Hvad inspirerede dig til at skrive og instruere en film om den københavnske underverden?
»Jeg har fundet inspirationen i mange lag. Det bærer præg af den måde, jeg har bevæget mig rundt i København på. Jeg er vokset op i underklassen, har mødt middelklassen i gymnasiet og på arbejdsmarkedet, og igennem kulturlivet har jeg mødt overklassen. Men der er mange karakterer i filmen, som man ikke har set så meget før. Især dem fra underverdenen.«
Hvordan kan to brødre med ens opvækst og baggrund ende med så forskellige liv, som det er tilfældet i ’Underverden’?
»Det har intet med hudfarve og social klasse at gøre. Jeg tror mere, det handler om, at søskende må distancere sig fra hinanden for at skabe deres egen identitet. Da jeg var yngre, troede jeg, man blev på en bestemt måde på grund af etniciteten og det miljø, vi voksede op i på Holmbladsgade. Men da jeg blev ældre og begyndte at møde folk, som var vokset op i for eksempel Gentofte, fandt jeg ud af, at de også havde søstre og brødre, som var helt forskellige.«
Lillebroderen i filmen er din egen lillebror – hvordan var det at instruere et familiemedlem?
»Jeg skrev historien til ham, og jeg sagde til ham, før vi gik i gang: ’Vi kan prøve det af. Men hvis du er dårlig, kan du ikke være med, så ødelægger det filmen.’ Det var han enig i. Så lavede vi en regulær casting, og så var han bare herregod. Efter det punkt var det slet ikke mærkeligt. Det var faktisk mere rørende at se sin lillebror levere varen.«
Du har fået gode anmeldelser. Betyder det noget for dig?
»Ja. Især hvis jeg kan mærke, at anmelderen har set og lagt mærke til nogle af mine intentioner. Og det betyder meget for mig, at jeg har fået ros både fra formiddagsdagblade, Weekendavisen og de tunge dagblade som Information og Berlingeren.«
Du har før sagt, at popkultur skal kunne mere end at underholde. Hvad håber du, man får ud af filmen?
»Jeg er positivt overrasket over, hvor mange der synes, at volden i filmen er klam. Man skal være 15 år for at se den, og volden er ikke smuk og elegant, men hård og ulækker. Det er jeg stolt af. Alt for mange voldsfilm viser ikke bagsiden af volden. I actionfilm i Hollywood viser man ikke blod, eller ser hvordan man brækker armen, når man falder, for så kan man få en PG12 (aldersrating 12 år, red.). Men så lærer man jo børn og unge, at når du slår, sker der ikke noget. Som kunstner har man også ansvaret for at vise tingene, som de er. Mit navn betyder ’fyrtårn’ på arabisk, og jeg mener godt, man kan oplyse. Uden at løfte pegefingre.«
Hvad er det, du gerne vil kaste lys på?
»Vi lever i en voldelig tid, desværre. Man kan næsten ikke tænde Facebook uden at se vold mod uskyldige mennesker i Europa, Syrien og Nigeria. Min films største tema er en kritik af hævn. At man ikke får sine kære tilbage af at hævne sig. Man får aldrig tilfredsstillelse ved at se en anden person lide. Det glemmer vi tit som mennesker i parforhold, venskaber og i geopolitik. Hævn er en menneskelig følelse – men den ødelægger. Og det budskab har jeg pakket ind i en action-hævn-film.«
Har man et særligt sted at fortælle fra, når man er opvokset i et socialt boligbyggeri?
»Ja, det vil jeg mene. En historie som Robin Hood er ikke spændende at fortælle fra kongens perspektiv – det er mere spændende fortalt fra Sherwoodskoven. I kunsten er outsideren en god position at fortælle fra.«
Hvad giver dig håb?
»Internettet er nøglen til håbet. Samfundet bliver mere oplyst med nettet. Man kan ’how-to’ alt muligt, og det har liberaliseret mulighederne for, at flere mennesker kan udgive en bog, lave en film eller starte en bevægelse. På internettet behøver du ikke kunne læse. Selv hvis du er analfabet, kan du få viden, for der er også podcast og video.«
Hvornår mærkede du, at du blev voksen?
»Da jeg fik et barn for otte år siden. Min datter blev født ved kejsersnit, og ved kejsersnit modtager faderen barnet, fordi moderen skal syes sammen. Sygeplejersken rakte hende til mig, og så kiggede jeg mig over skulderen for at se, hvem jeg skulle række hende videre til. Men der var bare en væg. Og så gik det op for mig: ’Jeg er endestationen.’ Der blev jeg voksen.«
Hvilken sang burde alle høre?
»’Do You Realize’ med Flaming Lips. Det år, hvor det gik galt til Pearl Jam-koncerten på Roskilde, aflyste rigtig mange bands, men Flaming Lips holdt deres koncert. De begyndte med at sige, at de ville ære de døde med den her sang. Jeg tror, alle foran scenen havde tårer i øjnene. Det er en meget smuk tekst, der handler om, at alt skal dø – om den der cirkelbevægelse, der er i livet.«
Hvis du skulle have levet i en anden tid, hvilken skulle det så være?
»Jeg er totalt usentimental med den slags. Jeg virkelig på nuet. Jeg har aldrig haft det ønske. Da jeg var 13-14 år gammel fik min barndomsven Peter og jeg en bog om taoismen af hans mor, fordi vi var helt vilde med symbolet ying og yang. Jeg fandt ud af, at det tager udgangspunkt i nu’et, og det har fulgt mig siden. Jeg kommer nok ikke lige til at lave en periodefilm. Underverden handler også bare om nu og her.«
