Læsetid: 8 min.

Under sit arbejde med seksuelle overgreb, modtog sociologen et brev fra en af de stemmer, vi sjældent hører – krænkerens

De to mødtes, og den unge mand fortalte Marie Bruvik Heinskou om den nat, han begik et overgreb
De to mødtes, og den unge mand fortalte Marie Bruvik Heinskou om den nat, han begik et overgreb

Thomas Iburg/iBureauet

18. februar 2017

For et halvt år siden fik jeg et maskinskrevet brev med posten. I brevet beskrev en ung mand kort, at han havde forsøgt at begå en voldtægt, og at han gerne ville mødes, fordi han havde brug for at tale om det, der var sket.

Det er meget vanskeligt at få mænd til at fortælle om grænseoverskridende eller krænkende seksuel adfærd, de har begået mod andre, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville tale med ham. Han var en sjælden og modig henvendelse.

Et halvt år efter jeg svarede ham, vendte han tilbage, og den mand, der bankede på min dør, var en almindeligt af udseende yngre mand i begyndelsen af 30’erne. Han havde lyst kort hår, iført bondeskjorte, cowboybukser og Converse-sko.

Jeg vil her kalde ham Xander – og vores samtale den dag var lang, men spørgsmålet om det overgreb, han havde forsøgt at begå, var omdrejningspunktet.

Årelang skam

Hans historie handler om druk og om venskaber, der balancerer på kanten af destruktion og intime sammensmeltninger. Og så handler den om, at han overskred en grænse – sin egen og sin venindes – som lå og sov i det hus, han boede i, en nat efter en fest. Det er den situation, Xander vender tilbage til igen og igen, for den står stadig som et vendepunkt i hans liv.

Skammen har fulgt i årene efter, og han er siden flyttet til en anden by for at undgå den sladder, der fulgte efter. Her er et redigeret indblik i vores samtale.

— Prøv at fortæl. Hvad skete der?

»Altså mine venner havde taget en masse sprut med til en fest, jeg holdt i det hus, jeg boede i. Jeg følte mig lidt presset til at være med i en drukleg og fik virkeligt meget sprut indenbords, så jeg nærmest ikke kunne skelne sort fra hvid. Først på aftenen kunne jeg mærke på en af pigerne, at hun var interesseret i mig. Vi snakkede, og på et eller andet tidspunkt ligger jeg i sengen med hende. Rundt om os i værelset ligger seks andre og sover. Vi har sex og falder i søvn. Og så vågnede jeg ved, at hun var væk.«

’Den vulgære logik’

»Jeg følte mig lidt ængstelig over det, for jeg havde lyst til at knalde videre. Men så så jeg en anden pige – min gamle veninde – ligge nøgen på gulvet. Det var meget mærkeligt, for jeg følte slet ikke, at jeg var fuld. Jeg følte mig klar i hovedet, men det var jeg overhovedet ikke. Jeg tror, det er første og eneste gang, at jeg har været så fuld, som jeg var der. Og så lå hun bare der, og jeg tænkte: ’Jamen, hvis den anden pige, som jeg lige havde haft sex med, er gået, så må jeg jo knalde med hende, der ligger der nu’. Jeg kendte hende, og jeg havde faktisk knaldet med hende før. Ikke at det skal retfærdiggøre noget som helst«.

— Nej, men det var den logik?

»Det var den vulgære logik, jeg havde. Og så lagde jeg mig ind til hende og prøvede at komme til at have sex med hende. Altså jeg forsøgte at trænge op i hende, men det lykkedes ikke rigtigt, fordi jeg var fuld – og så jeg gav op, tror jeg. Og tumlede lidt rundt i lokalet. Jeg kom til at strejfe én af de andre piger i lokalet, og jeg ved ikke, om hun var vågen eller havde observeret, hvad der foregik, men hun sagde i hvert fald: ’Hvad laver du?’ Sådan meget bestemt. Det var som om, hun vækkede mig af min rus. Jeg lagde mig til at sove, for jeg tænkte: ’Det her kan ikke være godt, nu sover jeg bare lige.’ Og da jeg vågnede om morgenen, havde jeg fortrængt det fuldstændigt. Og der var ikke nogen, der sagde noget. Det var bare sådan: ’Ej, hvor var det hyggeligt i går’ og ’hej, vi skal hjem’ og ’kan du have det godt’«.

Dagen efter

Vennerne tager hjem, Xander sidder i et par timer og sunder sig oven på festen. Pludselig får han en lang sms fra veninden, som han forsøgte at dyrke sex med. Én fra festen har fortalt hende, hvad der skete i løbet af natten. »Og så pludselig slog det ned. Som et lyn fra en klar himmel. Fuck, der var jo et eller andet i nat. Hvad var det nu?« siger Xander og forsætter:

»Jeg blev mere og mere fyldt med gru, da jeg læste længere ned. Jeg tænkte: ’Fuck. Nu er jeg virkelig gået over stregen. Det her er jo på ingen måde acceptabelt. Altså det er jo så tæt på en voldtægt, som det kan være’«.

Der gik det op for Xander, at han havde udvist en seksuelt krænkende adfærd. Han forklarer, at alkoholen fjernede hans parader og hans filter, og at han handlede instinktivt.

»Jeg var skidt tilpas over det, og jeg skyndte mig selvfølgelig at undskylde og sige, at det var slet ikke var min mening. Jeg havde begået en fejl, og jeg var i vildrede over, hvordan jeg kunne begå sådan en … en forbrydelse, ikke?«

— Sådan en fejl, man begår, når man er fuld på den måde, hvorfor er den værre end andre fejl?

»Det er nok fordi, det er et kæmpe tabu. Du står også helt alene bagefter. Du ved ikke, hvem du skal snakke med om det. Jeg slap heldigt, for hun ville ikke anmelde mig for voldtægtsforsøg. Er du først er stemplet som voldtægtsmand, så lukker alle døre i«.

Grænseoverskridelse som præmis

— Hvordan?

»Folk trækker sig bare fra dig. De prøver at bruge en skammermagt over én. Jeg er begyndt – sådan stille og roligt – over for nogle meget betroede venner at sige det, som det er. At det her skete for en årrække siden, og at jeg er blevet klogere i dag. Jeg har taget et selvopgør og har læst en masse om psykologi, maskulinitet og præstation og sådan noget.«

— Bestod jeres fællesskab i det hele taget i at overskride grænser?

»Altså de fællesskaber, jeg har befundet mig i, har været grænseoverskridende som definition. Jeg har også flere gange tidligere i mit ungdomsliv prøvet at vågne op et sted, hvor jeg var gået kold, og så var der folk, der havde hånden nede i mine bukser eller på en eller anden måde prøvede at forføre mig«.

— Altså folk? Kvinder eller ... ?

»Kvinder. Ja. Og det er sket flere gange. Tre gange i alt eller sådan noget. Man vænner sig til, at man er i en kultur, hvor det er okay at gøre sådan noget, hvis ikke man bliver stoppet«.

— Ja, og jeg tror min pointe er, at den skam, du oplever jo også er forbundet med, at det jo på den ene side er ekstremt lystfuldt og trygt at være sammen med nogle mennesker på den måde, og på den anden side så er det hele tiden noget, der balancerer på en knivsæg og derfor også meget hurtigt kan ryge over på den anden side, som kan være svær at forstå, om den er i orden eller ikke i orden.

»Jeg har jo på ingen måde været slemmere end så mange andre i det her fællesskab. Jeg var i en årrække med i en gruppe, hvor jeg tror, vi havde tre-fire episoder med drenge, der var gået over grænsen og blev mødt med anklager om voldtægt.«

Kunne ikke komme videre

»De trak sig fra gruppen, og det er nok med den erindring i baghovedet, at jeg tænkte: ’Åh nej, bare jeg nu ikke er blevet en af dem.’ Altså, for så ved jeg godt, hvad klokken er slået. Jeg havde det bare så fedt i det fællesskab, og jeg havde ikke lyst til at trække mig, så jeg håbede bare, at det ikke blev sagt videre. Men jeg kunne ikke helt stoppe det, for den nærmeste veninde til pigen, jeg voldtog, kom til at tale over sig i en brandert, og historien spredte sig, og i løbet af kort tid vidste alle det. Det er jo det der med at blive stemplet, ikke?«

— Ja?

»Man bliver jo pålagt en skam, som låser én, så man ikke kan komme videre. Og det endte også med, at jeg flyttede til en helt anden by for at få det hele lidt på afstand. Jeg tænkte: ’Jeg må hellere gå, mens jeg stadig har tid, og det ikke eksploderer.«

Xanders historie slutter ikke her. Vi taler videre det meste af eftermiddagen, og jeg hører om hans opvækst og livet efter den hændelse, som har sat afgørende spor i ham. Da han går, kigger han intenst på mig, og siger som noget af det sidste:

»Shit, mand… det var hårdt. Og jeg var jo lige ved at begynde at tude undervejs«.

Jeg smiler og håber det bedste for ham. Og siger så:

»Jeg ville håbe, at flere mænd ville dele deres oplevelser, som du har gjort«.

En forebyggende fortælling

Han smiler tilbage og forsvinder ud i verden. Og jeg tænker, at skammen hos Xander både er udtryk for, at han ved, at han har været ude af trit med samfundets moralske orden, men også at skammen har isoleret ham i årene, der har fulgt efter.

Jeg kommer i tanke om den norske kriminolog og fortaler for konfliktråd Nils Christies sympatiske ord:

»Lige så vel som offentligheden har behov for at opleve den kriminelle som menneske før forbryder, har den kriminelle behov for at møde offeret som menneske før offer eller genstand, som man behandler efter forgodtbefindende.«

Måske de delte fortællinger kan være forebyggende i sig selv. Man kan håbe. Xander ville i hvert fald gerne dele sin historie. Og hvis flere mænd ville fortælle, kunne det måske blive en ny begyndelse, der åbnede op for flere nuancer af overgrebets væsen.

Xander er et opdigtet navn, hans rigtige navn er redaktionen bekendt. Enkelte oplysninger er tillige anonymiseret, så Xander ikke kan identificeres.

Marie Bruvik Heinskou er sociolog ved Aalborg Universitet, forfatter til en ph.d. om anmeldte voldtægter i Danmark og for tiden i gang med Skandinaviens største undersøgelse af seksuelle overgreb

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Torsten Jacobsen
Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Jørn Andersen, David Zennaro, Viggo Okholm og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget stærk fortælling som jeg tror er helt rigtig, den viser nuancer og grænser og samvittighed.

Jesper Frimann Ljungberg og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

"Og jeg tænker, at skammen hos Xander både er udtryk for, at han ved, at han har været ude af trit med samfundets moralske orden, men også at skammen har isoleret ham i årene, der har fulgt efter."

Årrrrh - hvor er det dog synd for ham. Han må da helt sikkert kvalificere sig til gratis psykologhjælp i årevis, når han sådan føler at han er kommet til at overtræde "samfundets moralske orden" og derfor skammer sig..... MEN, Hvorfor er han ikke ked af han har groft udnyttet en sovende helt uskyldig kvinde...? Hvordan tror han lige, at hun kommer videre med sit liv...?

Jeg brækker mig.... ! Hvad fanden er det for en tilgang nogle mænd har, at de tror de har ret til kvinders kroppe....

Mænd der voldtager har så mange gode undskyldninger....

F.eks. :

Hun bad selv om det fordi: hun sov - desværre var det lidt træls at skulle flå hendes lange cowboybukser af og hive hendes menstruationstampon ud, som var helt blodig, Men hun havde helt sikkert lyst til mig. Særligt da jeg jeg vidste at hun var forelsket i en anden fyr, og havde drukket for meget fordi hun var ked af det, og hun derfor var nærmest bevidstløs af druk og træthed.

eller:

Hun var på vej til arbejde som økonoma og man beder da selv om at blive flået af cyklen og voldtaget, når man cykler kl. 05.00 en stille sommermorgen.

eller:

Som gammel enlig dame på 78 beder man da selv om at nogen skal bryde ind i ens bolig om natten og voldtage een, mens man sover.....

eller

Som 13 årig skolepige beder man da om at blive voldtaget af en indbrydstyv, når man låser sig ind i sit hjem, mens far og mor er på arbejde.

Fortsæt selv listen....

Det er på høje tid at drenge bliver undervist i skolen om "hvad man IKKE må"....

Lilli Wendt:
Jeg er ikke helt sikker på hvorfor du vælger disse tænkte betragtninger her. Jeg forstår godt at du bestemt ikke anerkender mænds manglende kontrol af begær her. Men jeg synes nu stadig at artiklen fortæller om en fyr, som erkender han har trådt over nogle grænser og at disse har plaget ham. Er det i sig selv ikke positivt? Jeg læser det også som om at det at drikke for meget kan betyde udviskning af normal moral. Og jo kvinder /bestemmer selv hvor langt man vil gå omkring det seksuelle og mænd/ drenge skal have begæret styret så de erkender at man aldrig har seksuel samkvem med et menneske som ikke selv har lyst. Er det egentlig ikke det fyren har forstået?

Kære Viggo Okholm,

For mig viser artiklen en mand, som er hamrende ked af og forbandet over, at hans image i gruppen og hans eget selvbillede blev ændret og hans venner ikke længere vil have noget med ham at gøre. En mand, som håbede at ingen ville kende til hans gerning, så han kunne skjule det for andre. En mand, som går mere op i hvor synd det er for ham, at han er nødt til at skamme sig, end det faktum, at han har været ond over for en anden. Hans skam vejer mere for ham, end anger og fortvivlelse over hvad kvinden har måttet gennemgå. Det får mig til seriøst at tvivle på, om han har nogen som helst empati over for kvinden, for alt drejer sig om, hvor synd det er for ham selv. Når "overtrædelse af samfundets moralske orden" er mere betydningsfuld for ham end at han har gjort et andet menneske ondt, så viser det for mig, at hvis "samfundets moralske orden" var en anden slags, hvor det var i orden at betragte kvinder som byttedyr, ja, så havde han ingen skrupler haft bagefter. Det tyder på, at han i virkeligheden har meget svært ved at opleve kvinder som værende af lige værdi med ham selv.

Måske er det, at kvinder også er mennesker lige som dem selv, som er allersværest for mænd der voldtager at forstå. At kvinder både kan tænke og føle. At kvinder har ret til deres egen krop. At man ikke "bare tager for sig af retterne" uden at få lov. At hvis man har lyst, så er der ikke nogen ret til at kræve andres kroppe.

Lilli Wendt.
Din vinkel kan så være lige så rigtig som min og jeg opfattede noget anderledes.
Men det at indrømme at status(nu var/er han ung) i omgangskredsen er vigtig er for mig en vigtig erkendelse og så læser vi så ud fra det vi tror han mener inderst inde.

Det er altid fint at få den anden side med.
Jeg undrer mig dog over, at når gerningsmanden har så stor fokus på konsekvenserne for ham selv og slet ikke for offeret, hvorfor intervieweren ikke spørger ind til det? Ja, det var måske nedern for ham at miste sin omgangskreds, når nu det var så hyggeligt osv...... og ikke et eneste ord om, hvor forfærdeligt det måtte have været for offeret. Migselv, migselv, migselv.

@ Lilli Wendt
Nu er det jo krænkerens perspektiv der fremføres; der er bevidst ikke fokus på konsekvenserne for offeret. Der findes i øvrigt en del artikler på Information, der skildrer konsekvenserne for ofrene af seksuelle overgreb.
Er 'Xander' ikke ked af sine handlinger? Hvor i teksten står det? Hvor står det skrevet, at han er ligeglad med konsekvenserne for hende? Hvis ikke du mener, at han forholder sig til de rigtige spørgsmål, ja, så tag den op med Marie Bruvik Heinskou el. redaktionen. Det er ikke Xander, der har forfattet denne tekst. Den eneste måde at komme din klagesang til gode, er ved at give fuld redaktionel frihed til Xander. Måske han bør ringe til dig og høre, hvilke spørgsmål du ønsker svar på?

Jeg synes det er beskæmmende, at Lilly Wendt - fordi hun ikke kan ud over egne sensibiliteter - vælger en lægge en stor lort på Xanders bidrag ved at underkende hans erfaringer og intentioner; og dét på et mildt sagt spinkelt grundlag. Jeg finder det simpelthen uværdigt.

René Arestrup

@René Skov
Jeg ved ikke hvad jeg forhindrer - og det var sådan set heller ikke mit ærinde, blot en konstatering af at alkohol hyppigt optræder som absolut apologi for alskens tåbelige - og kriminelle - handlinger. Det er naturligvis bekvemt, men det er ikke nødvendigvis rigtigt.

@ René Aarestrup.
Tak fo svaret. Jeg forstår det sådan, at implikationen af din kommentar til artiklen er, at 'Xander' her bruger alkohol som undskyldning for sin opførsel, og dermed ikke tager ansvar for sine handlinger. Det er der ikke belæg for at sige; det er ikke sandsynliggjort. Jeg har altså svært ved at forstå behovet for at tale et sårbart menneske endnu længere ned, da det - hverken fra et konsekvensetisk eller fra et nytteetisk perspektiv - giver megen mening. Alligevel bliver han pure afvist af moralisterne på Information. Er det virkelig så svært at anerkende en god intention, hvis ikke den følger det politisk korrekte narrativ?

Og lad mig spørge - for dette har undret mig over siden jeg engang kom for sent i folkeskolen - hvad er i reglen forskellen på en forklaring og en undskyldning? Hvordan identificeres denne forskel?

Kære Rene Skov,

Prøv lige at genlæse disse citater fra Xander, før du mener jeg er for grov i min kritik. Og, prøv så lige at ændre "voldtægt" til f.eks. "flugtbilist" eller "overfaldsmand" eller "hjemmerøver". Måske får du så en anden vinkel på Xanders beskrivelse af sin skam. Måske får du så også en bedre forståelse af, hvorfor jeg mener, at ofret har krav på større empati fra hans side. Stærkest står udtrykket "Man bliver jo pålagt en skam"..... Men dejligt, hvis Xander arbejder med sin maskulinitet og får en bedre tilgang til hvordan man respektfuldt opfører sig overfor kvinder.

Citater fra Xander:

"»Jeg har jo på ingen måde været slemmere end så mange andre i det her fællesskab. Jeg var i en årrække med i en gruppe, hvor jeg tror, vi havde tre-fire episoder med drenge, der var gået over grænsen og blev mødt med anklager om voldtægt.«

Kunne ikke komme videre
»De trak sig fra gruppen, og det er nok med den erindring i baghovedet, at jeg tænkte: ’Åh nej, bare jeg nu ikke er blevet en af dem.’ Altså, for så ved jeg godt, hvad klokken er slået. Jeg havde det bare så fedt i det fællesskab, og jeg havde ikke lyst til at trække mig, så jeg håbede bare, at det ikke blev sagt videre. Men jeg kunne ikke helt stoppe det, for den nærmeste veninde til pigen, jeg voldtog, kom til at tale over sig i en brandert, og historien spredte sig, og i løbet af kort tid vidste alle det. Det er jo det der med at blive stemplet, ikke?«

— Ja?

»Man bliver jo pålagt en skam, som låser én, så man ikke kan komme videre. Og det endte også med, at jeg flyttede til en helt anden by for at få det hele lidt på afstand. Jeg tænkte: ’Jeg må hellere gå, mens jeg stadig har tid, og det ikke eksploderer.«

René Arestrup

@René Skov
Et eller andet sted mener jeg det er vigtigt, at vi alle, hver især, tager ansvar for vores egne handlinger. Det gør 'Xander' sådan set også, lige bortset fra at han tillægger den kendsgerning at han var fuld en uforholdsmæssig stor betydning i hændelsesforløbet. Dermed forsøger han, i hvert fald delvis, at fralægge sig et personligt ansvar for hvad der skete. Alkoholen kommer med andre ord til at fungere både som en forklaring og en undskyldning. Og det mener jeg simpelthen er uholdbart. Mit postulat vil være, at han som udgangspunkt har haft et problem med normer og grænser og at alkoholen - derefter - har udvisket den sidste, tynde barriere mellem rigtig og forkert adfærd. Nu er det jo heldigvis sådan, at de fleste mænd - uanset hvor selskabeligt overislede eller stang-drukne, de er - godt kan afholde sig fra at voldtage kvinder, netop fordi, de som udgangspunkt, ikke har et problem med normer og grænser.
Jeg taler ikke for en yderligere fordømmelse af 'Xander', og beundrer i øvrigt hans mod ved at træde frem, men jeg mener det er vigtigt, at han, og andre mænd, kigger indad og adresserer de dybereliggende psykologiske årsager til deres forkvaklede syn på kvinder. Og jeg tror den process vil være mest frugtbar, hvis de ikke griber til bekvemme apologier.

@ Lilli Wendt
Jeg har nu genlæst artiklen adskillige gange. Jeg mener fortsat ikke, at denne udveksling af spørgsmål og svar kan anvendes til at konstantere, at han ikke i dag forsøger at tage ansvar for sig selv og sine handlinger. Gisninger om hans sindstilstand baseret på disse få udsagn tenderer til det useriøse, og jeg ville ikke ønske mig en lægdommer, der ville fælde dom over mig på sådant et grundlag. Kan vi fx afvise, at hans udtalelser bør tolkes med hensynstagen til det stigma som han bærer, som han tager på sig og forstærker gennem sine konstante forsøg på at holde det i skak? Manøvrer, der nødvendigvisfejler, hvorfor han forekommer akavet og usympatisk? For ikke at nævne, at udsagnene er redigeret og vinklet af flere omgange. Nå, jeg synes fortsat det var for groft. Tak for svaret og god aften.

Michael Nielsen

Det vigtigste ved denne artikel, er at den er blevet skrevet. For som samfund har vi i snart 20 år hørt den ene forfærdelige historie efter den anden, om fysiske overgreb og voldtægt. Men vi har stort set ikke hørt noget som helst fra dem der begår overgrebene. Eller for den sags skyld, blot kommentarer fra professionelle, om hvorfor et overgreb er forgået.

Det har betydet at vi som samfund er faldet i afstands-fælden. For så snart vi læser om et overgreb, så er vi blevet tilvænnet til automatisk, enten at udløse det had, vrede eller hovedrystende afstandstagen. Sagt med andre ord, moralsk fordærv, der kun følger til heksejagt, volds anarkisme og endeligt accept af systematisk vold og terror mod de vi hader.

Så igen, er denne artikel, i dette lys, en vigtig brik i kampen mod det moralske fordærv. Et fordærv der kun leder et samfund i een retning; masse stalking, selvretfærdighed, systematisk og automatisk tingsliggørelse som en del af dagligdagens adfærdsmønster.

Til Marie Bruvik Heinskou kan jeg kun sige tak for forsøget på at rette op på ubalancen. Ikke at denne ene artikel kan gøre det, men den er stadigvæk et vigtigt skridt i den rigtige retning, nemlig i retningen af nuancens position.

Men for at vi som samfund kan bevæge os tilbage til den position, så vil det kræve lignende indslag, i de fleste medier, mindst én gang hver 14. dag de næste 5-10 år. Dét er så langt væk vi er kommet som samfund.

Tak igen.

Michael Nielsen

Med hensyn til krænkeren i artiklen, så er det måske på sin plads at stille spørgsmålet, om vedkommende selv er offer for en krænker? Måske endda flere, der har ført vedkommendes psykologi til den position, hvor det at krænke andre, som kvinden han krænkede, bliver en nødvendighed, for at føle selvkontrol?

Altså at den grænseoverskridende og kriminelle adfærd er i direkte forbindelse med hvad andre har begået af krænkelser mod ham? Måske andre kvinder, der så dermed i denne sag, bliver hans ubevidste mål for kriminel adfærd?

Kort sagt; er en krænker en der i forvejen er blevet krænket af andre? (altså strukturel vold)

Michael Nielsen

@René Arestrup

Jeg deler din opfattelse af at han delvist forsøger at fralægge sig sit personlige ansvar. Men bør vi ikke gå ud fra at vedkommende sandsynligvis befinder sig i en proces, hvor selverkendelsen sker gradvist?

Citat fra René Arestrups indlæg
"...Jeg taler ikke for en yderligere fordømmelse af ’Xander’, og beundrer i øvrigt hans mod ved at træde frem, men jeg mener det er vigtigt, at han, og andre mænd, kigger indad og adresserer de dybereliggende psykologiske årsager til deres forkvaklede syn på kvinder."

Der findes masser af kvinder med et forkvaklet selvsyn. Kvinder der både krænker drenge og mænd, som piger og andre kvinder. Som oftest krænker dem psykologisk, en voldtægtskultur der I Danmark stadigvæk er tabu såvel som mørklagt rent statisktisk.

Jeg kommer selv fra en familie og et nærmiljø, med mange kvindelige krænkere. Så jeg ved af erfaring at de eksisterer i stort antal. Er blevet krænket tusindevis af gange, siden min barndom.

Krænker-kulturen, for det er grundlæggende hvad den er, udøves ikke kun af det ene eller andet køn, men af personer, der sandsynligvis selv er blevet krænket.