Satire
Læsetid: 4 min.

Vikingetogter, Volbeat og alt det andet, Danmark bør undskylde for

Det er 100-året for salget af Dansk Vestindien, og debatten raser: Skal Danmark sige undskyld for slavetiden? På Moderne Tider er vi ikke i tvivl. Vi er ikke bange for at give en god gammeldags undskyldning. Ja, vi er faktisk klar til at gå ét skridt videre: Danmark har gjort en masse andre ting, som verden fortjener en solid undskyldning for, så her er 17 kæmpestore undskyldninger for alt det møg, vi har lavet i årenes løb
Det er 100-året for salget af Dansk Vestindien, og debatten raser: Skal Danmark sige undskyld for slavetiden? På Moderne Tider er vi ikke i tvivl. Vi er ikke bange for at give en god gammeldags undskyldning. Ja, vi er faktisk klar til at gå ét skridt videre: Danmark har gjort en masse andre ting, som verden fortjener en solid undskyldning for, så her er 17 kæmpestore undskyldninger for alt det møg, vi har lavet i årenes løb

Erik Pontoppidan

Moderne Tider
14. januar 2017

1. At vi altid bliver så skide fulde

Vi ved det godt selv. Det er superirriterende for jer andre, at vi altid bliver så fulde. På skirejser og studieture, i Thailand og på Mallorca. Det er fordi, vi har en kultur, der kombinerer Sydeuropas nydelseskultur med Nordeuropas berserkerdrukkultur: Så vi drikker hele tiden. Både vin og øl. Og snaps. Og drinks. Undskyld.

2. Det Stockholmske Blodbad

Det var for overilet dengang i 1520, da vi henrettede 82 svenske adelsfolk og deres tjenere på torvet i Stockholm. Det kan vi godt se, og det må I undskylde. Undskyld.

3. Joe & the Juice

Helt ærligt, vi troede bare, det var en 00’erne-ting – ligesom boligbobler og Jon fra Popstars. Vi troede det ville forsvinde igen. Men nu er der 181 butikker i 11 lande. Det er vi seriøst kede af. Undskyld.

4. At vi er så aggressive på cykelstien

Vi kan godt lide at få besøg, men vi er ikke altid de bedste værter. Vi ved godt, at I ikke er vant til at cykle, og vi ved godt, at I gør jeres bedste, men vi kan ikke styre os. Når I stopper uden at give tegn eller kører 5 km/t. Når I overhaler uden at se jer for eller vader ud på cykelstien, som om det var et fortov. Vi mister besindelsen. Vi råber ad jer, og det er vi kede af. Undskyld.

Erik Pontoppidan

5. Bjarke Ingels Group (BIG)

Det er en lidt akavet situation, for I tænker sikkert, at det er fedt, når BIG bygger pyramider i New York og boligblokke i Taiwan. Men vi er nødt til at fortælle jer noget: Om nogle år, sidder I med en masse rustne skruer og afskallede belægninger og tænker: ’De her bygninger så altså federe ud på PowerPoint’en, end de gør nu efter fem års vind og vejr.’ Og så bliver i helt sikkert sure. Så på forhånd: Undskyld.

6. Vikingetogter

Det gik lidt for hårdt for sig, når vi drog på togter i 800-tallet. Vi voldtog og plyndrede for meget, og det er vi kede af. Det er bare fordi, englænderne havde dræbte en masse af os, og vi var på en masse svampe. Men det skal selvfølgelig ikke være nogen undskyldning. Det var ikke okay, undskyld.

Erik Pontoppidan

7. Den Lille Havfrue

Vi ved godt, at det er en superdårlig turistattraktion. Lille og ligegyldig. Det er ikke fair at byde jer, når I er kommet hele den lange vej for at besøge os. Undskyld (også undskyld for, at solen altid skinner på postkortene, men aldrig skinner i virkeligheden).

8. EM i 1992

Vi vandt EM, men vi spillede superirriterende: Bolden skulle hele tiden tilbage til Schmeichel, som bare stod og holdt på den. Vi møvede, tacklede og trak tiden ud med småskader, når vi var foran. Michael Laudrup var ikke engang med. Heller ikke Mølby. Og vi havde ikke kvalificeret os. Vi var nogle knoldesparkere. Undskyld.

Erik Pontoppidan

9. Hekseafbrændinger

Vi futtede omkring tusind kvinder af mellem 1540 og 1693 – vi troede simpelthen, at de var hekse. I dag kan vi godt se, at det var de nok ikke. Så det skulle ikke være sket. Undskyld.

10. Hygge

Det er kommet til at lyde som om, hygge er en slags lykketrylledrik, der fjerner alle problemer – og det er altså ikke helt rigtigt. Hygge er faktisk bare noget med at spise slik og se Netflix, mens man har tændte stearinlys. Det er ikke noget særligt. Resten er noget, vores turistbureau, VisitDenmark, har fundet på (det er også dem, der laver postkort, hvor solen skinner, selv om den aldrig skinner i virkeligheden). Undskyld.

Erik Pontoppidan

11. Interneringen af kommunister

Da tyskerne angreb Sovjet i 1941, sagde de til os, at vi skulle fange alle kommunisterne. Og så gjorde vi det. Men måske liiidt for ivrigt og liiidt for hurtigt. Vi kunne nemlig heller ikke lide kommunister, og det var selvfølgelig ikke okay. Undskyld.

12. Aqua og Michael Learns to Rock

Ingen af os anede, at det ville gribe sådan om sig. Vi havde travlt med en masse andre ting i 1990’erne (der var blandt andet en sodavand, der hed Urge, som var vildt god), så vi opdagede først, at det havde spredt sig helt til Asien, da det var for sent. Undskyld.

Erik Pontoppidan

13. Volbeat og Jussi Adler-Olsen

Igen: Vi burde have stoppet det. Det nævenyttige popmetal og de redundante adjektiver burde ikke havde spredt sig syd for grænsen. Men vi sov i timen. Undskyld.

14. Fodnotepolitikken

Det ser jo lidt dumt ud i dag, at vi ikke hjalp vores venner i NATO, da det hele spidsede til. Det er bare fordi, vi havde et lille parti, der hedder Radikale Venstre, som var med i regeringen i 1980’erne, og de var ikke vilde med NATO. Det kunne vi selvfølgelig have gjort bedre. Vi var ikke en holdspillere. Прости for det. Eller hov nej, vi mener sorry. Undskyld.

15. Cavlings slavedreng

Hele Danmarks journalistoldefar, Henrik Cavling, havde sin egen 10-årige negerslave, som han købte med hjem fra St. Thomas. Drengen var bud på Politiken. Så inden Politiken selv når at gøre det, vil Moderne Tider gerne beklage på hele den danske presses vegne. Undskyld.

Erik Pontoppidan

16. Jysk, Tiger og Bestseller

Selv om der er gode penge i det – køb billigt, sælg dyrt, som man siger i Jylland – ved vi godt, at det er noget billigt made in China-møj, vi sælger. Og nu er det over hele verden. Det er vi kede af. Undskyld (også undskyld for alt det dårlige svinekød).

17. Nicklas Bendtner

Vi vil gerne undskylde for Bendtners opførsel – alt det med druk, nævenyttig attitude og generel ladhed. Undskyld. Men han kan faktisk også være ret sjov, hvis man har den rette indstilling. Tricket er at se ham som en gakket realitystjerne og ikke som en rigtig fodboldspiller, prøv det! Så er han faktisk ret fed. Unskyld!

Erik Pontoppidan

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

18. At vi altid kører i andet spor på motorvejen. ALTID!

Robert Ørsted-Jensen

Det starter med atomanlæg promovere danske værdier i kanoner. Heiblabdt hvor gode vi er - vi afskaffede slaveriet - gjorde vi ikke?

Ingen dansk regent (det var rent faktisk kongehuset der startede det gilde) og regering har nogen sinde taget offentlig ansvar for indførelse af slaveri der fortsatte i ober 200 år. Men nå det gælder afskaffelse af samme - ja så er køen pludselig lang - det vil hele regeringen og talrige menige danskere åh så gerne smykke sig selv med. Ingen af dem var mere involveret i afskaffelsen af slaveri ind de var i indførelse af samme. Men sådanne detaljer snakker vi ikke om. Er der nogen her der er hyklere?

Flemming S. Andersen

Robert Ørsted-Jensen

Din kommentar trykker lidt på dit arguments ømme punkt.

Kongehuset som institution, kritiserer du for at have indført slaveriet og ikke at have taget ansvar for det.
Omvendt når man fejre afskaffelsen. Dog nævner du ikke kongehuset der.
Men havde du, så var det ikke længere samme persongalleri, og måske de nuværende ønsker netop ønsker at vise deres mening og ansvar, ved at fejre slaveriets afskaffelse.

Pølsen bevarer dog sin smag

jens peter hansen

Det starter med atomanlæg promovere danske værdier i kanoner. Heiblabdt hvor gode vi er - vi afskaffede slaveriet - gjorde vi ikke?

Goddag mand økseskaft !!

Robert Ørsted-Jensen

Flemming. Jo men ét er at ophæve slaveriet, noget andet er - som institution - at tage ansvaret for det.

Ingen ønsker at tage ansvaret for forbrydelsen - alle står de i kø for at få æren for at have afsluttet den - på nationens vegne. For helvede hvor er vi gode er vi ik?

Sjov ik?

René Arestrup

Yderligere forslag:
Undskyld, at vi lagde os ned for nazi-Tyskland i 1940. Men det var mere bekvemt, at være en lydstat og lade jer andre bløde.
Undskyld, at vi understøtter myten om uegennyttig heroisme, da jøderne blev evakueret til Sverige i 1943. I virkeligheden tog vi os tykt betalt for det. Og det er selvfølgelig ikke i orden at afkræve desperate mennesker eksorbitante beløb for at redde deres liv.
Undskyld for vores indbildskhed. Men vi er nødt til at fastholde, at vi lever i den bedste af alle verdener, for ellers bliver det næsten ubærligt, at leve i et lille og tilnærmelsesvis ubetydeligt bondesamfund.
Undskyld for vores mangel på dannelse og pli. Men vi har et lidt kejtet forhold til andre mennesker. Specielt dem, der ikke ligner os selv.
Undskyld til Maorierne i New Zealand. I må ikke tro, at alle danske parlamentarikere er som Marie Krarup.
Undskyld til Grønland. Bare undskyld.
Undskyld for danske designerbriller. Vi ved godt, at de er smarte på en ualmindelig usmart måde.
Undskyld til Moder Natur. Men vi er en svine-nation med storhedsvanvid. Og det medfører uendelig meget pis og lort.

Ture Nilsson, Flemming S. Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Ad 11

Statsminister Anders Fogh Rasmussen blev faktisk i 2005 presset til at beklage interneringen af de danske kommunister under krigen. Men nægtede dog i samme åndedrag at undskylde over for de internerede danske Spaniensfrivillige, der havde kæmpet for den demokratisk valgte regering i Spanien i 1930'erne.

https://www.information.dk/2007/07/fogh-beklager-kommunistlov

Poul Sørensen

Der bør også undskyldes for jante-loven der er har været med til at holde en masse gode ting nede som vi ellers kunne have delt med resten af verden i stedet for, at være reklamesøjle for middelmådighed, druk og hashrygning....

steen ingvard nielsen

Smukt! Så smukt at ingen kan være i tvivl længere, om hvor morsom vores selvfedme er! Og det morsomt meningsløse i at skulle sige undskyld for noget andre har gjort på sin kulturs vegne! Så fremmer overdrivelsen jo også forståelsen lidt! Undskyld vi eksisterer!

steen ingvard nielsen

Det morsomme og naturstridige i at en så lille nation klarer sig så godt på verdensplan undskyld for det!

steen ingvard nielsen

Ja, så var der jo lige en ting mere, den meget smukke og måske meget danske stil, de her store danskere bliver hånet på. Det er på en diplomatisk og venlig måde! Det er der ingen undskyldning for!

jens peter hansen

Vedrørende de spaniensfrivillige, har DKP så undskyldt deres medvirken til at Richard Jensen, ekskluderet af partiet, da han var imod Hitler-Stalinpakten og i 1941 idømt 16 års fængsel for sabotage i 1938. Sabotage mod Franco-indkøbte trawlere der lå i Frederikshavn ?