Læsetid: 9 min.

’Hele mit liv har folk troet, at jeg er snotdum, fordi jeg er tyk’

Den nye fedtglorificerende og antikapitalistiske bevægelse FedFront skal både lære »tykke tykke« at elske deres kroppe og få omverdenen til at acceptere fedt. Den er en del af en større bevægelse, der skrider frem verden over, og som findes i flere afkroge af samfundet
Jeg har lagt mærke til, at jeg ofte får venlige smil i udlandet. Det oplever jeg næsten aldrig i Danmark, siger Susane Herringstad

Jeg har lagt mærke til, at jeg ofte får venlige smil i udlandet. Det oplever jeg næsten aldrig i Danmark, siger Susane Herringstad

Sille Veilmark

11. februar 2017

Forleden var jeg i biografen og se filmen ’Nocturnal Animals’, der åbner med en montage af nøgne, dansende, tykke kvinder med cirkushatte og smykker på. Der er lange bryster, ingen trusser, intet til at holde sammen på fedtet, som svinger frem og tilbage og hopper op og ned i slowmotion. I biografmørket blev der fniset.

Åbningen er blevet kaldt kontroversiel og chokerende af flere anmeldere, og instruktøren Tom Ford er blandt andet blevet kritiseret for at udstille og gøre grin med kvindernes runde kroppe. Men tanken bag er en helt anden.

Kvinderne, har filmskaberen forklaret, skal nemlig symbolisere den frihed og glæde, som filmens kontrollerede, ulykkelige (og tynde) hovedperson ikke har. De er et symbol på, at man bliver lykkelig af at frigøre sig fra samfundets krav og normer.

Umiddelbart er det ikke til at se, hvordan tykhed kan forbindes med lykke. Flere studier påpeger, at tykke mennesker generelt diskrimineres i samfundet. En amerikansk undersøgelse har vist, at de gennemsnitligt får mindre i løn end deres slanke medmennesker, i nogle lande som England og Kina har der været eksempler på, at tykke mennesker ikke må adoptere, og i populærkulturen skal man generelt lede længe efter store skuespillere, musikere og andre kendisser, som andre tykke kan spejle sig i.

Men en modbølge har længe været på vej. Og det er ikke modbølgen bestående af Kim Kardashians numse, der ifølge stjernen selv sidder på en krop, der vejer 54 kg.

Det er i stedet en modbølge til kamp for rigtig tykke mennesker. Den har mange navne, som blandt andet fat acceptance, fat power og fativism, og bevægelsen opstod egentlig allerede i 1960’erne, hvor den første kendte demonstration mod ’antifedt’ fandt sted i USA.

De seneste år er den vundet mere og mere frem verden over, og i sidste uge fik Danmark sit eget bidrag, da komiker Sofie Hagen og sygeplejerske og aktivist Andrea Storgaard Brok stiftede den »fedtglorificerende« og »antikapitalistiske« bevægelse FedFront, der skal kæmpe mod diskrimination og udskamning af tykke mennesker.

You look good

FedFronts kamp startede fredag aften med et introduktionsmøde, hvor der var cirka 100 mennesker tilmeldt. En af dem er Susanne Herringstad. Hun har inviteret mig hjem i sin stue på Christianshavn i København, hvor hun har boet det meste af sit liv. Et liv, der har været præget af, at hun er tyk. 

I Brønshøj i danseklubben, der kun er for kvinder med et BMI over 25, er der tilslutning til, at der også skal være plads til de tykke i normalbilledet. Men FedFronts mål om, at man uanset hvad skal elske sin krop, er der mere tvivl om.

Sille Veilmark

Både som barn, hvor hendes mor bad børnepasseren om ikke at give Susanne mad, når hun sagde, at hun var sulten. I sit arbejdsliv, hvor hun har fået elevatorblikke og følt sig frasorteret til jobsamtaler på grund af sin vægt.

Hos sundhedsvæsenet for nylig, hvor hun har oplevet at blive nægtet behandling, fordi lægen mente, at det eneste, hun fejlede, var at være tyk. Og i kærlighedslivet, som hun nu har givet op på, fordi hun aldrig har oplevet et rigtigt samspil med nogen mand, men i stedet mest har mødt bejlere med en »ubehagelig« fetish for tykke kvinder.

