Læsetid: 17 min.

Da porten til Europa lukkede

Lesbos blev i 2015 et ikon på flygtningekrisen og porten til Europa for hundredetusinder flygtninge og migranter. Men efter aftalen med Tyrkiet er øen i stedet blevet et permanent opholdssted for flygtninge og migranter, der hverken kan komme videre op igennem Europa, eller tilbage hvor de kom fra. Situationen på øen har ifølge frivillige forvandlet sig til en stille katastrofe. Men aftalen med Tyrkiet har også været effektiv. Antallet af flygtninge, der tager til Grækenland, er nedbragt med 79 procent, og færre mennesker dør på havet
Familien al-Katip har boet i Pikpa, Lesbos’ tredje flygtningelejr i fem måneder. Lejren er for særligt sensitive eller udsatte flygtninge, og familien har boet her, fordi Nisreen har gennemgået en maveoperation

Familien al-Katip har boet i Pikpa, Lesbos’ tredje flygtningelejr i fem måneder. Lejren er for særligt sensitive eller udsatte flygtninge, og familien har boet her, fordi Nisreen har gennemgået en maveoperation

Sille Veilmark

11. februar 2017

Syreren Rafat al-katip er gået om bag sin træhytte. Han står med hænderne i lommen og kigger ud igennem et hegn på Det Ægæiske Hav. Gennem morgendisen kan han fra flygtningelejren Pikpa på det sydlige Lesbos skimte hvide skumtoppe på bølgerne. Rafat al-katip tager sin hånd op af lommen på sin brune silkepyjamas med lilla prikker.

»Det var bag den bakke,« siger han og peger i retning af det sted, han for fem måneder siden blev bjærget i land sammen med sin kone og to børn. Mariam på otte år og Omar på fire.

Da familien ankom til Lesbos den 20. august 2016, var det anden gang, at de forsøgte at krydse havet mellem Tyrkiet og Grækenland. Første gang sank båden ud for Tyrkiets kyst, og de blev samlet op af et tyrkisk skib og sejlet tilbage, hvor de kom fra. I andet forsøg kom den overfyldte båd et stykke længere. Langt nok til, at flygtningene denne gang blev samlet op af den græske kystvagt.

Der lyder børnestemmer inde fra hytten, og Rafat al-katip vrider sig ud af den trance, han ofte falder i, når han er alene.

»Mariam og Omar elskede at svømme i Syrien, men siden vi kom til Grækenland, har de ikke turdet  nærme sig havet,« siger han.

Inden familien steg op i gummibåden, velvidende  at flere tusinde har mistet livet på den farefulde rejse over Det Ægæiske Hav, fortalte menneskesmuglerne Rafat al-katip, at de højst skulle blive på Lesbos i tre dage. Herefter kunne de få lov til at rejse videre mod deres drømmedestination, Holland.

Men da de kom i land på øen, blev de konfronteret med de nye regler, der skal styrke EU’s ydre grænser og afholde flygtninge fra at sejle over havet. De fik at vide, at de ikke måtte rejse videre til fastlandet. Siden har de boet i en lille hytte på den nordlige del af Lesbos, mens de venter på at få afgjort, om de kan blive genbosat i Europa, skal blive i Grækenland eller må tilbage til Tyrkiet.

Et ikon

I sommeren 2015 blev Lesbos et ikon for flygtningekrisen. Bådflygtninge ankom til øen i tusindvis. Den populære ferieø blev forvandlet til en myretue af sårede mennesker, redningsarbejdere og journalister fra hele verden.

Men de flygtninge, der jublende nåede i land på den græske kyst, ville ikke blive i Grækenland. For dem var Lesbos kun porten til Europa, og efter få dage gik de om bord på færgen til Athen for at komme til Sverige, Tyskland, Norge eller Danmark.

I dag er Lesbos ikke længere en transitø, og porten til Europa er lukket. I de to første uger af januar i år har de græske øer modtaget 511 flygtninge fra Tyrkiet – 79 procent færre sammenlignet med samme tid sidste år.

Omar og Mariam venter på morgenmad. Den består af ovnbagt lyst brød med ost og olie på toppen

Sille Veilmark

Det er aftalen mellem EU og Tyrkiet, der blev indgået i marts 2016, der har vist sig at være effektiv: Flygtningestrømmene er taget kraftigt af, færre dør på havet og der er kommet bedre styr på registrering af de mennesker, der trods den øgede grænsekontrol når til Europa.

»Vi oplever, at der er langt bedre styr på de flygtninge, der ankommer, fordi vi får registreret dem alle. Aftalen med Tyrkiet og lukningen af Balkanruten har helt klart styrket grænsen,« siger talsmanden for det europæiske grænseagentur, Frontex, Izabella Cooper.

Netop derfor mødtes EU’s topledere i Malta i sidste uge for at diskutere, om man kan lave lignende aftale med Libyen, som i øjeblikket er det land, hvor flest flygtninge og migranter går om bord i bådene til Europa. I forbindelse med topmødet udtalte statsminister Lars Løkke Rasmussen til DR:

»Det er lykkedes at få lukket vest-balkanruten ned i en aftale med Tyrkiet, som er en succes. Det er det samme, der skal anspores til nu. Det vil være en bumlet vej, men alternativet er at sætte sig ned og vente. Det vil være det samme som at give op over for det, der presser Europa.«

Succes eller fiasko? 

Det er dog ikke alle, der har betegnet aftalen mellem EU og Tyrkiet som en ’succes’.

Direktøren for Amnesty International i England, Kate Allen, kaldte den 18. marts 2016 for »en mørk dag for flygtningekonventionen, en mørk dag for Europa og en mørk dag for menneskeheden« med henvisning til aftalen mellem EU og Tyrkiet.

Også Red Barnets generalsekretær, Jonas Kleiding Lindholm, var kritisk og udtalte til denoffentlige.dk, at de såkaldte hotspots, der fungerer som registrerings- og detentionscentre for flygtninge på de græske øer, er »imod vores egne principper og i strid med både europæisk lovgivning og menneskerettighederne«.

Izabella Cooper fra Frontex medgiver, at der er udfordringer ved aftalen med Tyrkiet.

»Lige nu kæmper vi med indkvarteringen på øerne. Der er stadig brug for støtte fra alle medlemsstater i Europa, hvis Grækenland skal kunne håndtere situationen,« siger hun. 

I dag bor der ifølge det græske politi 5.209 flygtninge på Lesbos. Siden aftalen er der kommet omkring 17.500 migranter til de græske øer. Af dem har de græske myndigheder kun sendt 748, heraf 95 syrere, tilbage til Tyrkiet, selv om aftalen siger, at alle, der ikke har grundlag for asyl, skal sendes tilbage.

Det skyldes, at de græske domstole i mange sager har vurderet, at det er ulovligt at sende migranterne tilbage, fordi Tyrkiet betragtes som et usikkert land, hvor syriske flygtninge er blevet skubbet tilbage over grænsen til det borgerkrigsramte land.

Derfor hober flygtningene sig op på øer som Lesbos. De kan hverken komme frem eller tilbage.

Ifølge områdekoordinator for Læger uden Grænser på Lesbos, Achilleas Tzimos, har situationen på øen ikke længere den dramatiske appel, som tiltrak opmærksomhed og hjælp udefra for et år siden.

»Nu ser vi til gengæld en langsomt opbyggende og stille katastrofe. Der er intet lys for enden af tunnelen for de her mennesker. For et år siden blev folk glade og lettede, da de kom til Grækenland. I dag bliver de deprimerede,« siger han.

Frivillige mødes

Dagen forinden samler omkring 30 frivillige sig på en restaurant, der ligger helt nede ved vandet på den nordlige del af Lesbos, Det er her, de fleste både kommer i land. Ved siden af restauranten ligger en flad gummibåd med en sø af regnvand i bunden. Et par orange redningsveste flyder rundt på overfladen.

Eric Kempson træder ind ad døren på restauranten, hvor Leon Margaris fra UNHCR og to kvinder fra Frontex allerede sidder. Eric Kempson er englænder og har boet på Lesbos i 16 år. Siden 2015 har han sammen med sin kone dedikeret sit liv til at hjælpe flygtninge, der går i land på Lesbos.

Han får de andre i sving med at samle bordene i cafeteriet til et stort rundbord i midten. Imens ankommer et hold af frivillige med orange refleksjakker, de kalder sig Lifeguard Hellas Guard.

Rafat henter børnene hjem i tre graders aftenkulde. De har leget med lejrens andre børn, men nu er det blevet sengetid

Sille Veilmark

Eric Kempson har taget tre flygtninge fra øens største hotspot Moria med til mødet. På det seneste møde forsvarede UNHCR forholdene i lejren, der ellers har været hårdt kritiseret af NGO’er og frivillige. Eric Kempson mener, at flygtningene også skal have en stemme i debatten, og derfor er de kommet med i dag.

Marmouth fra Afghanistan, der ikke vil have sit efternavn i avisen, får ordet. Han rejser sig op og siger, at UNHCR er den mest ubrugelige organisation af dem alle.

Han fortæller om kulde, dårlig mad, mangel på varmt tøj og varme bade og konflikter mellem beboerne i Moria. De andre frivillige sidder tavse, et par nikker alvorligt. Tunge regndråber slår mod restaurantens bliktag.

»I siger hele tiden, at I ikke kan gøre noget,« siger Marmouth henvendt til Leon Margaris, som kigger ud i luften og tænder en cigaret. Han vil ikke kommentere på forholdene i EU’s hotspot, siger han, selv om UNHCR bistår de græske myndigheder i driften af lejren.

Tålmodigheden slipper op

EU’s hotspots er siden aftalen med Tyrkiet den 18. marts 2016 gået fra at være åbne, midlertidige registreringssteder til at være lukkede detentionscentre. I øjeblikket bor 4.063 flygtninge, og dermed størstedelen af flygtningene på øen, permanent i Moria. Reelt har lejren kun kapacitet til 1.500 mennesker boende i et begrænset antal dage.

En tredjedel af beboerne, inklusiv Marmouth, bor i sommertelte, sover på jorden og har kun et tyndt tæppe til rådighed.

I november døde en 66-årig kvinde og en seksårig pige under en brand efter et gasudslip i lejren. Og i begyndelsen af januar måtte flere af lejrens beboere evakueres på grund af en kraftig snestorm.

Men dødsfaldene bliver ved med at ramme Moria. I den sidste uge af januar mistede en 22-årig egypter år livet. Han blev fundet død i sit telt, tilsyneladende på grund af kulde. Senere samme uge døde en 46-årig syrisk mand af giftige dampe fra et improviseret komfur. Og sneste er det blevet bekræftet, at også en 20-årig pakistansk mand er død i lejren.

Marmouth har sat sig ned igen. I stedet har den nigerianske politibetjent Kingsley, der også bor i Moria, rejst sig ved rundbordet. Han når lige at sige, at han tror, at det, der foregår i lejren, har til formål at få flygtningene til at rejse tilbage til deres hjemland, da han bliver afbrudt.

En stor kvinde, der kommer fra det græske lægehold WAHA, tager ordet.

»Det nytter ikke noget, at vi bliver ved med at tale og tale. Vi ved godt, hvad der foregår i lejrene, og hvordan de ser ud. Vi bliver nødt til at handle,« siger hun.

De frivillige rundt om bordet begynder at snakke i munden på hinanden. Nogle mener, at der er brug for at blive ved med at tale om det. Andre synes, at de bare skal handle – spejde efter både, yde førstehjælp og lægehjælp, donere tøj og uddele varme tæpper. Andre peger på, at problemet er, at de, der virkelig kan handle og forbedre forholdene – politikerne og myndighederne – ikke lytter.

»Det er tredje vinter, det her foregår, og der er ingen ende på det,« siger Eric Kempton.

Leon Margaris slår ud med armene.

»Problemet er, at den græske regering ikke giver os nok penge.«

Eric Kempton indskyder, at det ikke kun er den græske regering, men alle medlemsstater i EU, der har et ansvar.

Selv om alle rundt om bordet arbejder hen imod det samme mål: at redde flest mulige liv og hjælpe flygtningene til en bedre tilværelse, er der en dårlig stemning blandt de frivillige i rummet.

Leon Margaris’ tålmodighed er brugt op. Han har samlet sin notesbog, kalender, telefon og cigaretter i en bunke og ligner en, der er ved at gå.

»Moria er noget rod,« siger han og rejser sig fra stolesædet.

»Det er alt for småt, og der er alt for mange mennesker derinde. De mennesker vil altid lide. Der er for lidt plads og for mange mennesker, uanset hvad vi gør.«

Han sætter sig ned igen, men mødet er brudt op. Folkene fra Hellas’ redningshold tager deres orange refleksjakker på og går udenfor i blæsten.

Sager hober sig op

Da Information beslutter sig for at tage til Lesbos, forsøger vi at få tilladelse til at komme ind i Moria. Men vi bliver nægtet adgang, ligesom de fleste journalister, der har forsøgt at få medietilladelse, siden hotspottet blev til et permanent opholdssted for flygtninge.

Ude foran indgangen til lejren har frivillige bygget en lille improviseret café af plastik og presenninger. Det er næste kun mænd, der sidder derinde og drikker kaffe, mens de oplader deres telefoner. De vil alle sammen gerne tale med Information og fortælle deres historier. De er harme over, at de ikke kan vise forholdene i Moria frem.

»Medarbejderne burde fortælle EU’s medlemslande, hvordan forholdene er. Men de må ikke tage billeder. Nogle gange bliver jeg i tvivl, om vi er i Europa. Jeg troede, her var ytringsfrihed og menneskerettigheder. Men vi bliver ikke behandlet værdigt,« siger en 46-årig mand fra Eritrea, der gerne vil være anonym.

For et år siden flygtede han fra Eritrea og var i månedsvis under jorden i Sudan, indtil han rejste videre til Europa. Han har boet i Moria i et halvt år.

Når flygtninge ankommer til Lesbos, sendes alle til Moria for at blive registreret. Herefter overflyttes de fleste syriske flygtninge til en mindre og bedre camp Kara Tepe, mens flygtninge eller migranter fra andre nationaliteter må blive i Moria.

Manden fra Eritrea tager sine personlige dokumenter frem, som ligger foldet sammen i baglommen på hans bukser.

»De siger, at vi alle sammen kan få behandlet vores sag. Men de har udskudt min første interviewsamtale tre gange,« siger han modfaldent og viser de breve, hvori der står, at de græske myndigheder »med beklagelse« må udskyde hans asylinterview.

Fordelingen af EU’s kvoteflygtninge til EU-landene og dermed alle sager om asyl foregår efter aftalen med Tyrkiet på de græske øer. I september lød det fra EU’s asylstøttekontor EASO, at der var brug for tre gange så mange sagsbehandlere, hvis de skulle have mulighed for at behandle de flere end tusinde sager om asyl. Og igen i december anmodede EASO om at øge antallet af sagsbehandlere på øerne, der udsendes af medlemslandene, fra 39 til 100.

Nisreen og Mariam hvisker under et trylleshow, som en af de frivillige arrangerer i deres hus. Omar vil gerne ud og lege i en af de andre frivilliges bil

Sille Veilmark

Derfor må mange, ligesom manden fra Eritrea, vente i månedsvis, før deres asylsag overhovedet kan begynde.

Hassan, der er flygtet fra Mosul i Irak, sidder på en europalle i ’caféen’. Han er 29 år, har højt hår, der holdes oppe af gele, en lyserød sweatshirt og øreringe i ørerne. Hans kone og tre børn er inde i lejren, hvor familien har boet i fem måneder. Ligesom eritreeren er familien heller ikke blevet indkaldt til en samtale endnu.

Hassan tager sin telefon frem og viser billeder fra lejren. Der er fotografier af tynde telte, oversvømmede toiletter, skrald, der flyder, hans egne børn, der leger i mudder, og et lille barn, der ligger på et teltgulv og sover. Det næste billede på telefonens display er et familieportræt med Hassans bror og forældre iklædt festtøj taget i Irak. Han scroller videre.

På jorden i en mørkerød pøl ligger hans brors afhuggede hoved lidt væk fra resten af kroppen. Man kan stadig genkende broderens ansigtstræk fra det forrige billede.

»Det er min dokumentation for, at vi flygtede fra Islamisk Stat,« siger Hassan.

Hverdag i Moria

Fem græske uniformerede militærmænd med hjelme, knipler, geværer og skjolde patruljerer ude foran Moria og dukker op hvert 10. minut, når de har taget en runde langs lejrens pigtrådhegn. Vi beslutter os for at følge i deres fodspor.

Vi går op ad en jordvej langs et vandløb. Tøj og tæpper er blæst op i de skarpe razorblades på hegnet og har sat sig fast. Der lugter af tis. En kat stikker sin snude ud igennem hegnet. Den sidder under en presenning, der er kastet ud over to orange tomandstelte, der ligner dem, man kan købe på Roskilde Festival.

Lidt derfra forsøger en mand at få gang i et lille bål. Han sidder på hug omringet af skrald, mens en mørkegrå røg stiger op mellem teltene.

Lejren er placeret midt i en olivenplantage, der strækker sig over bakker, og på toppen kan man se havet og hele vejen til Tyrkiet. På den anden side af pigtråden ligger efterladenskaber, fra dengang lejren var åben og flygtninge slog sig ned i plantagerne, inden turen gik videre til fastlandet.

Sporene fra de utallige bådflygtninge er med tiden blevet fjernet fra Lesbos’ kyst. De tusinder af redningsveste falmer nu i stedet blandt græssende geder, langt oppe ad en hullet grusvej nær byen Mithmina

Sille Veilmark

Et sted i hegnet har en gruppe pakistanere lavet et hul, og fem mænd er kravlet igennem. Nu sidder de i det fri på bakken og spiser karryris.

»I dag har vi besluttet os for at tage teltene ud og rense dem for mudder,« siger en ung pakistaner. Han peger ind gennem hegnet på et blåt nylontelt. Vinden har revet oversejlet løs. Her har han og fire andre pakistanere sovet i syv måneder.

En 20-årig mand fra Bangladesh og hans ven, der også har boet i lejren i syv måneder, siger, at de vil tage tilbage til deres hjemland.

»Her lever vi som dyr,« siger den 20-årige.

Længere oppe langs hegnet står en lille dreng med sin far i hånden og kigger på en bobcat, der er ved at plane jorden til et plateau, hvor nye telte skal slås op. På hjørnet står en græsk politimand og holder vagt.

Nyt Europa

De nye forhold på de græske øer er en af grundene til, at Læger uden Grænser i foråret valgte at trække sig ud af det officielle hjælpearbejde og al aktivitet i Lesbos’ hotspots. Ligesom Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp, Oxfam, the International Rescue Committee (IRC) og The Norwegian Refugee Council (NRC) gjorde det.

»Da flygtninge begyndte at komme i hobetal i 2015 kom det bag på os alle. Det var en nødsituation, som alle forsøgte at reagere på, på bedst mulig vis,« siger områdekoordinator for Læger uden Grænser, Achiellas Tzimos.

»Men sådan er det ikke længere. Myndighederne har haft tilstrækkeligt med tid til at stille fair forhold op. Der diskuteres udelukkende, hvordan vi kan gøre en officiel camp, der er utrolig problematisk og inhuman, en lille smule bedre.«

Læger uden Grænser har i stedet åbnet en lægeklinik, der tager sig af mentale og kroniske sygdomme blandt flygtninge på øen. Ifølge Læger uden Grænser huser lejrene mange syge mennesker, som ikke burde bo der.

»De burde flyttes til veludstyrede hospitaler med langt mere kapacitet, end der er på øen. Vi ser mange mennesker, hvor det absolut ikke er forsvarligt at lade dem sove i telt,« siger han.

Achiellas Tzimos mener, at Europa er ved at ændre sig.

»Vi har frivillige her på øen, som har arbejdet i Mellemøsten og Afrika, hvor situationen er lige så slem. Det, der gør dem kede af det og vrede ved at arbejde på Lesbos, er, at det er Europa. Vi er ikke vant til at se sådan noget finde sted på vores eget kontinent,« siger han.

— Men færre dør på rejsen herover – på den måde er aftalen vel en succes?

»Det kan godt være, at der er færre, der dør på denne rute. Men der er flere, der lider, og der er til gengæld mange flere, der dør på ruten fra Libyen til Italien,« siger han.

I 2016 steg antallet af migranter, der rejste over Middelhavet fra Libyen til Italien med 20 procent. Omkring 180.000 migranter tog til Europa ad denne rute, og 3.800 døde på vejen.

Frontex medgiver, at et stigende antal flygtninge og migranter tager ruten fra Libyen til Italien. Men ifølge talsmand Izabella Cooper er det ikke flygtninge fra Syrien, Afghanistan og Irak, som før har taget turen til Grækenland, der nu bliver presset ud på andre ruter. Det er derimod migranter fra Nordafrika og lande syd for Sahara.

»Vi har ikke dokumentation for, at flere mennesker tager til Europa via Libyen, fordi Balkanruten er lukket,« fastslår hun.

Færgen til fastlandet

Ved havnen i Mytilini ligger et krigsskib for anker. Efter snestormen i januar, hvor flere telte i Moria knækkede sammen under sneen, blev skibet sat ind for midlertidigt at huse 116 flygtninge.

To mænd fra Congo står i morgensolen og hænger på rampen op til skibet. Den ene tænder for musikken på sin mobiltelefon og begynder at danse på rampen, mens to camouflageklædte militærmænd går frem og tilbage foran skibet.

»De forsøger at sende os tilbage til Tyrkiet,« siger Bernhard fra Congo, der ikke ønsker at oplyse sit efternavn, og hentyder til de græske myndigheder.

»Men ingen her vil tilbage. Vi vil videre op i Europa,« siger han.

Bag skibet ligger en kæmpestor færge og vugger i havnen. To gange om dagen sejler den til Athen. Mens den bliver fyldt, bliver det store havneområde spærret af og bevogtet af militæret.

En græsk betjent, der står og holder vagt på havnen, forklarer, at de hver dag fanger flere flygtninge i færd med at prøve at gå om bord på færgen til fastlandet.

Lang ventetid

Tilbage hos Rafat al-Katip er dagen så småt ved at begynde. Rafats kone Nisreen og deres to børn ligger i en stor seng i hjørnet af den lille hytte, som familien bor i. Omar gemmer sig under sin mors dyne og Mariam putter sig i fodenden.

Da familien ankom til Grækenland, fik den otteårige Mariam en ny veninde ved navn Melac. For en måned siden fik hendes familie lov til at komme til Athen, og Mariam har ikke set hende siden. Hun bliver ved med at spørge sin mor og far, om de ikke også kan gå om bord på færgen og finde Melac igen.

»Jeg ville ønske, jeg kunne sige ja,« siger faderen.

Nisreen rejser sig op og fjerner et håndklæde for vinduet over sengen. Det holder kulden ude om natten, men nu skal der frisk luft ind i hytten. 

Omar sætter sig søvndrukkent op og kigger på sin mor, mens Mariam vender sig om på maven og tager en pude over hovedet. 

Familien er nogle af de få heldige, der ikke skal bo i de overfyldte teltlejre. De bor i stedet i en lejr drevet af frivillige og NGO’er for sårbare familier og flygtninge, fordi Nisreen Al-katip for en måned siden blev opereret i maven. Selv om hyttten kun har et rum på under 20 kvadratmeter, er det bedre end lejrene, som familien boede i den første måned.

Omar og Mariam får besked på at gå ud på de fælles toiletter og vaske sig. Nisreen følger efter og lader faderen alene tilbage i hytten. Fra vinduet kan man høre bølgerne og lyden af et baskethold, der træner i hallen ved siden af.

Rafat al-Katip har tændt en cigaret og stirrer tomt ud i luften. Sådan er hans dag begyndt de seneste mange måneder, og sådan kommer den til at begynde mange måneder endnu.

»Hver morgen i snart 180 dage,« siger Rafat al-Katip med et langt suk. For familien er ventetiden lang. Mest fordi de ikke ved, hvad der venter dem på den anden side. Rafat al-Katip er ved at miste håbet om et almindeligt familieliv i Europa.

»Vi tror ikke længere på, at vi kan komme til Holland,« siger han. 

Ikke et hjem

Over døren ind til familiens hytte hænger en stor stjerne, en måne og et juletræ, der er klippet ud i pap, og midt på døren er der sømmet en solsikke fast. Under vinduet står en bænk og et lille bord. Det ligner et eventyrhus.

Men Rafat Al-katip betragter ikke hytten som et hjem. Familien overvejer at tage tilbage til Tyrkiet.

»Jeg ved ikke, hvad der venter os der, men måske er der en bedre chance for at få et job og et rigtigt hjem, så min familie og jeg kan starte et liv igen,« siger Rafat al-Katip.

Information har flere gange kontaktet de græske myndigheder på Lesbos for at få et interview om forholdene i Moria, men de har ikke besvaret henvendelserne.

Informations tur til Grækenland blev støttet økonomisk af Informations Venner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu