På tværs af det økonomiske etablissement

De få kvadratmeter på Jesper Jespersens kontor er fyldt med bøger fra gulv til loft – de har indtaget den lille sofa med de lyserøde puder, fylder i vindueskarmen blandt brugte kopper og er stablet på den hjørnestol, han har arvet fra sin embedsmandsfamilie.

En stor del af bøgerne handler om økonomen John Maynard Keynes. Kun et mørkebrunt, højt ur – et arvestykke – har fået lov at røve en hyldemeter vægplads fra bøgerne og bunkerne af spredte foldere om økonomiske debatarrangementer og konferencer.

»Man skal ikke kun balancere betalingsbalancen og de offentlige budgetter, men også kaffen,« griner Jesper Jespersen, der med lidt besvær vikler et par fyldte kaffekopper ud af de lange, tynde fingre og ned på et rundt bord – også et arvestykke.

Jesper Jespersen har været Keynes-tilhænger i over 40 år, men i de seneste år har nedskæringer helt bogstaveligt halveret størrelsen på hans kontor og sendt ham på halv tid som professor og underviser i økonomi på Institut for Samfund og Erhvervsøkonomi på Roskilde Universitet.

For at få RUC-ledelsens økonomiske kabale til at gå op uden fyringer gik Jespersen og flere andre sidste år med til færre timer, hvor han i samme ombæring skrev under på at aftræde i sommeren 2017.

»Kan vi nu være sikre på, vi slipper af med Jesper,« mumler han sarkastisk om ledelsens planlægning, mens han slukker for den klassiske musik i radioen og finder flere bøger frem, nogle af dem er hans egne.

Mange har titler med ordene ’krise’ eller ’virkelighed’, og han kalder konsekvent den økonomiforståelse, han tror på, for realisme.

Jesper Jespersen er med sine 68 år en kontroversiel person i økonomiske kredse, hvor han har brugt årevis på at kritisere det, han i Finansministeriet, på Christiansborg, i den offentlige diskurs og på universiteterne anser som en »overdrevet vægt på generelle ligevægtsmodeller«.

»Journalister siger tit til mig: ’Jesper, nu er du jo uden for skiven, det kan vi ikke bruge til noget. Det kan vi ikke få ind’.«

For jo, han ved godt, at han bevæger sig på kanten, men han vil gerne påvirke den økonomiske kurs og tilføjer om sine seneste oversættelser af bøger til engelsk, at han jo har »meget mere gennemslagskraft uden for Danmark«.

Kontroversiel figur

Som dansk økonomis enfant terrible har Jesper Jespersen brugt det meste af sin tid på at undervise, skrive bøger og deltage i debatter i stedet for at udgive forskning i økonomiske tidsskrifter.

Som underviser i økonomi bruger han delvist samme pensum som på øvrige danske universiteter. Men de studerende på Roskilde Universitet får ofte en sidebemærkning med om, at verden kun hænger sammen i de pågældende teorier og modeller, »hvis altså man er neoklassisk økonom«.

Underforstået: Det er Jesper Jespersen bestemt ikke. Han er i stedet gået tilbage til en oprindelig læsning af Keynes’ konklusioner om, at der er en iboende ustabilitet i det økonomiske system, der ofte vil køre fast i ubalance som arbejdsløshed, men hvor en ydre kraft, som statslig regulering, kan opbløde den tilstand.

»Økonomi er jo ikke naturvidenskab. Vi kan ikke måle os frem til, hvad der bestemmer arbejdsløsheden. Når man er på kanten af skiven, vil de fleste sige, at ’det er jo fordi, du har en anden politisk reference, Jesper’. Men jeg synes jo, at når man kigger ud af vinduet og på de officielle statistikker, så holder modellerne ikke.«

Lidt tidligere på dagen har han været igang med fire timers undervisning i et lavloftet rum med 14 studerende. Her morer han sig øjensynligt over grafernes fremstilling af den virkelighed, han har brugt sit liv på at komme nærmere.

»Full stop,« siger han, når et argument er ført til ende, og viser med begge hænder i skulderbredde, at der er sat punktum.

Da en elev spørger til hans anbefalinger om det monetære samarbejde i EU, henviser han begejstret til sin egen bog The euro, why it failed og afslutter derefter undervisningen med:

»Næste gang taler vi om vækst. Hvordan skaber vi det, og skal vi overhovedet have det?«

Pendulet svinger

Allerede i 1999 skrev Aarhus-økonomen Torben M. Andersen en stærkt kritisk anmeldelse af Jespersens bog Økonomi og virkelighed, hvis budskab blandt andet var at sætte miljø- og arbejdsløshed øverst på den politiske prioriteringsliste.

Ifølge Torben M. Andersen argumenterede Jesper Jespersen i bogen ud fra en »neoklassisk stråmand som repræsentant for, hvad økonomisk teori har at byde på, og på en sådan måde, at selv den mest træge læser kan se det tåbelige herved«.

Den samme kritik lyder fra økonomiprofessor Henrik Jensen fra Københavns Universitet, der ser Jesper Jespersen som en slags populistisk sejrherre, der med bøger og debat frem for videnskabelige artikler har formået at »dirigere debatten« og overbevise særligt Politiken- og Information-segmentet om, at alle andre økonomer går ind for ligevægtsmodeller og i øvrigt er én stor enig masse.

»Han er mere en prædikant end videnskabsmand,« siger Henrik Jensen, som i øvrigt kalder Jespersen for et utroligt flinkt menneske.

’Polemisk i sin debatform’

Også Steen Bocian, en af Danmarks mest citerede og indflydelsesrige økonomer, giver Jesper Jespersen æren for at opstille stråmænd om ’de liberale økonomer’.

»Han er jo polemisk i sin debatform og meget god til at komme i medierne. Men der er en grund til, at han ikke repræsenterer majoriteten,« lyder det fra cheføkonomen i Dansk Erhverv.

RUC-kollegaen Peter Nielsen vil ikke kalde Jesper Jespersen populist i »negativ forstand«, men hellere »folkelig« og derudover rettelig indigneret over, at dansk økonomi er domineret af professorer, der er »godt og vel enige om stort set alt«.

En anden kollega, lektor Mogens Ove Madsen fra Aalborg Universitet, vil hellere kalde Jespersen for »Keynesk« med stort K. Sammen har de arrangeret postkeynesianske konferencer, og Mogens Ove Madsen ser Jesper Jespersen som en slags parallel med Keynes i 30’erne.

»På den måde kommer man nemt på tværs af det økonomiske establishment. Han har ofte et andet synspunkt end de etablerede økonomer, og der bruger journalister ham tit som en, der kan levere en alternativ vinkel.«

Peter Nielsen er lektor og forsker i samfundsøkonomi ud fra den videnskabsteoretiske retning ’kritisk realisme’. Han ser Jesper Jespersen som en utrættelig forsker af den gamle skole, der skriver bøger, debatterer og underviser frem for at fokusere ensidigt på økonomiske tidsskrifter, der ifølge ham alligevel ofte er »ekstremt biased« i forhold til at udgive kritiske perspektiver:

»Tiden er gået ham imod, fordi de synspunkter, han repræsenterer, var fremherskende i 70-80’erne.«

Jesper Jespersen medgiver også selv, at han i 70’erne troede, at den diskurs og tænkning om økonomi ville fortsætte.

Men tiderne skifter, og mens de kloge i slutningen af 70’erne alle sammen skulle være »munkemarxister med hånden på Kapitalen«, har den neoklassiske økonomi ud fra Jesper Jespersens perspektiv taget over og domineret vækstforståelsen og modellerne i Finansministeriet.

Dengang blev han og de andre Keynes-tilhængere kaldt »borgerlige« af marxisterne fra RUC, mens han nu selv arbejder på RUC og af kritikere anses for at være venstreorienteret.

»Men« siger han, »mange tror måske også, at den neoklassiske diskurs vil fortsætte. Det vil den ikke. Det store pendul svinger,« siger Jespersen og smågriner under det hvide overskæg.

Krise-økonom

Der har da også i de seneste år været tegn på, at de økonomiske vinde efter finanskrisen er blæst i Jesper Jespersens retning. I dag vil flere partier i Folketinget, både Enhedslisten, SF og Alternativet, åbent ændre de økonomiske modeller i en mere grøn eller mere social retning, og i USA går Donald Trump ind for en økonomi, hvor store infrastrukturprojekter via politisk indblanding skal skabe arbejdspladser.

»Han har forståeligt nok fået nemmere ved at trænge igennem efter finanskrisen, hvor flere sætter spørgsmålstegn ved de økonomiske modeller,« siger Peter Nielsen.

Jesper Jespersen har også været gæst hos Alternativet, som han har givet en peptalk om præmisserne for ligevægtsmodeller.

»De lyttede med betydelig interesse til problemerne med modellerne, og hvordan en række af de forhold, der nu ser ud til at optage vælgerne, som miljø, ulighed og den finansielle sektor, slet ikke er inddraget.«

Han har sagt i et tidligt interview i karrieren, at »jeg er sådan én, man henter, hvis man skal have kritik af the establishment«, og han kan godt selv se, at han »i stigende grad« har fået medvind efter krisen. Det er bare ikke første gang.

Jesper Jespersen er udmærket klar over, at han i visse kredse provokerer, og han kender udmærket kritikken af hans fremstilling af mainstream-økonomien som en stråmand:

»De kigger opgivende på mig og siger: ’Jesper kender slet ikke sin neoklassiske teori, han fremstiller det alt for simpelt.’ Men det er jo mere essensen, af det, de siger. Det centrale. Og i deres samlede billede af samfundsøkonomien, uanset om du spørger Joachim B. Olsen eller Arbejdernes Erhvervsråd, er de modelmæssigt enige om, at vi bevæger os mod en ligevægt, selvom der går lang tid.«

Ingen ønsker om et videnskabeligt korthus

Jesper Jespersen tager et tyndt, ternet tørklæde om halsen og finder en buket blomster frem i en hvid plasticpose.

Han skal til begravelse ved en ældre mentor og taler i det hele taget meget om betydningen af den ældre generation af økonomer, både blandt de økonomiske vismænd og fra Det europæiske Universitet i Firenze, hvorfra han har sin Ph.D.-grad. For ham repræsenterede de en akademisk åbenhed, som for alvor satte gang i hans udvikling.

»Jeg er blevet opmærksom på, at man ikke kan ændre en supertankers kurs fra det ene år til det andet. Men hvis man ikke forsøger, når nu den økonomiske virkelighed vitterlig har ændret sig, så støder man på grund, og det er netop, hvad der er ved at ske i øjeblikket. Og det er foruroligende,« siger han.

– Hvad er det for en supertanker?

»Det handler om at dreje en fagdisciplin og et fagligt paradigme. Jeg ville ønske, supertankeren var lidt lettere at dreje, men samtidig skal en videnskabelig tradition jo ikke kunne pustes ned som et korthus. Ligesom da Bjørn Lomborg kom og sagde ’bøh’ til miljøvidenskaben, og den nærmest imploderede. Fordi de ikke havde været selvkritiske nok undervejs.«

Han beskriver udsigten til at aftræde i sommeren 2017 som en guillotine, der hænger over hans hals.

»Nu er det spændende at se, om RUC fortryder,« siger han og tilføjer, at han har indgået en aftale med Aalborg Universitet om i tre år at fortsætte som sjettedelsprofessor to måneder om året.

Som sidste »bedrift«, som han kalder det, er han i gang med at forberede oversættelsen af sin teorihistoriske biografi om Keynes til engelsk.

»Hvis man ser på antallet af artikler, kan man tælle dem på to hænder, men i stedet har jeg brugt meget tid på at kommunikere med publikum og skrive i aviser og ikke alt for højtravende tidsskrifter. Men når man skal gøre boet op, vil der være mine tre engelske bogudgivelser, som har blivende værdi.«