Læsetid: 11 min.

På den iranske sofa drømmer man om mere frihed

Hvad tænker de unge, progressive iranere om at leve i verdens eneste islamiske republik? I ni dage sov jeg på middelklassens sofaer i Iran og fik indblik i det iranske frisind
Et opslag på Couchsurfing.com giver svar fra 83 iranske brugere, der gerne vil have danske gæster boende eller mødes med os. De fleste er unge universitetsstuderende, der bor i de store byer Teheran og Isfahan

Et opslag på Couchsurfing.com giver svar fra 83 iranske brugere, der gerne vil have danske gæster boende eller mødes med os. De fleste er unge universitetsstuderende, der bor i de store byer Teheran og Isfahan

Vahid Salemi

14. januar 2017

Første stop

Med taxa, metro og bus transporterer vi os gennem Teherans forurenede gader i tætpakket trafik til den vestlige del af byen, hvor vi skal møde vores første couchsurfing-vært, Hassan på 33 år. 

Da vi træder ind i hans lejlighed, er det første, jeg får øje på, et portræt, der hænger på de ellers helt nøgne vægge. Det forestiller Hassan i fuld uniform. Med fjerpragt i hatten og guldknaster på skuldrene.

Hassan har været soldat i to år. Det er obligatorisk for unge iranske mænd at aftjene deres værnepligt. Før da kan de f.eks. ikke få et pas. At Hassan har været i den iranske hær i to år, betyder dog ikke, at han er særligt loyal over for sin regering.

»Jeg ville ønske, at Ayatollah døde,« siger han, da vi har sat os på gulvet for at drikke te. Han ville aldrig sige det i offentligheden, men her bag fire vægge på tredje sal kan han godt være ærlig.

»Der er ikke noget demokrati i Iran, og det får vi heller ikke lige foreløbigt.«

Lige nu arbejder Hassan for regeringen som kemiingeniør i det nationale olieselskab. Ifølge ham er cheferne korrupte, og han bliver frustreret ved tanken om alle de ressourcer, som Iran går glip af på grund af ringe ledelse og et dårligt forhold til Vesten. 

Friheden til at råbe op, er en af grundene til, at han drømmer om at flytte fra Iran og bo i et vestligt land.

»Alle vores medier er kontrolleret af regeringen, og alle nyheder er filtreret af vores ledere, som gør alt for at blive siddende på magten. Men de misbruger deres magt og forhindrer fremskridt for vores land,« siger han.

»De kandidater, der stiller op til parlamentet, bliver valgt af en særlig komite, som er valgt af de øverste ledere. Folket har kun mulighed for at vælge mellem disse kandidater,« siger Hassan og kalder præsidenten »en dukke, der ikke har magt til at ændre noget som helst.«

Vi forlader lejligheden og kører til en stor, kunstig sø, som er opført i den vestlige del af Teheran i 2010. Lysene fra skyskraberne rundt om spejler sig i det mørke vand, mens vi går langs den oplyste søpromenade. Hassan spiser varme, syltede rødbeder, som han har købt i en lille stand og tænder for »Hotel California« på sin mobiltelefon, mens vi går.

Hjemmefra har jeg læst, at det er ulovligt at høre popmusik i Iran, men Hassan ser ikke ud til at tage notits af de to betjente, der står lidt derfra. Senere på aftenen, da vi hører det amerikanske band Major Lazer for fuld udblæsning i bilen med åbne vinduer, skynder han sig dog at skrue ned, da vi passerer et af politiets checkpoints.

Hassan vil gerne flytte til Vesten for at blive gift med »en frigjort kvinde« og leve i et land, hvor man selv må bestemme, hvilke sange man lytter til, og hvilke film man må se.

Han tror ikke på en ny revolution eller et iransk forår i lighed med det arabiske. Selv om mange mener, at de sociale medier har været demokratifremmende, fordi befolkningen i diktaturer får adgang til en anden sandhed, end den deres ledere viser dem – også i Iran – er der stadig lang vej igen. I hvertfald ifølge Hassan:

»Se på, hvad der er sket i Syrien. Det er der ingen mennesker, der ønsker, skal ske for Iran,« siger han og nævner de omkring 545.000 aktive bevæbnede styrker i det iranske militær.

»Militæret holder befolkningen i et jerngreb,« siger han.

Ramin på 27 år drømmer om at flytte til Vesten, hvor han kan leve og tænke mere frit. Derfor har han blandt andet lært at tale tysk

Ali Shirjian

Den iranske revolution

Den iranske revolution i 1979 forandrede Iran fra at være et monarki under Shah Mohammad Reza Pahlavi til at blive en islamisk republik under ayatollah Khomeini. Mens den første del af revolutionen blev igangsat af venstreradikale og religiøse grupper, som væltede shahen, kom præstestyret til magten under den anden del og indførte den islamiske republik.

Iran er den eneste islamiske republik i verden. Landet følger en streng fortolkning af Sharialoven.

Efter et omstridt præsidentvalg i 2009 blev 15 oprørere ifølge Amnesty International dræbt under protestdemonstrationer mod præsident Ahmedinejad, mens flere blev fængslet.

Ifølge en artikel i Berlingske kom den mest markante stigning i antallet af asylansøgere i Danmark i 2015 fra iranerne. I oktober søgte i alt 763 iranere asyl og det var den næststørste nationale gruppe den måned. For 2015 overgås antallet af asylsøgende iranere kun af syrere og eritreere.

Kilder: Den store danske, Berlingske

    Andet stop

    Elisa på 25 år skriver til os og vil gerne mødes. Hun kan ikke tilbyde os et sted at sove, for hun bor stadig hjemme, så vi mødes i stedet på en café i Teheran.

    Hun smiler og vinker og rejser sig op for at give os hånden, da vi træder ind ad døren til V Café. Der spilles amerikansk musik, og priser på muffins og café latte er skrevet med kridt bag baren. Elisa leder os nedenunder til et galleri med moderne kunst. Naboen er en restaurant med nøgne pærer over bordene og synlige vandrør langs væggene.

    Elisa er glad for, at vi har lyst til at mødes med hende. Hun vil nemlig gerne give et andet indtryk af Iran, end det, hun tror, mange vesterlændinge har. Hun ønsker, at hendes land bliver forbundet med andet end regimets strikse love. Siden 1979 har Iran været kontrolleret af præstestyret, som bruger en streng fortolkning af sharialoven, der blandt andet vedrører almindelig opførsel, ægteskab, skilsmisse, arv og forældremyndighed.

    Men Elisa vil gerne understrege, at der er forskel på Irans ledere og landets borgere.

    »Der er mange her, som ikke sympatiserer med vores ledere,« siger hun.

    Mens vi bestiller fra menukortet med vestlige retter, fortæller Elisa, at hun engang blev anholdt for at gå lidt for skødesløst klædt. Hun blev tilbageholdt et par timer og fik lov til at slippe med advarslen.

    »Hvis det ikke var på grund af regeringens love, havde jeg ikke gået med det her,« siger hun og fører sin hånd op til det stykke mørkeblå stof, hun har viklet om sit hoved, og som ikke helt skjuler hendes sorte, blanke hår.

    Når Elisa holder fest med vennerne, kan de godt finde på at drikke alkohol, selv om det er ulovligt. Det straffes officielt med piskeslag, men for det meste kan de slippe uden en straf, hvis de betaler politiet penge under bordet, fortæller hun.

    Elisa bestiller en cæsarsalat til sig selv og fortæller, at hun er ved at uddanne sig til tolk og er i gang med at lære fransk. Hun vil gerne fortsætte sin uddannelse med en master i journalistik.

    Drømmen er at blive journalist for at få muligheden for at »udtrykke sine holdninger.« Hun vil ikke arbejde for et af regeringens medier, men på et frit og uafhængigt tidsskrift. Lige nu får hun sine nyheder ved først at høre, hvad de regeringskontrollerede medier rapporterer, så fra nyhedskanalerne på det ulovlige satellit-tv og til sidst på de sociale medier.

    »Det er de sociale medier, der giver os det fulde billede af, hvad der sker omkring os,« siger hun.

    Selv om regimet har blokeret de sociale netværkstjenester, er det nemt for iranerne at finde smuthuller. De behøver blot at oprette en såkaldt proxyserver, og så er de online. På samme måde er det nærmest umuligt for myndighederne at standse udbredelsen af tv-satellitter, selv om de blev gjort ulovlige i 2014 med en mere restriktiv medielov.

    Efter et par timer tager vi afsked med Elisa. Senere skriver hun til mig på den krypterede sms-tjeneste Whatsapp, at den måde, mange vesterlændinge ser Iran på, i høj grad er en medieskabt virkelighed.

    »Det har jo været sådan vores regering har ønsket at fremstille Iran,« skriver hun.

    Couchsurfing

    Couchsurfing.com er en service på internettet for rejsende, der vil bo hos lokale værter. På Wikipedia bliver couchsurfing beskrevet som en social netværkstjeneste, der giver mulighed for at mennesker på tværs af kulturer kan lære hinanden at kende ved at tilbyde hinanden overnatning. Ifølge couchsurfing.com har omkring 50.000 iranere en profil på siden – selv om det er ulovligt for iranere at være vært for couchsurfers.

    Tredje stop

    I det iranske Kurdistan når vi ikke at få kontakt med brugere fra couchsurfing.com, før vi ankommer med bussen en tidlig lørdag morgen. En ung fyr ved navn Samir, der læser naturvidenskab i Isfahan, hilser på os på gaden og vil høre, om vi har brug for hjælp. Vi bliver hentet af hans far, som finder et hotel til os, hvorefter vi kører op i bjergene med hans søn for at se udsigten over hovedstaden i det iranske Kurdistan, Sanandaj.

    »Hvorfor er I taget til Kurdistan?« spørger Samir, der aldrig har set turister i Sanandaj.

    Samir fortæller om kurderne – en historie om et folk, der har været udsat for årelang undertrykkelse. Han er stolt over, at vestlige turister har lyst til at se, hvor han og hans familie kommer fra.

    Samir vil gerne til Canada for at læse en ph.d. Vi hører lignende historier fra flere, som vi møder på vores tur. Iran er et af de lande, der procentvist lider mest af brain drain med 150.000 til 180.000 kandidater, der forlader landet om året.

    En rapport fra IMF i 2009 viste, at Iran topper listen af lande, der mister den største del af sin akademiske elite. Ifølge rapporten svarer Irans brain drain til et økonomisk tab på 50 milliarder dollar om året. En af de mest oplagte måder for iranere at komme til Vesten er nemlig igennem uddannelse, hvis ikke de skal flygte ulovligt.

    Samir ser ikke en stor fremtid i Iran.

    »Vores uddannelsessystem kan ikke måle sig med det, der er i Canada. Vi har et fantastisk land, når man er ude at rejse, men ikke når det kommer til at bo,« griner han og kigger ned på sin bjergby.

    Fjerde stop

    Vores sidste dage på rejsen bruger vi i Teheran hos den 27-årige Ramin. Han bor sammen med sin bror i en nyopført lejlighed, der er indrettet med røde og gule lænestole og et glasbord i midten. En stor flaske gylden spiritus, som ifølge Ramin er købt for 100 dollar på det sorte marked, spejler sig i bordpladen. I midten af stuen står et kæmpestort fladskærms-tv flankeret af højtalere i en størrelse, jeg aldrig har set før.

    På Ramins bogreol står en tyk ordborg med tyske gloser sammen med flere andre bøger på tysk: Wieviel Erde braucht der Mensch? af Tolstoi, Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus af Max Weber og Die Kunst, Recht zu behalten af Schopenhauer.

    Allerede som 15-årig drømte Ramin om at tage til Tyskland eller Skandinavien. Hans familie havde ikke råd til at sende ham på en skole, hvor han kunne lære tysk, så han besluttede sig for at spare penge op til tyske bøger og sprogkurser. Han slynger et par tyske sætninger ud, der lyder formfuldendte.

    Ramin har længe gået og ruget på en plan om at følge flygtningestrømmene til Vesten og søge asyl i Europa. Han vil gerne til Danmark og er stor fan af Anders Fogh Rasmussen, hvis arbejde i NATO han har fulgt tæt.

    »Jeg har aldrig forstået, hvorfor han ikke er populær i Danmark.« 

    Ramin er ikke i fare for at blive forfulgt af præstestyret, og han tilhører heller ikke en undertrykt minoritet. Men han kan ikke få job. Som uddannet jurist med speciale i menneskerettigheder hænger jobbene ikke på træerne. Ramin arbejder i stedet for sin fars firma og kører i fritiden på sin toptunede motorcykel igennem Teherans gader, ture der har givet ham flere knubs og en alvorlig knæskade.

    På vej hjem fra en traditionel takeaway-restaurant i det vestlige Teheran, fortæller Ramin om alle de varer, Iran importerer fra Kina.

    »Jeg plejer at sige, at jeg ikke ved, om jeg er skabt af Gud eller Kina,« griner han.

    Over aftensmaden spørger jeg ham, om han tror på gud. Jeg tænker ikke over, at spørgsmålet er kontroversielt i et land, hvor det er ulovligt at være ateist. Ramin kigger ned i sin risret.

    »Jeg tror på evolution,« siger han.

    Han går aldrig i moskéen og beder kun ganske sjældent, selv om de officielle regler siger, at man skal bede fem gange om dagen. Som teenager blev Ramin sendt på en religiøs skole.

    »Her fandt jeg ud af, at religion bare er en undskyldning for at snyde og en måde at retfærdiggøre sine onde handlinger.«

    Da han kom på universitet, åbnede en helt ny verden sig for ham.

    »Det var det første sted, jeg havde piger som klassekammerater, som jeg kunne tale med,« fortæller han. Som jurastuderende i Iran er det obligatorisk at tage et fag, der hedder islamisk lovgivning. Ramin husker, hvordan han og de medstuderende grinede ned i bøgerne, da de læste om skilsmisseregler og kvinders rettigheder på retsområdet.

    »Jeg fik en ven på universitet, som jeg kunne diskutere filosofi og Guds eksistens med. Vi fandt ud af, at lande som Danmark og Tjekkiet ikke tvinger religionen ned over folk, og vi fik lyst til at tage afsted,« fortæller han.

    Om aftenen tænder Ramin for en af de regeringsstyrede TV-kanaler, der viser nyheder på engelsk: »Borgere fejrer den syriske hærs overbevisende sejr i Aleppo,« står der i nyhedsbåndet. Ramin bryder sig ikke om Assad, selv om Iran er med i en koalition sammen med russerne på Assads side.

    Han zapper videre og tuner ind på en tysk kanal fra satellitten, der viser en tysk film fra 1980’erne.

    »Hvis bare den næste generation kan leve i et demokratisk og frit samfund,« siger Ramin, der ønsker »at man kan fortælle sine inderste følelser og tanker til hinanden, uden at være bange for at det vil have konsekvenser.«

    Ramin har droppet planerne om at tage til Europa ad de illegale ruter. For to år siden solgte en af hans venner alle sine ejendele og hævede 25.000 dollar for at komme til England, men for få måneder siden kom han hjem fra sin flugt uden penge på lommen. Han endte i et asylcenter på Malta og besluttede sig for at rejse tilbage til Iran.

    Navnene er opdigtede for at beskytte personerne mod den iranske regering. Redaktionen er bekendt med deres rigtige identitet.

    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    • ingemaje lange
    ingemaje lange anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Peter Bækgaard

    De Iranere der er progressive og vil mere end at tumle rundt i et religiøst diktatur forlader landet til fordel for vesten.
    Iranere som gør dette er veluddannede og lader sig oftest let integrere i de lande de kommer til.
    De gange jeg har arbejdet med iranere som kollegaer har de været fantastiske. De forretninger jeg i få tilfælde har gjort med iranere bosat i Teheran har vist sig positive også. Jeg har faktisk kun positive ord og tanker tilovers for Iranere, i hvert fald dem jeg har mødt igennem tiden.