Læsetid: 4 min.

’Hvis man har en elskerinde i provinsen, hvisker alle om det. Der er plads til mere i København. Det er friheden ved anonymitet’

’I udgangspunktet handler ’Arvingerne’ om individ og fællesskab. Om arv på alle niveauer: Hvor kommer vi fra, og hvordan håndterer vi livets linjer – sorger og glæder. Og kan man frigøre sig fra dem?’
7. januar 2017

Jeg har læst, at din far er geolog. Hvad er din yndlingssten?

»Jeg holder utrolig meget af sten. Måske flintesten med kalkpletter. Det går helt tilbage til dengang, jeg var barn, hvor jeg syntes det lignede små universer.«

Hvorfor foregår så meget af ’Arvingerne’ i en håndboldklub?

»Det er bundet til Signe som karakter (den bortadopterede datter spillet af Marie Bach Hansen, red.): Hun kommer fra noget meget anderledes end den københavnske boheme-verden. Da jeg skrev serien, tog jeg på flere researchture på Fyn og faldt over håndbolden – det fascinerede mig. Det er samlingspunkt for alle: Børnene går over i hallen og får cowboytoast, kirken sælger hæklede ting, erhvervslivet holder middage, og politikerne kommer. Hele lokalmiljøet er repræsenteret, og alle går op i det. Det symboliserer fællesskabet, mens livet på Grønnegård er mere individuelt; mere præget af hippiebevægelsens opgør med den traditionelle orden.«

Hvad er den bedste danske TV-serie nogensinde?

»Riget. Det er længe siden, jeg har set den, men den satte helt nye standarder for, hvad en TV-serie kan og ramte et fint leje mellem mystik, sjov, genkendelighed og relevans.«

… og den bedste i verden?

»Twin Peeks. Da jeg så den, tænkte jeg: ’Kan man virkelig lave noget, der er så bredt og så smalt på én gang?’ Jeg tænker stadig på Agent Cooper i forhold til Signes karakter: Den dér odd ball, som kommer til en fremmed verden, undersøger og opdager.«

Hvad er den største forskel på København og provinsen?

»I provinsen kender alle hinanden. Og hinandens familier og historie – man kan følge med på godt og ondt. I byen lever vi så tæt, at der er en sjov form for anonymitet (Maya Ilsøe bor selv i København. red.). Der er mange ensomme i byen. Provinsen blev selvfølgelig påvirket af 68’ernes revolution, men der er stadig flere traditioner, som bliver holdt i hævd, end i byen. Det er sværere at få lov til at eksperimentere, så dem, der vil det, tager til byen. Fordi folk kender hinanden bedre, er det sværere at skeje ud. Hvis man har en elskerinde i provinsen, hvisker alle om det. Der er plads til mere i København. Det er friheden ved anonymitet.«

»I udgangspunktet handler Arvingerne om individ og fællesskab. Om arv på alle niveauer: Hvor kommer vi fra, og hvordan håndterer vi livets linjer – sorger og glæder. Og kan man frigøre sig fra dem? Og som tredje sæson handler om: Hvad giver vi selv videre?«

Hvornår mærkede du første gang, at du blev voksen?

»Da jeg fik børn, tænker jeg bare: ’Wow, der er en version 2.0 af mig’. Det var, som om jeg blev medlem af et hemmeligt fælleskab – lidt ligesom folk, der har mistet forældre, fortæller, at der findes mellem dem.«

Hvad vil det sige at være en familie i dag, hvor vi ikke er bundet sammen af økonomi eller social nødvendighed?

»Ja, det er 10.000-kronersspørgsmålet. Der er ikke mange nødvendighedssøjler tilbage, men sjæleligt og psykologisk har vi alle sammen et dybt behov for at høre til og blive mødt. Som alt andet i det moderne liv er det blevet noget, man skal tage stilling til: ’Hvilken familie vil jeg have?’ Det er fedt, men det stiller også krav, og det kræver ressourcer.«

»Jeg tror f.eks. på, at hvis man slår hånden af et familiemedlem, så bruger man mere energi på relationen, end hvis man bliver ved med at ses og har en konfliktfyldt relation.«

Nogen kalder TV-serier ’vor tids store samtidsromaner’. Er det rigtigt?

»Ja, det kan jeg godt se for mig. De store samlende TV-serier giver en mulighed for at beskrive personer over længere tid og beskrive flere sider af dem.«

Hvad er det allervigtigste for at lave en god dramaserie?

»At have noget på hjerte.«

DR’s dramaserier bliver ofte kritiseret for at være politiske. Er ’Arvingerne’ politisk?

»Serien er en diskussion om værdier: Hvem er vi, hvor skal vi hen? Nogle synes, det er en skideballe til 68’erne, andre synes, det er en hyldest til kunsten, og andre ser svage mænd og stærke kvinder. Jeg ved ikke, om der findes noget i verden, som ikke er politik, men Arvingerne er i hvert fald ikke partipolitik. Og den kommer ikke med nogen svar. Dem har jeg ikke.«

Har 68’erne været dårlige forældre?

»68’erne har nogle indbyggede fejl og paradokser, men de har også ressourcer og mod. De havde en indlysende naivitet, og de var den sidste generation med en isme – en kærlighedsisme, som skulle kunne det hele. De kiggede så meget ind i sig selv, at de nogle gange glemte dem, der stod lige ved siden af. Men der er også kommet mange positive ting fra 68: Kvindefrigørelsen er jeg selvfølgelig taknemmelig for. Og det antiautoritære syn på børn.«

Hvad har du i din håndtaske?

»En mandarin, et par vanter og en papirkalender – jeg kan ikke bruge digitale kalendere. Og så har jeg vanvittigt mange noter: en opskrift, noget om Gro’s karakter, noget fra Anne Linnets julekoncert i Vor Frelsers Kirke. Og nikotintyggegummi.«

Hvis du kunne leve i en anden tid, hvilken skulle det så være?

»Fremtiden. Der er så mange vanvittige omvæltninger på vej, og jeg vil gerne se, hvad det kan blive til. Det er, som om de gamle systemmer er ved at bryde sammen – økonomiske og politiske systemer; klima. Men jeg har alt mit håb i tasken. Det kan være en mulighed for at gøre tingene på nogle andre måder.«

Hvad giver dig håb?

»At de problemer, vi har i verden, er menneskeskabte. Det giver mig håb, for så kan vi også løse dem.«

Anmeldelserne af første afsnit af den nye sæson har været lidt lunkne. Påvirker det dig?

»Historiens store anslag kommer først i afsnit to – dér bliver det tydeligt, hvad det hele handler om.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis jeg skrev en artikel på baggrund af et interview, ville jeg starte med at fortælle, hvem jeg interviewede, så læseren ikke skulle gætte sig til det. For man kunne jo komme til at overse faktaboksen til venstre. ;-)