Læsetid: 6 min.

Hvide mænd styrer stadig afrikansk fodbold

De forestående afrikanske fodboldmesterskaber sparker liv i en efterhånden velkendt debat: Er det problematisk, at kontinentetes landshold i overvejende grad er trænet af hvide europæere?
Franske Claude Le Roy (th.) har, siden han kom til Cameroun i 1985, trænet ikke færre end seks forskellige afrikanske landshold og udmærker sig ved sin betingelsesløse hengivenhed for kontinentet.

Franske Claude Le Roy (th.) har, siden han kom til Cameroun i 1985, trænet ikke færre end seks forskellige afrikanske landshold og udmærker sig ved sin betingelsesløse hengivenhed for kontinentet.

Alastair Grant

14. januar 2017

Lige siden afkoloniseringen af Afrika i 1960’erne og 1970’erne har det været en udbredt holdning, at kontinentets stærke og teknisk dygtige spillere har brug for taktisk klarsyn fra Europa på trænerposten.

I dag begynder Africa Cup of Nations – og debatten er stadig højaktuel. Kun fire af de seksten landshold har trænere, der kommer fra de respektive lande.

Det drejer sig om: Callisto Pasuwa fra Zimbabwe, Florent Ibengé fra DR Congo, Baciro Candé fra Guinea-Bissaus og Aliou Cissé fra Senegal. Elleve af de tolv øvrige trænere er fra Europa, mens Ægyptens Héctor Cúper er argentiner.

‘Just black dudes’

Det er et faktum, at europæiske trænere har bedre uddannelser og mere erfaring fra højeste niveau. Det er også klart, at en træner, der kun har arbejdet i de nationale ligaer i Afrika, kan have svært ved at sætte sig i respekt hos landsholdenes bedste spillere, der har deres hverdag i Europas dominerende ligaer.

Til gengæld kan man diskutere om fodboldforbundenes orientering mod nord – om de vil det eller ej – viser tilbage til kolonialismens racistiske forestilling om, at den vilde Sorte Mand kun kan regeres af den civiliserede Hvide Mand.

Inden sin pludselige død i sommer påpegede den mangeårige nigerianske landsholdsspiller- og træner Stephen Keshi gentagne gange, at mange europæiske trænere bliver ansat ene og alene på grund af deres hudfarve.

»Jeg har intet imod hvide trænere i Afrika, men jeg accepterer ikke, at nogle bliver fravalgt, fordi de er just black dudes,« klagede han i forbindelse med de afrikanske mesterskaber i 2013, hvor han førte Nigeria frem til titlen.

Også ifølge Camerouns tidligere landsholdsmålmand Joseph-Antoine Bell er der andet og mere på færde end fodboldfaglige argumenter.

I Ian Hawkeys bog om afrikansk fodbold, Feet of the Chameleon (2009), ser han de mange europæiske trænere i Afrika som et symptom på en større samfundstendens: Den moderne afrikaner har hverken tillid til sig selv, sine landsmænd eller for den sags skyld overhovedet nogen fra det afrikanske kontinent:

»Jeg ville ønske, at nogen kunne forklare mig, hvorfor der efter 60 års selvstændighed, 60 års fodbold, ikke skulle være født et eneste barn i Afrika, der kan forstå spillet som en europæer. Selvfølgelig er der det.«

Eksemplerne på europæiske trænere i Afrika, der kom, så og mislykkedes er mange. Det så mærkeligt ud, da Nigeria inden VM i 2010 fyrede nigerianske Shaibu Amodu, der ellers havde kvalificeret Super Eagles til slutrunden, for i stedet at hyre svenske Lars Lagerbäck, selv om han ikke havde noget som helst kendskab til afrikansk fodbold. Nigeria røg skuffende ud i gruppespillet.

Elfenbenskystens ansættelse af den tidligere franske landsholdsspiller Sabri Lamouchi var lige så ulogisk, som den var fejlslagen, da han i 2012 erstattede den ellers succesfulde og populære ivorianer Francois Zahoui.

Og et mindre land som Malawi har adskillige gange forsøgt sig med europæiske landstrænere – heriblandt danske Kim Splidsboel i 2000-02 – men de to gange, landet har været med ved de afrikanske mesterskaber (1984 og 2010), har lokale trænere haft ansvaret.

Den afrikanske europæer

Der findes dog en gruppe europæiske trænere, der ikke bare har haft stor succes i Afrika, men efterhånden personificerer kontinentets fodbold.

En af dem er franske Claude Le Roy, der, siden han kom til Cameroun i 1985, har trænet ikke færre end seks forskellige afrikanske landshold. Ved turneringen for to år siden trænede han Congo, men i Gabon står han i spidsen for Togo i det, der bliver hans niende Africa Cup of Nations.

Med sin sorte blazer, tynde guldkæde og runde briller kunne 68-årige Le Roy sagtens gå for at være en velhavende parisisk gallerist, men når temperamentet får frit løb under kampene, ligner han mest af alt en gal videnskabsmand, der netop har tyret kolben og petriglasset i jorden efter et mislykket eksperiment.

Han førte Cameroun til finalen ved de afrikanske mesterskaber allerede året efter sin ansættelse, men på nationalstadionet i Kairo tabte Le Roys mandskab til hjemmebanefavoritterne på straffespark. Revanchen kom dog allerede to år efter i 1988, da Nigeria blev slået i finalen.

Det er dog ikke de ellers så fornemme resultater, der berettiger, at franskmanden har titlen som afrikansk fodbolds grand old man.

Le Roy udmærker sig ved sin betingelsesløse hengivenhed for kontinentet. Hans far var politisk aktiv i Algeriets og Congos kamp for selvstændighed, og hans børn og børnebørn er mere afrikanske end europæiske.

Da han blev ansat som Togos landstræner i april sidste år sagde han, at han i dag kun kan forestille sig at være træner i Afrika. Og i samtlige lande han har trænet, har Le Roy sat en stor ære i at dyrke den lokale kultur – deriblandt de nationale ligaer.

Der er ellers en tendens til, at europæiske trænere i Afrika kun har en ringe idé om, hvilket land de egentlig repræsenterer. Flere bliver boende i deres hjemland og flyver kun til Afrika, når der er landsholdssamlinger. De ser derfor helst bort fra landenes nationale ligaer og udtager kun spillere, der er på kontrakt i Europa.

Det er noget, den tidligere Chelsea-mand, israelske Avram Grant i øjeblikket bliver kritiseret for i sin egenskab af Ghanas landstræner. Han bliver kaldt arrogant af ghanesiske medier, og op til en kvalifikationskamp mod Mozambique i marts sidste år blev han ligefrem beordret til Accra af det ghanesiske fodboldforbund efter flere måneder i Europa.

I dens nuværende omfang må trænerimporten nødvendigvis have en negativ betydning for kontinentets fodboldudvikling: Hvordan skal man lære at svømme, hvis man sidder på bassinkanten? Det virker dog heller ikke holdbart at ansætte afrikanske trænere, bare fordi de er afrikanere. Det vil snarere gøre problemet større.

I den forstand repræsenterer Le Roy debattens mellemposition. Han har ikke kunnet lave om på sin nationalitet, men gennem mere end tredive år har han ydmygt ladet sig forme af Afrika og de lokale fodboldkulturer, og han nyder stor respekt for at have boet i alle de lande, hvis landshold han har trænet.

Le Roys umulige opgave

I de otte afrikanske mesterskaber, som Le Roy har deltaget i, er hans hold gået videre til kvartfinalen syv gange. Senest gjorde han det med Congo i 2015, som han ovenikøbet havde ført frem til slutrunden for første gang siden årtusindeskiftet. I Gabon ligner det dog en nærmest umulig opgave.

Togo er havnet i pulje C med Elfenbenskysten, Marokko og DR Congo i det, der ligner den indledende rundes sværeste gruppe. Elfenbenskysten er forsvarende mester og har en trup spækket med profiler, Marokkos træner er Hervé Renard, der har to afrikanske mesterskaber på cv’et (han er forsvarende mester med Elfenbenskysten), mens DR Congo fik bronze i 2015 og vandt fem af seks kampe i kvalifikationen.

Claude Le Roy kan dog glæde sig over, at han har Togos største spiller nogensinde, Emmanuel Adebayor, til rådighed. Den 32-årige angriber med en fortid i flere af Europas største klubber lå i åben strid med Le Roys forgænger, belgiske Tom Saintfiet, og har i flere omgange fravalgt landsholdet.

Men ved et møde i London kort efter sin ansættelse overtalte franskmanden Adebayor til at genoptage landsholdskarrieren. Det kan dog virke lidt tyndt at hænge sit håb op på en spiller, der ikke har spillet en klubkamp siden bruddet med engelske Crystal Palace i maj.

Hvis turneringsvinderen ikke skal findes blandt Togos modstandere i pulje C, er Algeriet, Ghana, Ægypten og Cameroun altid gode bud. En farlig outsider kunne være Senegal, der har et af Afrikas få trænerhåb i spidsen.

40-årige Aliou Cissé var i forsvaret, da Senegal spillede sig i en historisk VM-kvartfinale i 2002, men siden 2015 har han med stor succes været landstræner for det vestafrikanske land. Spillere som Cheikhou Kouyaté (West Ham) og Cheikh M’Bengue (St. Etienne) har offentlig rost ham for en kontant ledelsesstil, og i kvalifikationen vandt senegaleserne deres gruppe med maksimumpoint.

Hvis Cissé får succes med Senegal, vil det måske få flere afrikanske fodboldforbund til at give lokale trænere chancen. Uanset hvad det måtte betyde for afrikansk fodbold, vil det være et opgør med et levn fra kolonitidens idé om, at de sorte skal disciplineres af de hvide.

Fem bud på en vinder af African Cup of Nations

Elfenbenskysten

  • Træner: Michel Dussuyer
  • Tre profiler: Serge Aurier (Paris Saint-Germain), Eric Bailly (Manchester United), Wilfried Zaha (Crystal Palace)

Algeriet

  • Træner: Georges Leekens
  • Tre profiler: Riyad Mahrez (Leicester), Nabil Bentaleb (Schalke 04), Yacine Brahimi (Porto)

Ghana

  • Træner: Avram Grant
  • Tre profiler: Andre Ayew (West Ham), Asamoah Gyan (Al-Ahli), Abdul 'Baba' Rahman (Schalke 04)

Ægypten

  • Træner: Héctor Cúper
  • Tre profiler: Mohamed Elneny (Arsenal), Mohamed Salah (Roma), Essam El-Hadary (Wadi Degla)

Senegal

  • Træner: Aliou Cissé
  • Tre profiler: Sadio Mané (Liverpool), Keita Baldé (Lazio), Cheikhou Kouyaté (West Ham)
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu