Læsetid: 3 min.

Et mere retfærdigt EU er muligt

Vi kan i realiteten ikke løse ét eneste af de grænseoverskridende problemer uden et bindende fællesskab i Europa
14. januar 2017

Med en kronik i Information 3. januar satte Holger K. Nielsen venstrefløjens forhold til EU på dagsordnen. Den tidligere SF-formand rettede et frontalangreb mod Enhedslistens EU-politik, som ifølge SF-nestoren bunder i »en fejllæsning af verdens aktuelle tilstand«.

Ifølge Holger K. indgår Enhedslistens ønske om dansk udmeldelse af EU – Dexit – i en uhellig alliance med de højrepopulistiske strømninger, der er på fremmarch overalt i Europa, og som det netop er venstrefløjens fornemste opgave at forsvare EU imod:

»Kampen mod ulighed, et stærkere demokrati og grøn omstilling i Europa kan kun vindes i fællesskab og må nødvendigvis involvere EU. Så længe Enhedslisten benægter dette, sejler partiet i havn hos de mest reaktionære kræfter på kontinentet.«

I Enhedslistens koordinerede svar til SF’eren blev anklagen pure afvist og i stedet vendt mod den tidligere EU-kritiske, men nu selverklærede »fuldtonede proeuropæer«.

Pernille Skipper skrev i sit svar i Information: »Det er at opgive troen på venstrefløjens projekt om en anden og mere retfærdig verden, hvis man som Holger K. Nielsen accepterer, at der kun er to veje – ultraliberalisternes EU eller nationalisternes modstand.«

Pelle Dragsted skrev følgende i en kommentar på Facebook: »Holgers budskab er grundlæggende, at højrekræfterne er så farlige, at vi skal fastholde en alliance med den nyliberalistiske elite.«

Ifølge Dragsted er unionen i sin essens bundet til den ordoliberale sparepolitik, der efter tysk anvisning er blevet ført gennem de europæiske institutioner siden euroens indførsel og især siden finanskrisens forvandling til en statsfinansiel og tiltagende politisk krise i Europa.

EU kan demokratiseres

Det er dog snarere Enhedslisten, der foregøgler, at der i Holger K.’s perspektiv kun er to veje i forholdet til EU: Ordoliberalisternes EU eller højrepopulisternes EU-modstand. For kun i dette lys fremstår partiets venstreorienterede argumentation for Dexit som den eneste reelt venstreorienterede mulighed.

Dermed underkender Enhedslisten præcis den mulighed, som Holger K. eksplicit taler for: Nemlig en kompromisløs opbakning til EU som institutionel ramme, der må og skal demokratiseres, med henblik på at forkaste den ordoliberale sparepolitik og føre en mere progressiv økonomisk politik i Europa.

Det er faktisk præcis samme strategi, vi kender fra Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien, som Enhedslisten ellers gerne sammenligner sig med.

Her er det værd at bemærke, at Holger K. ikke siger, at Enhedslisten nærer nationalistiske motiver bag deres EU-modstand, men snarere at modstanden i det nuværende politiske klima vil have som konsekvens, at højrepopulisternes sag styrkes. Enhedslistens svar herpå er, at det netop er den ordoliberale sparepolitik, som er blevet ført i EU, der er hovedårsagen til højrepopulisternes succes.

Sagen er dog den, at man sagtens kan være enig i såvel Holger K.’s som Enhedslistens påstand. For mens den ordoliberale sparepolitik ganske rigtigt er en primærårsag til højrepopulismens succes i Europa, så vil Enhedslistens opbakning til Dexit og unionens sammenbrud – uanset motiver – kun bære til en utvetydig sejr for højrepopulisterne og Putin, og den vil samtidig på længere sigt repræsentere et velafrettet skud i begge fødder for venstrefløjens mulighed for at føre en retfærdig økonomisk politik i Europa.

Enhedslistens centrale fejl er det ubetingede lighedstegn mellem EU og ordoliberal sparepolitik. Den identificering er en grundlæggende forveksling af form og substans: Af en politisk-institutionel ramme og den ordoliberale sparepolitik, der aktuelt føres inden for den institutionelle ramme.

Det er uden tvivl en kæmpe politisk opgave at ændre den ordoliberale sparepolitik i en mere retfærdig retning – ikke mindst fordi dele af den er arbejdet ind i euroen og traktatgrundlaget, og institutionerne dermed må anvendes til at ændre dele af deres eget forfatningsmæssige grundlag, akkurat som ved en Grundlovsændring.

Og fordi magtforholdene inden for EU er, som de er, så sker der intet, før tyske SPD og Die Linke overkommer deres gensidige arvefjendskab og danner en venstreorienteret tysk forbundsregering.

Men illusionen om, at der ikke kan ændres på EU’s økonomiske politik, selv hvis de politiske magtforhold skifter, er og bliver en illusion.

Selvfølgelig kan EU demokratiseres, selvfølgelig kan de europæiske institutioner anvendes som ramme til at forkaste den ordoliberale ortodoksi og føre en mere retfærdig økonomisk politik, regulere og beskatte internationale (finans)kapitalstrømme på tværs af nationalstatslige grænser, effektivt bekæmpe skattely og imødegå skattekonkurrence, bekæmpe klimaforandringernes konsekvenser og afværge en planetarisk klimakatastrofe, finde en fornuftig fællesløsning på flygtningekrisen, osv.

Én ting er dog sikkert: Vi kan i realiteten ikke løse ét eneste af de grænseoverskridende problemer uden et bindende fællesskab i Europa.

Serie

Venstrefløjens store EU-fejde

Tidligere SF-formand Holger K. Nielsen kritiserede i et indlæg i Information den 3. januar Enhedslistens EU-modstand, som han mener gavner højrepopulisternes ’projekt splittelse’ i Europa.

»Er Enhedslisten helt ligeglad med, hvad der kommer i stedet for EU – bare det braser sammen,« spurgte han og kaldte det »useriøst, hvis ikke man vurderer, hvilke konsekvenser ens politik kan få«.

Efterfølgende har debatten raset om venstrefløjens EU-holdning i Information.

I denne serie har vi samlet artiklerne og debatindlæggene.

 

Seneste artikler

  • Kommentar: Rina Ronja Karis alternativer til EU svækker demokratiet

    2. februar 2017
    Alt bliver godt, hvis det udemokratiske EU afløses af Europarådet, mener Rina Ronja Kari. Hvordan det skal sikre demokratiet, legitimiteten og de europæiske landes evne til at træffe fælles beslutninger, er svært at se
  • Venstrefløjen kan slet ikke klare sig uden EU

    1. februar 2017
    Hvis EU falder, falder Europas eneste mulighed for at stå op imod arbejdsgivernes og bankernes stigende magt over lønmodtagere og eksisterende demokratiske fællesskaber. Derfor bør Enhedslisten arbejde for at demokratisere EU, ikke for at afvikle det
  • Hvorfor er nye EU-kritiske bevægelser ikke slået igennem i Danmark?

    26. januar 2017
    Alternativet og Enhedslisten har knyttet sig til de to forskellige EU-kritiske grupper DiEM25 og Plan B. Men selvom grupperne henvender sig til de mange danskere, der er utilfredse med EU, har de endnu ikke gjort sig bemærket i den brede befolkning
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Henriksen
Ole Henriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Selvfølgelig kan EU demokratiseres, selvfølgelig kan de europæiske institutioner anvendes som ramme til at forkaste den ordoliberale ortodoksi og føre en mere retfærdig økonomisk politik, regulere og beskatte internationale (finans)kapitalstrømme på tværs af nationalstatslige grænser, effektivt bekæmpe skattely og imødegå skattekonkurrence, bekæmpe klimaforandringernes konsekvenser og afværge en planetarisk klimakatastrofe, finde en fornuftig fællesløsning på flygtningekrisen, osv.'

Det er og bliver patetisk at man siden indmeldelsen i EF (som det hed dengang) i 1972, skal høre på at tilhængerne af det uhyre mener, at det kan 'demokratiseres etc., etc., etc.'

Så gør det dog for f..... Det har vi jo bedt om lige siden.

Så længe El (og få andre) står alene med det ønske, kommer det naturligvis ikke til at ske. Derfor er der kun en UD-vej.

'Én ting er dog sikkert: Vi kan i realiteten ikke løse ét eneste af de grænseoverskridende problemer uden et bindende fællesskab i Europa.'

De grænseoverskridende problemer, er jo kun grænseoverskridende fordi EU har sikret åbne grænser (er det i øvrigt ikke noget af en selvmodsigelse?). Så dermed bliver 'argumentet', hvis det overhovedet kan kvalificeres som sådan, tautologisk. Så selvfølgelig kan vi løse det, især fordi vi via forskellige - andre - internationale aftaler har et netværk af alliancer, som kan hjælpe os. - Og dem kan vi med fordel udbygge og så i øvrigt arkivere EU.

Malte Frøslee Ibsen

Hej Kurt

Dit modargument er - hvis jeg forstår det rigtigt - at EUs åbne grænser ene og alene har skabt klimaforandringerne, den globale kapitalmobilitet, skattely, og flygtningekrisen? - Jeg ved godt, det sikkert er gammel vane fra din side at give EU skylden for alt ondt i verden, men du kan forhåbentlig godt høre, der er noget, der ikke stemmer.

"Så gør det dog for f..... Det har vi jo bedt om lige siden." - Gør det selv, i stedet for at "bede" andre andre om at gøre det; det er jo hele pointen med indlægget. Hvis ikke du og jeg gør det, er der ingen der gør.

Malte Ibsen

Jeg beklager, at jeg ikke har udtrykt mig præcist nok, så:

Nej, jeg mener ikke at 'EUs åbne grænser ene og alene har skabt klimaforandringerne, den globale kapitalmobilitet, skattely, og flygtningekrisen'.

Jeg mener, at vi har afgivet suverænitet til EU og dermed mistet kontrol over, hvad vi kan beslutte suverænt selv.

Så mit modargument - om du vil - er at 'klimaforandringerne, den globale kapitalmobilitet, skattely, og flygtningekrisen' ikke er blevet håndteret af EU, samtidig med at vi har gjort det umuligt for os selv, selv at håndtere disse udfordringer på egne vegne.

Jeg ved ikke om du er klar over at vores styreform her i landet er det man kalder 'repræsentativt demokrati' (hvad det er i EU aner jeg ikke)? Men det betyder, at jeg gør mit bedste indenfor rammerne af dette demokrati - herunder landets lovgivning - for at sikre mig selv bedst og mest mulig repræsentation i bl.a. Folketinget (og EU-parlamentet). Den arbejdsfordeling det indebærer er jeg for så vidt godt tilfreds med, men det forhindrer mig jo på ingen måde i at deltage i debatten om - dette og hint.

Så dit forslag om at jeg skal gøre det selv, har jeg p.t. valgt at overlade til min parlamentariske repræsentation.

Men jeg må da tilstå, at dit argument er interessant bl.a. i den forstand at du så åbenbart har valgt ikke at gøre noget ved de udfordringer der 'har skabt klimaforandringerne, den globale kapitalmobilitet, skattely, og flygtningekrisen'.

Så det er åbenbart din skyld - eller hvad?