Læsetid 9 min.

’Folk ser tit Mo’s Friends som et integrationsprojekt. Men jeg synes mere, at det er et fællesskabsprojekt’

Da Esben Hornum og Abdirazak Madafin begyndte at løbe sammen i 2014, vidste de ikke, at de var i gang med at lægge grunden til et mangfoldigt løbefællesskab. I dag bliver løbeklubben Mo’s Friends betragtet som et integrationsprojekt. Men i klubbens selvforståelse er det et fællesskabsprojekt centreret omkring løbet
Mohamud Abdi (forrest) og Omar Hassan vender tilbage efter at have spurtet op ad Djævlebakken i Århus, hvor løberne fra Mo’s Friends ofte laver teknisk og fysisk træning.

Mohamud Abdi (forrest) og Omar Hassan vender tilbage efter at have spurtet op ad Djævlebakken i Århus, hvor løberne fra Mo’s Friends ofte laver teknisk og fysisk træning.

Kaare Viemose
7. januar 2017
Delt 697 gange

I den patinerede gård foran Ungdomskulturhuset på Hjortensgade i Aarhus står en gruppe unge mennesker i en cirkel med armene rundt om hinanden.

De fleste af dem har stramme løbebukser og langærmede trøjer på.

Enkelte af dem har en sort t-shirt, hvorpå der står »Mo’s Friends« på ryggen og »Integrationsnet« henover brystet med hvide bogstaver, trukket ud over deres langærmede trøjer.

Det er mandagstræning i løbeklubben Mo’s Friends. Og der er nye løbere med, så i rundkredsen præsenterer alle fremmødte sig selv ved at sige deres navn, alder og livret.

Derefter sætter Esben Hornum – der er en af initiativtagerne til klubben – de fremmødte i gang med opvarmningen til dagens træning.

»Vi starter med at lege ’Kongens Efterfølger,’ så vi deler os op i grupper, og alle i gruppen skal lave de samme øvelser som den forreste i gruppen,« siger han og starter selv ud som den forreste i en af grupperne.

»Vi skal følge den hvide mand,« råber en af de unge mænd, der løber efter Esben Hornum, hvilket afføder en del grin.

En succeshistorie

Mo’s Friends er blevet et tilløbsstykke og en succeshistorie. Siden klubben startede i marts, er den vokset med raketfart, og der er oven i købet nye tiltag og udvidelser, der presser sig på:

»Vi tæller nu omkring 50 løbere i bruttotruppen, vi er i gang med at starte et pigehold parallelt med drengeholdet, vi overvejer at åbne en afdeling i København, og vores bedste løbere er i stand til at gøre sig blandt de bedste danske løbere, hvilket er ret unikt for så ny en klub,« fortæller Esben Hornum, der er 27 år og uddannet dansk- og idrætslærer.

Han betegner selv Mo’s Friends som et internationalt løbefællesskab, og det giver god mening. For når Mo’s Friends samles til en af to ugentlige træninger, er der mange nationaliteter repræsenteret. Der er løbere med baggrund i Eritrea, Somalia, Etiopien, Uganda, Centralafrika, Vietnam, Syrien, Irak, Frankrig og Danmark.

Esben Hornum mener, at der er et behov for løbefællesskaber som deres i hele landet.

»Vi kan se det, når vi er ude og holde foredrag. Og da vi løb med i DHL-stafetten, som jo er denne her store danske folkefest med løb som omdrejningspunkt, var vi sågar den eneste løbeklub, hvor der var løbere med mørk hud.«

Efter mandagstræningen er der fællesspisning – eller Madmekka, som de kalder det – i Ungdomskulturhusets lokaler.

Kaare Viemose

Stort behov

De første frø til Mo’s Friends blev da også sået på baggrund af et behov. I 2014 flygtede Abdirazak Madafin fra Somalia til Danmark, hvor han kom til at bo i Aarhus. Løb havde altid været en stor del af hans liv, og i Somalia havde han især løbet med sin far, som ikke var kommet med til Danmark. Så Abdirazak Madafin ledte efter nogen at løbe med og blev sat i forbindelse med Esben Hornum.

Selv om der var store sprogbarrierer imellem dem, da de begyndte at løbe sammen, fordi Abdirazak Madafin ikke havde været i Danmark længere end et par måneder, blev de forbundet gennem deres fælles passion for at løbe.

»Til at begynde med, løb vi bare, men efterhånden blev jeg bedre til dansk, og vi kunne begynde at snakke sammen,« fortæller 25-årige Abdirazak Madafin, inden Mo’s Friends begiver sig ud på dagens træning.

Med løbeinteressen som udgangspunkt udviklede Abdirazak Madafin og Esben Hornum et venskab, og efter noget tid introducerede Abdirazak Madafin Esben Hornum for sin ven Mohamud Muhiyadin Abdi, der også var flygtet fra Somalia.

På det tidspunkt begyndte det at gå op for Esben Hornum, at der var et stort behov for at lave nogle alternativer til de traditionelle danske løbeklubber.

»Jeg har selv indgået i mange andre løbefællesskaber i Aarhus. Både i AGF’s løbeklub, men også i mere åbne fællesskaber. Og der er jeg stort set kun stødt på etniske danskere,« siger han.

»Så det blev klart for mig, at der var et ret voldsomt mismatch. For hvorfor er de her unge mennesker – der elsker at løbe, og som er vanvittigt gode til det – ikke ude i løbeklubberne?«

Esben tog derfor kontakt til sin træner i AGF og fortalte ham, at han mente, at der var et behov for at lave et alternativt take på en løbeklub. Derefter kom Integrationsnet, som hjælper flygtninge og indvandrere i job, ind over projektet, de satte Esben i kontakt med flere løbere, og så tog det fart.

Integrationsprojekt eller løbeklub

I dag er Mo’s Friends organiseret som en forening med samarbejdspartnerne Integrationsnet, DFUNK (Dansk Flygtningehjælp Ungdom) og AGF.

Men integrationsaspektet er ikke den mest centrale del af selvforståelsen i klubben. Måske udgør klubben faktisk nærmere et helle fra de definitioner, som automatisk er i spil, når man taler integration:

»Vi bruger i udgangspunktet ikke ordet flygtning. Vi er internationale løbere, der løber sammen i en international løbeklub,« siger Esben Hornum.

»Så når vi løber ned igennem Aarhus – nogle af os med klubbens t-shirts på – så er vi ikke flygtninge og asylansøgere. Så er vi Mo’s Friends.«

De andre ting – såsom at lære dansk – kommer lidt af sig selv.

For mange af løberne handler det da også om fællesskabet i første omgang:

»Folk ser tit Mo’s Friends som et integrationsprojekt. Men jeg synes mere, at det er et fællesskabsprojekt. Også for de etniske danskere, der er med i klubben,« siger 26-årige Mohamed Abdikarim.

Han har boet i Danmark det meste af sit liv, men inden han kom med i Mo’s Friends, havde han ingen etnisk danske venner. Ligesom Esben Hornum fortæller, at han kun havde etnisk danske venner, indtil han begyndte at løbe med Abdirazak Madafin.

Asylantenner

På ét punkt er integrationsindsatsen dog meget klart til stede, og det er i den proces, der handler om at sprede budskabet om Mo’s Friends. Her er de decideret opsøgende.

Klubbens facebookside er det primære redskab i forhold til at nå ud til folk. Men på et tidspunkt tog han sammen med nogle andre fra klubben ud til asylcenteret i Skanderborg, hvor de hvervede tre medlemmer, som stadig er med i klubben.

»Jeg vil ikke ligefrem sige, at vi scouter nye medlemmer,« siger Esben Hornum.

»Men vi har antennerne ude. Jeg plejer at sige, at i stedet for asylspray så opererer vi med asylantenner.«

Mo’s Friends er opkaldt efter den britiske løber Mo Farah, der har somalisk baggrund, og som er blandt de mest succesfulde engelske atleter. Til OL i 2012 vandt han både på 5.000 og 10.000 meter, og til OL i 2016 formåede han at forsvare guldet på begge distancer.

Og måske Mo Farah faktisk er en af nøglerne til at forstå noget af det særlige ved fællesskabet Mo’s Friends. For når man spørger medlemmerne i Mo’s Friends, hvad Mo Farah betyder for dem, får man to svar:

Det første handler helt enkelt om kærligheden til at løbe og om at tage løbet seriøst, hvilket Mo Farah i allerhøjeste grad repræsenterer. Det andet svar handler om, at Mo Farah er kommet til England som flygtning, og at han har skabt sig et liv og et navn der. Han betaler tilbage – med OL-guldmedaljer – til det samfund, som tog imod ham, da han flygtede fra Somalia.

»Mo Farah er et stort forbillede for mig. Han var flygtning lige som mig, og jeg tænker altid på ham, når jeg løber,« fortæller Abdirazak Madafin, der i sin tid foreslog, at klubben skulle hedde Mo’s Friends.

Nødt til at løbe

Dagens tekniske træning finder sted på Djævlebakken ved Psykiatrisk Hospital i Risskov og med udsigt over Aarhus Bugt. Mo’s Friends løber derud fra Ungdomskulturhuset – en tur på omtrent 4,5 kilometer. Her laver de teknisk og fysisk træning ledt an af Omar Hassan og Esben Hornum.

Mens vi står på bakken, fortæller 26-årige Omar Hassan – som er den hurtigste løber i både Mo’s Friends og i Århus Fremad, hvor han også løber – at Mo Farah både er så god, fordi han er i stand til at presse sig selv til det yderste, og fordi han er teknisk dygtig.

Omar Hassan løber selv omkring 150 kilometer om ugen, og mens han snakker, løber han op og ned ad bakken og demonstrerer forskellige løbeteknikker, selv om han egentlig forsøger at skåne sig selv i dag for at sikre sig mod skader.

»Mo Farah kan tage skridt på op til to meter,« siger han, mens han demonstrerer en øvelse, der skal øge længden af det enkelte skridt.

»Jeg kan tage skridt på 1.80 meter, så det er jeg nødt til at forbedre. Jeg er nødt til at presse mig selv.«

Omar Hassan er vokset op i Etiopien, og han har løbet hele sit liv:

»Da jeg var lille, plejede min mor at sætte vand til at koge over et bål. Så sagde hun, at jeg skulle løbe ned på markedet efter grøntsager, og så var målet, at jeg skulle være tilbage, inden vandet kogte. Sådan tog vi tid på mit løb,« siger han og fortæller også, at han altid løb i skole, og at det var mere alvorligt, for hvis han kom for sent i skole, fik han tæsk af læreren.

»Men jeg havde ikke noget valg, jeg måtte bare løbe så hurtigt som muligt,« siger han og peger ned på vejen, der ligger for enden af bakken, hvor der kører biler og cykler.

»I Danmark kan man transportere sig selv på mange måder. Der, hvor jeg kommer fra, havde vi kun to valg. Vi kunne gå, eller vi kunne løbe.«

OL drømme

Omar Hassan er også kommet som flygtning til Danmark, og for ham er historien om Mo Farah også historien om at klare sig godt i det land, man kommer til som flygtning.

»Danmark er mit hjem, og jeg ønsker at betale tilbage til det land, som hjalp mig,« siger han. »Min helt store drøm er at løbe i de danske farver – i den rød-hvide singlet – til OL i 2020,« siger han.

Omar Hassan er allerede blandt de bedste danske løbere. Hvis han altså havde dansk statsborgerskab.

Men man behøver ikke være blandt de hurtigste i Danmark for at være med i Mo’s Friends. Mens løberne strækker ud efter den tekniske træning og gør sig klar til at løbe hjem, fortæller Mohamed Abdikarim om den første gang, han var med til træning:

»Inden jeg kom med i løbeklubben, kørte jeg en ’bevæg dig så lidt som muligt’-politik. Lige inden den første træning jeg var med til, drak jeg en Fanta og kastede derfor op under træningen til stor morskab for de andre,« siger han.

»Jeg var så ødelagt i kroppen efter den første træning, at jeg ikke var i stand til at komme til den næste. Men siden dengang har jeg ikke misset en træning. Vi sparrer med hinanden. Så inspireret af de andre er jeg begyndt at spise sundere og at træne for mig selv også.«

Madmekka

Da drengeholdet kommer hjem fra dagens træning, blander de sig – ligesom pigeholdet – med de andre unge mennesker i Ungdomskulturhuset, hvor der allerede er gang i forskellige aktiviteter.

Nogle spiller brætspil eller ’rundt om bordet’ ved et bordtennisbord. Andre lægger arm ved et stativ, der rent faktisk er beregnet til armlægning. En gruppe unge mænd udfordrer tyngdekraften og svinger sig rundt fra den ene forhindring til den anden på en stor parkour-installation.

Og så er der traditionen tro fællesspisning – eller Madmekka, som de kalder det – i Ungdomskulturhusets lokaler efter mandagstræningen.

Men selv på dette tidspunkt af aftenen er Mo’s Friends en løbeklub, så mens Esben Hornum er ved at rengøre køkkenet sammen med et par andre efter spisningen, forsøger han at overtale en ung mand, der står og laver te, til at komme med til næste træning.

Og da mørket for alvor har lagt sig omkring Ungdomskulturhuset, og folk er ved at tage hjem, begynder Omar Hassan med stor entusiasme at vise Esben Hornum nogle strækøvelser på køkkengulvet.

»Du skal strække dig længere, det er vigtigt, hvis du skal blive bedre,« siger Omar Hassan.

»Men Omar, jeg kan slet ikke nå så langt. Jeg har jo fodboldben,« siger Esben Hornum.

Omar Hassan svarer ham med et stort smil, selv om han tydeligvis mener, hvad han siger:

»Kom nu Esben. Du skal presse dig selv. Du skal skubbe dine grænser. Kom nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu