Læsetid: 4 min.

For sent til livets ende

Nytåret er en afslutning på det gamle år. Men hvad sker der, hvis vi kommer for sent til afslutningen?
Nytåret er en afslutning på det gamle år. Men hvad sker der, hvis vi kommer for sent til afslutningen?

Erik Pontoppidan

7. januar 2017

»Her kommer mutter med kost og spand« blev i 1960 et stort hit for Raquel Rastenni.

Sangens portræt af den travle husmor, der hvirvler rundt og gør klar til påske, pinse osv., sad lige i skabet og ramte noget, der var typisk for tiden før kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, studenteroprøret osv.

Imidlertid har sangen også en lidt dyster bagside, som allerede antydes i dens officielle titel: »Heksedansen«.

Der er ikke bare tale om en husmor, som vil gøre det godt for sin familie, men et svært tilfælde af gentagelsestvang i form af rengøringsvanvid. Det, som husmoren går glip af, er ifølge de velkendte linjer i sangen ikke bare livet, men livets ende, som hun kommer for sent til:

»For livet er så kort, og det kunne hænde, hun kom for sent, for sent til livets ende.«

Hvad er det, der er på spil?

Forfra og om igen

Teksten giver et indtryk af dyb forstyrrelse. For husmoren i sangen handler det egentlig slet ikke om, at der skal være rent og pænt. En første forklaringsmodel er, at der er gået konkurrence i den.

»For den, som vil ligge lidt foran sin Næste, må styrte omkring som en hvirvelvind.«

Som Freud hævdede i Kulturens byrde, er kristendommens slogan om at elske sin næste fuldstændig umuligt: Min Næste er først og fremmest min konkurrent, min fjende. Formularen »lidt foran sin Næste« er dybt freudiansk. Men det er tydeligt, at denne forklaring ikke slår til.

Der er tale om en meget mere mekanisk og uhyggelig gentagelse. Hele huset er gjort rent, men:

»Når klokken er seks på familiens ur, begynder hun forfra på samme tur.«

Der er basalt set ingen logisk forklaring:

»Hun maser, men når ingen vegne hen, for når hun er færdig, så ta’r hun det forfra, og forfra og forfra og om igen

Rengøringen er »hinsides lystprincippet«, som Freud ville have sagt. Den giver ikke nogen oplevelse af lyst – hverken i form af resultat, arbejdsglæde eller anerkendelse. Den er excessiv, den cirkler rundt og rundt om det samme, den kommer ingen vegne, og alligevel er det dét, som hele husmorens tilværelse er hægtet op på.

Dødsdrift

Det er egentlig utroligt, at der i en uskyldig dansk slager optræder det, som Freud teoretisk kæmpede intenst med i den sidste del af sit forfatterskab, og som han til sidst valgte at kalde »dødsdrift«.

Seksuel energi optræder i to former, argumenterede Freud. Der er livsdriften (’eros’), som forklarer de libidinøse bånd, mennesker knytter til deres familier og til hinanden. Og så er der dødsdriften (’thanatos’), der måske mest enkelt kan defineres ved, at den er destruktiv.

Mennesker har tendens til at smadre deres egne liv. Selv deres egne egoistiske interesser ødelægger de.

Lacan udvidede senere Freuds teori om dødsdriften. Dødsdriften er ikke en drift mod at dø, som det ellers er blevet udlagt. Dødsdriften er den drift, som fortsætter, hinsides døden.

Det bedste billede på dødsdriften er zombien, der blot stavrer derudad, selvom den egentlig burde ligge i graven. Dødsdriften er det ’udøde’; det, som egentlig burde være dødt, men som alligevel er i live.

Og så er vi tilbage ved husmoren:

»Hun maste i går til hun næsten drat, og straks det er mor’n, ta’r hun atter fat.«

Hun kan ikke mere, og alligevel fortsætter hun. Det er hinsides al biologi og fornuft.

Nytår?

Sangens refræn, der handler om at komme for sent til livets ende, er helt præcist, selvom det indeholder en temmelig voldsom metafysik. Måske når husmoren faktisk ikke engang frem til sin egen begravelse. Hun kommer for sent.

Men hvad vil det egentlig sige at komme for sent til sin egen begravelse? Hvem eller hvad er det, som kommer for sent?

På en måde er husmoren allerede død fra begyndelsen, idet hun er fanget i sit rengøringsvanvid, men således er hun også hinsides liv og død. Hun er så langt ude, at hun ikke engang kan dø. Hun er som besat i sin heksedans.

Hvor dystert det end kan lyde, er der noget ved husmoren, som kan bruges som billede på den tid, vi befinder os i. Vi aser og maser med vækst, optimering og innovation, men vi synes overhovedet ikke at komme nogen vegne.

Samtidig trækker vi et spor af klimaødelæggelse og krig efter os. End ikke årets afslutning giver os en mulighed for at slippe ud. Straks i begyndelsen af 2017 er vi på den igen. Som en statsminister, der bare gentager den samme nytårstale i det uendelige.

Problemet er ikke, at vi ikke kan nå til ’historiens afslutning’, som Francis Fukuyama kaldte det, hvor de liberale demokratier vinder, og mennesker lever i fred og fordragelighed.

Problemet er, at det er som om, vi er nået hinsides afslutningen. Vi er fanget i en verdensorden, som ikke kan dø.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Svennevig Christensen
Kurt Svennevig Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Jeg er vild med Vild Analyse. Dette bidrag er fantastisk. Vild Analyse har lavet mange analyser i de seneste år og tak for dem alle og særlig tak for de sublime af slagens, hvortil denne hører. Godt Nytår til jer alle og god vind.