»Jeg har levet et helt liv med, at folk troede, at jeg var snotdum, fordi jeg er tyk. Men det er jeg ikke. Mange tykke mennesker lever i skyggen og gemmer sig, men det skal holde op nu, for det er sørgeligt for de involverede og spild af potentiale,« siger den 66-årige kvinde. 

Hun mener, at der længe har været brug for en fedtaccepterende bevægelse i Danmark, og især én oplevelse understreger for hende, at vi her i landet er bagud, når det kommer til at acceptere tykke mennesker: På en ferie i USA, lige ved krydset mellem 47th street og 3rd Avenue i New York, kom hun gående med en ny frisure, da en mand kom hen til hende og sagde »damn, you look good«.

For Susanne Herringstad er det ikke som sådan usædvanligt at blive talt til af en vildtfremmed på gaden. Hun har ofte oplevet, at folk har råbt »flyt dig dit fede læs«, »pas på at den ikke braser sammen under dig« eller lignende af hende, når hun er kommet kørende på sin elcykel. Det udsædvanlige ved denne oplevelse, siger hun, var, at der for en gangs skyld blev sagt noget pænt.

»Jeg har lagt mærke til, at jeg ofte får venlige smil i udlandet. Det oplever jeg næsten aldrig i Danmark,« siger hun.

Hvorvidt Susanne Herringstads oplevelser er repræsentative, er svært at sige, men måske er der noget om snakken, når hun synes, at Danmark er bagud.

I USA, hvor bevægelsen startede, er den blevet et akademisk studie i sig selv, og særligt de seneste år er det lykkedes aktivister som Virgie Tovar, Tess Holliday og andre at skabe stor opmærksomhed omkring fedtkampen særligt via kampagner på de sociale medier. Her har man i længere tid haft held med at samle og organisere fedtaktivisterne i en masse forskellige grupperinger, og det er denne form for organisering, som FedFront håber på kan ske i Danmark nu.

For de ’tykke tykke’

Hvis man vil vide noget om formålet med FedFront, så er det Sofie Hagen, man skal tale med. Andrea Storgaard Brok er nemlig en »silent partner«, fordi hun ikke selv er tyk. Derfor ønsker de to stiftere ikke, at hun bliver bevægelsens ansigt. Så jeg ringer til Sofie Hagen for at høre mere om FedFront.

I løbet af samtalen med Sofie Hagen lægger jeg mærke til, hvordan ordet tyk til start føles forbudt og grimt at sige, men at det mod slutningen af samtalen pludselig snarere er et neutralt ord ligesom tynd, høj og lav. Og det er meningen med det hele, fortæller Sofie Hagen.

»Vi har reclaimet ordet tyk. Det giver mig ikke længere ondt i maven. Ord som tyk og fed er bare adjektiver, der beskriver en krop. Ord som overvægtig, derimod, vil vi ikke have noget at gøre med, for det er ladet og indikerer, at noget er normalt, mens noget andet er unormalt og forkert,« siger hun og forklarer, at FedFront har to formål.

For det første handler det om at samle tykke mennesker og fortælle dem, at de ikke skal hade sig selv og deres fedt. For det andet handler det om at råbe det omkringliggende samfund op, så medierne for eksempel stopper med at bruge ord som ’fedmeepidemi’, og så kulturproducenter stopper med kun at give tykke mennesker »skadelige roller« i reklamer, tv-serier og så videre, siger Sofie Hagen.

»Det at være tyk er ikke en dårlig ting, og derfor er vores mål at skubbe Danmark et sted hen, hvor vi taler om tykhed på en anden og bedre måde,« siger hun.

På FedFronts facebookside har Sofie Hagen skrevet, at introduktionsmødet fredag kun var for »tykke tykke« mennesker.

— Hvordan skal »tykke tykke« forstås?

»Da fedtbevægelsen begyndte at komme frem i udlandet, så medierne en form for smutvej, hvor de fik mennesker ind i tv, som ikke var sådan rigtig tykke, men som blot var lidt større end en størrelse small. Sådan nogle som Amy Schumer (amerikansk komiker, red.) blev puttet i fjernsynet, og så blev der sagt, at nu ’repræsenterer vi de tykke kvinder’. Men hun er jo ikke tyk,« fortæller Sofie Hagen, der ikke har lyst til at formulere et tal eller mål på, hvornår man er tyk.

På Facebook skriver stifterne, at man »nok er ganske velkommen« til intromødet, hvis man har bedt om en forlænger til sikkerhedsselen i et fly, hvis man har kæmpet for at presse din røv ned i et biografsæde, og hvis man finder det nær umuligt at finde tøj i fysiske butikker.

»Jeg ved godt, at folk bliver udskammet på grund af deres kroppe af den ene eller anden årsag, og at også folk, som er meget tynde, får negative kommentarer. Men FedFront henvender sig til folk, der bliver decideret fatshamet

Også for mænd

Fedtacceptbevægelsen har gennem tiden i høj grad fokuseret på kvinder og anset diskrimination af tykke som et udtryk for et undertrykkende patriarkalsk syn på kvindekroppen. Og spørger man Sofie Hagen, kan man heller ikke tale om »tykhed« uden også at tale om feminisme.

Ligesom kampen mod social ulighed og racediskrimination gennem tiden er blevet en del af feminismens kamp for lighed, har fat acceptance-bevægelsen nemlig altid opereret side om side med feminismen.

»Mænd ligger også under for kropspres, og vi kæmper derfor også for tykke mænd. Men min oplevelse er, at mens en stor tyk mand kan fremstå magtfuld, vigtig og sexet, kan en tyk kvinde knap nok få et almindeligt job, fordi mange har en idé om, at tykhed for en kvinde er lig med, at hun er dum, doven og uduelig,« siger Sofie Hagen og forklarer, at bevægelsens andet ideologiske udgangspunkt, nemlig det antikapitalistiske, skyldes, at en stor del af den skyldfølelse og det selvhad, tykke mennesker føler over deres kroppe, bunder i, at nogen skal tjene penge ved at sælge slankeprodukter, fitnessabonnementer og alt muligt andet.

Som så mange andre politiske bevægelser, er kampen for fedmeaccept blevet mødt af massiv kritik, og de skarpeste anklager mod bevægelsen har handlet om, at den ’glorificerer’ en usund fysisk tilstand og søger at normalisere det syge. Det er en kritik, som Sofie Hagen er træt af. Hun mener nemlig, at den i årevis er blevet brugt til at afspore hele samtalen om, at man skal behandle tykke mennesker ligeværdigt og godt.

»Det at være tyk er ikke nødvendigvis usundt. Usundt er usundt. Tyk er tyk. Det er det simple svar. Usund er ikke at få den rigtige næring og ikke bevæge sin krop. Men der er masser af tykke yogainstruktører, der lever af kål. Og så er der tynde mennesker, der lever af McDonald’s, cigaretter og øl.«

Tyk siden 1994

I et danselokale i centrum af Brønshøj handler det ikke så meget om politiske bevægelser og strukturel undertrykkelse. Men det handler om tykke mennesker. For det specielle ved netop denne danseklub er, at der kun er adgang for kvinder med et BMI over 25. Altså overvægtige kvinder, hvis man anerkender BMI som en enhed, man kan definere normal og unormal vægt ud fra. Og fede kvinder, hvis BMI’en når over 30.

»Fed ved vi i hvert fald godt, hvad er,« råber en kvinde, da jeg inden dansetimen spørger, om de har hørt om FedFront, og et par kvinder omkring hende slår en latter op.

For kvinderne i danseklubben skaber det med, at kampen mod uskamning af tykke skal være en antikapitalistisk bevægelse eller en del af et større feministisk projekt, ikke rigtig genklang. Men at der er brug for et anderledes og mere positivt syn på tykke mennesker, kan de godt blive enige med FedFront-stifterne om.

»Hvis det kan få flere til at acceptere sig selv, så synes jeg, at det er en god idé,« siger Jannie Andersen og suppleres af Susanne Heinrich:

»Det er godt, at det kommer på dagsordenen. Tykke mennesker er længe blevet spyttet på, og i årevis er vi blevet bombet med, hvordan vi helst skal se ud.«

Ifølge hende er danseholdet næsten lige så afhængighedsskabende som chokolade, og selv om hverken hun eller nogle af de andre kvinder ser sig selv som en del af nogen større kamp, så er der en kæmpe frihed i at have accepteret, hvordan man er, og være omgivet af folk, der ikke ser ned på en på grund af ens krop, fortæller de.

»Jeg har været tyk siden 1994,« siger Jannie Andersen. »Det har jeg lært at acceptere. Jeg er, som jeg er, og det skal der være plads til.«

Den frihed, som kvinderne i Tom Fords films åbningsscene har fundet ved at acceptere og glæde sig over sig selv, kan Sofie Hagen også godt genkende.

»Fra jeg var otte og frem til at jeg var 21 år handlede hele mit liv om vægt og om at tabe mig. Alt handlede om en mulig fremtid og mærkelig illusion om, at hvis jeg tabte mig nok, så ville jeg blive glad. Men i dag har jeg givet slip på den tanke. Og det er en frihed,« siger Sofie Hagen, der med tiden er begyndt at elske sin krop.

Så langt er Susanne Herringstad ikke kommet endnu.

– Elsker du din krop?

»Nej, det gør jeg ved Gud ikke. Jeg vil gerne, og jeg håber, at jeg en dag accepterer mig selv, som jeg er, og bliver rigtigt glad. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg når at komme dertil«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Breuer
David Breuer anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vi blev ikke født med vor gode vilje,
og at dø giver ingen mening.
Det er helt overflødigt
men strengt nødvendigt
at holde en våge åben i isen,
at krybe i skjul og kysse hinanden -
lade rumskibets lygte kredse om kloden
og håndskriften løbe over papiret
i en gestus på højde med livet.

SUT, Nye digte

Mona Blenstrup, Heidi Larsen, Henrik Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Så nu er overvægtig ude fordi det konnotere at mennesket har en "normal" vægt? Jamen det har vi jo biologisk set ... Det er altså svært at komme uden om.

Én ting er at overvægtige mennesker ikke skal udskammes for deres størrelse. Det kan vi vel alle blive enige om. Er det, trods det, sundt at opløse vores individuelle og kollektive modstand mod at blive overvægtige? Det er, for mig, lige så usundt og sygeligt at lovprise det fede og overvægtige, som den polære modsætning, vi ser i modeblade.

Jeg begriber ikke hvordan man kan gå gennem et liv uden at vinde interesse fra andre end uoprigtige mænd med en skjult fetish. Jeg tror vi er en del, som ville se det her som et resultat af en fedme, som skulle fikses. På den her måde kan "fat acceptance" jo også blive til accept af ulykkelighed eller uopnåelighed. Det er ikke nødvendigvis befriende at benægte samfundets normer og normløshed er ikke nødvendigvis frigørende. Vi er kollektive væsner ikke små individuelle øer af ren, egoistisk frihed. Vi har et socialt behov for at konformere og opnå status i en gruppe. Om vi vil det eller ej.

Det overrasker mig derfor også at "fat acceptance" skulle være antikapitalistisk, når den er en del af småborgersamfundets løgn om egoets totale frihed fra kollektivet.

Vi må erkende, at meget af vores syn på den tykke (kvinde-)krop er kulturbåren.

Vi gemmer os bag en undskyldning om, at det handler om (kvindens) sundhed, og at vi som samfund skal hjælpe disse mennesker til at blive normale.

Det interessante her er, at det er mindst lige så usundt at være for tynd; men samtidig fremelsker vi som samfund den ekstreme tyndhed resulterende i forskrækkende tynde piger.

Så undskyldningen med "normal" er lige til at smide i skraldespanden.

Det handler selvfølgelig om seksualkultur (der hurtigt breder sig ud til ligestilling), og om at mennesket (især kvinder) har et meget lille felt at være seksualvæsen indenfor, og samfundet udstøder så snart man falder udenfor dette felt. Om det så er dem, der kæmper hele livet - og lever for - at befinde sig indenfor "normal"feltet og er ved at dø af sult og manglende livskvalitet, eller dem der bliver udstødt, der er mest ulige, er jo så spørgsmålet.

I bund og grund kan man sige, at

Mona Blenstrup, June Pedersen, Anne Eriksen, Majbritt Nielsen, Heidi Larsen og Henrik Nielsen anbefalede denne kommentar

Mennesket er et social væsen og har behov for at blive accepteret...
At det igen havner som et kønsproblem, her kvinder og dermed feminisme, er lidt uheldigt. I supermarkedet findes der lige dele joggingdragter med godt fyld af begge køn, når man færdes der.
Så måske skulle klubben tage begge køn med, men det er jo et valg og måske ikke færdigtænkt endnu.

Der er mange i dag, der har problemer med accept af deres "egenart" eller muligvis også støtte fra omgivelserne. Du kan være ledig, syg, fattig, for ung eller gammel, have for lidt uddannelse (meget brugt, især fra Regeringens skriveborde) - det kunne så måske en dag betyde, at fordommene en dag erstattes af en større åbenhed?

Uanset hvad kommer vi jo ikke uden om at dommen ligger i mådehold, som rationaliseres som manglende selvkontrol er lig lav intelligenskvotient.
Det er som sådan ikke mærkeligt i min verden. Sådan tænker vi menesker åbenbart.

Jeg støder selv tit på noget der kan sammenlignes. Istedet for mad og søde sager er min lykke bundet op på heroin. Velvidende at det er usundt for mig kan jeg ikke lade være med at søge tilbage til den. Mange som kender mig ved at jeg ikke er uintelligent. Faktisk siger de fleste at de ikke fatter hvad jeg har gang i, netop fordi jeg har hjernen med mig. Så jeg burde kunne rationalisere mig frem til at det ikke gavner mig(i hvertfald ikke på den måde som samfundet nu har bestemt at ting er til gavn.) og på baggrund af det stoppe mit 'misbrug'/forbrug.
Men sådan hænger verden bare ikke sammen.

Jeg er selv fed, tyk, svært overvægtig, kald det hvad I vil og jeg må erkende, at jeg synes nu nok at FedFront lyder mig en kende for aggressiv. Vi kommer ikke langt med at være aggressive. Negativitet avler negativitet, det ved vi jo, krige er startet for mindre. Til gengæld synes jeg de fede dansepiger har fat i noget af det helt rigtige, de gør noget for dem selv, ting der gør dem glade. Jeg er faktisk mere enige med dem end stifterne af FedFront.

Men når det er sagt, fatshaming er et problem, uanset om vil erkende at det findes eller ej. Mange fede - mænd som kvinder - oplever det. Jeg oplever det. Det skal stoppe, for vi har alle lov til at være her. Det har absolut intet med glorificering af fede at gøre, men ganske almindelig respektfuld og ordentlig opførsel.
Jeg beder ikke om at folk skal lovprise min størrelse eller min overvægt, men jeg vil saftsuseme have lov til at være i fred uden at fremmede helt ublu skal kommentere på min størrelse. Jeg er ikke kun min fedme, jeg er så meget andet. Jeg er ikke en dum kælling fordi jeg er fed, det ville jeg også være selv hvis jeg var normalvægtig.

Det er på tide vi holder op med at udskamme grupper i befolkningen, bare fordi de falder udenfor det meget snævre rum "normalen". For det såkaldte "normale" findes kun på papiret som et gennemsnit.

Nanna Wulff M., Lise Lotte Rahbek, Else Marie Arevad, Ebbe Overbye og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

"I USA, hvor bevægelsen startede, er den blevet et akademisk studie i sig selv..."

Og i USA, hvor junk food'en også blev opfundet og nu er den grundlæggende årsag til fedme-epidemien i USA. Danmark er som sædvanlig 20 år bagud for USA. Overvægt (i forhold til egen genetik) er formentlig lige så selvforskyldt (med mindre man vil undtage psykologiske årsager) som rygerens lungelidelser. Jeg tager en smøg - det skulle også øge kroppens forbrænding og mindske fornemmelsen for sult.

Anders Sørensen

"Det at være tyk er ikke en dårlig ting"

Jo, det er det faktisk. Det er usundt, og de fleste betragter tykke mennesker som mindre fysisk attråværdige.

Man kan selvfølgelig sagtens starte en kult, hvor det at være fed normalgøres eller ligefrem ophæves til noget bedre end alt andet, men det er netop en kult.

Ville man som forælder fodre sit barn til overvægt med vilje? Næppe. Er der masser af tilfælde, hvor det ikke kan undgås pga. omstændigheder, vedkommende er ude af stand til at ændre? Ja. Men det er en helt anden snak.

Det er i øvrigt heller ikke sundt eller efterstræbelsesværdigt eller attraktivt at være for tynd eller at ryge, eller drikke for meget.

Fede mennesker er ikke fedt. Der er for mange fede og de skulle i stedet søge en sundere livsstil.
Fede mennesker er de som har BMI over 30. De gode mener de er syge andre mener de er normale mennesker der må klare sig som vi andre. Det er deres valg at de vil være fede. Fedme er en ikke smitsom sygdom og who anfører at fedme vil være et større ernæringsmæssigt problem end sult om bare få år. Fedme har selv i vort DK social slagside. De fattige vil i udviklingslande udvikle diabetes og mange vil dø som følge heraf.

Jørn Andersen

Er det også fedt , at være fed når sukkersygen holder sit indtog ? Kredsløbsforstyrrelserne , de værkende knæ , blindheden , amputationerne ?