DF og Socialdemokratiet er tættere end nogensinde – og alligevel så langt fra hinanden

Det er aften på Amager. Nogle stamkunder vælter billardkegler under de grønne lamper, mens ungdomsformændene fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti klemmer sig ned i et hjørne af bodegaen med hver sin kolde Hof.

Ugens altoverskyggende samtaleemne i dansk politik har været det store fælles-interview mellem Socialdemokratiets Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl. De to partiledere har lovet hinanden støtte og samarbejde i fremtiden – det er blevet kaldt »en romance«, »en flirt« og »en forlovelse« (endda på Valentinsdag). Spørgsmålet er, hvor alvorligt man skal tage de varme følelser?

»Man behøver ikke høre bryllupsklokker, bare fordi to mennesker flirter i en sofa,« har Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen sagt. Men er han nu sikker på det?

En analyse her i avisen viste onsdag, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet oftere og oftere stemmer det samme i folketingssalen – fra 46 pct. af afstemningerne i 2010 til 69 pct. i dag.

De to partier, som engang ikke kunne udstå hinanden, er blevet tætte – men hvor tætte? Kan man ligefrem forestille sig en fremtidig S-DF-regering?

For at finde svar, har Information inviteret den næste generation af politikere til øl på en røgfyldt Amager-bodega: DSU-formand Lasse Quvang Rasmussen og DFU-formand Chris Bjerknæs, begge født i 1989.

– Nå, hvad synes I om jeres partilederes nye forhold?

»Jeg mener, at Dansk Folkeparti har rykket sig til venstre,« siger Lasse Quvang Rasmussen.

»Og jeg ser det modsat,« siger Chris Bjerknæs: »Det er Socialdemokratiet, der har nærmet sig os – især på indvandring.«

Så er vi i gang.

Hvem har flyttet sig

Lasse (DSU): »Ugen har handlet om, at Tulle og Mette Frederiksen har siddet med 3F og fredet pensionsalderen, og muligvis også lagt topskattesænkningerne i graven...«

Chris (DFU): »Lige præcis.«

Lasse: »…altså, områder, som Dansk Folkeparti for ti år siden havde stemt for til gengæld for indvandrerstramninger – der er sket noget, siden Tulle sad og spiste flæsk på Vejlegården.«

Chris: »Det har du ret i, men I har også rykket jer værdipolitisk: På indvandring og retspolitik, men også på EU, hvor der nu er røster i Socialdemokratiet, der taler om mindre union.«

Begge har ret. Meget tyder på, at både S og DF har flyttet sig: Socialdemokraterne er rykket til højre på udlændingepolitikken – en opgørelse viste sidst år, at socialdemokraterne havde stemt for 37 udlændingestramninger, mens Venstre ’kun’ stemte for 36.

Og Dansk Folkeparti er rykket til venstre i den økonomiske politik – de nægter at sænke topskatten og hæve pensionsalderen, de har stemt for flere penge til offentlig transport og er i mod VLAK-regeringens flade boligskat.

Det viser sig også hurtigt, at ungdomsformændene er enige om en hel del:

Chris: »Vi er enige om at investere mere i uddannelse…«

Lasse: »Ja, og gerne til erhvervsskolerne. Du har også nævnt Uber og social dumping …«

Chris: »… østeuropæisk arbejdskraft.«

Lasse: »Ja, man skal arbejde på danske løn- og arbejdsvilkår.«

Chris: »Der er også noget omkring ulighed, hvor vi er enige. Vi er jo klare i mælet om, at vi ikke skal lette topskatten. Vi deler også en interesse for middelklassen og arbejderklassens vilkår, og jeg er rigtig bekymret for sammenhængskraften – at landet knækker. Dér tror jeg også, vi kan mødes.«

Lasse: »Ja, og på boligskat.«

De nikker anerkendende og tager en tår øl. Jukeboksen slår over i When a Man Loves a Woman, og for en stund er al snak om blokpolitik, højrepopulisme og Det Gule Danmark aflyst. Men så kommer det store spørgsmål…

Hvad så med den regering?

– Kan I så se en S-DF-regering for jer?

Chris: »Nej.«

Lasse: »Nej.«

Svarene falder prompte.

Lasse: »Jeg ser stadig Dansk Folkeparti som et borgerligt parti. I alle de år, de har haft indflydelse – med undtagelse af de sidste par måneder – har de været med til at barbere velfærden og give skattesænkning. De har bildt vælgerne ind, at de var røde, men har stemt for Fogh og Løkkes økonomiske politik.«

Chris: »Vi kæmper jo for 0,8 pct. i vækst (i den offentlige sektor, red.). Faktisk mere end jer.«

Han smiler drillende. »Og hvad kalder du egentlig Helle Thorning og Bjarne Corydons økonomiske politik? I sænkede da selskabskatten, ikke?«

Lasse: »Den, mener jeg også, har skabt for stor ulighed.«

– Lasse, DF er vel ikke mere borgerlige end de radikale, og dem har I lige været i regering med…?

Lasse: »Nej, ikke lige nu, men DF har været med til at gennemføre fattigdomsydelser, omprioriteringsbidrag på uddannelser og sænket registreringsafgift og arveskat. Og de lægger stadig stemmer til en blå finanslov hver gang.«

Han tømmer sin øl og kigger lidt bebrejdende på Chris Bjerknær.

Chris: »Ja, vi stemmer for mange ting, som ikke er groet i vores baghave, fordi vi får noget andet til gengæld – vi har fået 28 markante udlændingestramninger. Vi er pragmatiske.«

– Men, Chris, den slags stramninger er Socialdemokratiet jo med på nu…?

»Men vi skal se dem stå distancen over en længere periode. Vil I måske stemme for en permanent grænsekontrol,« spørger han og ser på Lasse Quvang Rasmussen, som ryster på hovedet.

– Men det vil Venstre jo heller ikke…?

»Nej. Situationen er interessant.«

Ja eller nej

For at trykke på de ømmeste politiske punkter har Information taget seks påstande med, som de to ungdomspolitikere indvilliger i at svare klart ’ja’ eller ’nej’ til:

– Feminisme fylder for meget i den offentlige debat?

Chris: »Ja.«

Lasse Quvang Rasmussen kniber øjnene sammen og tænker sig om.

Lasse: »Nej.«

– Uligheden i Danmark er alt for stor.

Chris: »Nej.«

Lasse: »Ja.«

– Klimaforandringerne er vor tids største udfordring.

Chris: »Nej.«

Lasse: »Ja.«

– Den danske kultur er truet af indvandring.

Chris: »Ja.«

Lasse Quvang Rasmussen bider sig i læben og skærer en grimasse.

Lasse: »Mmmm, ja.«

Chris: »Det er også svært at svare enten ja eller nej til.«

– EU og Tyskland har ført en alt for stram økonomisk politik for Europa.

Chris: »Nej.«

Lasse: »Ja.«

– Vi kan løse fremtidens udfordringer uden EU.

Chris: »Ja.«

Lasse: »Nej.«

Så skulle den søde enighed vist være ødelagt.

En del af slænget på Toga

Der var engang, hvor DSU virkelig hadede Dansk Folkeparti – de gik med anti-DF-badges, og lavede plakater, hvor Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgård dansede tæt som Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i Titanic: »Katastrofekurs,« lød overskriften – »Fra skaberen af minimalstaten og fremmedhadet«.

I dag er det anderledes. Men hvorfor?

Lasse: »Vi er gået fra slet ikke at ville tale med Dansk Folkeparti til at se dem som et parti, som alle andre. Man kan ikke sætte et parti i skammekrogen, som får hver femte stemme, og vi advarer vores søsterorganisationer i Norge og Sverige mod at begå samme fejl. Jeg tror, det styrkede Dansk Folkeparti i starten, at man holdt dem ud i strakt arm.«

Siden 1990’erne har venstrefløjen groft sagt haft to taktikker i kampen mod DF: Inddæmning og domesticering. Enten mente man ikke, at Dansk Folkeparti var stuerene, eller også så man dem som et ganske normalt parti – nu ser det ud til, at den sidste tilgange har vundet.

Lasse: »Da jeg startede som ungdomspolitiker, så man aldrig DFU’ere i det politiske ungdomsmiljø – de var ikke en del af slænget på Toga (bar i København, hvor ungdomspolitikere holder til, red.). Nu møder man DFU’ere på Toga lige så tit, som man møder KU’ere eller VU’ere.«

Chris: »Vi er blevet integreret.«

Lige nu står Dansk Folkeparti til gengæld midt i en historisk vælgerkrise: Torsdag viste en Gallup-måling i Berlingske, at hver fjerde vælger har forladt partiet siden valget i 2015 – DF må nøjes med 15,8 pct. af stemmene, ved valget fik de 21,1.

