Læsetid 9 min.

Et lille hallelujaland på en iskold landevej

Informations Jon Jørgensen har gennem snart tre uger gået med Civilmarch for Aleppo fra Berlin og sydpå. Tiden er inde til at holde den begejstring, han havde, da han tog afsted, op imod den virkelighed, han har mødt på sin tur. Giver marchen overhovedet mening? Og kan den bruges til andet end at vinde lidt sympati?
Initiativtager og frontfigur Anna Alboth mener, at marchens brede appel sætter grænser for de politiske ytringer.

Initiativtager og frontfigur Anna Alboth mener, at marchens brede appel sætter grænser for de politiske ytringer.

Konrad Lippert

14. januar 2017

Det gibbede i mig, som det ikke havde gjort længe. Fra Berlin til Aleppo.

»Det vil jeg gerne,« røg det ud af mig. Det var hjertet, der svarede, uden skygge af tvivl.

Tvivlen kom fra hovedet lidt senere: Min kone, mine børn, helbred, jeg bliver snart 60. Jeg var på vej på juleferie – og nu skulle jeg i stedet stå i Berlin 2. juledag. Der var langt flere grunde til at sige nej end ja. Alligevel var jeg ikke i tvivl.

Avisen afklarede sig hurtigt. Det kan være en fuser, men det er et sats, vi er sammen om.

Mens min kone mobiliserede afdæmpet begejstring, var mine voksne piger tæt på at vælte projektet: Hvis avisen skal dække farlige opgaver, kan den gøre det selv. Bekymring, kærlighed, angst, omsorg og savn på forhånd blandede sig.

Men selv var jeg ikke i tvivl.

---------------

Bortset fra en times møde og et hurtigt måltid på en bar har jeg ikke opholdt mig i en temperatur over et par grader i halvandet døgn. Jeg er kold helt ind i knoglerne.

Vi har gået i frost ned til ti grader. Mellem bakkerne er der læ, men når man skal over dem, er blæsten stærk, og så skal kroppen holde tempoet, hvis skibukser, uldundertøj, fleecetrøje, termofor og lang jakke ikke skal være for lidt. Og jeg har problemer med tempoet, efter 10 kilometer får jeg ondt i tæerne, sådan har det været et par dage nu. Det hjælper at holde fem minutters pause, men så kommer jeg bagud. Vi har alle sammen små særbehov, som ville sætte marchen i stå, hvis de blev indfriet.

I nat var vi heldige, at der i sidste øjeblik blev skaffet plads i kirken i den tjekkiske by Libouchec, ellers skulle vi have slået telt op i ti graders frost. Så de par grader, der var på det uopvarmede loft, skal man ikke pibe over.

Men jeg er kold helt ind i alting. Har siddet et par timer og drukket te, spist kage, brød, pølse, syltetøj – taget energi til mig. Jeg er bundløs. Men det hjælper ikke rigtigt.

Jeg er kold, og jeg er i tvivl. Ikke kun om, hvorvidt min 57 år gamle krop med forkalket hjerteklap og for højt blodtryk kan holde til det, men også om, hvad det her egentligt er for et projekt. Og for enden af den tvivl: Skal jeg trække stikket og tage hjem igen, et ridderkors for udvist mod – eller måske bare en dummebøde for ikke at have tænkt mig om – rigere?

-----------------

Jeg bombarderer Anna, marchens initiativtager og frontfigur, med min tvivl: I siger, I vil skabe forandring, men hvad vil I forandre? Er I en del af en bevægelse eller starten på noget helt nyt? I vil ikke tage politisk stilling i konflikten, men hvordan vil I håndtere fred, menneskerettigheder, retfærdighed osv. uden at være skarpe og netop politiske?

I vil række ud til almindelige mennesker som jer selv, men hvad gør I for at nå dem – i det store, og i det helt konkrete i de byer, I passerer? I siger, I ikke er magtesløse længere – hvad er så jeres styrke?

I gentager igen og igen, at I bare er almindelige mennesker, men hvordan vil I hæve jer over det almindelige, det middelmådige? Hvad er forholdet mellem den enkeltes mål og motiver – og så marchen? Hvad er jeres bedrift – er det nok bare at gå …?

’Vi har kontakt til ngo’er, som har mad og medicin, men ikke kan nå de nødstedte. Jeg vil gerne have, at syrerne ser, at vi reagerer på den uretfærdighed’
Læs også

Det er spørgsmål, der har naget siden starten. Og jeg gør, hvad jeg kan, for at holde dem i live – planter sten i skoen på mig selv. For trods sit budskab til den store verden om fred bliver marchen nemt selv en meget lille verden. De fleste er her på egen hånd, så alle bliver hurtigt venner, det har vi behov for, det er noget fundamentalt menneskeligt.

Vi er åbne, modtagelige, søger at etablere normalitet midt i kaos; deler chokolade, vandflasker og tolerance over for hinandens særheder og lugt af elefanthus. Og når én forlader marchen efter et par dage, er der varme krammere hele vejen rundt. I sneen er »nice to meet you« ikke en kliche, det kommer fra hjertet.

Jeg siger ’vi’. For det er umuligt at være her uden at blive en del af det. Jeg er er her som reporter, ikke som aktivist. Men på landevejen, foran suppegryden eller i kulden om natten bliver vi et fælles projekt, og hvis vi ikke smiler, klapper på skuldrene eller giver high five, går vi i stå.

Derfor bliver de daglige 20 kilometer i sig selv en sejr. Vi er en succes, fordi vi er her lige nu og flytter os i morgen. I en lille verden af vilje, udholdenhed, amatørisme og vabelplastre.

Spørgsmålene til Anna falder en formiddag i kampagnebilen på vej fra morgenmad til første pause. Vi skal have lidt ro til at tale, derfor i bilen. Det er hende og mig, der taler, men et par stykker fra kampagneholdet – eller orgateamet, som de kalder sig med en grim forbrødring mellem tysk og engelsk – lytter, og kommenterer. Spørgsmålene er et forsøg på at finde ud af, om det, der betog mig så stærkt tre dage før jul, også er det, jeg har foran mig.

­-----------------

Jeg var ikke selv en aktiv del af den danske ungdomsfredsbevægelse, som i 1980’erne kulminerede i Next Stop Sovjet-kampagnen, hvor 5.000 unge i sommeren 89 rejste til Sovjet i en dialogkaravane for at danne makkerskaber: skoleelever til skoleelever, musikere til musikere, studerende til studerende etc. Med det mål at vælte Jerntæppet, ikke ved at kræve det væk, men ved at ignorere det.

Men ved et tilfælde blev det mig, der sammen med Ebbe Kløvedal Reich et par år forinden skrev Next Stop-bevægelsens første appel Vi vil leve – et tilfælde af den banale slags, der handler om kærlighed: Jeg var kærester med og er i dag gift med hovedkraften bag projektet – og nej, det er ikke Uffe Elbæk. Så jeg ved, hvor inspirationen kom fra.

De var til en begyndelse en ret lille håndfuld mennesker, som sammen satte sig i bevægelse væk fra partierne, væk fra den kendte venstrefløj, væk fra Den Kolde Krigs forståelsesrammer, væk fra den voksne fredsbevægelses konflikter, væk fra øst-vestopdelingen, væk fra en politikforståelse begrænset af højre og venstre. Og blev i stand til at samle mange omkring sig i et projekt, der måske ikke havde alle med sig, men ingen for alvor imod sig, fordi de satte forandringen før protesten og åbent viste, hvad de ville, og hvem de var.

----------------

Den græske komponist Mikis Teodorakis beskriver i Dagbog fra sin husarrest i årene under det græske juntastyre fra 1967 den ungdomsbevægelse, Lambrakiderne – opkaldt efter Grigoris Lamrakis, modstandsmand og parlamentariker, tævet til døde af højreekstremister i maj 1963 – som han havde været leder af frem til oberstkuppet i april 1967.

En bevægelse, der nægtede at påtage sig besættelsestidens og borgerkrigens åbne sår, men insisterede på sin egen tid.

»Da jeg besøgte en landsby, og de unge samledes om mig, sagde jeg til dem: Hvem er den egentlige ansvarlige for det, der sker i jeres landsby. Politiet? Eller borgmesteren? Nej, det er I, unge mænd og piger. I er ansvarlige for alt, hvad der sker. Hvis en fattig mand er syg. Hvis børnene ikke har noget sted at lege (…) og lad os gå videre: Hvis der forekommer uretfærdighed, terror og udbytning, så er det jer der er ansvarlige,« skriver han.

Han tegner billedet af en bevægelse, som sætter egne mål, opbygger kultur, sport, fællesskaber og skaber konkrete forandringer gennem det, han kalder »den kæmpende kultur«. En kultur, som »forener os med vores ligemænd. Med vores bror. Med fællesskabet. Med slægten. Men også mere alment: med mennesket«, og som »omdanner den æstetiske glæde, dråbe for dråbe, til moralsk styrke og dernæst til ideologisk tro og politisk handling.«

Fra sidelinjen så jeg 20 år senere, hvordan hans beskrivelse af politik, ansvarlighed, forandring og handling ved et tilfælde landede i en lille kreds af unge i Danmark med et behov for at ville ændre en krigstruet verden, hvor magten lå langt væk fra almindelige mennesker.

Som ikke bare ville marchere og kræve forandring. Som havde brug for at gøre en forskel og ville tage ansvarsbegrebet fra politikerne og gøre det til bevægelsens fordring og moral. Inspirationen kunne være kommet fra Ghandi, Mandela, Luther King ... Nu blev det så en græker i stedet.

