Læsetid: 4 min.

Alt det Trump allerede har lavet – på én uge

Donald Trump har været amerikansk præsident i én uge, og han har virkelig været i arbejdstøjet, som Lars Løkke ville sige. Information bringer her et overblik over de vigtigste udtalelser, signaler og beslutninger, som Trump har truffet i sin første uge som leder af den frie verden
28. januar 2017

FREDAG

’America first’

Donald Trump holder en historisk dyster indsættelsestale. Han beskriver livet i storbyghettoer og Midtvesten som en»massakre« og gentager, at han altid vil sætte »America first«.

Ned med Obamacare

Få timer efter indsættelsen underskriver Trump sit første lovdekret: Et opgør med Obamas sundhedsreform. Sundhedsministeriet skal nu udskyde eller droppe dele af Obamacare, og selvom flere har påpeget, at et lovdekret ikke nedlægger reformen (det er lovgivernes opgave), er signalet klart: Trump vil lave radikalt om på Obamacare.

Ny hjemmeside

Det Hvide Hus’ hjemmeside får en overhaling: Trump erstatter bl.a. undersiden om klimaforandringerne med en plan for »America First Energy Plan«, som mest handler om olie og gas.

LØRDAG

Krig mod medierne

Imens tre mio. demonstranter over hele verden går på gaden i Women’s March, angriber Trumps talsmand, Sean Spicer, medierne for at være »uærlige«. De har formastet sig til at skrive, at der var flere tilskuere til Obamas indsættelse i 2008 end til Trumps i 2017 (hvilket der beviseligt var).

»Vi kommer til at stille medierne til ansvar,« lyder det fra Spicer.

Trump siger selv i en tale i CIAs hovedkvarter, at journalister er »blandt de mest uærlige mennesker på kloden«.

SØNDAG

Nyt NAFTA

Under Trump-rådgivernes edsaflæggelse i Det Hvide Hus, siger præsidenten, at han vil genforhandle frihandelsaftalen, NAFTA, mellem USA, Mexico og Canada.

MANDAG

Ned med selskabskatten. Op med tolden

Trump mødes med chefernefor 12 amerikanske produktionsvirksomheder – bl.a. Tesla, Ford og Lockheed Martin. Han lover at sænke selskabsskatten fra 35 til »15-20 pct.« Til gengæld skal amerikanske virksomheder forberede sig på en »heftig grænsetold«, hvis de fortsætter med at flytte produktion til udlandet og indfører deres varer til USA.

Farvel TPP

Trump underskriver et dekret, som endegyldigt trækker USA ud af frihandelsaftalen Trans-Pacific Partnership (TPP), der omfatter 12lande i stillehavsregionen.

»Det er en stor ting for amerikanske arbejdere,« siger Trump, der i fremtiden vil lave aftaler med verdens lande »one-on-one«.

Abort

Med endnu et dekret gør Trump det ulovligt for udenlandske ngo’er at modtage støtte fra den statslige amerikanske udviklingsorganisation, hvis de udfører eller reklamerer for abort (se her).

Ansættelsesstop i staten (men ikke hos militæret)

Igen et dekret, denne gang om ansættelsesstop i staten – dog er Forsvaret og politistyrker undtaget. Ronald Reagan gennemførte et lignende tiltag i 1981.

Fælles front med Putin imod IS

Trumps talsmand siger på et pressemøde, at USA er åben over for et militært samarbejde med Rusland i Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat.

TIRSDAG

Olierørledninger

Med to dekreter forsøger Trump at puste liv i to olierørledninger, som Obama havde lagt på is: Keystone XL, der skal transportere olie fra Canada til raffinaderier i Texas og et kort stykke af den 1.886 kilometer lange Dakota Access Pipeline. Trump lover, at byggeriet vil skabe titusinder af jobs og kræver, at de bygges med amerikansk stål.

Lempelse af miljøregler

Trump vil lempe på den miljøregulering, som ifølge erhvervslivet forsinker infrastruktur-byggerier. Miljøagenturet EPAs kommunikationschef siger til National Public Radio, at undersøgelser af miljø og klima i fremtiden skal godkendes af Det Hvide Hus, inden de bliver offentliggjort. Og Associated Press har fået fingrene i en e-mail fra Trumps hold til EPA, ifølge hvilken medarbejdere får forbud mod at udsende pressemeddelelser og skrive om deres arbejde på de sociale medier.

ONSDAG

En mur!

Endnu en dag, endnu et dekret: Trump-regeringen tager de første skridt mod en mur ved grænsen til Mexico.

»En nation uden en grænse er ikke en nation,« siger Trumpved underskrivelsen.

Cirka en tredjedel af grænsen er allerede beskyttet af metalhegn eller blikplankeværk, men ’muren’ skal ifølge planen udvides til at omfatte hele Texas’ grænse mod Mexico. Over for ABC News slår Trump fast, at Mexico skal betale regningen. Senere på dagen afviser Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, pure at betale. Imens stiger aktierne i byggeindustrien.

Indvandring

Trump underskriver en forordning, som skal begrænse ulovlig indvandring til USA. Han vil ansætte 5.000 nye grænsevagter, bygge flere interneringslejre, sagsbehandling skal speeds op og definitionen af kriminel indvandrer skal udvides. Og dokumentløse indvandrere, der er tiltalt (ikke dømt) for kriminalitet skal udvises.

Flere medier erfarer desuden, at Trump vil stoppe modtagelsen af syriske flygtninge på ubestemt tid og i en periode ikke vil acceptere flygtninge fra fem andre muslimske lande.

Mere tortur

Trump siger til ABC News, at han vil genindføreforhørsteknikken waterboarding. »Jeg føler, at det virker,« sagde han om teknikken, der er forbudt i amerikansk lov. Forsvaret og CIA siger, at de ikke vil adlyde præsidenten, hvis han beordrer dem til at bruge tortur.

Valgfusk?

På Twitter proklamerede The Donald, at han vil sætte gang i en »større efterforskning« af valgsvindel i USA. Ifølge Trump har 3 til 5 mio. dokumentløse immigranter stemt på Hillary Clinton, og det skulle væreforklaringen på, at han fik 2,8 mio. færre stemmer. Samme aften lyder det fra Det Hvide Hus, at Trump alligevel ikke vil udstede et sådant dekret.

TORSDAG

Handelskrig?

Trump gentager sit kampagneløfte: Mexico skal betale for muren. Det får Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, til at aflyse sit besøg i Det Hvide Hus. Trump svarerpå via sin talsmand Sean Spicer, at regering vil finansiere muren med en told på 20 pct. på afalle mexicanske vare. Det vil »let« betale for muren, siger Spicer. Tiltaget vil dog være i strid med WTO's regler. Senere på dagen siger Spicer, at forslaget blot er et eksempel på en finansieringsmodel.

Fredag mødes Trump bl.a. med den britiske premierminister Theresa May og underskriver nye lovdekreter – men det sker desværre efter, Moderne Tiders deadline. Du kan følge det hele på information.dk

Serie

Trump uge for uge

Politiske initiativer, sejre og nederlag, konflikter i Kongressen, forholdet til allierede og geopolitiske modparter, reaktioner og politiske konfrontationer ...

Uge for uge følger Moderne Tider udviklingen i USA under præsident Trump

Seneste artikler

  • Uge 14 med Trump: Skattelettelser og meningsmålinger

    29. april 2017
    Ballade om muren mod Mexico og dårlige meningsmålinger op til markeringen af Trumps første 100 dage stjal billedet fra en præsident, der hellere ville tale om sin nye skattereform
  • Trump i ugen: USA og Nordkorea optrapper konflikten

    22. april 2017
    Konflikten mellem USA og Nordkorea optrappes, mens Kina forsøger at få parterne tilbage til forhandlingsbordet. En amerikansk demonstration udvikler sig voldeligt, og 21 mennesker arresteres
  • Trumps 11. uge: Angriber syriske regeringsstyrker

    8. april 2017
    Historisk kamp om Trumps kandidat til højesteret, Neil Gorsuch, ender i markant regelændring. Nordkoreakonflikten blusser op, og Trump varsler efter formodet kemisk angreb i Syrien markant skifte i Mellemøstpolitikken med luftangreb på syriske regeringsstyrker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu