På besøg i uvirkeligheden

Der er noget både sært, rørende og muntert over et klip fra et gammelt amerikansk quizshow, som for tiden florerer på sociale medier. Klippet er fra What’s my line? fra 1952, hvor Salvador Dalí optræder som gæst.

Ideen i programmet var, at et panel med bind for øjnene skal gætte identiteten på en gæst, som kun må svare ja og nej på deres spørgsmål, og i denne udgave af programmet var Dalí indkaldt som en slags ’mystisk gæst’.

Der er først og fremmest noget pudsigt i at se Dalí i den ramme, som showet tilbyder. Dalí sidder der med sit karakteristiske opadstrittende skæg og med en lettere undrende attitude. Man får fornemmelsen af, at alt kan ske, fordi showet bliver farvet af Dalís blotte tilstedeværelse

. Det er næsten ikke til at sige, hvad der er mest absurd: En ældre herre med underligt skæg, der maler smeltede ure, eller en gruppe lettere eksalterede ’seriøse’ mennesker, der i hver deres specialsyede maske fordriver tiden med gættelege.

Berømt og berømt

Det bidrager kun til munterheden, at Dalí med overbevisning svarer ’ja’ til det meste af det, panelet spørger om, om det så er, om han er skribent eller sportsmand. Han mener bestemt, til stor moro for publikum, at han er det hele. Men det er samtidig tydeligt, at Dalí kommer fint ud af det.

Der går ikke noget af hans intellektuelle karisma, tværtimod. Han er jo den mystiske gæst, og han er stadig lige så mystisk, da han forlader showet, som da han kom. Han er et indbrud fra en anden dimension, som pludselig beriger showet.

Der er flere historiske eksempler på sådanne indbrud, der skaber en slags kortslutning mellem nogle meget ulige verdner. Var det ikke netop også det, der skete, da John Cage i 1960 gæstede det populære underholdningsprogram I’ve Got a Secret?

Cage blev præsenteret som det, han var, nemlig en meget vigtig skikkelse i nyere musik, med tilknytning til fine universiteter, hvorefter han gik i gang med at spille sit nyeste stykke, der involverede et stort kar med vand, en proppistol, en badeand, en transistorradio, isterninger i et glas osv.

Man kan spekulere i, om tiderne var mere uskyldige dengang. Det var tiden før reality-tv og rindalisme – før den konflikt mellem et kulturelt parnas med dets smagsdommere og en uforstående underklasse, som vi især cyklede rundt i i 00’erne.

Og måske var der en mærkelig forsonlig stemning mellem forskellige lag og verdner netop i tiden lige efter Anden Verdenskrig, og før Den Kolde Krig endnu var kommet helt op i gear, før studenteroprøret osv.

Men man kunne også vende spørgsmålet om og spørge, hvorfor det egentlig er, at den slags indbrud fra fremmede dimensioner i hverdagens tekst og tv stort set aldrig mere forekommer? Hvor er typer som Dalí, Cage – og i Danmark måske Per Højholt eller Jens Jørgen Thorsen – blevet af? Hvor er glimtene fra andre verdner henne, og hvor er den muntre ophøjethed, hvormed sådanne intellektuelle kunne indtage et quizshow eller et interview?

Virkelighedens fæstning

Måske kunne man sige det på den måde, at Dalís karisma netop bestod i ikke at lade sig integrere i quizshowet, men bevare sin rolle som fremmed, som gæst.

Omvendt er det meget ofte sådan i dag, at den berømte adapterer den nye ramme, som showets vindue tillader. Fra Jesper Binzer til Nicolai Lie Kaas til Olafur Eliasson: Det handler om at sælge sig selv, og måske kan man få noget merværdi og en reklamekontrakt ud af det, hvis man er heldig.

Der findes i dag i den officielle ideologi, siger den franske filosof Alain Badiou, kun kroppe og sprog, men vi har glemt, tilføjer han, at der, hinsides de lækre, kendte kroppe og mangfoldige reklameslogans, også findes store kunstneriske opfindelser, videnskabelige nybrud og politiske bevægelser. Det er dén dimension, der mangler, og som på en måde negativt kan aflæses i dagens tv.

Måske er det netop også sådan, man skal forstå konceptet med reality-tv? Vi sætter en kæmpe skærm af virkelighed op foran os, vi garderer os med utallige timer af kedelig realitet for at undgå at skulle forholde os til Dalí eller politik eller sandhed.

Virkelighed?

Badiou kan danne udgangspunkt for en lille opsang. Vi har ikke brug for flere ’menneskelige’ berømtheder, der cirkulerer rundt i antikverede tv-formater i en lind strøm og fortæller om, hvilket tøj de går i, eller hvad de mener om klimaforandringer eller hundeopdræt.

Vi har ikke brug for flere berømtheder, som passer perfekt ind på den røde løber og i virkeligheden, som den er. Vi har langt mere brug for excentrikere, der for et øjeblik opløser grænserne mellem det virkelige og det uvirkelige.