Real Madrids midtbane
Indtil i søndags havde Real Madrid ikke tabt i 40 kampe i streg. Mange var skeptiske, da Zinedine Zidane for et år siden tog over fra udskældte Rafael Benítez.
Men efter Champions League-triumf, en europæisk Super Cup og et VM-trofæ kunne fansitet madridista.dk tørt bemærke inden sidste søndags Sevilla-opgør, at Real Madrid kun har tabt to kampe (den ene var forventelig, den anden var regulær sjusk), mens man har skovlet titler sammen. Den franske cheftræner har sat både Barcelona-træner Luis Enrique og Atletico-træner Diego Simeone på plads. Mest den sidste.
Men Zidane har også store udfordringer. Real skal lære at lukke især de nemme og middelsvære kampe hurtigere, sætte sig på matchen og trille sejren i hus. Gerne med lækkert bold og hattrick til Cristiano Ronaldo, selvfølgelig. Det hører ligesom med til kulturen.
Svaret er, at holdets profiler forbliver skadesfri. Men derudover mangler Zidane stadig at udvikle en hardcore midtbanekombo: En mere offensiv af slagsen kan være at spille med Luka Modric og Toni Kroos som sideforskudte 8’ere uden en egentlig 6’er og så en playmaker på toppen – gerne Isco eller måske Gareth Bale, når han vender tilbage fra sygelejet og i øvrigt er i humør til en mere fri rolle i centrum af banens top.
Mod de tungere hold, der typisk evner at sætte sig på midtbanen – a la Chelsea eller Dortmund – er en 4-1-2-3-formation at foretrække. Altså med Casemiro som skraldemand og til at tage trykket den anden vej, når de to backs kommer med frem.
En hverdag uden Iniesta
På spansk er midtbane nærmest lig med tiki-taka. Spillestilen kom fra Holland tilbage i 1970’erne, og med Johan Cruyff i Barcelona blev det også spansk. Eller nærmere bestemt catalansk. I moderne tid hedder det possession som modtrækket til José Mourinhos Real Madrid, der for et halvt årti siden udmærkede sig ved turnover.
Men i FC Barcelona er midtbane i dag nærmest et tabu. Iniesta har været pletvis skadet, senest i anden halvdel af 2016, og Barca har lidt under det. Flere gange er han kommet på banen, og straks er spillet blevet mange gange mere sammenhængende.
Kan Barca og Enrique overhovedet spille catalansk – eller ’tulipansk’, som de siger på de kanter – når La Masias stolte avl ikke er der, eller hvis Messi-Suarez-Neymar, den gyldne MSN-trio, har en offday?
Det kradser i Barcelonas nervebaner. 2017 kan meget vel blive året, hvor de ikke vinder noget. Det lyder helt vildt.
Hvad er Atletico?
Måske er La Liga ved at åbne sig. Der er rift om pladserne lige under Real og Barca, the big two. Her har Atletico huseret i nyere tid. Men nu presser hold som Sevilla og Villarreal på.
I Atletico holder de vejret. Også i marketingafdelingen. De har fået nyt logo og nyt stadion. Nye penge. De må og skal ind på Real Madrids internationale marked, især det asiatiske (for her er pengene). Romantikerne spørger, om Los Rojiblancos kan klare sig i tiden efter sagnomspundne Estadio Vicente Calderón.
Alle snakker om Bayern, Real Madrid, Barca, måske PSG og Chelsea, som favoritter til Champions League-guld. År efter år. Med variationer selvfølgelig. Atletico er aldrig deroppe. Alligevel har de, med Simeone ved roret, været i to finaler på tre år.
Det er blevet deres besværlige DNA: De konsekvente underhunde, som hele tiden overpræsterer, løber solen sort, fighter til det sidste og laver glidende tacklinger – og hele tiden som lillebror til storebror Real Madrid.
Men nu har lillebror (eller lillesøster, som Real-fans drilsk siger) vokset sig stor. Hvad mon der sker, når Simeone forsvinder engang? Man kan frygte, at det legitime i at være stor og samtidig opføre sig som den lille forsvinder.
Atletico vandt deres Champions League-pulje foran Bayern München. Men de skal til at tage sig sammen.
De andalusiske kæledægger
På Estadio Ramón Sánchez Pizjuán skutter de fleste modstandere sig i rabalderet og slagsangene fra fansene. Det er her, Sevilla FC holder til. Træner Jorge Sampaoli, som kom til klubben i 2016, kan være stolt af El Grande de Andalucía, »de mægtige fra Andalusien«, som de ubeskedent kaldes. Sevilla ligger aktuelt nummer to i La Liga, et point fra Real Madrid, som dog har spillet en kamp færre.
Ifølge Guardians Sid Lowe var sidste søndags kamp mod Real Madrid mytologisk.
»Fem minutter« afgjorde det hele, skrev han. Indtil da havde kongeklubben nemlig ført med 1-0 på et heldigt straffespark. De hvidblusede havde allerede vundet 3-0 på hjemmebane over Sevilla i Copa del Rey, den nationale pokalturnering. Det var irriterende. Men på fem minutter vendte det hele, og søndagens kamp sluttede 2-1 i andalusernes favør. De var back in business. »Vi giver aldrig op,« står der på deres kæmpe bannere.
Manden i centrum blev Sergio Ramos, Real Madrids berømte anfører og centerforward. Ham, der så mange gange har scoret i allersidste øjeblik og sikret sin klub vitale sejre. Nu gjorde han det igen. Men i eget mål. Ramos er oprindeligt fra Sevilla, og når han skal begraves engang, bliver det iført både en Sevilla- og Real Madrid-dragt, siger han. Alligevel hadede publikum ham efter hans flabede Panenka-straffespark til 2-3 i Copa-returen mellem de to hold i forrige uge.
Men så lavede han selvmål i de døende minutter af søndagens kamp. Flot hovedstød, i øvrigt. Og lidt efter havde Madrid tabt. For første gang i 40 kampe. Publikum på Sánchez Pizjuán råbte taktfast »Ramos, Ramos!« ned over lægterne. Det var »Guds lov«, mente en ældre herre fra Sevillas ledelsesgang.
Gjorde Ramos det med vilje?
