Læsetid: 3 min.

Socialdemokratisk selvros

Netop fordi Socialdemokratiet i så høj grad repræsenterer den politiske kropsliggørelse af det moderne danske velfærdssamfund, skylder partiet os et ambitiøst svar på de afgørende udfordringer, som netop nu er ved at rive efterkrigstidens samfund fra hinanden
Moderne Tider
7. januar 2017

2017 er oprundet, og Socialdemokratiets kommunikationsfolk har startet året med at lancere en ny kampagne med hovedbudskabet »Den bedste danske opfindelse er Danmark«.

Den medfølgende kampagnefilm indledes med partiformand Mette Frederiksens forsikring om, at hun tit bliver spurgt om, »hvad der er den bedste danske opfindelse«, hvortil hendes svar lyder, at selvom der er mange at vælge imellem, så er »den allerbedste danske opfindelse[…]os selv. Det er Danmark«.

Nu er overtegnede ikke kommunikationsfagligt uddannet, hvilket selvfølgelig kan være forklaringen på, at jeg mangler blik for kampagnens genialitet.

Men kampagnesloganet vækker ikke desto mindre en kognitiv dissonans, der ikke umiddelbart virker formålstjenstlig i formidlingen af et politisk budskab.

For det første er det umiddelbart svært at tro på, at der skulle være så mange danskere, der interesserer sig for Frederiksens holdning til en rangliste over danske opfindelser.

For en lægmand forekommer det kontraproduktivt at lægge ud med en risiko for at kompromittere partiformandens troværdighed på et så trivielt spørgsmål.

For det andet er det rent begrebslig et åbent spørgsmål, om det overhovedet giver mening at beskrive Danmark som en »opfindelse«.

Som kampagnefilmen gør klart, så henviser sloganet ikke til Danmark som nationalstat eller kulturelt fællesskab, men først og fremmest som samfund og politisk fællesskab: til vores »stærke ideer om retfærdighed og ansvarlighed«, vores insisteren på »stærke fællesskaber« og »lige muligheder for alle«, og ikke mindst vores gensidige tillid, som Frederiksen ser som den vigtigste forklaring på, »hvorfor det er lykkedes os at skabe et af verdens allerbedste samfund«.

Dette løser dog ikke det begrebslige problem. I hvilken meningsfuld forstand er de aspekter af vores politiske fællesskab en »opfindelse«?

Dybt misvisende metafor

Ideen om det danske samfund som en opfindelse er naturligvis en metafor, men det er en dybt misvisende metafor. Det danske velfærdssamfund er ikke opfundet af en genial Georg Gearløs-type i en kælder; det er ikke et resultat af individuel kreativ skaberkraft.

Det er snarere resultatet af en lang række græsrodskampe: af bøndernes og borgerskabets krav om demokratisk selvbestemmelse, af arbejdernes krav om anstændige arbejdsvilkår og medbestemmelse på arbejdsmarkedet, af kvindernes krav om valgret og økonomisk ligestilling. Det behøver ingen selvfølgelig fortælle Socialdemokratiet, men måske partiets kommunikationsfolk lige mangler at få det memo.

Partiets nye kampagne vækker klare mindelser om den kampagne, som Socialdemokraterne (sic) med Helle Thorning-Schmidt i spidsen lancerede for præcis to år siden, som optakt til det folketingsvalg, partiet som bekendt endte med at tabe til den borgerlige fløj. Dengang var sloganet, at Socialdemokraterne passer på »Det Danmark, du kender«.

Fælles for begge kampagner er ikke blot et identisk billedsprog med fokus på byggepladser og den offentlige sektors varme hænder; fælles er også et grundlæggende konservativt og tilbageskuende ønske om at portrættere det danske velfærdssamfund som en socialdemokratisk opfindelse, du kender, og som partiet ønsker at fastholde.

Her er det i parentes bemærket svært ikke at tænke på en bemærkning, der (måske apokryft) tillægges Margaret Thatcher:

»If you have to tell someone you are a lady, then you're not

Men desuagtet den problemstilling, så er det helt store spørgsmål dog, om denne status quo-bevarende socialdemokratiske vision er tilstrækkelig.

Den tredje vej

De europæiske socialdemokrater kæmper til stadighed med at vriste sig fri af den såkaldte ’tredje vej’, der i udgangspunktet var tænkt som en forbrødring mellem socialismen og kapitalismen, og som blev forfægtet med stor succes af Bill Clinton i USA, Tony Blair i Storbritannien, Gerhard Schröder i Tyskland og Poul Nyrup Rasmussen herhjemme.

Den tredje vej blev til i årene efter Sovjetunionens sammenbrud, hvor grundstenene til den neoliberale globalisering for alvor blev lagt.

De kapitalistiske demokratier stod som Den Kolde Krigs sejrherrer, og socialdemokrater på tværs af Europa forsøgte at gribe det historiske øjeblik ved at indgå en alliance med de økonomiske kræfter, der i stigende grad satte den globale dagsorden, såsom den globalt mobile kapital og de i stigende grad betydningsfulde finansmarkeder.

I dag viser Brexit, Trump og højrepopulismen os imidlertid, at den eksisterende politiske orden udfordres af traditionelle socialdemokratiske vælgergrupper.

Den udfordring er mere end noget andet en revolte mod konsekvenserne af den tredje vejs omfavnelse af den neoliberale globalisering, såsom finanskrisen, udflytningen af arbejdspladser og svækkelsen af traditionelle arbejderfællesskaber.

I lyset heraf må man spørge sig selv, om ikke netop Socialdemokratiet er forpligtet til at præsentere en politisk vision, der går langt ud over slet fordækt selvros: Netop fordi Socialdemokratiet i så høj grad repræsenterer den politiske kropsliggørelse af det moderne danske velfærdssamfund – på godt og på ondt – skylder partiet os et langt mere ambitiøst svar på de afgørende udfordringer, som netop nu er ved at rive efterkrigstidens samfund fra hinanden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her