Læsetid: 7 min.

Paulus var kristendommens Lenin

En af Luthers inspirationskilder var Paulus, hvis løsning på lokale problemer fik globale konsekvenser. Han trak en skarp grænse mellem det snavsede kød og den rene sjæl, og mellem vantro og tro
Paulus nedskriver sine teologiske overvejelser under fangenskab i i Rom år 55.

Paulus nedskriver sine teologiske overvejelser under fangenskab i i Rom år 55.

The Granger Collection/Polfoto

25. februar 2017

Paulus var ikke en af de 12 apostle. Alligevel kaldte han sig apostel, fordi han så Jesus i et syn, der omvendte ham fra kristenforfølger til radikal kristen.

Han blev kristendommens Lenin, som ensrettede menighederne, han blev imam, som fortalte, hvordan kristne skal leve, og han blev fundamentalist med foragt for andre fortolkninger.

Uden hans indsats var kristendommen forsvundet som sandkorn i historiens ørken. I Paulus’ breve kan man følge hans arbejde som lærer og problemknuser. Udadtil tilpassede han sig den politiske magt, indadtil krævede han tilpasning til den rette lære.

Ydre afmagt, indre magt

Arbejdet for sjælens frelse fik det politiske liv til at fortabe sig. Kristne skal ikke bekymre sig om det udvendige spektakel. Skat skal betales med glæde, slaver være glade og lydige, kvinder tavse og tilslørede – om end penge blev et problem, når menighedens funktionærer og omrejsende lærere skulle finansieres.

Under forfølgelserne af de kristne var det klogt at holde lav profil. »Al øvrighed er fra gud og skal adlydes« (Rom., 13:1). De kristne adskiller sig fra magten, fordi deres fællesskab er åndeligt, de forsvarer magten, fordi den er indsat af gud, og de kritiserer magten, fordi den er gudløs. Det er selvmodsigende. Men selvmodsigelse åbner for fleksibel handling.

Protestantismens fædre

  • I 1517 startede Luther en proces, hvis omfang han hverken ønskede, forudså eller styrede. Han såede reform og høstede revolution. Det begyndte med et opgør med den katolske praksis med aflad og belønning af gode gerninger.
  • Kirken ejede i 1500-tallet enorme landområder, den havde monopol på den åndelige magt, og dens bandlysninger lagde politisk pres på genstridige fyrster. Luther ville gøre kirken til et åndeligt trosfællesskab, adskilt fra, men også integreret i, det verdslige samfund, hvor fyrster skulle sikre freden. Hans inspiration var pseudo-apostlen Paulus og kirkefaderen Augustin.
  • Protestantismens grundlæggende fædre har for både troende og vantro i Nordeuropa bestemt, hvad der forstås ved »kristendom«. Information bringer i de næste uger tekster om hver af dem.

Paulus koncentrerede sig om de indre linjer for at forhindre et kaos af stridende fortolkninger. Hans breve cirkulerede som datidens intranet. Men hvordan afgøre, hvilken fortolkning som er rigtig? Endnu var der ingen kanonisk tekst.

På den ene side skal alle »aflægge regnskab for sig selv« (1. Kor., 14:12), på den anden side kræver Paulus »troslydighed« og sender en shitstorm mod dem, som »med deres søde tale og fagre ord forfører de troskyldige hjerter« (Rom., 16:17). Han selv taler i guds navn, hans modstandere styres af hovmod.

Side om side med en storslået retorik om nåde og fællesskab og en kærlighed, som »tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt« (1. Kor., 13:7), løber en småtskåret og ondsindet polemik mod vantro og kættere. At skade de troende straffes med evig undergang.

Desværre har gud sendt en »vildførende magt« (2. Tess., 2:11), som får vantro til at tro på løgne. Det er ondskabsfuldt gjort, men er de vantro egentlig skyldige? At gud straffer dem for, hvad han selv har gjort, svarer til at pisse på folk og så anklage dem for at lugte.

Paulus er oppe på den høje klinge, en forfører af guds nåde og så overbevist om sin rette lære, at han gør sig til ét med Jesus. Uden ortodoksi ingen samling. En agitator skal overbevise, ikke tvivle, og Paulus’ svaghed er kun svagheden som menneske, ikke svaghed i troen.

Det onde, som han ikke vil, men alligevel gør, skyldes ikke ham selv, men synden, som handler i ham og sidder i hans »svage, kødelige natur« (Rom., 6:19). Men hvorfor har gud skabt kroppen, når den fører til en »levende død« (Timo., 5:6). Hvorfor har han ikke skabt engle?

Paulus taler om den genopstandne krop og det rensede kød. Man kan diskutere – og gør det! – om den tilstand kan nås i levende live.

Religiøs retorik

Enhver religion er lidt vanvittig. Den råder ikke over en streng bevislogik, så andre retoriske virkemidler end logos må tages i brug. Det handler om tro, mens »visdom er dårskab« (1. Kor., 1:19). Paulus tager ikke modargumenter alvorligt, men stempler sine modstandere som grådige eller forvirrede.

Han er som en populist, der ikke behøver rådspørge folket for at vide, hvad det mener. Han nøjes med sin egen overbevisning, så han »med sagtmodighed (kan) tilrettevise de genstridige« (2. Tim., 2:25) – ikke diskutere, men belære.

Også etos, troværdighed, anvendes flittigt, når Paulus fortæller om sine lidelser i troens tjeneste. Han er den ringeste, alles tjener. Men listigt bliver lavhed til storhed, så han kræver at være forbillede (1. Kor., 4:16). Nok er alle lige for gud, men nogle er mere lige end andre. Også patos er på spil, når han synger om den fælles sødme hos Jesus over for syndens private helvede.

Professor Frederik Stjernfelt har et par alvorsord at fortælle os om Martin Luther. For før vi kommer alt for godt i gang med fejringen af 500-året for reformationens begyndelse og skåltalerne til manden, der har fået æren for at lægge kimen til alt fra menneskelig frihed over demokrati til velfærdsstaten, bør vi tage et kritisk kig på Luthers egne ord
Læs også

Det vigtigste virkemiddel er autoritet, som følger dripple down princippet. »Den åndelige … kan bedømme alt, men kan selv ikke bedømmes af nogen« (1. Kor., 2:15). Er det påstand mod påstand, afgøres sagen af nærhed til gud. Højeste autoritet er Jesus, dernæst apostlene, og til sidst de særligt hellige. Derfor udnævner Paulus sig selv til apostel med et direkte »påbud fra Herren« (Rom., 14:37), så hans lære ikke er »menneskeværk« (Gal., 1:11).

Paulus er en ærlig overbevist fanatiker, en ret ubehagelig person. Bag sin ydmyghed er han doktrinær, bag sin svaghed stålsat, bag sin magtesløshed besat af magt, bag sin beskedenhed opblæst.

Universalisme

Ifølge overleveringen indgik Paulus og apostlen Peter en arbejdsdeling, så Peter tog sig af jøder, Paulus af grækere og romere. Men hvordan forpligte hedninge til en lære, som sigter mod jøder, selv om Jesus ville omvende alle folkeslag?

Paulus forvandlede kristendommen fra en jødisk sekt til en universel religion, hvor ikke omskærelse, men dåb er adgangsbillet. Det dybe greb var at adskille lov og tro.

Læs også

Paulus’ universalisme var løsningen på et lokalt problem. Han måtte se bort fra den jødiske lovsamling, Toraen. Det skete ved at flytte loven fra tekst til sjæl, så »åndens nye tjeneste« erstatter »bogstavens gamle tjeneste« (Rom., 7:6). At omskære er nu ikke en fysisk handling, men en bortskæring af hele det »kødelige legeme« (Kolos., 2:11).

Og Paulus sætter trumf på: »Kristus er lovens ophør,« om end loven fortsætter som en indre lov, skrevet i menneskers hjerter. Dens funktion er at trække grænsen mellem forbudt og tilladt, for »uden lov er synden død« (Rom., 7:8).

Loven er for de vantro, som skal tvinges, mens troende ikke behøver loven, fordi de på forhånd opfylder den. Og når »lovhandlinger« er ligegyldige, er »handlinger« det også. Kun troen tæller – om end Paulus leverer kaskader af påbud om, hvordan kristne skal overvinde kødets fristelser.

Vilje, straf og nåde

For kristne er sjælens frelse en evig bekymring. Kan man ophobe gode gerninger og sikre sig en plads i Paradis? Eller er alle fordømte syndere, som kun kan frelses uforskyldt, fordi Adams synd lægges oveni som en ufrivillig arv?

Her ræsonnerer Paulus, at handler det om handlinger, er gud sat ud af kraft, fordi frelsen er op til det enkelte menneske – og hvad skal vi så med Jesus og nåden?

Handler det om nåde, kan vi andre undre os over, at gud ikke giver alle fribillet til Paradis. Nogle er fra tidernes morgen »forudbestemt til at blive hans Søns billede lige« (Rom., 8:29), mens andre er dømt ude. Alle i menigheden kan føle sig »kaldede«. Men sikre kan ingen være.

Paulus går linen ud og hævder, at gud har »indesluttet alle under ulydighed, for at han kunne forbarme sig over alle« (Rom., 11:32). Gud er ophavsmand til synden og gør alle onde, så han selv kan være god. Begreberne sejler, så Paulus rundtosset må konkludere, at ingen »kender Herrens tanker« (Rom., 11:34). Han »forbarmer … sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil« (Rom., 9:18). Ingen kan gå i rette med ham. Potten kan ikke kritisere pottemageren.

Stjernfelt gør ret i at ruske op i den næsegruse beundring for Luther og danske teologers vilkårlige skelnen mellem den teologiske og historiske Luther, mener filosof Peter Tudvad. Men han er til gengæld blind for Luthers betydning for den sjælelige frigørelse
Læs også

Gud er magtfuld, vred og retfærdig, men også tilgivende og barmhjertig. Dommedag handler om regnskab over gode eller onde handlinger. Er alle i underskud, og er dommen afsagt på forhånd, er dommedag meningsløs. Mellem straf og nåde, og mellem fri vilje og guds magt, svinger kristendommen hjælpeløst.

Hvem råder over forskellen? Hvornår skal en synder brænde i helvede, og hvornår skal han tilgives trods alt? Verden er guds værk og satans legeplads, så den skiftevis kan males i lyserødt og begsort.

Kun det, man ikke kan se, kan man håbe på. Magtesløshed er håbets baggrund. Man kan ikke selv og har brug for nåde. Denne figur er indbygget i kristendommen.

Gud har skabt verden og fundet den god. Men han har også skabt kroppen og dermed fristelsen og faldet. Og han har skabt sin modstander, satan, uden dog at have magt over udfaldet, fordi satan behersker verden. I denne manikæiske kamp er mennesker frie, fordi de kan modstå det onde, og ufrie, fordi alt står i guds faderhånd. Dilemmaet har ingen løsning, men skaber en tvetydighed, som giver magt over sjælene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer