Interview
Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Erling Jepsen

Når man læser en god bog, føles det som om man læser om sig selv, mener forfatter Erling Jepsen
Moderne Tider
4. februar 2017

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Hvis der fandtes sådan en bog, ville jeg selv være den første til ikke at læse den. Jeg synes i forvejen, at alt for mange læser de samme bøger, hvilket kun gør os mere ens, end vi er i forvejen.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Det må være Biblen, som var den første bog, jeg stiftede bekendtskab med, nemlig i missionshuset i Gram hvor jeg gik i søndagsskole. Vi havde især én lærer, som kunne genfortælle Det gamle Testamente så levende, at selv fjernsynet ikke kunne følge med. Men tanken om, at Biblen skulle være Guds ord, har jeg aldrig helt forstået, for den er dog skrevet af mennesker af kød og blod. Det gør den nu ikke mindre imponerende, synes jeg.«

»En anden bog, som gjorde indtryk, var Huckleberry Finn af Mark Twain. Jeg fik den foræret af min storesøsters kæreste, da jeg var 13 år. Den gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg fik mod på at stikke af hjemmefra ligesom Huck. Jeg byggede en tømmerflåde, og da Mississippi floden lå for langt væk, sejlede jeg ned ad Gram å mod Ribe Stampmølle. Der var ingen sorte slaver, jeg kunne befri, men jeg vidste, hvor der stod en sort lænkehund som altid så så trist ud, og som jeg tvang til at følge med. Resten af hvad jeg oplevede, håber jeg at få skrevet en gang. Huckleberry Finn lærte mig, at hvis man læser en god bog, uanset hvilket århundrede, den er skrevet i, og uanset hvor den foregår, er det ligesom at læse en bog om sig selv.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg er bange for, jeg ikke har læst den endnu.«

Hvilken type læser er du?

»Jeg læser næsten kun romaner, ganske mange, sjældent fagprosa. Det er synd og skam, og jeg har tænkt mig at gøre noget ved det.«

Hvornår læser du?

»Når jeg kan komme til det. I sengen, ved køkkenbordet, i toget og på toilettet. Alle tider af døgnet. Og så hører jeg lydbøger, når jeg dyrker yoga.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her