Læsetid 5 min.

De røde spiser med radiovært Anne Sofie Allarp: ’Pattedyr på fire ben – dem holder jeg mig fra’

Ved køb af bøffer burde man se en ko blive slagtet på en lille skærm ved kølemontren, mener Anne Sofie Allarp, vært på Radio24syv, forfatter og tidligere embedsmand. Hun har dog svært ved at holde sig fra den lækre spanske sortfodsskinke
Ved køb af bøffer burde man se en ko blive slagtet på en lille skærm ved kølemontren, mener Anne Sofie Allarp, vært på Radio24syv, forfatter og tidligere embedsmand. Hun har dog svært ved at holde sig fra den lækre spanske sortfodsskinke
28. januar 2017

- Fra 1-10 hvor venstreorienteret er du?

»I mit voksenliv er jeg nok gået fra at være 3 til 4.5 på skalaen af venstreorienterethed. Jeg har været medlem af Socialdemokraterne i 12 år, men på nuværende tidspunkt er jeg partiløs. Det er jeg, fordi jeg mener, at de ikkerevolutionære venstrefløjspartier som Socialdemokratiet og SF simpelthen er for reaktionære, samtidigt hører jeg ikke hjemme på den yderste venstrefløj. Jeg savner i den grad progressiv politisk ledelse, der ser frem og tør tænke ud af boksen.«

- Fra 1-10 hvor madglad er du?

»5.«

- Hvad er din mest venstreorienterede madoplevelse?

»At blive inviteret på mad midt i Afrika og forsøge at spise med fingrene ud af samme skåle som alle andre – med sovs løbende ned af hænder og kinder. Det var svært for mig, for i den situation er jeg simpelthen opdraget med for meget sølvbestik. Lige dér kolliderer opdragelse og ideologi.«

- Hvad finder man altid i dit køkken?

»Kaffe. Jeg har en spansk kaffemaskine, som jeg elsker. I mine ungers del af køleskabet er der grønne pebre, økoagurk, rugbrød og havregryn. Helt standard. Jeg kan virkelig ikke prale af min køkkenkunst eller noget som helst af min husholdning.«

- Hvad er din livret?

»Jeg er simpelthen så dårlig til at lave mad. Og det har mine unger også ofte gjort mig opmærksom på. Men noget af det, jeg ved, jeg kan levere, er en lækker salat til mig selv. Mine børn vil typisk ikke spise det, men til mig selv, så holder det.«

- Hvad kunne du – af politiske årsager – aldrig finde på at spise?

»Jeg lider af en akut empati, men det er mere ideologisk end politisk. Jeg har en masse holdninger til den måde, vi opdrætter dyr, holder dyr og slår dem ihjel på. Engang imellem er jeg kommet for skade at spise en burger i gravid tilstand. Men pattedyr med fire ben holder jeg mig fra. Vegetar har jeg været i varierende grad, siden jeg var 15 år. Både fordi jeg lider af en autoimmun sygdom, der gør det svært for mig at fordøje kød, men også af ideologiske årsager, for med alderen bliver jeg mere og mere lalle-empatisk.«

- Er der noget, du skammer dig over at elske at spise, fordi det ikke harmonerer med din politiske overbevisning?

»Dér, hvor jeg falder i, er med jamon iberico, den spanske sortfodsskinke. Og det har ikke hjulpet at bo i Madrid i seks år og være gift ind i en spansk restaurationsfamilie. Der er simpelthen røget noget skinke indenbords.«

- Hvad gør du med rester?

»Der er intet omkring min husholdning, jeg kan være særlig stolt af, så oftest får resten lov til at ligge, indtil den bliver til skrald.«

- Hvor ofte spiser du kød?

»Måske en enkelt gang om ugen. Men kun kylling eller fisk.«

- Har du en madpolitisk kæphest?

»Der er mange industrier, jeg har lyst til at lave stormløb mod. En af mine store kæpheste er tobaksindustrien. Men derudover mener jeg, at vores forbrugermentalitet i forhold til kød er en ubehagelig side af vores civilisation. Hvis man nu selv skulle slå det ihjel, så ville vi mindske vores forbrug markant. Jeg har ofte tænkt, at man kunne installere en lille skærm henne ved køledisken. Og hver eneste gang, man ville købe sig en foliebakke med bøffer, skulle man trykke på en knap, og vupti ville skærmen vise koen blive slået ihjel. Så ville vi kende konsekvensen. Sådan noget her fortæller jeg ikke mine børn, for de skal nok blive rigeligt traumatiseret af livets realiteter, uden at jeg giver dem gode ideer. De er heller ikke vegetarer, men vi har da snakket lidt om, at kød kommer fra dyr.«

- Hvor bevidst er du om at bruge mad aktivt som en identitetsmarkør?

»Mad er ikke en identitetsmarkør for mig. Og jeg missionerer heller ikke vidt og bredt i forhold til ikke at spise kød. Jeg har generelt fred med andre mennesker, og de må spise, hvad de vil. Jeg ved jo også godt, at det her liv er tilrettelagt på en sådan måde, at man lever det og bliver nødt til at leve det inden for de rammer, der nu engang er. Man har ikke selv mulighed for at holde frilandskvæg, og det er heller ikke altid muligt at leve 100 procent økologisk. Sådan er realiteterne.«

- Hvad er den mest højreorienterede spise, du kan komme i tanke om?

»Det er dér, hvor kiloprisen ryger helt op. Kaviar, kobekødet. Det kan også være sortfodsskinken, som kan ryge helt sindssygt langt op i kilopris. Men jeg føler mig allermest højreorienteret, når jeg spiser østers. Det kan jeg rigtig godt lide, selv om det jo egentligt bare smager af saltvand.«

- Hvad er det bedste/værste venstrefløjen har tilført madkulturen?

»Det er oprøret i 1970’erne, der gjorde, at min mors generation af kvinder i deres iver for at få deres døtre væk fra kødgryderne, aldrig lærte dem at lave et ordentligt måltid mad.«

Reformistisk, progressiv Anne Sofie-Salat:

  • Bladsalat, af den type, du godt kan lide
  • En avokado, skåret i tynde skiver
  • Fintskårne forårsløg
  • En varm pande med olivenolie og øko-boghvedekorn, græskarkerner og mandler, som ristes, pas på, de der græskarkerner kan springe af panden i processen.
  • Bønner, grønne eller andre

Det hele skal bare blandes sammen, man kan også tilføje andre ingredienser, som man godt kan lide.

Joachim Sperling: ’Kedeligste livret længe’

Anne Sofie Allarp er helt og aldeles uafklaret både politisk og gastronomisk. Man kan godt ærgre sig over, at hun ikke orker politik længere. Men som andre kloge mennesker har hun fundet ud af, at indflydelsen kan være ganske omfattende, selv om man ikke færdes på Christiansborg.

På trods af vegetariske tilbøjeligheder spiser hun gris, og jeg gætter på, at hendes antipati mod den industrialiserede kødproduktion næppe er af aktivistisk karakter.

Jeg kan godt lide, at hun tør indrømme, at hun smider rester ud, fordi hun ikke får dem spist tids nok. Det kan godt blive en anelse helligt at høre om alle dem, der aldrig smider noget ud. Jeg smider også ud, selv om jeg godt ved at madpolitiet vil hade mig for det.

Det er tydeligt, at mad ikke rigtigt står højt på agendaen hos Anne Sofie Allarp, og det afspejler sig også i hendes livret, som er noget af det mest kedsommelige, jeg længe har hørt om. Hvad med at investere i Yotam Ottolenghis bøger – så skal der nok komme mere kul på de salater.

Joachim Sperling er cand.polit., madøre og højreorienteret socialdemokrat. Hver uge vurderer han den røde livret.

De røde spiser

De Røde Spiser – Danmarks eneste venstreorienterede madmagasin – politiserer hver uge alt det, vi putter i munden. Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvem vil vi gerne være, når vi spiser? Et fornuftigt venstreorienteret menneske bør selvfølgelig spise venstreorienteret mad. Men hvad er det? Hvor ligger bælgfrugter på den politiske skala, og er hummeren egentligt rød eller blå?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Carlo Karstens
Carlo Karstens

Slagtning er hverken ulækkert eller etisk problematisk. Jeg har selv slagtet adskillige dyr med henblik på menneskefoder; det er sundt at gøre den slags selv.

Der hvor vores moral halter forfærdeligt, er i det liv vi byder vores slagtedyr inden slagtning.
Det er her dyrevelfærden svigtes groft, i den hellige profits navn, og det kunne ændres med et simpelt pennestrøg, nærmest fra den ene dag til den næste.
Men da majoriteten af vores politikere forlængst er købt og betalt af landbrugslobbyen(blandt andre), vil dette naturligvis aldrig ske.