Læsetid: 3 min.

Der er fire forklaringer på højrepopulismen – det postfaktuelle demokrati er nummer fire

Alle taler om Brexit og Trump og højrepopulismens succes. Men hvor kommer den fra? Selv om vi har diskuteret populisme siden 90’erne, er vi aldrig helt blevet enige om, hvad der driver den. Information gennemgår i disse dage fire af de stærkeste forklaringer på højrepopulismen. Det postfaktuelle demokrati er den fjerde og sidste
Alle taler om Brexit og Trump og højrepopulismens succes. Men hvor kommer den fra? Selv om vi har diskuteret populisme siden 90’erne, er vi aldrig helt blevet enige om, hvad der driver den. Information gennemgår i disse dage fire af de stærkeste forklaringer på højrepopulismen. Det postfaktuelle demokrati er den fjerde og sidste

Thomas Iburg/iBureauet

Moderne Tider
11. februar 2017

I november bragte The Wall Street Journal en stor historie om en af Trumps mange økonomiske interessekonflikter – men inden historien for alvor eksploderede, skrev den nybagte præsident et tweet:

»Ingen bør have lov til at brænde det amerikanske flag – hvis de gør, skal der være konsekvenser – måske tab af statsborgerskab eller flere år i fængsel!«

Tweetet fik 215.000 likes, og da provokerende demonstranter senere på dagen brændte flag af foran Trump Tower, overdøvede det fuldstændig historien om Trumps interessekonflikt.

Sådan kan den moderne medievirkelighed se ud: Følelsesudbrud på 140 tegn kan overdøve et af verdens mest seriøse mediehuse.

Ekko-emotioner

I 2016 er ’det postfaktuelle samfund’ for alvor kommet på banen som en forklaring på højrepopulismens succes. Idéen er, at digitale medier har gjort sandheden relativ. Hvor der engang fandtes autoriteter, som kunne sortere i verdens viden – middagsradioavisen eller encyklopædien – har internettet demokratiseret al information. Alle mennesker kankonstruere deres egne (u)sandheder, så det bliver svært med sikkerhed at fastslå, om Barack Obama rent faktisk er muslim, eller om Storbritannienbetalte 350 mio. pund om ugen til EU (sådan som leave-kampagnen hævdede).

»Mediernes rolle som demokratisk infrastruktur på tværs af politiske uenigheder forsvinder,« siger David Budtz Pedersen, som er lektor på Aalborg Universitet. »Meningsfællesskaber er vigtigere end faktuelle kendsgerninger.«

Det kan skabe meningsbobler og ekkokamre, hvor ligesindede taler med hinanden uden at høre modstanderens argumenter, og det ødelægger den demokratiske dialog (måske er det derfor, 78 pct. af Trumps vælgere tror, at kriminaliteten i USA er vokset under Obama – selv om det modsatte er tilfældet).

Forfatteren Jonah Berger har desuden vist, at følelser er særligt gode til at gå viralt – ikke mindst vrede og frygt.

»Vi deler, hvad vi frygter, og liker, hvad der bekræfter os,« som David Budtz Pedersen tidligere har skrevet her i avisen. Følelser vinder over fornuft.

Ifølge den hollandske populismeforsker, Léonie de Jonge, fra University of Cambridge, bør man analysere højrepopulismen i to dele: Udbud og efterspørgsel. Dels har vælgerens efterspørgsel betydning – f.eks. ønsket om mere grænsekontrol eller en afstemning om EU. Men udbuddet er lige så vigtigt: Hvad kan praktisk lade sig gøre? Er spærregrænsen to eller ti pct., og hvordan ser mediesystemet ud? Her har den digitale revolution betydning.

»Det er svært at måle, præcis hvor vigtigt det ændrede medielandskab er,« skriver Léonie de Jonge i en skriftlig kommentar. »Men jeg tror, det spiller en afgørende rolle.«

Bullshit

Amerikanske præsidenter har altid løjet (»Read my lips. No new taxes«. »I did not have sexual relations with that woman«), men Trump er i en klasse for sig.

Han har hævdet, at det ikke regnede under hans indsættelsestale – hvilket det gjorde. Og han har tweetet, at »millioner af mennesker« stemte ulovligt til valget i november – hvilket er forkert. Vælgerne fornemmer usandhederne: Ifølge exitpolls menerkun én ud af tre vælgere, at Trump er »ærlig og troværdig« – men mange stemte på ham alligevel.

Trump er en »bullshitter«, som Princeton-filosoffen Harry Frankfurt har beskrevet det i sit essay On Bullshit fra 1987: »Det er umuligt for nogen at lyve uden at kende sandheden. At producere bullshit kræver ikke en sådan overbevisning.«

En bullshitter er hverken på sandhedens eller på løgnens side – han er hindsides rigtigt og forkert. Og derfor er bullshit langt farligere end løgn.

Problemet er, at vi måske lever i en tid, hvor bullshit og irrationel kommunikation har gode vækstbetingelser.

Efter Trumps sejr har der været fokus på falske nyheder påde sociale medier: At paven støttede Trump. At Hillarys navn i virkeligheden skulle stavesmed et ekstra ’i’ i midten, så ordet ’liar’ indgik i hendes navn. At Trump havde raget en dragqueen by the pussy.

I januar viste et studie af forskerne Hunt Allcott og Matthew Gentzkow, at lidt over 150 løgnehistorier har floreret op til valget (størstedelen til fordel for Trump). De er blevet delt 38 mio. gange, men effekten har sandsynligvis været begrænset – artiklerne har nemlig været en dråbe i et mediehav af tv-annoncer og debatter. Og tweets.

Serie

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

The great divide: det er nogle gange tydeligt, at det i hvert fald i Europa er uddannelsesniveau, der skiller. Det er helt sikkert også andre ting, der hjælper folk med relativt svag skolebaggrund til at udvikle redskaber, så de kan tænke sig om - f.eks. fagligt arbejde eller deltagelse i foreningslivet bredt set, interesse for litteratur eller andre ting, der løfter erkendelsen fra den rene materialisme.

Det, der dog i høj grad gør sig gældende i USA, kan man se, er en mangel på udsyn og en naivitet i forhold til, hvad man bliver fortalt. I øjeblikket diskuterer folk sundhedsreform, og folk er simpelthen blevet hjernevasket med, hvor ringe et skattefinansieret sundhedsvæsen er. Canadierne må hele tiden påpege, at det rent faktisk fungerer bedre end amerikanernes forsikringsbaserede - at man simpelthen betaler mindre for mere, sådan som vi jo også har det her - og som det i forskellig udformning findes ud over Europa.
Det er meget mærkeligt, at det skal være så svært at finde sammen om at arbejde for et samfund, der tilgodeser om ikke alle, så langt den overvejende del af befolkningen. Det var vi jo langt med her, men vore politikere ville ikke tage det ansvar, som vi pålagde dem, og har derfor også med alternative historier om at forringe for at bevare gradvis nedbrudt velfærdssamfundet, selvom det tydeligvis er en langt bedre, økonomisk overkommelig og stabil konstruktion end liberalismens brændende platform: man yder bedre, hvis man ikke skal bekymre sig om det mest basale.

Sus johnsen, Carsten Munk, Kurt Nielsen, Morten Larsen, Henrik Leffers, Espen Bøgh og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Ole Vagn Christensen

Tak til information for at give os fire bud på hvorfor højre populismen vinder frem.
Når man ser på dem i sin helhed, har de samme udspring, frygten og angsten.
Hvorfor er der frygt og angst for fremtiden, det er der på grund af uligheden i Danmark som i verden.
Jeg ved godt at det er lettere at tale om indvandring er problemet, i et postfaktuelt demokrati, og sige det er elitens skyld, end det er at tale om uligheden i verden. Fordi det at gøre noget for mennesker, som flygter og indvandrer ikke sker, er sværere end at skabe, frygt og angst i Europa for det sker.
Men jeg tror ikke det at bruge dialogen, og tale om, hvorfor opstår frygten og angsten for fremtiden er vanskeligt. Daglig møder de bærende af velfærdssamfundet, lønarbejderne, den på deres arbejdspladser, som en kendsgerning, der kan ryste os alle, når vi tænker på hvordan de som er bærerne af det effektive samfund, de arbejdsløse bliver behandlet. Men det er ikke det eneste, som skaber frygt, vi behøver blot at tænke på, hvordan der hades og myrdes ude i den vide verden, og hvordan der også hades og øves skændselsgerninger i vor egen nærhed. Om alt dette bringer det postfaktuelle demokrati os bud på dagligt. Mrn vi har vist engang før at vi kunne vende udviklingen det skete i 1866 hvor en andelsbevægelse og en fagbevægelse samt en højskolebevægelse vendte udviklingen for Danmark og stoppede udvandringen ved at kunne brødføde egen befolkning men forinden var 300.000 migreret ca 10 % af den daværende befolkning.

Mikkel Kristensen

altid handler det om, at finde hinandens forskellighed - når flere råber op kommer flere til. hvad enten det drejer sig om hudfarve, religion, fedme eller hvad ved jeg - vi finder nogen der ligner os selv og sammen peger vi fingre af andre // Band-Wagon er et udtryk hvor andre blindt følger andre, mener Band Wagon opstod da man i det hensides USA søgte guld og hvor nogen bare fulgte andre i håbet om, at de måske vidste noget - flere kom hele tiden til, og dermed opstod hårder af folk der egentlig bare fulgte andre, for når så mange fulgte andre måtte der være noget om snakken - det sjove er så, at når vi, så indleder en dialog så søger vi fællesskabet i den person vi taler med og ikke forskelligheden // en til en er vi sårbare og søger en ven - flere mod flere søger vi grunden til, at være forskellige og evt. hade, da sårbarheden er væk. det ses idag over alt, på facebook til vælges grupper af enighed og uenigheder vælges fra - der er vel i bund og grund intet, at stille op - kun historien lader os forstå udfald af meninger og handlinger men sørgeligt, at personer som bl.a Sørine Gotfredsen og mange andre hele tiden får taletid diverse steder uden noget klogt, at kunne forkynde - kun had og forskellighed