--------------

Det var det, jeg kom til at tænke på lige før jul, da avisen besluttede at dække Berlin-Aleppo-marchen. Det er det, jeg prøver at spørge Anna om i bilen. Hvad kan de? Hvad vil de? Hvad er de gode til? Dårlige til? Ved de det selv?

Måske er det uretfærdigt. Jeg spørger fra en erfaring og en periode, der har rod i tiden omkring hendes og måske hendes forældres barndom – det, der hos os hedder Den Kolde Krig, som i hendes hjemland, Polen, hedder Tiden Under Kommunismen.

Hvordan undgår jeg at kræve svar i et sprog fra en anden tid, når den jeg spørger, måske har et helt andet – eller måske først er ved at udvikle et til sin egen tid?

En vesttysk fagforeningsleder sagde i begyndelsen af 1980’erne om den tyske BZ-bevægelse i et forsøg på at komme den i møde – citeret efter hukommelsen og i fri oversættelse: »I skal ikke overtage arbejderbevægelsens erfaringer, men lad jer inspirere af vores erfaringer, gør jer så jeres egne – og gå den vej, I finder rigtig.«

Han blev ikke hørt, men meningen var vist god nok.

-----------------

I bilen og kommer der mange svar: At udfordringen med at etablere en dynamik i en gruppe, der konstant veksler i sammensætning og antal, trækker tænder ud; at marchen skal skabe et fælles rum, hvor den enkelte både skal bidrage til fællesskabet og samtidig udtrykke sig selv; at marchens brede appel sætter grænser for det politiske udtryk; at de ikke tror de kan det hele, men kommer til at lave mange flere fejl; at de først og fremmest vil flytte verden – men for at gøre det må de udvikle sig selv; at deltagerne ikke blot er nogle, medierne skal tælle næser på, men dem, der skal tænde gnisten hos andre.

Det er gode svar, de virker ærlige og oprigtige.

Men der er også svar, der får mig til at tvivle, tvivle på om den lille flok, denne karavane drevet frem af stædighed og begejstring kan mere end bare at gå:

Hvorfor siger de, de ikke har forbilleder? Hvorfor ved de ikke, hvad de vil, hvis de når Aleppo? Hvorfor taler de kun om det, de selv skal blive dygtigere til, og næsten ikke om de nye kræfter og alliancer, de har brug for at forbinde sig med? Hvorfor har de ikke mere gennemtænkte bud på, hvad de vil forandre, end ’verden’? Er magtesløshed i fællesskab virkelig det eneste svar på den enkeltes afmagt?

Jeg bliver ør af at spørge længere ind. Og helt tom, når jeg bare får at vide, at spørgsmålene er ’gode’ og ’relevante’: Jeg prøver at presse dem, men de føler sig bare inspirerede. Hvad er det, jeg misforstår, når jeg på den ene side bliver smittet af begejstringen og kan se alt det, de ser – og så alligevel hele tiden får øje på det, de ikke kan se?

----------

Måske er det noget med nettet. I 1960’ernes Grækenland, i 40’ernes modstandskamp, da Gandhi gik sin saltmarch, eller da Martin Luther King rejste borgerretsbevægelsen – dér var man nødt til at være dygtig for at samle for at skabe opbakning og kraft. Ellers døde tingene, inden de blev eksponeret.

Med den digitale virkelighed er eksponering ikke afhængig af evnen til at mobilisere, skabe organisation, opbygge alliancer eller udvikle politik. Det er nok at vække sympati.

Jeg har lige, mens jeg skriver, fået en mail fra FOA’s formand, Dennis Kristensen. I forbindelse med sin deltagelse i marchen har han spurgt forbundets europæiske samarbejdsorgan, European Federation of Public Service Unions, om den kan være marchen behjælpelig. Og svaret er positivt: Medlemsorganisationerne i de lande, marchen passerer, opfordres til at støtte med logistik, husly, forplejning og eventuelt førstehjælp.

Her til morgen talte flokken lige knap 30. Men måske kan det lille hallelujaland på den iskolde landevej alligevel mere end blot at vække sympati. Det vil vise sig.

Følg med i fredmarchens rute på kortet og klik dig ind på flere artikler fra turen:

 

Fredsmarch til Aleppo

Anden juledag startede en fredsmarch fra Berlin med kurs mod Aleppo. Mod strømmen ad den rute, flygtningene fra den syriske borgerkrig har rejst gennem de seneste år: Fra Tyskland, ned gennem Centraleuropa, Balkan, Grækenland og Tyrkiet til Syrien.

’Vi er dem, bomberne skulle skræmme væk,’ siger arrangørerne, der tæller folk fra bl.a. Tyskland, Polen, Finland, Belgien.

Informations Jon Jørgensen gik med den første måned fra Berlin til syd for Prag. Marchen dækkes herefter lejlighedsvis. Følg med i avisen og her på information.dk.

Læs mere om marchen på civilmarch.org.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu