Læsetid: 3 min.

Et liv er forbi: Magisk mormor

Eline Holmegaard vandrede og sang sig gennem et liv, der blandt andet førte hende til Nepal og 800 kilometer hen ad Caminoen
Eline Holmegaard på en vandretur ved Kullen i 2011. Privatfoto.

Eline Holmegaard på en vandretur ved Kullen i 2011. Privatfoto.

21. januar 2017

Da Eline Holmegaard blev mormor, hentede hun ofte sit barnebarn hos de nybagte forældre og lod dem sove formiddagen væk, mens hun traskede rundt med barnevognen foran sig i timevis.

Når hun kom tilbage, kunne hun begejstret berette om, at hun sammen med den nyfødte havde hørt den smukkeste rumklang i en kirke eller et fantastisk orgelspil – og da barnebarnet blev ældre, og der kom et nyt til, tog hun dem med i skoven.

I sin store have lod hun det ældste barnebarn plukke hindbær, mens hun bar den yngste rundt på armen, og hun brugte sin gamle spejderviden til at fortælle, hvad alle planterne hed.

»Magiske mormor« kalder datteren Laura sin mor, når hun tænker på, hvor utroligt det var, at børnene altid faldt i søvn, når Eline Holmegaard strøg de små over panden og sang »Sov, mit barn, sov længe«.

Som gymnasielærer var Eline Holmegaard noget særligt for sine elever. Hun underviste i spansk og engelsk, fornyede sine undervisningsmetoder hele livet og finpudsede konstant sit sprog, og når hun rejste i engelsk- og spansktalende lande, blev hun ofte forvekslet med en lokal.

Ud over sprogundervisningen var hun også studievejleder. Eleverne kom ofte til hende med større problemer end deres uddannelsesvalg, og selv når de ikke længere gik på gymnasiet, fulgte hun med i deres liv og var til rådighed, hvis de fik brug for hende.

Nepal

De Eline Holmegaards mand blev udstationeret til Nepal i en periode på tre år, fulgte hun ham til det fjerne land. Mens hun tog sig af parrets to små børn, lærte Eline Holmegaard sig selv nepali og stablede et symaskineprojekt på benene for de fattige kvinder i området. Hun holdt kontakten med kvinderne og var i det hele taget en flittig brevskriver. Så sent som i efteråret fik hun brev fra kvinderne med symaskinerne i Nepal. Projektet var stadig en succes.

Eline Holmegaard ville muligvis ikke have beskrevet sig selv som feminist, men hun var retfærdighedssøgende og altid villig til at gøre sit til, at folk omkring hende blev behandlet ordentligt. Selv var hun hurtig til at indgyde tillid og så det bedste i alle omkring sig. Når hun var i et selskab, kunne hendes latter høres på lang afstand.

Eline Holmegaard var flittig med sit arbejde, sine besøg hos familien og med at spise sundt og være aktiv. Hun skiltede med sin status som indædt ikke-ryger, hun var overbevist om, at man havde pligt til at være organdon0r, og hun satte hver måned penge af til de fem hjælpeorganisationer, som hun støttede.

Caminoen

Da Eline Holmegaard og hendes mand gik fra hinanden, begyndte hun at vandre endnu mere. På nogle af gåturene tog hun den lokale sognepræst med. Hun kendte ham fra kirken, hvor hun havde sin gang som kirkesanger. Eline Holmegaard havde en smuk sangstemme og var med i flere kor, så både livet i kirken og i naturen kunne de to venner dele.

Efter de to havde gået 800 kilometer sammen på caminoen, flyttede de sammen og delte avisabonnementerne på Information og Kristeligt Dagblad.

Deres sidste rejse sammen gik til Andalusien, hvor de vandrede i bjergene. Da de var nået til feriens sidste dag og havde afleveret lejebilen i Malagas lufthavn, skete noget inde i Elines hoved. En livsvigtig åre bristede, og hun faldt om på jorden.

Tidligt næste morgen gik hendes krop i koma, og hun vågnede aldrig igen. Hendes to børn nåede frem og var der ved hendes død, men den sidste ting, hun reagerede på, var da hendes gode ven overbragte hilsner fra hele familien over telefonen. Da han nævnte de to børnebørns navne smilede Eline Holmegaard og lukkede sine øjne.

Eline Holmegaards to nyrer og hendes lever blev givet videre til tre forskellige mennesker.

Eline Holmegaard

  • Født i 1953. Døde den 22. oktober 2016.
  • Blev født på Holmegaard i Ulbølle på Sydfyn og blev set som lidt af en mønsterbryder, da hun blev akademiker.
  • Var studievejleder og gymnasielærer i spansk og engelsk på Midtsjællands Gymnasium.
  • Mor til Thorbjørn og Laura.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu