vestens sidste håb kan paradoksalt nok være Tyskland – det land, Michael Howard kæmpede imod, og som jeg hadede som barn. Angela Merkels budskab til Trump dagen efter hans sejr var den perfekte hævdelse af de vestlige værdier, der stadig er værd at forsvare.

Hun så gerne et tæt samarbejde med USA, sagde hun. Men kun på grundlag af »demokrati, frihed og respekt for loven og menneskets værdighed, uafhængigt af oprindelse, hudfarve, religion, køn, seksuel orientering eller politisk synspunkter«. Merkel talte som Det Atlantiske Frihedsbrevs sande arvtager.

Også Tyskland troede engang, at det var den ekstraordinære nation. Det endte som bekendt med en verdensomspændende katastrofe. Tyskerne lærte lektien. De ønsker ikke længere at være exceptionelle, hvilket præcis er grunden til, at de har været så ivrige efter at blive indlejret i et forenet Europa.

Det sidste, tyskerne ønsker sig, er at lede andre lande, og da slet ikke i nogen militær forstand. Det var bestemt også sådan, Tysklands naboer foretrak det.

Pax Americana syntes så langt at foretrække frem for en genoplivning af tysk exceptionalisme. Det vil stadig være min egen holdning.

Men når jeg endnu engang ser på billedet af Donald og Farage, der blotter tænderne i fryd, og deres thumbs up-attitude, mens guldskæret fra elevatordøren glimter i deres hår, spekulerer jeg på, om ikke Tyskland snart kan blive tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved en lektion, som det har lært lidt for godt.

Ian Buruma er hollandsk forfatter

© The Wylie Agency og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Christian De Thurah
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Morten Pedersen
  • Kristian Rikard
  • Lars Rasmussen
  • Gert Romme
  • Mihail Larsen
David Zennaro, Christian De Thurah, Robert Ørsted-Jensen, Morten Pedersen, Kristian Rikard, Lars Rasmussen, Gert Romme og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Ian Buruma

" Det sidste, tyskerne ønsker sig, er at lede andre lande, og da slet ikke i nogen militær forstand. Det var bestemt også sådan, Tysklands naboer foretrak det. "

Right

Steffen Gliese

En blindgyde; men hvis Europa får rettet sig uden engelsk blokering, er alt ikke så skadeligt. Så må englænderne komme tilbage, når de har fået orden i eget hus.

Claus Oreskov

En sindig gang vrøvl - som jeg ikke kan bruge til noget som helst!
Som altid ensidigt selv der hvor hun forsøger at dele sol og vind lige. Jøder udvandrede til USA i håb om et bedre liv, men vi få ikke at vide hvad der blev af dem! Gik det dem ligesom de milioner af øst emigranter der omkom i Chicagos fabrikker - beskrevet af forfatteren Upton Sinclair i romanen "Junglen". En roman ja, men den skabte en debat som tvang politikerne til at gribe ind! Se også den delvis selvbiografiske roman "Jøder uden penge" af Michael Gold. de jøder der beskrives i denne bog fandt ikke noget lykkeland i USA. Jøderne emigrerede til USA og de amerikanske negere emigrerede til Sovjetunionen. Se: http://www.latimes.com/world/la-fg-c1-black-russian-americans-20141119-s...

Tusind tak til Ian Buruma, for selv om det måske ikke ligefrem en øjenåbner, for vi har jo set det komme snigende, er det jo godt at blive mindet om det igen - og igen.

For udviklingen bærer jo hen mod et USA, der er sig selv nok, og som andre lande ikke kan regne med.

Og samtidig med United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland, UK, indtil videre Det Forenede Kongerige, der omkring 50 år efter imperiets afslutning, igen lever i denne tidsånds storhed, og derfor må indse, at også Det Forenede Kongerige slet ikke er så forenet, når Skotland samt formentlig også både Wales og Nordirland starter deres eget liv - men udenfor Kongeriget.

Men også EU knager dybt nede i sin grundvold. For lidt afhængig af resultatet af valget i Frankrig og Holland, vil man muligvis også her se et amputeret demokrati. For hvis Frankrig og Holland følger Det Forenede Kongerige, og forlader EU, vil formentlig både Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet stå på spring til at gøre det samme. Og dette vil kunne sætte stærkt pres på Østrig og Danmark om at følge efter.

Tilbage vil man have et EU, der formentlig vil bestå af 22 "gamle" lande samt nogle nye, der fuld ud forstår nytten af at være i fællesskabet. Samtidig vil Rusland få stærkt fodfæste i Europa via netop Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet samt Serbien og måske Frankrig. Til gengæld vil Rusland aldrig blive en stærk og dominerende faktor i Europa og i verden, for med omkring 60-64% af befolkningen imod Putin-regimets dårlige økonomi og demokratiske undertrykkelse, vil Rusland aldrig blive en stabil magtfaktor.

Derfor vil Kina blive verdens dominerende land. For i al stilhed har Kina gennem de seneste 7-8 år opkøbt og sat sig på mineral-ressourcer over hele verden, hvilket sammen med enorme pengesummer til udvikling af ulande også har givet både goodwill og solid indflydelse. Og hvis verden, - f.eks. de tilbageværende EU-lande, vil anvende vitale råvarer i deres produktion, må de formentlig spørge Kina, om de har lidt i overskud, som de kan undvære.

Claus Oreskov. Tak for henvisningen til L.A. Times-artiklen om de afrikansk-amerikanere, der rejste til Sovjet i 1930'erne. Interessant.

Claus Oreskov

Et sted i Cecil Blount DeMilles film ”Ben-Hur” siger filmens helt til filmens skurk Messala at den dag det romerske imperium gå under vil der lyde et glædesskrig fra alle verdens folkeslag. Sådan vil det også gå med USA – hvorfor ikke glæde sig, nu er det forbi med vilkårlig indsættelse og afsættelse, af regeringer rundt omkring i verden. Udbytning og undertrykkelse bliver mindsket. Massemord på anderledes tænkende stopper. Hele folkeslag bliver befriet – hvad er der egentlig at klynke over? Slavens sorg over at miste lænkerne?

Anders Graae, Brian Nocis Jensen, Torben K L Jensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@David Henriksen. Begrebet "Den frie verden" er en fiktiv konstruktion og overbygning, der skal få os til kritikløs at acceptere: udbytning, undertrykkelse og krige!

Dagmar Christiandottir, Lars Peter Simonsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Helene Kristensen, Per Torbensen, Thomas Petersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

'Panik før lukketid' er personificeret af Donald Trump og Nigel Farage, hvor revolutionen begyndte, vil man sige.

Det bliver de menneskeskabte klimaforandringer og de ansvarlige magthavere, deres rådgivere og resten eliten, der viste besked, men valgte at talte sine penge, der vil ende i guillotinen.

Der er muligvis et lille vindue for en politisk løsning, men med den socialdemokratiske neo-liberale økonomiske politik, er de ved, at spilde den sidste chance for en fredelig politisk løsning, på den uundgåelige revolution.

Olie, kul og gas er alfa og omega.

Michael Kongstad Nielsen

Det er ikke dem, der har gjort det, det er EU og det neo-liberale penge-USA.
Man kunne sammenligne Trump med 1700-tallets danske grev Bernstorff, der startede landboreformerne privat fra slottet i Gentofte, af hensyn til befolkningens ve og vel. Greven var samtidig højtstående embedsmand i kongens administration, udenrigsminister såmænd.

Nigel Farage var en ligegyldig person, Det var ikke ham eller Ukip, der stop for Brexit. Det var de gamle labour folk, oppe i midtengland, der i dag repræsenteres af den genvalgte Corbin, som stod for det. Amerikanerne og englænderne i den grad har brug for at lave nye 'landboreformer' om, løfte hjemlandet op igen, det grundlæggende arbejdsbaserede, som ikke handler om værdipapirer.

Philip B. Johnsen

Michael Kongstad Nielsen
Principielt er jeg enig, der er intet overraskende overhoved i EU smides på porten og arbejdere i alle afskygninger, vil have lønarbejde, de menneskeskabte klimaforandringer kan ikke spises, så når man først har forstået, at pengene er flyttet fra lønarbejde til kapitalindkomst for og til de velhavende, så er reaktionen naturlig, men man kan ikke løbe fra udgifter ved produktion og det er de menneskeskabte klimaforandringer, store udgifter eller gæld om man vil.

Morten Pedersen

Claus Oreskov - i historiens lys tror jeg du om en snes år vil indrømme, at skønt USA var nogle røvhuller, så var det vores røvhuller. Med Kina, Rusland og diverse megafinansielle aktører vil vi nok til den tid ønske os, at USA endnu var storebror i skolegården og vores ven. Bevares, din indignation over verdens uretfærdighed er helt på sin plads, men er du sikker på du ønsker retfærdighed?

Om Trump, Obama, Xi, Putin, Merkel eller andre regere, er helt uden betydning. Bankerne vil under alle omstændigheder være pengestrømmenes pumpestationer, der sender pengene fra vores produktion opad i systemet. Det afgørende er, at der ikke bliver sat gang i undtagelsestilstande eller i storkrige. Holder freden vil almindelige mennesker langsomt, men sikkert, kunne ændre pengestrømmene, fra den produktion de er en del af, hen i fornuftige lokale projekter. Det vi ser lige nu er ikke undtagelsestilstand eller krig - det er ny rørlægning.

Per Torbensen, curt jensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

...nå, der er åbenbart tilløb til at Trump ville tage forholdsregler mod Rusland i hackersagen. Så kan det jo godt ende med en undtagelsestilstand, hvis vi er rigtig uheldige.

Claus Oreskov

@Morten Pedersen. Et ejendommeligt spørgsmål og foresten et mærkeligt begreb "vores røvhuller". Udsagnet "vores" fanger ikke mig, for jeg hører ikke til "vores", jeg befinder mig blandt "alle" og blandt "os alle". USA har aldrig gavnet nogen ikke engang deres eget lands indbyggere. At være indianer eller sort i USA er nok noget af det rædselsfulde man kan forstille sig!

Per Torbensen, Lars Peter Simonsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Morten Pedersen - og så er det mig komplet umuligt at kysse den hånd som tugter mig - om det nu er USA eller nogen anden!

Trump skal nok rette ind - ganske snart vil han opføre sig som alle andre amerikanske præsidenter.

Jens Thaarup Nyberg, Bill Atkins og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Lynæs Hansen

Trump har med stor sandsynligvis forhindret WW3, som USA havde oprustet til. Et så sygt projekt kan kun den økonomiske elite finde argumenter for, indicier er der nok af. Obamas "now the times has come, when ve shall punish
them, who don´t like USA" klinger stadig i mine ører. At kalde USA´s nyere udvikling for noget med fred og demokrati er nysprog for ulovlige krige, støtte til og indsættelse af diktatorer af værste slags m.m.

Jens Thaarup Nyberg, Bill Atkins, Flemming S. Andersen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Holder den der stalinisme nede Atkins, til glæde for os alle andre. USA gjorde dette oftest, desvcærre på en beskidt og uanstændig og i mange tilfælde direkte antidemopkrtisk måde, men de gjorde det dog og uden den indsats ville du og jeg være vokset op under far Stalin - du ville have fundet dette herligt, fra alt jeg ved om dig. Men jeg ville med ret stopr sikkerhed ikke have overlevet det show og jeg er endog ikke sikker på at jeg ville have haft lysrt til at overleve det

Robert Ørsted-Jensen, jeg kan ikke relatere det du skriver til det jeg skriver - beklager.

Torben Lindegaard

@Ib Lynæs Hansen 8.1 kl. 22:53

Vi må lære at leve med Trump, og det går vel også nok; men du drysser al for megen virak ud over ham, allerede inden han er indsat.

Spis nu brød til.