Læsetid: 4 min.

Der er fire forklaringer på højrepopulismen – ulighed er nummer tre

Alle taler om Brexit og Trump og højrepopulismens succes. Men hvor kommer den fra? Selv om vi har diskuteret populisme siden 90’erne, er vi aldrig helt blevet enige om, hvad der driver den. Information gennemgår i disse dage fire af de stærkeste forklaringer på højrepopulismen. Ulighed er den tredje
Alle taler om Brexit og Trump og højrepopulismens succes. Men hvor kommer den fra? Selv om vi har diskuteret populisme siden 90’erne, er vi aldrig helt blevet enige om, hvad der driver den. Information gennemgår i disse dage fire af de stærkeste forklaringer på højrepopulismen. Ulighed er den tredje

Thomas Iburg/iBureauet

10. februar 2017

»Når eliten tager for meget af kagen, siger folket nej.« Sådan skrev Information på forsiden, da Strobritanien stemte sig ud af EU. Ulighed har altid været venstrefløjens yndlings-forklaring på politisk uorden – det går helt tilbage til Karl Marx, som så hele verden gennem tykke økonom-briller.

Den franske superstjerne-økonom Thomas Piketty har forklaret Brexit med stigende ulighed. Og den serbiske økonom Branko Milanovic mener, at globaliseringen bærer skylden for populismens succes. Og alt tyderpå, at der er noget om snakken.

Over næsten hele OECD stiger lønningerne langsommere end produktiviteten. Så når landene bliver hurtigere og klogere, kommer det ikke lønarbejderne til gavn. I Danmark er produktiviteten steget med 0,8 pct. om året fra 1990 til 2013, men medianindkomsten er kun steget med 0,6 pct. Det skaber vrede og ustabilitet.

Den almindelige lønmodtagere fylder ogsåmindre i økonomien. Hvis man i 1990 havde samlet alle lønsedler i EU i én stor bunke og talt beløbene sammen, ville man nå frem til, at de udgjorde 62 pct. af Europassamlede økonomi. Sidste år ville tallet ifølge OECD være faldet til 58 pct.

Mange har ellers kritiseret ulighed som forklaring på højrepopulismen. Valganalyser viser nemlig, at de fattigste ikke stemmer på Trump, Le Pen eller DF – de stemmer rødt. Men den type kritik overser, at rigdom også er en relativ størrelse. Som forfatteren H. L. Mencken engang har sagt: »En rig mand er én, som tjener 100 dollar mere end sin kones søsters mand.«

Sådan er det stadig.

En dyb fortælling

Forestil dig, at du venter i en lang kø, der fører op ad en bakke – som en pilgrimsrejse. På toppen af bakken ligger dit mål: den amerikanske drøm. Men køen bevæger sig næsten ikke. Du venter tålmodigt, mens solen bager. Og så ser du det. Længere fremme snyder folk sig ind i køen.

Historien er en såkaldt ’dyb fortælling’ fra bogen Strangers in Their Own Land af den amerikanske sociolog Arlie Hochschild. Hun har brugt fem år på feltarbejde blandt konservative hvide i Louisiana og kogt det hele ned til lignelsen om køen på bakken, som skal forklarer tankegangen i ’Trump-land’:

De hvide Trump-vælgere står i kø, mens en masse andre – sorte, latinoer, kvinder – snyder sig ind foran. De får job og uddannelse via kvoter og særordninger. Det er unfair. Selv har de ikke fået en lønforhøjelse i årevis. Men opsynsmanden er ligeglad, han lader bare folk snyde – han hedder Barack Hussein Obama.

Ulighedsforskere taler om relativ ulighed og oplevet ulighed. Mennesker kan godt føle sig forfordelt, selvom de står midt i køen– det er fremtidsudsigterne, der gælder.

»Folk bekymrer sig mere om deres forventninger til fremtiden end om deres tidligere resultater,« skriver den israelske historiker, Yuval Noah Harari i et essay i The New Yorker. »En person, der har mistet sit job på en fabrik i Rustbæltet finder ikke trøst i bevidstheden om, at han ikke er død af sult, kolera eller Tredje Verdenskrig.«

Man sparker ned ad

I august viste en stor Gallup-analyse i USA, at Trump-vælgerene selv er relativt velhavende, men at de bor i områder, som er ramt af økonomisk afmatning. Det kunne tyde på, at vælgere ikke kun tænker på deres egen situation, men bekymrer sig om helheden – familien, lokalområdet, nationen. En undersøgelse fra YouGov har da også vist, at Trump-vælgere bekymrer sig meget om »økonomien generelt«.

Verdensbanken har også konkluderet, at ulighed og populisme hænger sammen. I den store rapport, Polarization and Populism fra 2016 skriver de, at »livstilfredshed, opfattede ulighed, ulige muligheder, jobsikkerhed og økonomisk mobilitet er blevet værre«. Det puster til populismen.

»Folk misforstår ulighed,« siger Richard G. Wilkinson, som er medforfatter til den internationale bestseller Ulighed. »Ulighed påvirker ikke kun de fattige, det ændrer hele samfundets struktur. Ulighed gør klasse og status vigtigere, og det skaber nedadrettede fordomme, hvor folk, der taber status, genvinder deres respekt ved at sige: ’I det mindste er jeg bedre end de dér idioter.’ Man sparker ned ad.«

Syndebuk

Ulighed kan blive ’oversat’ til fjendtlighed og had, mener den hollandske politolog Cas Mudde, som forsker på University of Georgia.

»Uden økonomisk utryghed tror jeg ikke, at højrepartierne ville have så mege succes,« skriver han i en skriftlig kommentar. »Man forklarer økonomiske problemer ved at fokusere på immigration og migranter frem for på neoliberalisme.«

Økonomien forklarer også, hvorfor Sydeuropa har venstre-populisme, mens Nordeuropa har højrepopulisme, mener Cas Mudde.

»Hvis Sydeuropa fik en bedre økonomi, men stadig var konfronteret med masseimmigration, kunne det meget vel skifte til højrepopulisme.«

Med andre ord: I Danmark har vi det stadig for godt til at have venstrepopulisme.

Men utrygheden vokser herhjemme. En undersøgelse fra 3F viste i januar, at 70 pct. af 3F’erne ikke tror, deres børn får det bedre end dem selv. Og kun 27 pct. mener, at fremtiden ser lys ud. Den årlige tryghedsmåling er også faldet konstant siden 2004.

»De, der stemmer på højrepopulistiske partier, er ikke nødvendigvis fattige, men de er skeptiske over for, om de har fået nok ud af det,« siger valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller-Hansen.

Serie

Oprøret

Den vestlige verden befinder sig i en politisk krise. Da den nationale højrebølge voksede frem, prøvede mange at ignorere den og de politiske problemer, der gav den medvind. Derefter forsøgte mange at forstå den, ogde politiske mainstreampartier forsøgte at kopiere den. Men tilslutningenfortsatte med at vokse. Nu advarer selv eliten fra Davos til Danske Bank om den økonomiske og politiske krise, som har givet populisterne overtaget.

I år går Holland, Tyskland og Frankrig til valg. Hvordan ruster venstrefløjen og de gamle partier sig til den kommende test af populisternes styrke?

Information besøger i ny serie oprøret rundt om i Europa.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Trond Meiring
  • Steffen Gliese
Espen Bøgh, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den største Ulighed handler ikke om penge, men udspringer af pengenes magt. Ulighed medfører at eliten nyder en større politisk lydhørhed, en større straffrihed og en adgang til at kunne betale andre til at skabe røgslør omkring sig.
Klubben lukke sig om sin egen verden og lobbyer sig til at sætte dagsordener for befolkningen.
Hvis det kun var pengene, ville uligheden og dermed oprøret, ikke være så markant.

John Liebach, Anders Reinholdt, Ragnhild Primdal, Egon Stich, Anders Graae, Lise Lotte Rahbek, Ervin Lazar, Kim Houmøller, Peter Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Kønig, Bill Atkins, Steffen Gliese og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Social usikkerhed, globalisme og morakkeri, fejlsatsning på et fremmedgørende konkurrencesamfund og det demokratisk underskud, som også er delvist behandlede emner i de udmærkede artikler, er i mine øjne mere vedkommende årsager til det stemmechok Vestens elite er blevet udsat for, end det mere hadefulde fokus, der bliver præsenteret i artiklernes overskrifter.

Ervin Lazar, Peter Jensen, Jan Kønig og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Økonomien forklarer også, hvorfor Sydeuropa har venstre-populisme...

At påstå at kravet om øget beskæftigelse er populisme er en hån mod socialistisk politik.

I den diskussion her undgår vi ikke at kræve eller opfordre alle til at se længere end egen næsetip.
Vi er altså nødt til at gøre op med begæret i alt det vi er optaget af. Vi bliver nødt til at lære og forstå at livet skal være lige så god for den hjemløse og bankdirektøren set som mål. Jeg ved måske godt at nogen her kunne sige at den hjemløse kan være lige så lykkelig, men i denne tid tror jeg godt jeg ved hvem der har det bedst. Men det hele hænger jo sammen krav, fortjeneste, uretfærdighed og den hellige ejendomsret og ikke mindst arbejdsgivernes/kapitalejernes umiddelbare ret og magt til at give folk arbejde eller lade være helt efter hvad profitten bestemmer.
Det var så min firkantede analyse malet med en meget bred pensel, for midt imellem alt det er der de tusinder /millioner af mennesker som ligger i midten et sted og som bare ønsker at leve et jævnt og muntert liv på jord. Lige nu er det så syge magthavere som kan forhindre dette. God weekend.

Viggo Okholm,
Jeg er ellers helt enig i hvad du skriver, men enten kan jeg ikke forstå din mening med, eller så er jeg uenig i sætningen ; "Vi er altså nødt til at gøre op med begæret i alt det vi er optaget af."
Alt begær i alt det vi er optaget af, kan da ikke være så galt. Med mindre vi kun er optaget af og begærlige, eller måske heller grådige efter penge eller magt. Uden den mindste lidenskab, er der vel kun den rene apati tilbage, og det er ikke noget godt vilkår for nogen politisk kamp eller ændring.

Liselotte Kragh - Müller

Jeg tror vi er derude ,hvor kapitalen er uden
etik og moral. Hvor hensynsløsheden hersker.
Hvor enkelte privatpersoners formuer ,over-
stiger landes bruttonational produkter.
Det er ikke sundt.
Gang på gang ser vi ,at ledere forgyldes mens
der nedskæres. Det er svært at forstå og acceptere.

Niels Duus Nielsen

Vi slipper ikke for begæret, men vi kan prøve at styre det. Jeg vil nok aldrig holde op med at blive blød i knæene, når jeg ser en smuk kvinde, men det er min erfaring, at det ender galt, hvis jeg griber hende i håret og forsøger at tvinge hende som en anden stenaldermand.

Jeg ville da nogen gange ønske, at jeg var totalt apatisk, som min svigerdatters katte, når de er mætte. Men det er jeg ikke, så jeg nøjes med at styre mit begær efter bedste evne. Buddha overvandt sit begær og fik mulighed for at forlade genfødslens hjul. Men han valgte at tage sig endnu et liv sammen med os andre, for at hjælpe alle os, der ikke kan styre vores begær endnu.

Det har altid stået for mig som en paradoksal løsning: At bruge årtier på med stort besvær at eliminere alt begær, og så alligevel udsætte sig for det igen af kærlighed til menneskene. Det er en af grundene til, at jeg finder buddhismen så interessant. Den skelner tilsyneladende mellem uselvisk kærlighed og selvisk begær.

Ulighed er en af de ydre faktorer, der står i vejen for at vi kan styre vort selviske begær. Det er meget nemmere at styre sig selv, når de basale behov er dækket, mens sult er et begær, som kun de færreste kan overvinde - ikke engang buddhisterne. Efter sigende var selv Buddha nødt til at spise et riskorn hver måned, for ikke at blive alt for sulten til at bevare ligevægten.

Og den politiske kamp kan ikke næres af begær alene- ingen vil da sætte livet på spil for at få opfyldt et egoistisk begær, for når man er død, begærer man jo ikke noget. Det er derfor, man skal kæmpe på grundlag af en uselvisk kærlighed til sine medmennesker, i håbet om, at selv om man dør af det, vil det gøre verden til et bedre sted for de overlevende.

Det er det, grådige mennesker aldrig fatter, og det er derfor, at de i sidste ende vil tabe kampen.

Amen.