Baggrund
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Selv om Gunnar altid var i gang, var han aldrig stressende at være sammen med

Der var aldrig en stille time i Gunnar Andersens liv. Han levede for de sociale stunder med andre mennesker og gav sine børn en barndom fuld af oplevelser
Moderne Tider
28. januar 2017
Der var aldrig en stille time i Gunnar Andersens liv. Han levede for de sociale stunder med andre mennesker og gav sine børn en barndom fuld af oplevelser

Det hjem, Gunnar Andersen voksede op i, var varmt og rummeligt. Som skilsmissebarn rummede farens hjem fem sammenbragte børn, og døren stod altid åben for venner, familie og naboer. En åbenhed og generøsitet, som Gunnar Andersen tog med sig hele livet.

Der var ikke et eneste menneske, der ikke fortjente hans opmærksomhed og omsorg. Ved hans begravelse i juni 2016 var kirken stuvende fuld, og venner og familie kunne ikke holde sig tilbage. De rejste sig med spontane taler til Gunnar Andersen – hvis sociale væsen havde gjort stort indtryk.

Levede for sociale stunder

I 1960 blev Gunnar Andersen student, og allerede året efter begyndte han på sin uddannelse som akademiingeniør. På sit første job på Oksholms tegnestue mødte han Mette. De blev kærester og sammen flyttede de til Gundsømagle, tæt på Roskilde, hvor de blev gift på rådhuset i 1975.

Gunnar Andersen var glad for sit job som bygningsingeniør, men det var alt det udenom arbejdet, der fyldte. Som nygift gik han på madlavningskurser, og det at lave mad til andre blev omdrejningspunktet i hans liv. Helst sådan nogle retter med masser af kærlighed i, simreretter, man skal kredse om, dyrekølle til kortklubberne, hjemmelavet rugbrød og sylte til familien.

Gennem hele sit liv var Gunnar frivillig. Der var aldrig en stille time, og Gunnar Andersen levede for de sociale stunder med andre mennesker og skabte sig et enormt netværk. Han sad i bestyrelsen i badmintonklubben, han var medlem af tre kortklubber, han var formand for bestyrelsen på vandværket i Gundsømagle i 25 år og initiativtager til arrangementet Hanebjælken i Gundsømagle forsamlingshus, hvor han og venner hyrede bands til store musikarrangementer for byens beboere.

Alle hilste på

Men det var især på børnene Nina og Jons skole, Roskilde Lille Skole, at Gunnar lagde sin tid og gratis arbejdskraft. I løbet af en arbejdsdag på skolen fik han en fiks ide: Sammen med en række andre forældre besluttede han at åbne en restaurantbod på Roskilde Festival. Her skulle forældre og andre, der havde lyst, frivilligt lave og sælge mad til festivalens gæster. Og pengene skulle gå til spændende rejser til England og USA for skolens elever.

Boden åbnede i 1985, og Gunnar var medlem af styregruppen i næsten 30 år – indtil han blev for syg til at være med. Hvert år sad han på bodens bagområde og styrede slagets gang med en fadøl i hånden. Hvis et køleskab gik i stykker, reparerede han det, løb boden tør for en vare, var det Gunnar, der hentede. Og når nuværende eller tidligere elever fra lilleskolen kiggede forbi, skulle alle lige hilse på Gunnar, for hans ansigt var lige så velkendt, som lærernes var.

Gunnar tog med som voksen på 7. klassernes kanoture. Han brugte årligt en ferieuge på at lave mad på lejrskolerne for de små, og han tog med på 10. klassens store USA-tur, hvor han fik masser af amerikanske venner blandt de voksne på lilleskolens søsterskole i Kentucky.

De fleste ville nok tro, at Gunnar fik løn af skolen, så meget som eleverne så til ham. Derfor gav det også god mening, at han blev ansat som støtte for en elev med vanskeligheder. På det tidspunkt var Gunnar midt i 50'erne og havde mistet sit job som bygningsingeniør.

Sodavand til Jesper

Selv om Gunnar altid var i gang, var det aldrig stressende at være sammen med ham for børnene. Nina og Jon var bare med rundt, og de fik en barndom fuld af oplevelser.

Udover det frivillige liv tog Gunnar fyrre år i streg på cykelferie med en gammel gymnasieven, og hvert år stod den på to forskellige fisketure med kammerater og sønnen Jon. Også efter konens død i 2012 rejste Gunnar meget.

Når de fire børnebørn kom forbi, spurgte han interesseret ind til deres tanker og gøren og laden. Han tog dem ikke med i Zoo eller ragede rundt på gulvet og samlede lego, i stedet kom de ligesom børnene med til alle hans gøremål.

Han var socialdemokrat hele sit liv, og når han sad med stråhatten godt nede i panden i haven og hørte radio, så var det nyheder om social ulighed, der gjorde ham vred. For samfundets svageste, dem skal man passe på.

I de sidste ti år af sit liv fik Gunnar da også dagligt besøg af den udviklingshæmmede Jesper, der var 45 år yngre end Gunnar. Jesper savnede nogen at snakke med, så hver eneste dag kiggede han forbi, og Gunnar knappede en sodavand op til drengen og spurgte ind til hans liv. I de sidste år, hvor fysisk arbejde blev besværligt for Gunnar, ansatte han Jesper til at slå græsset og klippe hækken.

Op til Gunnars død i juni 2016 skiftedes hans nærmeste til at være i huset hos ham. Han var syg af lupus og senere af kræft, men han isolerede sig aldrig. Døren gik op og i konstant. Gamle gymnasievenner, Jesper, kortklubben, tidligere lærere og forældre fra børnenes skole.

Nu er sønnen Jon flyttet ind i huset i Gundsømagle, hvor Gunnar boede i 43 år. Og nu er det Jon, der ansætter Jesper i småjob fra tid til anden og sørger for, at han har mennesker at sludre med. For i Gunnars familie har man altid gjort, hvad man kunne for andre mennesker.

Gunnar Andersen

  • Født i København den 5. januar 1941
  • Uddannet akademiingeniør
  • Gift med Mette, teknisk tegner, i 1975
  • Død i juni 2016

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her