Læsetid: 5 min.

Eliten har monopoliseret fornuften og beskyldt de lavtuddannede for at være ufornuftige

De 'postfaktuelle' populister er båret af følelser og mangler fornuft, lyder det fra en akademisk elite, som fralægger sig ethvert ansvar for 'det postfaktuelle samfund'. I virkeligheden har samfundets herskende klasser selv skabt denne tilstand ved at monopolisere fornuften og ekskludere de lavere klassers bekymringer fra den offentlige debat
28. januar 2017

To fænomener ramte Vesten i hidtil uset grad i 2016: Den stadigt frembrusende højrepopulisme og det såkaldt 'postfaktuelle samfund'. Sidstnævnte er ikke mindst forbundet med den stigende betydning af fake news, altså artikler, der forekommer at være nyhedshistorier, men som i virkeligheden er rene konspirationsteorier.

Men det er også forbundet med bl.a. Brexit-afstemningen og Trumps sejr, som de veluddannede klasser ofte anser som som resultater af ufornuftige og følelsesbårne kampagner.

De progressive meningsdannere er chokerede og skræmte. Fornuften synes at være forsvundet. David Budtz Pedersen skrev i denne avis (21. januar) under overskriften 'Demokratiet er truet af følelserne', at de fake news-læsende populister er prægede af følelser og mavefornemmelser i modsætning til fakta og fornuft. Følelserne er stukket af med pøblen, forstår man.

I første omgang kan man sætte spørgsmålstegn ved denne distinktion mellem følelser og fakta. De populistiske borgere i det ’emotionelle demokrati’ er ifølge Budzt Pedersen eksempelvis båret af stærke frygt- og angstfølelser, hvilket jo ikke nødvendigvis er ufornuftigt. Det kommer an på, om den pågældende frygt er velbegrundet eller ej. Hvis du eksempelvis skræmt for livet flygter fra en bjørn, er frygten måske ikke så ufornuftig igen. Det samme kan siges om mange menneskers frygt for globaliseringen.

Man kommer imidlertid ikke uden om, at der eksisterer en vis grad af direkte kontrafaktuelle historier forbundet med den højrepopulistiske bølge i USA og andre steder i Vesten. Når en mand tropper op ved et pizzeria i Washington D.C. med en pistol, fordi Clinton-familien angiveligt skulle have et pædofilt eksperiment kørende i pizzeriaets kælder, så begynder de falske nyhedshistorier og konspirationsteorier at komme lidt for tæt på virkeligheden.

Ideologisk hegemoni

Så hvorfor er den højrepopulistiske bølge i disse tilfælde gået hen og blevet direkte kontrafaktuel – ja, måske sågar ufornuftig?

Svaret finder vi i det faktum, at de veluddannede klasser i så voldsom grad har formået at monopolisere det, vi forstår som det 'fornuftige', det sande og det faktuelle.

Vi skal ikke langt tilbage i tiden for at finde et urokkeligt ideologisk hegemoni i Vesten, som hævdede, at ethvert opgør med både globaliseringen og EU var en umulighed. Den globale kapitalismes gnidningsfri frihandel var så gennemgående fornuftig, at ethvert forsøg på at gå i mod den blev fejet af bordet med hånlig latter: »Hvad havde I tænkt jer? At vi skulle leve i det forrige århundrede?«

Dengang for ganske få år siden diskuterede vi dårligt globaliseringen som et valg. Det var ikke således, at vi tog diskussionen, og at globaliseringenstilhængerne vandt. Det var snarere sådan, at enhver kritisk diskussion på forhånd var udelukket, fordi tilpasningen til globaliseringen ikke blev set som et åbent valg. Hvad var overhovedet alternativet?

En bestemt globaliserings- og frihandelspositiv position formåede at sætte sig på selve definitionsretten til det sande og fornuftige og derigennem de ubestridte præmisser for diskussionen. Dette er den stærkeste form for ideologisk magt – den, der ikke vinder diskussionen med de bedste argumenter, men som udgør selve de usynlige præmissers ramme rundt om diskussionen.

Det var imidlertid ikke alle samfundsklasser, der nød lige godt af globaliseringen. De lavest uddannede kom pludselig i konkurrence med en hel verden af billig arbejdskraft. De fik at vide, at »globaliseringen er godt for økonomien«, men de kunne ikke bruge ’økonomien’ til noget, hvis ikke de selv var en del af den. Sandheden blev derfor en fremmed ting for de undertrykte klasser. Den var noget, der ikke tilhørte dem eller stemte overens med den virkelighed, de selv oplevede.

Misforvaltet magt

Når man ekskluderer en stor gruppe fra definitionsretten på sandheden, kan man egentlig ikke lade sig overraske over, at de på et tidspunkt nægter at spille efter de etablerede regler for en sandfærdig diskussion.

De klasseinteresser, som ekskluderes fra den offentlige bevidsthed, vil altid vende tilbage. Og jo mere undertrykte de har været, desto voldsommere vil de bryde tilbage ind i den gældende orden. Kun gennem voldsom og systematisk eksklusion af visse samfundsklasser fra definitionsretten på samfundets ’reelle udfordringer og løsninger’, kan man skabe en så voldsom foragt, som der er opstået.

Denne foragt sigter på nuværende tidspunkt ikke blot mod at smadre de privilegerede klassers forståelse af globaliseringens fordele, men mod at styrte stort set enhver anerkendt sandhed, som de herskende symbolske institutioner står vagt om, til jorden.

Det er af denne årsag, at de fleste løsningsforslag på den ’postfaktuelle’ krise skyder helt forbi målet. Løsningerne sigter altid mod at rette op på de falske nyheder og konspirationsteoriers faktuelle fejltagelser gennem eksempelvis bedre faktatjek, mere uddannelse i kildekritik til unge mennesker eller måske et lille forbrugermærke, som kan påklistres artikler med et faktuelt korrekt indhold.

Disse løsninger misforstår fuldstændigt problemet. Det sande spørgsmål er ikke, hvordan vi med tekniske foranstaltninger kan rette op på den manglende faktualitet (som om det blot var en uheldig svipser fra bagmændenes side).

Det sande spørgsmål er, hvorfor der overhovedet er opstået et behov og efterspørgsel efter disse falske nyheder i første omgang. Hvordan har de herskende symbolske institutioner forvaltet deres symbolske magt de seneste årtier, siden at der er opstået et så stort behov for at gøre op med alt, hvad de hævder om virkeligheden?

Presser citronen

Man kan let fnyse af disse 'dumme' konspirationsteoretikere og deres lemfældige omgang med sandheden. Men har de økonomiske og politiske eliter ikke netop gjort det samme?

Indtil nu har den ekstremt ulige globalisering været en urokkelig nødvendighed, hvis man spurgte dem. Men disse eliter har, i forlængelse af højrepopulismens fremmarch, hurtigt fundet en anden melodi. Pludselig ikke bare kan, men bør vi finde en måde at modarbejde globaliseringens slagside for arbejderklassen.

Det hører vi fra World Economic Forum i Davos, fra Danske Bank, Dansk Industri og fra Saxo Banks cheføkonom. Pludselig er de privilegerede klassers ’nødvendige’ politik ikke særlig nødvendig længere.

Dette viser selvfølgelig, at denne politik aldrig var nødvendig til at begynde med, og at de privilegerede klasser i de seneste årtier har set deres snit til, gennem en lemfældig omgang med sandheden, at pleje deres egne interesser ved at presse citronen mere og mere.

Der er forskel på den ene side en økonomiprofessor fra et eliteuniversitet, som fremlægger samfundets økonomiske nødvendigheder, og på den anden side en forhutlet sydstatsamerikaner, som fra sin sofa driver et ’nyhedssite’, der fremlægger konspirationsteorier om Hillary Clinton. Men de kan være fælles om at fremlægge falske virkelighedsbeskrivelser.

Hvis de ’postfaktuelle’ populister nægter at spille efter de herskende institutioners regler for sandfærdighed, er det kun, fordi disse institutioner har ekskluderet dem i første omgang.

Kristian Thorup er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Peder Pedersen
  • Grethe Preisler
Palle Yndal-Olsen, Peder Pedersen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu