’Jeg lokker folk ind med numsen, og så holder jeg fast og propper feminisme ind i deres hoveder’

Tre smartphoneskærme lyser op i den dunkle belysning. Nikita Klæstrup, Ekaterina Krarup Andersen og Louise Kjølsen er ved at sende snap chats ud til deres følgere.

Siden det digitale medie Zetland i efteråret portrætterede de tre under overskriften ’kvindekampens nye fortrop’, har de tre kvinder, som tilsammen kalder sig Girl Squad, været vidt omkring i medierne.

De kalder sig fjerdebølge-feminister og er i aften hovedpersonerne ved Zetlands debataften hvor man kan blive klogere på de nye digitale feminister, som – meget forenklet sagt – kæmper kvindekampen ved at tage tøjet af.

Dansehittet ’Bubble butt’, som er en hyldest til kvinder med store numser, der ryster så ballerne slasker mod hinanden, bliver spillet ud af højtalerne, mens folk finder en sofa eller en taburet at sidde på. De fremmødte er overvejende unge, formentligt veluddannede, og selv om aftenen står i kvindekønnets tegn, er mange moderne mænd mødt frem. Folk drikker dåseøl og kaffe. Musikken skifter: Start twerking like Miley. En anden numsesang.

En ung mand spørger sin veninde, hvad det nu er, de tre kvinder hver især er kendt for. »Den ene ryster røv, den anden lægger billeder op på Instagram af stiletter, mad og sig selv i undertøj, og den tredje tager nøgenbilleder af sig selv«. Det lyder ikke som klassisk feminisme, svarer manden.

Veninden tøver lidt og siger så: »Njoo, men de bruger jo netop seksualiteten som våben«.

Hvordan er twerk kvindekamp?

Louise Kjølsen, som for nogle er bedre kendt som Twerk Queen, træder frem på gulvet. Hendes Instagramprofil er for nylig – og mod hendes vilje – blevet lukket ned, fordi den indeholdt for meget nøgenhed.

I aften er hun er klædt i en lyserød sparkedragt, har knælange denimstøvler på, lilla paryk, lilla læbestift og en kasket med glitrende similisten. Hun skal give de fremmødt en introduktion til twerk. En dans, som har røven i fokus, og som Louise Kjølsen kalder feministisk.

»Okay, ned i knæ, skub hoften ind, tag skuldrene tilbage og brystet frem,« siger Louise Kjølsen.

Twerk består grundlæggende af to teknikker: Hoftepop og bounce, som skal sættes sammen, så det skaber en røvsymfoni. Louise Kjølsen viser alt det, man kan gøre forkert. »Det her er Crazy Daisy i Kolding,« siger hun. »Og det her får mig til at bløde ud af øjnene«.

»Vi sir’ pop ud, pop ind, pop ud, pop ind, spænd i maven, kontrollér det. Nu skal vi sætte bouncet på, og det er psykisk svært for de fleste kvinder, fordi det handler om at give slip. Det handler om at få flæsket til at flæske, og det er meget få steder, flæsket må flæske i dag. Tyngdekraften er ikke selektiv, så nu laver vi lige en konsensus her i rummet om, at hvad der ryster, gerne må ryste«.

Alle hoftepopper og bouncer. Mens Twerk Queen råber »op og pop, ned og ind«, siger en kvinde til sin veninde: »Woaw, hvor jeg ryster. Se, hvordan mine lår blævrer«.

Dansen er ifølge Louise Kjølsen feministisk af tre grunde. Den er med til at udvide kropsidealerne, fordi den twerkende krop folder, ryster og slasker. Den giver kvinder mulighed for at performe en seksualitet, som ikke er blid og modtagende, men aggressiv og dominerende. Og den har handlingspotentiale.

Der er magt i at være seksuel, siger Louise Kjølsen. I 2015 twerkede hun på scenen under en koncert på Roskilde Festival iført en lille badedragt. »Og fordi, jeg rystede røv, fik jeg lov til at sidde i DR2 og snakke feminisme og magtstrukturer. I stedet for at oplære kvinder til, at seksualitet er noget farligt, de skal passe på og lukke ned for, transformerer jeg min seksuelle kapital. Jeg plejer at sige, at jeg lokker folk ind med numsen, og så holder jeg fast og propper feminisme ind i deres hoveder.«

Er de ikke bare hjernedøde?

Aftenens hovedpersoner sætter sig på barstole omkring panelbordet. Ekaterina Krarup Andersen kaster blødt med sit hår, som er farvet i en udefinerbar lilla-grå-blond tone. Nikita Klæstrup placerer sin orange Hermes Birkin-taske tæt ved sit stoleben.

I et interview til Berlingske har hun for nylig fortalt, at tasken koster 65.000 kroner og er en gave fra hendes kæreste, som hun ikke vil afsløre navnet på, men som bor i udlandet. Hun er elegant klædt i sort, støvletternes røde såler afslører, at de er af mærket Christian Louboutin.

Det er nemt at sætte de tre kvinder i bås og instinktivt kalde dem narcissister, hjernedøde og opmærksomhedsafhængige. Det har mange mennesker allerede gjort. Forfatteren Susanne Staun har f.eks. kaldt Nikita Klæstrup en tredjedel kvinde, to tredjedele gås.

Fra venstre: Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen er klar til debatten som repræsentanter for feminismens fjerde bølge.

Men kvindernes argumentationer er fyldt med filosofiske, teoretiske og historiske referencer. Ekaterina Krarup Andersen taler flere gange om den victorianske kvinde, og Louise Kjølsen »abonnerer på Foucault«.

22-årige Nikita Klæstrup studerer retorik på Københavns Universitet, 28-årige Louise Kjølsen har en kandidatgrad i psykologi og Ekaterina Krarup Andersen på 30 er mor, gift, taler syv sprog, har en bachelor i teologi og studerer nu yiddish og judaistik på Lunds Universitet.

Hvordan er seksualitet feminisme?

De tre fjerdebølge-feminister er ikke enige om alt, men de har det til fælles, at de kæmper for det frie valg og friheden til ikke at blive dømt for det valg, man træffer. De mener ikke, at de seksualiserer sig selv. De er seksuelle. Seksualiteten er deres, og de fremhæver den hver især på deres sociale medier.

»Vi skal gøre op med dyden om, at seksualitet er noget, man gør, og ikke noget, man er. Jeg er ikke objekt for mandens blik, men et subjekt, der træffer selvstændige valg,« siger Ekaterina Krarup Andersen om sin Instagram-profil, der er fyldt med billeder af hende selv i undertøj. 

Hun er født i Rusland og blev som 18-årig  gift med en mand, der ifølge hende selv »var rigtig god til at gå på knæ og sige undskyld morgenen efter, at han havde kvalt hende med en telefonledning«.

Forholdet varede i fire år. Ekaterina Krarup Andersen går ikke i detaljer, men konstaterer blot: »Efter alle de ting, han udsatte mig for, kan jeg stadig stå frem og være seksuel«.

En ung kvinde blandt publikum rejser sig op og siger til Girl Squad, at hun synes, de siger en masse begavede ting, men at hun har svært ved at se deres feministisk kamp alene ud fra deres visuelle fremtoning på de sociale medier. »Det kan hun måske være en pointe i,« hvisker en fyr et par rækker længere fremme til sin sidemand.

Kvindernes følgere er typisk meget unge – helt ned til år 12 år gamle. Og spørgsmålet er, om de fanger de politiske budskaber om at erobre sin krop tilbage og gøre den fri fra mandens blik, eller om de blot ser brysterne, make up’en, numserne og det sexede lingeri?

Kvinderne svarer for sig, fortæller, at de ofte er eksplicit politiske i billedernes tilhørende tekster, på deres blogs, eller når de er ude at holde foredrag. »Vi kan ikke holdes skyldige for, at folk vælger kun at se med på vores visuelle medier, men nægter at læse, hvad vi skriver«, siger Ekaterina Krarup Andersen. Og så er der pause. Folk twerker i krogene.

Kæmper de for andre end sig selv?

Siden Girl Squad stod frem som ’de nye feminister’, har mange af ’de erfarne feminister’ kommenteret og vurderet dem. Én af dem er Politikens debatredaktør Ditte Giese, som blandt andet har spurgt: »Hvor er den fælles kamp blevet af? Jeg ser ikke nogen af de her unge damer og herrer kæmpe for så meget andet end egen røv.«

I samme avis har Mette Fugl i indlægget ’Vis bare bryster, men lad være med at kalde det feminisme’ skrevet: »Ligeværd, glaslofter, voldsofre, barsel, sexisme og hverdagens undertrykkelse synes ikke at engagere henne i fjerdebølgen«.

Louise Kjølsen kigger ned på sine glimmernegle og siger så, at det er ukorrekt. Hun er træt af den her slåskamp om retten til at kalde sig feminist. I øvrigt har hun beskæftiget sig med mere traditionelle feministiske emner, fx vold. 

Fjerdebølge-feministerne kommer ikke for at afløse andre måder at være feminist på. De er, som navnet antyder, et bølgeskvulp i havet. En bølge flytter rundt på småsten og skyller måske nye muslinger op på stranden, men den forbliver en del af havet.

»Vi står på skuldrene af de andre bølger,« siger Louise Kjølsen. »Og det er da fantastisk, at nogle går på gaden, og at andre har aviserne at skrive om feminisme i. Vi har de sociale medier. Her får vi fat i de helt unge, som gennem os kommer i kontakt med feminisme.«

Man kan altså godt selektere og kæmpe forskellige kampe. Man behøver ikke at skrive sig op til den store pakke for at kalde sig feminist.

Hen mod slutningen, rejser en mand sig op og spørger kvinderne, hvordan de »opretholder deres mentale stamina?«. Han tænker på, hvordan de overlever i debatten uden at knække.

Feminister har før trukket sig fra debatten, når den er blevet for grov og personlig. Feministen Emma Holten sagde for nylig, at hun ikke længere er en del af debatten om to år, fordi det er for hårdt. Alle tre kvinder i Girl Squad bliver ofte udskammet, talt ned til, seksualiseret og får hadske beskeder og et utal af dick pics.

»Jeg hører Kanye West,« svarer Nikita Klæstrup flabet og griner. «Jeg vil gerne tro lige så meget på mig selv, som Kanye tror på Kanye«.