Liberal minister lærer venstrefløjen, hvad uddannelse er

Der er sket noget fuldstændigt banebrydende nyt i dansk uddannelsespolitik: Danmark har fået en undervisningsminister, Merete Riisager (LA), som indædt har slået sig op på en kamp imod mange års markedsgørelse af uddannelsessystemet; mod det hårde fokus på kompetencer, snævre færdigheder og elevens tilpasning til markedet.

Riisager kæmper for et klassisk ideal om den vidende, selvstændige og almendannede borger. Eller som hun selv formulerede det for nylig i et markant interview i Kristeligt Dagblad:

»Færdigheder og den spændende aktivitet må ikke træde i stedet for den dybe viden og dannelsen. Sker det, bliver det sværere for unge at navigere, træffe beslutninger og få det kritiske blik på verden, som man har, hvis man har indsigt.«

Riisager opsummerede sin vision i en Facebook-opdatering den 8. januar: »Vi må ikke gå til bunds i diskussioner om moderigtige metoder, anvendelsesorienterethed og diffust karrierefokus, når vi taler om skole og ungdomsuddannelser. Børn og unge skal vide NOGET, så de kan bruge det til at blive NOGEN.«

Idealet er dannelsen af en livsduelig personlighed. Og det vil Riisager realisere ved et opgør med værdirelativisme og ved genskabelse af lærerens autoritet.

»Jeg oplever, at både i skolen og gymnasiet bliver enhver aktivitet, udflugt og oplevelse, et hvilket som helst samvær fremstillet som lige relevant ... der er brug for at sige: ’Vi er de voksne. Vi ved, hvad der er det vigtigste.’ … Hvad enten det er indsigt i det periodiske system eller den væsentligste litteratur … Pisa siger ikke noget om dannelse,« sagde hun i Kristeligt Dagblad.

Der er langt fra Riisager til undergravelsen af lærerautoriteten i bogen Pæd-Pixi, som alle Danmarks nystartede gymnasielærere får foræret: »Man bliver ikke klog af at lytte til en klog mand snakke,« fastslår bogen.

20 års markedsgørelse

Det markante brud med mange års markedsgørelse og underminering af lærerautoriteten er i sig selv slående. Men det mest slående er, at kampen ikke ledes af en centrumvenstrepolitiker. Tværtimod.

Kampen begyndte i foråret 2016 med De konservatives, DF’s og LA’s store modstand mod det markedsgjorte dannelsessyn i Venstres gymnasiereformudspil (venstrefløjen angreb i stedet karakterkravet og HF-udspillet).

Og Merete Riisager fra Danmarks mest markedstilbedende parti skulle så blive den første minister, der yder gedigen modstand mod 20 års stigende markedstænkning på uddannelsesområdet. Det siger en del om de sidste 20 års uddannelsespolitik på den partipolitiske centrumvenstrefløj.

Ifølge Ove Kaj Pedersens Konkurrencestaten (2011) sker den første afgørende markedsgørelse på uddannelsesområdet, da undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) i 1997 udgiver rapporten National kompetenceudvikling, hvori der står, at »uddannelse er en helt afgørende forudsætning for erhvervslivets konkurrenceevne«.

Året efter søsætter den næste radikale undervisningsminister, Margrethe Vestager, folkeskolens fokus på ’klare mål’. Og herfra vokser nyttetænkningen under både Fogh-, Løkke- og Thorning-regeringerne.

Folkeskolens formålsparagraf lagde i 1993 vægt på »den enkelte elevs alsidige personlige udvikling«, mens den fra 2006 blot talte om »den enkelte elevs alsidige udvikling«. I bogen Folkeskolens filosofi (2008) spidsformulerer Peter Kemp betydningen af, at »personlige« røg ud: »Dannelsen er forsvundet, og kun uddannelsen er tilbage.«

Centrumvenstres vildfarelse

I 2011 holdt Marianne Jelved (R) et foredrag på Testrup Højskole, som var én lang begrædelse af den markedsgørelse af skolen, Radikale Venstre selv har medvirket til. Og det påfaldende ved udviklingen er netop, at venstrefløjen, der i efterkrigstiden og store dele af det 20. århundrede kæmpede for idealet om skolens demokratiske dannelse og frigørelse af individet, så ukritisk skulle overtage og sprede markedets logikker helt ind i samfundets børn.

Skal man tro bogen Tag etikken tilbage – om markedsgørelsen og dens konsekvenser (2015), er det ligefrem noget særligt i europæisk perspektiv, at Danmarks venstrefløj så uforbeholdent adopterede neoliberalismens krav om markedets forrang.

I Borgerlig offentlighed lærte Habermas os, at en forudsætning for demokratisk kvalitet er ’afvaregørelsen’ af individet: Kun hvis menneskets værdi ikke afhænger af dets værdi på et marked, kan vi være lige meget værd – og dermed demokratisk ligestillede.

Dét samfundssyn har haft det svært. Danske centrumvenstrepolitikere har, forført af en globaliseret økonomi, set det frigørende potentiale i individets duelighed på et arbejdsmarked, men glemt det progressive og frigørende i at blive et oplyst, selvstændigt og handledueligt menneske.

Det ligner en eklatant ideologisk vildfarelse, at borgerlige politikere nu skal lære dem, at skolens og gymnasiets formål ikke er snæver markedsduelighed, men almendannelse og forberedelse til videre uddannelse. Og at det dybere formål også er skabelsen af et godt demokrati. En samfundsorden, hvor ikke markedet, men oplyste og reflekterede borgere bestemmer, hvad der er godt for fællesskabet.