Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkasse: Hvordan sætter man grænser for kærestens veninders kærester?

Den venneprivilegerede
Moderne Tider
11. februar 2017

Min kæreste har mange veninder – et stort hold fra gymnasiet, og jeg kommer egentlig meget godt ud af det med de fleste af dem. Bedst med dem, min kæreste også selv er tætte med. Men nu er de mandlige kærester til de mere periferere af hendes veninder begyndt at invitere mig til facebooktråde og events, som om vores kæresters venindeskab gør, at vi pludselig skal ses, drikke bajere og spille spil. Jeg gider ikke!

Min kæreste gider heller ikke det der par-dating agtige halløj, men selv om jeg har forsøgt at sige fra over for den ene af dem, stopper de ikke, og på Facebook bliver den slags jo ved med at poppe op. Hvordan får jeg høfligt, men også overbevisende sagt, at jeg ikke gider bygge et venskab op med dem?

Svar I:

Du har tre muligheder. 1) Du siger det, som det er: At du ikke gider. Det vil med stor sandsynlighed give dig ry som et dumt og arrogant svin. 2) Du deltager, selv om du ikke gider. Det vil med stor sandsynlighed give dig ry som et dumt og arrogant svin. 3) Du ignorerer deres henvendelser på Facebook og sms. Også selv om de rykker for svar. Det vil med stor sandsynlighed give dig ry som et dumt og arrogant svin. Valget er dit. Jeg hælder mest til 1’eren, men det er mit indtryk, at de fleste vælger en af de to andre.

Og så lige en advarsel: Når du en dag får børn, forventes det, at du laver en masse socialt med børnenes venners forældre. Jeg er nogenlunde festligt anlagt, så jeg klarer det o.k., men det er en pinsel for mange af dine ligesindede, ved jeg. Du kan med andre ord lige så godt vænne dig til at blive betragtet som et dumt og arrogant svin.

— Kristian Villesen

Svar II:

Jeg skrev lige til min redaktør, at jeg kun kunne svare på dit spørgsmål, hvis jeg fik lov til at være hvad jeg lige nu føler mig: gammel, sur og ganske ude af stand til at sætte mig ind i, hvad der opfattes som problemer i andre livsfaser end min egen aktuelle.

Han afslørede så, at jeg faktisk var castet til holdet af brevkasseorakler som netop gammel, sur og ganske ude af stand til at sætte mig ind i hvad, der opfattes som problemer i andre livsfaser end min egen. Av. Tak for lortekaffe.

Den kom som en svidende lussing, kan jeg godt sige dig. For her gik jeg gik rundt og troede, at det var Georg Metz, der var den, mens jeg var castet som progressiv, fordomsfri og lidt af en frækkert. Så den lille oplysning gjorde mig blot endnu mere gammel og sur og ganske ude af stand til at sætte mig ind i hvad der opfattes som problemer i andre livsfaser end min egen.

Så her kommer mit råd: sig nej.

— Anna von Sperling

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her