Læsetid: 16 min.

Er Kinas investeringer i Afrika et tiltrængt fremskridt eller moderne kolonisering?

I år 2020 forventer Kina at have investeret over 100 milliarder dollar i det afrikanske kontinent, hvorfra mere end 2.500 kinesiske virksomheder arbejder. Og især i Etiopien er mange flere på vej. Kritikere beskriver det som »kinesisk imperialisme« og »nykolonialisme«, mens andre ser Kinas investering som vejen til en bæredygtig afrikansk økonomi. Information er rejst til Etiopien for at undersøge sagen nærmere
I 2013 blev der handlet for omkring 210 milliarder dollar mellem Kina og Afrika, og mere end 2.500 kinesiske firmaer opererede på kontinentet. Alene i Etiopien blev der investeret 800 millioner dollar i perioden 1992 til 2015.

I 2013 blev der handlet for omkring 210 milliarder dollar mellem Kina og Afrika, og mere end 2.500 kinesiske firmaer opererede på kontinentet. Alene i Etiopien blev der investeret 800 millioner dollar i perioden 1992 til 2015.

Petterik Wiggers

28. januar 2017

A New Era For Ethiopia. Sådan står der skrevet på et omtrent ti meter højt og tyve meter langt skilt, når man drejer til venstre fra Africa Avenue ad Ethio China Street, der fører ind til centrum i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. Skiltet er en reklame for den jernbane, der åbner om få måneder og vil forbinde Etiopien med havet og alverdens handelsruter via Djibouti.

Det statsejede China Railway Group og China Civil Engineering Construction står for opførelsen af jernbanen og dermed – som både reklamebannerne og den taxachauffør, der henter mig i lufthavnen fortæller – opbygningen af The New Africa.

Den 750 kilometer lange jernbanestrækning har kostet den kinesiske stat i omegnen af 3,4 milliarder dollar. Det er bare et af mange lån til den etiopiske regering, bare én af de mange investeringer i etiopisk infrastruktur og økonomi, Kina har foretaget de seneste årtier. Der står Kina med kinesisk, amharisk og engelsk skrift på næsten ethvert byggeprojekt, vejanlæg, bro eller dæmning i Etiopien. Selv Africa Unions hovedkvarter i Addis Ababa til 200 millioner dollar er finansieret af Kina.

»Alt det her,« siger taxachaufføren entusiastisk og slipper rattet i lidt for lang tid for at udpege samtlige færdige og ufærdige bygninger, kontorkomplekser, hoteller og højhuse i området, »alt det her er kinesernes værk«.

»De står bag alle byggepladser i stort set hele landet. Tro mig. Du kan ikke se dem, det er etiopierne, der arbejder på byggepladserne, kineserne sidder inde på kontorerne og bestemmer. Nogle af dem bestemmer helt fra Kina.«

Jeg nikker forstående. Jeg har læst om det hjemmefra. Jeg har hørt, hvordan man på universiteterne og i de store, internationale organisationer taler om Kinas tilstedeværelse i Afrika som kolonialismens anden bølge. At det, Kina bedriver i Afrika, er ren udbytning og dominans.

En af kritikerne er Asad Malik, administrerende direktør i organisationen Pan-African Alliance. Han skriver i organisationens netmagasin, at »den anden bølge af afrikansk kolonisme for længst er begyndt« og advarer om, at »Kinas mission er at videreføre de europæiske kolonimagters tradition for at rage så meget af Afrika til sig, som de overhovedet kan – og give så lidt igen som muligt«.

Britiske Jane Goodall, antropolog og fredsambassadør for FN, har til nyhedsbureauet AFP beskrevet de kinesiske operationer i Afrika som »koloniale« og »katastrofale«. Kina gør, som de europæiske kolonimagter gjorde, lyder hendes kritik: »De kræver råstoffer for såkaldt økonomisk vækst, men reelt efterlades de lokale folk fattigere end før.«

Og politiske ledere fra Vesten har karakteriseret Kinas tilstedeværelse som en »invasion«, som »kinesisk imperialisme«, ligesom afrikanske præsidenter, senest Jacob Zuma fra Sydafrika, beskriver forholdet mellem Kina og Afrika som »ubæredygtigt« og »smertefuldt for Afrika«.