Og i januar viste en analyse i Altinget, at hele 41.000 DF-vælgere er skiftet til Socialdemokratiet siden sidste valg (yderligere 21.000 er gået til Venstre og 45.000 til Nye Borgerlige).

Gruppeformand Peter Skaarup har givet hele skylden til Morten Messerschmidt og skandalerne om fusk med EU-midler, »det er meget tydeligt for os, at det er på grund af den sag,« sagde han torsdag til Berlingske.

Dansk hjerteblod

Jukeboksen spiller Kolde Hjerter med Danser med Drenge (»Du har brug for en ven der forstår dig!«), og der er kun fire kunder tilbage. Vi køber nye øl. Vi kan ikke undgå det længere – elefanten i rummet venter: udlændingepolitikken.

Lasse Quvang Rasmussen trommer i bordet og bliver tung i blikket:

»Jeg ville bare så gerne have diskussionen væk fra frikadeller, svømmehaller, paraboler, tørklæder – den slags symbolpolitik – og over til at handle om integration.«

Chris: »Kan det ikke være både-og. Det handler jo om traditioner og kultur, og de kampe er super vigtige. Det er hjerteblod for os.«

– Så det DSU kalder symbolpolitik, kalder DFU hjerteblod?

Chris: »Ja.«

Lasse: »Ja, det er nok rigtigt. Altså, jeg har holdninger til tørklæder, Grimhøjmoskeen og frikadeller, jeg er bare så træt af, at det skal fylde 90 pct. af debatten – i høj grad fordi DF skubber på. Jeg synes, vi skulle sige: ’Nu gider vi ikke mere. Nu skal vi løse udfordringerne om tilknytning til arbejdsmarkedet og kriminalitet’.«

Chris: »Jeg synes, I lader stå til her. Så skulle vi lave et værdifællesskab, der sagde: ’Vi accepterer ikke, at små piger render rundt med tørklæde, at svømmehallerne deles op, at man fratager folk retten til at spise svinekød.’ Så kunne vi bruge al tiden på det andet.«

Lasse: »Ja, ja. Men vi er nok ikke helt enige om alle detaljerne, og så ender vi i en mega, mega lang diskussion.«

Det er Løkke. Stadigvæk

Men selv en DFU’er kan få for meget. Selv om Chris Bjerknæs kalder det »hjerteblod,« føler han også, at debatten burde »handle mere om, at inkludere folk.« 

Blandt andet den ophedede diskussion om danskhed, hvor hans partifælde, Martin Henriksen, på et tidspunkt fik sagt, at børn med én udenlandsk forælder, der er opvokset i Danmark, ikke nødvendigvis er danske.

Chris: »Der er en tendens på højrefløjen til at pege på en masse mennesker og sige: ’Du er ikke dansk, og du er ikke dansk’ i stedet for at tale om kernen i at være dansk. Du kommer ikke til at opleve mig sige til én: ’Du er ikke dansk.’ Den debat er latterlig.«

– Så Martin Henriksens udtalelse var for krads?

»Jeg kender ikke bevæggrundene helt. Den må stå for Martins egen regning.«

Chris Bjerknæs har tidligere været medlem af DSU, og spørger man til hans politiske idol nævner han et citat af H.C. Hansen: »Det med at foretrække ’resultater frem for resolutioner’ – han har gjort meget godt for Danmark,« siger Chris Bjerknæs.

Lasse: »Ja, det er et skidegodt citat.«

Spørger man videre, hvad DFU-formanden mener, Danmarks største udfordring er, siger han »den svækkede sammenhængskraft.«

– Chris, er du en borgerlig politiker?

Chris: »Ja«

– Mange borgerlige vil nok svare vækst og konkurrenceevne, når man spørger til den største udfordring…?

Chris: »Sikkert. Men hvis økonomien skrider, er det muligt at rette den op – hvis kulturen og sammenhængskraften skrider, så står vi med en langt større udfordring.«

Øllene er tomme nu. Aftenen er ved at være slut.

– Hvem synes du, DF skal pege på som statsminister?

Chris: »Der hvor vi får mest igennem. Og det er Løkke. Stadigvæk.«