Analyse
Læsetid: 3 min.

Russisk hacking, vittig bemærkning

Vi-ved-jo-godt-at-det-bare-er-noget-vi-siger-men-gå-nu-med-på-legen
Vi-ved-jo-godt-at-det-bare-er-noget-vi-siger-men-gå-nu-med-på-legen

iBureauet/Mia Mottelson

Moderne Tider
14. januar 2017

Jimmy Fallon, som var vært for årets Golden Globes, blev interviewet et par dage inden showet. Intervieweren spurgte nyfigent, om der mon var bestemte kendisser, som Fallon havde i tankerne med hensyn til de ondsindede og alligevel sobre morsomheder, som en vært til et awardshow forventes at underholde med. Fallon svarede, at det kun var ham og russiske hackere, der måtte vide det inden showet.

På den måde fangede et enkelt helt igennem ligegyldigt interview med en af den amerikanske underholdningsindustris mellemstore funktionærer vor tids ideologiske situation i en maggiterning. Donald Trump, postfaktuelt samfund, katastrofiske fremtidsforestillinger bliver alt sammen beskrevet ganske fint af denne henkastede bemærkning om russiske hackere.

Valghacking

Siden Donald Trump blev erklæret vinder af det amerikanske præsidentvalg i november, har den offentlige politiske forestillingsverden været i et underligt limbo. Katastrofescenarierne er legio.

Klima, krig og terrorisme er naturligvis stadig kilder til undergangsforestillinger. Men det er, som om en ny form for panik er ved at indfinde sig i den almindelige offentlige debat. En panik, som vedrører stabiliteten af Vestens velkendte politiske institutioner.

For det første er der forestillingen om det postfaktuelle samfund: Den skrækindjagende tanke, at løgn og bedrag klarer sig ganske godt i det offentlige rum. At man ikke længere kan stole på det, der bliver sagt. (Og den medfølgende fantasi: At der så engang må have været et ’faktuelt samfund’).

Men dernæst kommer den noget mere konkrete idé om, at Rusland skulle have hacket det amerikanske præsidentvalg.

Historierne om den angivelige hacking har været mange og forskelligartede. Fra valgmaskiner i svingstater til den Demokratiske Nationale Komite (DNC). Og påstandene om, hvad der er op og ned, er lige så mange.

De amerikanske sikkerhedstjenester hævder, at der er sket noget. Wikileaks, der offentliggjorde e-mails fra DNC, hævder det modsatte. Men det er interessant, at selve ideen om den russiske hacker nu i mange såkaldt seriøse medier bliver fremført som faktum.

Virkelig?

Vend den lige i hovedet en ekstra gang. Det (i det mindste tilstræbt) demokratiske valg til verdens mest magtfulde embede, positionen som øverstkommanderende for den største krigsmaskine, verden nogensinde har set, er blevet hacket, styret eller i det mindste påvirket af en anden statsmagt.

Hvis dette virkelig er rigtigt, hvordan kan man så fortsætte, som om intet var hændt? Hvordan kan man i centraladministrationen i Washington gøre andet end at omstøde resultatet af valget?

Hvordan kan en almindelig borger i USA gøre andet end at gå på gaden i demonstrationstog og kræve nyvalg og reformer af valgsystemet?

Det er her, Jimmy Fallons kommentar er så sigende. For hvad siger det, at fortællingen om den russiske hackertrussel på den måde bliver til en vittig bemærkning i forberedelserne til et awardshow? At uanset, hvor meget vi fremhæver vor forfærdelse over postfaktualitet, Donald Trump og hackere fra Rusland, så tror vi ikke engang selv på denne forfærdelse.

Østblokken og vi

Denne omvendte forbindelse mellem det, man offentligt hævder, at man tror på, og det, man privat eller subjektivt tror på, har Žižek beskrevet ganske klart i forbindelse med den ideologiske tilstand i den tidligere østblok. Helt frem til sammenbruddet kunne man høre det kommunistiske partis funktionærer tale den gældende ideologis sprog.

Men det skete altid med krydsede fingre eller et vi-ved-jo-godt-at-det-bare-er-noget-vi-siger-men-gå-nu-med-på-legen. Officielt troede man på, at den gældende orden var ufejlbarlig, men det kunne man kun gøre, fordi man privat og hemmeligt var fuldt bevidst om, at den ikke var det.

I dag i Vesten forholder det sig lige omvendt, men med den samme distance til doktrinen. Vores officielle ideologiske forestilling er, at det hele vitterligt styrter sammen om lidt, men det er en forestilling, som vi kun kan opretholde under forudsætning af, at vi samtidig subjektivt og i al stilfærdighed tror på, at det blot er en joke, som nogen har forberedt til et awardshow.

Det sære er, at selv om indholdet i den officielle doktrin er ændret, så vi i modsætning til den østeuropæiske socialismes sidste dage faktisk taler meget direkte om nogle af tidens traumer (Trump, klima, krig, det postfaktuelle, osv.), forbliver selve formen uændret. I begge tilfælde forsvarer vi os imod det faktum, at noget grundlæggende må laves om.

Aldrig før har det været mere påtrængende, og aldrig før har vi forsvaret os så voldsomt imod denne opgave.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ak, tiden er ganske af lave,
det mærkes i hoved og mave.
Hvad stiller man op
med tanke og krop?
Man gir op, og man dyrker sin have.