Taxachaufføren sukker. Han bliver udmattet og forvirret, når han hører folk – især hvide, studentikose typer som mig – referere til den slags. Det har ikke meget at gøre med den virkelighed, han lever i:

»Vi var fattigere før Kina kom. Hvis du synes, der er mange tiggere her i dag, så skulle du have set byen for et par årtier tilbage. Jo, jeg ville gerne have en tysk motorcykel, men det er ikke en mulighed – jeg får aldrig råd. Så min bil er fra Kina, og mine børn skal lære kinesisk, ikke engelsk, så de kan imponere de kinesiske ingeniører, få arbejde og forsørge familien, når jeg bliver gammel,« siger han.

Og så enkelt er det – for taxachaufføren såvel som mange andre etiopiere, jeg taler med i løbet af mine tre uger i landet. Om det kaldes imperialisme, nykolonialisme eller samhandel er for dem komplet ligegyldigt.

Job til etioperne

Etiopien var i år 2000 ifølge Verdensbanken blandt verdens fattigste lande. 44 procent af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen, 56 procent levede for mindre end en dollar og 25 cent om dagen.

Siden har en årlig økonomisk vækst på 10,9 procent i gennemsnit hævet levestandarden for store dele af befolkningen, og i 2011 levede kun 31 procent under fattigdomsgrænsen. I Afrika har kun Uganda formået en højere fattigdomsreduktion end Etiopien inden for samme årrække. Og bag den positive udvikling står først og fremmest Kina.

Det slår etiopiske Alexander Demissie fast, der er grundlægger og direktør af konsulentvirksomheden The China Africa Advisory i Köln, da jeg ringer ham op via en Skype-forbindelse:

»Man kan ikke benægte de her tal, de taler deres tydelige sprog: Kinesiske investeringer har ført til massiv reduktion af fattigdom og skabt mange job til etiopierne. Og kineserne? Siden 1990’erne har de reddet på et goldrush i store dele af Afrika, særligt i Etiopien. De er naturligvis begejstrede – ligesom etiopierne,« siger han.

Mulugeta Ayene

I 2013 blev der handlet for omkring 210 milliarder dollar mellem Kina og Afrika. Mere end 2.500 kinesiske firmaer opererede på kontinentet, viser tal fra det kinesiske nyhedsbureau Xinhua. Alene i Etiopien blev der investeret 800 millioner dollar i perioden 1992 til 2015, viser tal fra den etiopiske regering.

Sidste år udtalte den kinesiske premierminister Li Keqiang under et besøg hos den Afrikanske Union i Addias Ababa, at i 2020 vil handlen mellem Kina og Afrika runde de 400 milliarder dollar, og Kinas samlede investeringer i kontinentet vil beløb sig til 100 millarder dollar. 

»Jeg har set det her ske,« fortæller Demissie, »jeg har set, hvordan de kinesiske investeringer og firmaer har etableret den nødvendige infrastruktur – de har anlagt motorveje fra nord til syd, en letbane i Addis Ababa, en fuldstændig mageløs jernbanestrækning til Djibouti for ikke at tale om elektricitet i by- såvel som landregioner.«

For Alexander Demissie, der er født i Etiopien, men har boet i Beijing i ti år, er der ingen tvivl om, at manglen på infrastruktur har været én af de allerstørste grunde til, at den etiopiske økonomi har været så ustabil og dårlig.

Ikke en koloni

Etiopien har som det eneste land i Afrika aldrig været koloniseret. Med undtagelse af en kortvarig italiensk besættelse i 1935-41, der ifølge de etiopiere, jeg taler med, først og fremmest har betydet, at man i dag kan få god og velbrygget espresso på enhver piazza, som det stadig hedder sig i de større byer.

Men at Etiopien i modsætning til nabolandene aldrig har været underlagt kolonimagter, er ikke alene kilde til stolthed, forklarer Alexander Demissie, der har forsket i relationen mellem Kina og Afrika med fokus på Etiopien i godt 12 år.

»Det har betydet, at Etiopien har været ekstremt tilbagestående i forhold til infrastruktur og elektricitet sammenlignet med de omkringliggende lande, hvis kolonimagter trods alt lod den etablerede infrastruktur stå efter kolonitiden.«

I dag tager det mindst tre dage for en lastbil at fragte varer og handelsgods fra Addis Ababa til havnen Djibouti, hvorfra alverdens skibsruter – især den til Kina – går. Men når togforbindelsen mellem Addis Ababa og Djibouti City åbner om kort tid, vil det kun tage to timer. Det er, fremhæver Alexander Demissie, en »game changer« for Etiopiens økonomi, import- og eksportindustri.

Det er dog svært at forestille sig, at den etiopiske stat kommer til at kunne betale lånet på 3,4 milliarder dollar tilbage til Kina i nær fremtid og dermed blive mere uafhængig.

»Men du er nødt til at gå tættere på for at forstå, hvad det er for en dynamik og udveksling der er mellem kineserne og etiopiernes,« siger Alexander Demissie.

’China, China! Yellow, yellow!

Taxachaufføren havde ret. De fylder ikke meget i gadebilledet, kineserne. Selv om de etiopiske immigrationsmyndigheder estimerer, at der bor omkring 60.000 kinesere i Addis Ababa, er de svære at få øje på. De holder sig for sig selv. I kontordomiciler og beskyttede hoteller i bydelen Bole, langs Ethio China Street, som er det absolut reneste og mindst skraldede område i millionbyen. Her er kinesiske restauranter, kinesiske tøjbutikker og madmarkeder, kinesiske elektronikforretninger og tehuse.

De etiopiske unger lader ikke desto mindre til at være vant til at se meget til kineserne. »China, China! Yellow, yellow!« råber de efter mig på gaden på grund af mit blege ansigt. Nogle gange efterfulgt af ønsket om en fodbold eller 20 birr, svarende til en fem-seks danske kroner. Andre gange får jeg et »I love you!« og en high-five.

I udkanten af byen ligger Addis Ababa Universitet, hvor Institut for Kinesisk Sprog og Kultur er grundlagt side om side med Konfucius-instituttet, der varetager undervisning i kinesisk sprog, kultur og filosofi.

Døren ind til instituttet er – som den eneste på etagen – af mørk mahogni, og ved siden af hænger et stort skilt med kinesiske skrifttegn i gylden messing.

Institutlederen, der byder mig velkommen, er klædt i råhvid silke, jakken har kinakrave, og hans sko ser ud til at være for varme til det etiopiske klima. Der er pyntet op i alle lokalets vinduer med kinesik knudepynt i røde farver. I køkkenet står to kinesiske undervisere og koger ris til frokosten. Også toiletpapiret er fra Kina.

Institutlederen har sammen med sin hustru arbejdet for Konfucius Instituttet i næsten 13 år. Inden de kom til Etiopien for snart to år siden, arbejdede de i Chiang Mai i Thailand.

»Jeg synes, etioperne har taget godt imod os,« fortæller han. »Ude på landet kan folk godt være meget skeptiske. De er bange for at miste deres arbejde til kinesiske arbejdere. Men i byen er det heldigvis anderledes. Flere og flere forstår, at den kinesiske industri i Etiopien er stor og kun bliver større – og at den er et godt sted for dem at få arbejde, succes og status.«

Og jo bedre etiopierne taler kinesisk, jo større forståelse de har for kinesisk kultur, desto lettere er det for dem at få arbejde i den kinesiske sektor, siger institutlederen.

»Det er derfor, vi er her. Vi arbejder for at sprede den visdom og indsigt, vi i Kina har opnået gennem flere årtusinder, ud til det etiopiske folk og det afrikanske kontinent.«

Kommer med fred

Visdommen har de taget med fra Kina i form af stakkevis af bøger, der står stablet i et 10-15 meter langt vitrineskab. Mange af bøgerne er til sprogundervisning, mens andre handler om den kinesiske statsideologi, konfucianismen: 

»Det handler om godhed, respekt, accept og tolerance. Vi tror på, at hvis vi accepterer etiopisk kultur – også det i den, vi synes er mærkeligt – så vil de også acceptere os,« siger han.

Ifølge ham har Kinas forhold til omverdenen altid været fredeligt.

»Vi gør ikke som Vesten eller som USA. Vi har aldrig bedrevet kolonialisme eller imperialisme. Vi har aldrig taget slaver som spanierne eller resten af de europæiske kolonimagter. Vi har tillid til den etiopiske regering og er ikke interesseret i at dømme den.«

Da jeg begynder at stille kritiske spørgsmål og fremhæve eksempler på den etiopiske regerings mere diktaturlignende overgreb på det etiopiske folk, svarer han uden tøven: »Jeg er sikker på, at regeringen gør det, den finder nødvendigt.«

Ingen ’europæisk baghave’

Forsker Alexander Demissie vil ikke beskrive Kinas forhold til omverden som »fredeligt«. Han lægger ikke skjul på, at der er store problemer i forholdet mellem Kina og Afrika.

»Det er ingen hemmelighed, at demokrati og menneskerettigheder langtfra står højt nok på begge regeringslederes lister. Og jeg vil heller ikke bagatellisere de sikkerhedsproblemer og dårlige arbejdsforhold, der har været for mange afrikanske arbejdere på mange kinesiske byggepladser. Her er der brug for bedre opsyn fra de lokale regeringer,« siger han og fortsætter: »Men det er afgørende at forstå, at der er tale om forskellige isolerede problemer, der ikke ændrer ved, at Kinas tilstedeværelse i Afrika og Etiopien overordnet er ekstremt positiv.«

Når folk omtaler Kinas tilstedeværelse i Afrika som en moderne fortælling om kolonisering eller et eksempel på kinesisk imperialisme, er det for Demissie et bevis på, hvor mange myter, forvrængede formodninger og faktuel forkert viden, der florerer i feltet.

»Det vidner først og fremmest om uvidenhed. Og det bygger på et misforstået syn på både Kina og Afrika,« siger han.

»Det er både nedgørende og desillusioneret, når Europa blindt fastholder et billede af Afrika som en slags europæisk baghave, som Kina lige nu misligholder. Det er jo netop den slags levn fra kolonitiden, der har været medvirkende til, at afrikanske lande vender sig væk fra Europa og mod Kina. Ironisk nok er det særligt Europa, der er groet fast i det her koloniale narrativ.«

For Afrika er ingen europæisk baghave. Særligt ikke Etiopien, hvis økonomiske og forretningsmæssige samarbejde med Kina er lysår forud for, hvad europæiske samarbejdspartnere kan levere.

»Europa har sovet i snart 15 år og givet Kina fuldstændig frit spil på det afrikanske marked. De er nødt til at step up their game hurtigt, hvis de vil bevare én eller anden form for forbindelse til de mange muligheder, det afrikanske kontinent rummer. Og det vil de jo – både i form af råstoffer, ressourcer og handelssamarbejder, men især også med ønsket om at reducere antallet af flygtninge fra de afrikanske lande,« forklarer Demissie.

Et showroom

Men hvad er det egentlig, Kina vil med Etiopien? Modsat Sudan og Sydsudan, så har Etiopien ingen olie. Og landet er heller ikke, som Zambia, rig på mineraler. Etiopiens største ressource er og bliver dets 100 millioner indbyggere, men netop indbyggere og arbejdskraft er en af de ting, Kina velsagtens har nok af.

Demissie forklarer, at Etiopien er »et førsteklasses showroom uden sidestykke« for Kina. Grundet lighederne i de politiske etpartisystemer i Kina og Etiopien, så kan Kina arbejde hurtigt i Etiopien.

»Etiopien er den perfekte stepping stone for Kina ind til resten af det afrikanske marked, hvor der som bekendt er olie og naturressourcer. Etiopien er Den Afrikanske Unions hovedsæde, det er også her, FN huserer, det er det mest magtfulde sted i hele Afrika,« siger han.

Så hvis Kina kan vise overlegenhed og økonomisk styrke i Etiopien med let- og jernbaner, fremragende vejanlæg og hurtigopbyggede industrielle zoner, samt levere konkrete resultater i form af økonomisk vækst og fattigdomsreduktion, så vil flere afrikanske lande byde kinesiske investorer velkomne, lyder rationalet.

Ifølge Demissie er det »ren forretning«, som for Etiopien er meget mere gennemskuelig og bæredygtig end det forhold og samarbejde, Vesten tilbyder.

Det reneste sted

Letbanen i Addis Ababa er et af de showrooms, Demissie taler om. Når man går ned under jorden ad trappen til Menelik II Squares metro, går man ned i en anden verden. Pladsen er et af hovedstadens travleste knudepunkter; biler, busser og æsler ligger næsten i lag, og vejkanten består af en lang række af tyggegummibutikker, skopudsere og deslige.

Mikkel Ostergaard

Men under jorden lugter der rent. Ikke af pis, skrald eller benzin. Og her er stille. Her er ikke støvet, her er ingen tiggere, gadesælgere, dyttende biler eller geder, hunde eller æsler. Og folk maser ikke, de står i kø, i sirlige rækker, under nøje opsyn fra hele seks etiopiske politibetjente udstyret med knipler og voldsomt store geværer.

Det er alle slags mennesker, der kører med – en mand i jakkesæt, et par unge knægte iført kasketter med dollartegn og hængerøv, en kvinde med slidt tøj og to småbørn på ryggen.

Der er også en midaldrende herre på vej hjem til sin familie i forstaden Kality. Før letbanen så han dem ikke meget, da han arbejder på Menelik II Square i nord. At komme derfra til Kality Station i syd tager halvanden time i taxa og koster mellem 3-400 birr. Bussen koster kun 45 birr, men tager op mod tre timer. Med letbanen tager det 25 minutter og koster 4 birr.

»Jeg kunne ikke både have et arbejde og være hos min familie, før letbanen kom. Dengang så jeg dem kun én gang hver måned. Jeg tror, der er mange, der har fået flere muligheder, efter det her tog er kommet,« fortæller han.

Strækningen mellem Menelik II Square og Kality tilbagelægges uden problemer. Togkupéerne fyldes hurtigt op af etiopiere, men der er plads nok, og det er en lettelse af undslippe den stillestående trafik på landjorden.

»Det her er det bedste, der er sket for Addis. Især for dem, der ikke har så mange penge,« siger han og peger på skiltet med Changchung Railway Vehicles signatur, før han står af.

På bare to år – en tidsramme, der må virke urealistisk, nærmest fjollet for Københavns Metroselskab – blev Addis Ababa-metroen bygget. Og i modsætning til tidligere byggeprojekter på etiopisk grund, importerede Kina ikke egen arbejdskraft, men ansatte etiopiske arbejdere.

Den etiopiske regering forpligtede nemlig Changchung Railway Vehicles på, at mindst 80 procent af arbejdskraften i forbindelse med udfærdigelsen af letbanen skulle være etiopisk. Dermed brød de med traditionen for, at ikke bare ingeniørerne og pengene er kinesiske, men også arbejdskraften.

’Trade, not aid’

Ifølge Luke Patey, der er seniorforsker ved DIIS med ekspertise i forholdet mellem Kina og Afrika, kan forløbet med letbanen bruges til at forstå dobbeltheden i de kinesiske operationer –  ikke bare Etiopien, men i Afrika mere generelt:

»Hvis de afrikanske regeringer er strategiske og sørger for at bruge deres momentum hos Kina til at skabe udvikling og vækst lokalt – eksempelvis ved at kræve, at en letbanekonstruktion skal skabe job lokalt til gengæld for byggetilladelse – så kan de vinde stort,« forklarer han.

»Men i det tilfælde, hvor en afrikansk regeringsleder ikke tager hånd om at fordele goderne, så forstærkes landets ulighed og ubalance. Og det har vi set mange eksempler på i Afrika de seneste mange år.«

For Kina driver forretning i Afrika – intet andet, understreger Luke Patey:

»Det er trade, not aid. Så hvis ikke de afrikanske regeringer forpligter de kinesiske samarbejdspartnere på at skabe arbejdspladser, sikre acceptable arbejdsforhold og rettigheder til de lokale eller sikre et minimum af miljøbeskyttelse, så er der ingen, der gør.«

Det har både negative og positive konsekvenser, at Etiopien ligesom Kina har et effektivt etpartisystem. Det betyder, at der ikke er langt fra forslag og skitser til byggetilladelse, byggeplads og derefter færdige højhuse, vandrensningsanlæg eller jernbaner, påpeger Luke Patey.

»Men det betyder også, at de negative aspekter af det politiske system i Etiopien – såsom korruption, brud på menneskerettigheder, mangel på demokrati, gode arbejdsvilkår og pressefrihed – forstærkes i takt med at regeringen styrkes,« siger han.

Begrænset kritik

Der er ikke mange i Etiopien, der åbent tør kritisere den etiopiske regering – og heller ikke den kinesiske. For de hænger efterhånden nærmest sammen, fortæller en ung ingeniør på markedet i byen Gondar i det nordlige Etiopien.

»Det er Kina, der sidder på magten her i landet. Hvis jeg vil have succes og karriere her i mit eget land, så kommer jeg ikke uden om kineserne,« fortæller ingeniøren, der foretrækker at være anonym.

For ham er udviklingen et tilbageskridt for Etiopien og for Afrika.

»Du møder ikke mange, der åbent deler kritiske synspunkter om hverken etiopisk eller kinesisk politik. Og mange etiopiere tror nok også på den etiopiske regerings forsikringer om, at Kina ikke involverer sig i det politiske. Men det er løgn – veje er politik, arbejdspladser er også politik.«

Og måske er det derfor, at Kina – og ikke længere Europa eller USA – er blevet Afrikas primære handelspartner og -bank. For Kina tager penge med, forklarer den unge ingeniør, de skaber arbejdspladser, handel, vækst.

»Men de bidrager også til en allerede meget ulige fordeling af magt og goder og ressourcer her. De skaffer job, men de skaffer ikke arbejderrettigheder,« tilføjer han.

Selv om han har en lang ingeniøruddannelse bag sig, arbejder han i sin families butik på markedet i Gondar. Det er svært for ham at få øje på den økonomiske vækst, de taler om i Addis Ababa, ude i landregionerne.

»En økonomisk vækst på 10,9 procent, siger du? Det er regeringens tal. Og de har ikke noget med livet her at gøre.«

Skævt magtforhold

Seniorforsker Luke Patey forstår, hvorfor mange i og uden for Etiopen er stærkt kritiske over for Kina og den etiopiske regerings håndtering af den kinesiske tilstedeværelse. Men så længe Kina står uden egentlig konkurrence på det afrikanske kontinent, så kan det være svært for de afrikanske regeringer at yde modstand og tænke progressivt, forklarer han:

»Magtforholdet mellem Etiopien og Kina er ekstremt skævt. Hvis ikke Kina anerkender sin dominans og overlegenhed og i en eller anden grad lever op til sit ord om at tage socialt, økonomisk og miljømæssigt ansvar, så ser det skidt ud. Så vil Kina spille samme rolle i Afrika, som Vesten har gjort.

Og hvad er det for en rolle?

»Det er en rolle, hvor man ikke anerkender sin magt, overlegenhed og dominans.«

Det er dog ikke dér, vi er endnu, mener Patey. Og det er på nuværende tidspunkt uberettiget, når vestlige og afrikanske kritikere anklager Kina for at bedrive nykolonialisme, siger han.

»Jeg forstår, hvor det kommer fra. Men Vesten og særligt Europa bør være meget varsomme med at pege fingre i forhold til den her problematik. Alle har blod på hænderne, når det kommer til Afrika.«

De næste årtier vil vise, om forholdet mellem Kina og Etiopien – og resten af det afrikanske kontinent – kan udvikle sig til at blive bæredygtigt. Luke Patey håber, at det også vil gå i den rigtige retning i forhold til demokratiske værdier og menneskerettigheder. Men han understreger, at Vesten har været for langsom til at erkende, at økonomisk vækst, samhandel og store investeringer i infrastruktur er et afgørende skridt på vejen. Måske endda en forudsætning for demokrati i et land som Etiopien.

Som taxachaufføren, der kørte mig fra lufthavnen til Addis Ababas centrum, påpegede: »Spørger du os, om vi helst vil have demokrati eller et arbejde, der kan få mad på bordet, så er svaret ganske enkelt: Vi har brug for mad først.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvad sker der ude på landet?
Kan etiopierne brødføde sig selv?
I 2013 havde Information en artikel også fra Etiopien, der særligt behandlede emnet 'landgrab'. Store landbrugsområder lejes ud til udenlandske selskaber, der driver plantager på jorden, og eksporterer varerne. Den lokale befolknings rettigheder til jorden ses der bort fra.
https://www.information.dk/udland/2013/10/roeveri-ved-hoejlys-dag

Nu spørger jeg: Hvordan ser det emne ud i dag?

Overskriften er interessant: Er Kinas investeringer i Afrika et tiltrængt fremskridt eller moderne kolonisering"?

I al stilhed er Kina faktisk godt i gang med at sætte sig på hele verdens ressourcer, og investeringerne i Afrika kan sagtens ses som et element i dette.

Men samtidig må man jo fastslå, at vestens interesser i Afrika i hvert fald ikke har været så stor, at man har villet investere penge i det.

Jeg syntes, det er rigtig godt for Afrika, at nogen hjælper dem i gang, men man skal ikke være blinde for, at den indflydelse som Kina opnår, er ganske bindende. Og samtidig er Kina investeringer egentlig kun for de få. For Kina føler ikke pligt til at hjælpe flere, end det er nødvendigt for at sikre udvinding og transport af ressourcerne.

Michael Kongstad Nielsen

Moderne kolonisering er det dog slet ikke.
Tænk på, hvordan kolonimagterne i 18- og 1900-tallet satte sig som herremænd ikke bare som plantageejere og handelsfolk, men administrativt som guvernører og udøvende magt på forskellig måde, ja England gjorde Indien til deres eget kongedømme, Frankrig gjorde Algeriet til en del af Frankrig .

Kina vil bare deltage i livet på modtagerlandets præmisser, og stiller ikke krav til 'god regeringsførelse', kønsligestilling, eller hvad vestlig udviklingshjælp og ngo-er ellers kunne finde på.

Igen er der forskel på privatkapitalismens kortsigtede investeringsfokus, og den kinesiske statskapitalismes behov for at veksle ellers døde dollars til aktiv realkapital.

Og spørgsmålet er jo om ikke massiv investering i infrastruktur og opdyrkning af et stabilt dagligvaremarked er den bedste form for "god regeringsførelse" i lande som Ethiopien med en stor fattig befolkning. 1 kr. for 200 km's kørsel med letbanen - det er forandring der batter.

Henrik L Nielsen

Michael Kongsted Nielsen

Kina vil ikke deltage på modtagelandets præmisser. Kina forlanger særlige regler og kinesere er ikke altid underlagt lokale love. Og de lokale arbejdstagere behandles ofte meget skift, især når det kommer til minedrift. Så på den måde er det nu meget imperialistisk.

På den måde det bliver fremstillet i overskriften,
kan man jo mene, al penge-udlån er koloniasering.
Når kreditforeninger/banker i Danmark, udlåner penge til boligkøb, bliver der jo også i en grad tale om koloniasering af det danske boligmarked. Sådan er det bare.
Men modsat Vesten stiller Kina ikke så mange betingelser op, når de udlåner penge, hvilket kunne indikere et ønske om at hjælpe fremfor bare at pleje egne interesser.
At det så efterfølgende kaster noget af sig tilbage til Kina, kommer vel ikke bag på nogen.

Michael Kongstad Nielsen

Nej Henrik L., sådan et henkastet link, der henviser til et andet land og med referencer til Trump, kan ikke bruges til noget. Det skal være mere seriøst, og gerne forbundet med dine egne forklaringer.

Kina har typisk ikke stillet politiske krav i forbindelse med samarbejde.

Henrik L Nielsen

Michael

Human Rights Watch er ikke en god nok kilde for dig?!?
Artiklen handler om Kinas menneskerettighedskrænkelser i Zimbabwe's miner. Som er i Afrika, hvilket vi taler om. Så hvilket 'andet land' og du taler om aner jeg ikke