Læsetid: 4 min.

’52 dage på gaden var mere end hardcore nok for mig’

’Min værste oplevelse var tre dage efter jul, hvor jeg lå rystende febersyg og sov under Østerport på en seng lavet af brødkasser. Med rotter og alt muligt lort. Toget bragede forbi konstant, og jeg nåede at blive lidt skør af bare at ligge der og glo ind i en betonvæg.’
’Min værste oplevelse var tre dage efter jul, hvor jeg lå rystende febersyg og sov under Østerport på en seng lavet af brødkasser. Med rotter og alt muligt lort. Toget bragede forbi konstant, og jeg nåede at blive lidt skør af bare at ligge der og glo ind i en betonvæg.’

Per Arnesen

18. februar 2017

Du har lige levet 52 dage som hjemløs uden andet end et kamera. Hvad overraskede dig mest?

»Det er helt klart antallet af unge hjemløse i København. Jeg havde måske troet, jeg skulle bo med bumsen på gaden, men en af mine bedste venner var en svensker på 25 år. Han troede ikke, jeg ville klare mere end 14 dage.«

Hvorfor følge dig som hjemløs i 52 dage i stedet for en rigtig hjemløs?

»Det kunne man i princippet også godt. Men mit mål med programmet er jo heller ikke, at man følger mig, men at jeg kommer tæt på og følger en helt masse hjemløse, som fortæller deres historie. Jeg formidler bare.«

Hvad er de tre bedste hjemløsesurvival-tricks?

»Få venner. Det, der tærede værst på min psyke, var, hvis jeg i en uge ikke stødte på nogen af de hjemløse, jeg lærte at kendte. Find læ over hovedet og noget at ligge på. Brug varmestuerne. Problemet med dem er så bare, at de har åbent med ret korte tidsintervaller, så hvis man har andre ting på dagsordenen – som at finde penge, stoffer eller alkohol – kan det være svært at indstille sin dag efter det.«

Det er en del af programbeskrivelsen, at din egen mor var hjemløs på grund af misbrug. Hvad husker du selv fra den tid?

»Mest bare at vade fra det ene sted til det andet og komme i bad standing over alt. Vi rykkede fra venner og familie og sled min mors netværk op, som jeg kan se, stort set alle gør i den situation.«

Der står i beskrivelsen, at du ’skal tilbage og prøve et liv på bunden af samfundet’. Hvordan kan man det, når man ved, at man kommer hjem til sin familie og sin varme seng igen efter 52 dage?

»Der var rigtig mange af de hjemløse, der sagde, at jeg aldrig ville forstå det, så længe jeg havde en slutdato. Og det er jo helt rigtigt. Jeg gjorde det så godt, jeg kunne, og 52 dage på gaden var mere end hardcore nok for mig. Jeg gik igennem mange af de følelser, hjemløse oplever hver dag. Søvnmangel, sult, utryghed, frustration, nervøsitet og paranoia. Jeg tror ikke, nogen kan holde til at leve med så stor uvished, uden at blive præget fysisk og psykisk.«

Hvilken oplevelse husker du tydeligst?

»Juleaftensdag, hvor jeg var febersyg ad helvede til. Jeg vidste, at en tidligere hjemløs i kørestol, Brian fra Grønland, lige have fået bolig, og at han også var pisse syg. Så jeg hentede noget julemad i en varmestue og tog hen til ham. Han havde lungebetændelse, og jeg havde feber, det regnede udenfor, og vi sad i stilhed og hørte den grønlandske gudstjeneste i radioen.«

Hvad var din værste oplevelse?

»Min værste oplevelse var tre dage efter jul, hvor jeg lå rystende febersyg og sov under Østerport på en seng lavet af brødkasser. Med rotter og alt muligt lort. Toget bragede forbi konstant, og jeg nåede at blive lidt skør af bare at ligge der og glo ind i en betonvæg.«

Hvordan blev du set på som hjemløs i forhold til, hvordan du bliver kigget på normalt?

»Man er sjældent i bad og kører meget på røven i offentlig transport, og her sad jeg på et tidspunkt ved siden af en pige i bussen, der sad klinet op ad vinduet med sit tørklæde op for næsen for at komme så langt væk fra mig som muligt. Det var ubehageligt. Og så når man smiler til nogen, der bare kigger den anden vej. Normalt får man smil tilbage, men i de der tiggesituationer var afvisningerne ret hårde. Som da én sparkede til min kop, og jeg måtte kravle rundt på alle fire og samle mønterne op.«

Hvad er det værste og bedste sted at sove i København?

»Det værste var en kældernedgang på en rå palle uden noget som helst. Det var en total begynderfejl. Det bedste sted vil jeg ikke afsløre, for så er jeg sikker på, at nogen sørger for, at man ikke kan ligge der længere.«

Anledningen til programmet er en stigning i antallet af hjemløse særligt i København. Hvad bør kommunen gøre for de her mennesker?

»Det er svært at rykke nogen, der har været hjemløse i 20 år. Men man kan tage fat i de mange unge og huske, at det ikke er nok at putte en ung knægt i en lejlighed og efterlade ham der. Han skal have en god mentor, og her er det afgørende, at det er den samme person over flere år. Så man ikke skal forklare alting forfra, hver gang man prøver at gøre noget ved sit liv. Mange bliver kastet rundt i systemet. Og så skal der være flere billige boliger.«

Fastholder man de hjemløse på gaden ved at give dem penge?

»Jeg har hørt meget snak om den fordom, men det at bo på gaden er ikke optimalt for nogen. 20 kroner er bare ikke det, der holder én fast i det liv. Så de 20 kroner eller den kop kaffe er mere værd end deres egentlige værdi, fordi det kan betyde utroligt meget på en dårlig dag, at nogen anerkender din eksistens. Det er direkte kærlighed, og uden det kan man ikke holde ud at leve.«

Hvad har du så altid i din taske?

»Min bærbare og et lille kamera, men siden jeg kom hjem, har jeg også længe haft mit tiggerskilt, hvor der står ’Kan du undvære nogle kroner til min mad?’. Jeg har et par ørepropper og nogle cykellygter, som jeg lagde blinkende i tiggerkoppen, så folk ikke kom til at træde den ned, og så har jeg en håndvarmer, jeg fik af en hjemløs. Man varmer den med lightergas og så kan den varme hele jakken.«

Hvilken sang burde alle høre?

»’The Waitress’ med rapgruppen Atmosphere. Den handler faktisk om hjemløseproblemstillingen, og jeg skrev min afgangsfilm om den.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu