Læsetid: 4 min.

Der er fire forklaringer på højrepopulismen – ulighed er nummer tre

Alle taler om Brexit og Trump og højrepopulismens succes. Men hvor kommer den fra? Selv om vi har diskuteret populisme siden 90’erne, er vi aldrig helt blevet enige om, hvad der driver den. Information gennemgår i disse dage fire af de stærkeste forklaringer på højrepopulismen. Ulighed er den tredje
Alle taler om Brexit og Trump og højrepopulismens succes. Men hvor kommer den fra? Selv om vi har diskuteret populisme siden 90’erne, er vi aldrig helt blevet enige om, hvad der driver den. Information gennemgår i disse dage fire af de stærkeste forklaringer på højrepopulismen. Ulighed er den tredje

Thomas Iburg/iBureauet

10. februar 2017

»Når eliten tager for meget af kagen, siger folket nej.« Sådan skrev Information på forsiden, da Strobritanien stemte sig ud af EU. Ulighed har altid været venstrefløjens yndlings-forklaring på politisk uorden – det går helt tilbage til Karl Marx, som så hele verden gennem tykke økonom-briller.

Den franske superstjerne-økonom Thomas Piketty har forklaret Brexit med stigende ulighed. Og den serbiske økonom Branko Milanovic mener, at globaliseringen bærer skylden for populismens succes. Og alt tyderpå, at der er noget om snakken.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Trond Meiring
  • Steffen Gliese
Espen Bøgh, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den største Ulighed handler ikke om penge, men udspringer af pengenes magt. Ulighed medfører at eliten nyder en større politisk lydhørhed, en større straffrihed og en adgang til at kunne betale andre til at skabe røgslør omkring sig.
Klubben lukke sig om sin egen verden og lobbyer sig til at sætte dagsordener for befolkningen.
Hvis det kun var pengene, ville uligheden og dermed oprøret, ikke være så markant.

John Liebach, Anders Reinholdt, Ragnhild Primdal, Egon Stich, Anders Graae, Lise Lotte Rahbek, Ervin Lazar, Kim Houmøller, Peter Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Kønig, Bill Atkins, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Social usikkerhed, globalisme og morakkeri, fejlsatsning på et fremmedgørende konkurrencesamfund og det demokratisk underskud, som også er delvist behandlede emner i de udmærkede artikler, er i mine øjne mere vedkommende årsager til det stemmechok Vestens elite er blevet udsat for, end det mere hadefulde fokus, der bliver præsenteret i artiklernes overskrifter.

Ervin Lazar, Peter Jensen, Jan Kønig og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Økonomien forklarer også, hvorfor Sydeuropa har venstre-populisme...

At påstå at kravet om øget beskæftigelse er populisme er en hån mod socialistisk politik.

I den diskussion her undgår vi ikke at kræve eller opfordre alle til at se længere end egen næsetip.
Vi er altså nødt til at gøre op med begæret i alt det vi er optaget af. Vi bliver nødt til at lære og forstå at livet skal være lige så god for den hjemløse og bankdirektøren set som mål. Jeg ved måske godt at nogen her kunne sige at den hjemløse kan være lige så lykkelig, men i denne tid tror jeg godt jeg ved hvem der har det bedst. Men det hele hænger jo sammen krav, fortjeneste, uretfærdighed og den hellige ejendomsret og ikke mindst arbejdsgivernes/kapitalejernes umiddelbare ret og magt til at give folk arbejde eller lade være helt efter hvad profitten bestemmer.
Det var så min firkantede analyse malet med en meget bred pensel, for midt imellem alt det er der de tusinder /millioner af mennesker som ligger i midten et sted og som bare ønsker at leve et jævnt og muntert liv på jord. Lige nu er det så syge magthavere som kan forhindre dette. God weekend.

Viggo Okholm,
Jeg er ellers helt enig i hvad du skriver, men enten kan jeg ikke forstå din mening med, eller så er jeg uenig i sætningen ; "Vi er altså nødt til at gøre op med begæret i alt det vi er optaget af."
Alt begær i alt det vi er optaget af, kan da ikke være så galt. Med mindre vi kun er optaget af og begærlige, eller måske heller grådige efter penge eller magt. Uden den mindste lidenskab, er der vel kun den rene apati tilbage, og det er ikke noget godt vilkår for nogen politisk kamp eller ændring.

Liselotte Kragh - Müller

Jeg tror vi er derude ,hvor kapitalen er uden
etik og moral. Hvor hensynsløsheden hersker.
Hvor enkelte privatpersoners formuer ,over-
stiger landes bruttonational produkter.
Det er ikke sundt.
Gang på gang ser vi ,at ledere forgyldes mens
der nedskæres. Det er svært at forstå og acceptere.

Niels Duus Nielsen

Vi slipper ikke for begæret, men vi kan prøve at styre det. Jeg vil nok aldrig holde op med at blive blød i knæene, når jeg ser en smuk kvinde, men det er min erfaring, at det ender galt, hvis jeg griber hende i håret og forsøger at tvinge hende som en anden stenaldermand.

Jeg ville da nogen gange ønske, at jeg var totalt apatisk, som min svigerdatters katte, når de er mætte. Men det er jeg ikke, så jeg nøjes med at styre mit begær efter bedste evne. Buddha overvandt sit begær og fik mulighed for at forlade genfødslens hjul. Men han valgte at tage sig endnu et liv sammen med os andre, for at hjælpe alle os, der ikke kan styre vores begær endnu.

Det har altid stået for mig som en paradoksal løsning: At bruge årtier på med stort besvær at eliminere alt begær, og så alligevel udsætte sig for det igen af kærlighed til menneskene. Det er en af grundene til, at jeg finder buddhismen så interessant. Den skelner tilsyneladende mellem uselvisk kærlighed og selvisk begær.

Ulighed er en af de ydre faktorer, der står i vejen for at vi kan styre vort selviske begær. Det er meget nemmere at styre sig selv, når de basale behov er dækket, mens sult er et begær, som kun de færreste kan overvinde - ikke engang buddhisterne. Efter sigende var selv Buddha nødt til at spise et riskorn hver måned, for ikke at blive alt for sulten til at bevare ligevægten.

Og den politiske kamp kan ikke næres af begær alene- ingen vil da sætte livet på spil for at få opfyldt et egoistisk begær, for når man er død, begærer man jo ikke noget. Det er derfor, man skal kæmpe på grundlag af en uselvisk kærlighed til sine medmennesker, i håbet om, at selv om man dør af det, vil det gøre verden til et bedre sted for de overlevende.

Det er det, grådige mennesker aldrig fatter, og det er derfor, at de i sidste ende vil tabe kampen.

Amen.