Læsetid: 3 min.

Scanguilt: Kan følelser af skam og skyld føre til politisk forandring?

’Scanguilt’ er en særlig form for skyld- og skamfølelse, vi skandinavere føler, når vi konfronteres med egne privilegier og rigdom – og andres mangel på samme. Skammen er massivt tilstede i litteraturen, kunsten og kulturen. Men fører den nogensinde til social og politisk handling for at udjævne de forskelle? Nok ikke, men derfor er der gode grunde til at tage den alvorligt alligevel
4. februar 2017

Skandinavien er i identitetskrise. Vi kan ikke længere betragte os som repræsentanter for den socialdemokratiske velfærdsstat, der først og fremmest bygger på ideologier om ligestilling og ligeværd.

Det bliver tydeligere og tydeligere for os, at solidariteten mangler. At vi ikke for alvor er interesserede i, at resten af verden skal opnå samme privilegier som os. Og det skammer vi os over.

Sådan lød det fra Elisabeth Oxfeldt, professor i Nordisk Litteratur ved Oslo Universitet, da hun forleden gæstede Deadline på DR2 for at fortælle om det omdiskuterede fænomen scanguilt, der altså betegner en specifik form for skyld og skam, der trives blandt reflekterede skandinaviere.

For vi er i Skandinavien generelt nogle af de mætteste, tryggeste, mest vel- og ligestillede folkeslag i verden – og vi ved det. Det sørger den konstante strøm af nyheder, billeder og fortællinger om andre menneskers livsvilkår i Gaza eller Aleppo, om børns fremtidsigter i det tørkeramte Etiopien eller kvinders vilkår i Saudi Arabien for at minde os om.

Vi ved, at det tøj, vi har på, sandsynligvis er produceret under stærkt kritisable arbejdsforhold på en fabrik i Bangladesh. At produktionen af vores mange elektroniske devices forårsager gigantiske CO2-udslip i Kina, Indien eller Sydkorea, så vandstanden i havene fortsat stiger sammen med antallet af klimaflygtninge i eksempelvis Nigeria, Maldiverne eller Rusland.

Oxfeldt er leder af forskningsprojektet Scandinavian Narratives of Guilt and Privilege in an Age of Globalization, der er et studie af kulturelle fortællinger om og repræsentationer af skyld, skam og ambivalens i forhold til privilegier og velstand i Skandinavien.

Og den slags er der meget af i samtidskunsten. I forfatterskaber som Christina Hesselholdts, Theis Ørntofts, Herbjørg Wassmos, Vigdis Hjorts eller Lars Skinnebachs. 

I den norske tv-serie Skam, i dramatiker Christian Lollikes kritiske forestilling Uropa om flygtninge- og asylpolitik, i instruktør Janus Metz’ Armadillo, der uforsødet konfronterer os med de liv, der ofres, så vi kan føle os trygge. Man kunne fortsætte, listen er lang.

Det banale spørgsmål trænger sig på: Men hvad får de mindre privilegerede og undertrykte ud af, at jeg skammer mig – og at jeg forbruger kultur, der tematiserer skammen? Leder denne skandinaviske identitetskrise til andet end apatisk navlepilleri og handlingslammelse? Er der et reelt og konstruktivt politisk potentiale i skam- og skyldfølelser?

Politik er også følelser

Det er let at afskrive det konkretpolitiske perspektiv i skam og skyld. Og afskrivning eller latterliggørelse af fænomenet scanguilt var også den primære reaktion på Deadline-indslaget på de sociale medier. Muligvis med rette, og muligvis fordi begrebet har en noget irriterende klang. Men afskrivning kunne også tænkes at skyldes, at vi stadig ikke anerkender, at følelser og politik for alvor har noget med hinanden at gøre.

Ifølge den britisk-australske affektteoretiker Sara Ahmed, så hænger vi i Vesten fast i en forestilling om, at rationalitet og irrationalitet kan og bør adskilles. Overordnet søger affektteorien som akademisk tradition at udfordre det ideal, der siden oplysningstiden har domineret vores syn på verden, nemlig idealet om fornuft og rationalitet og videnskabelighed i snæver forstand. 

Ahmeds The Cultural Politics of Emotion er en samfundskritisk undersøgelse af, hvordan følelser som frygt, afsky, skyld og skam strukturerer fællesskaber, retorik og politik – meget mere end vi tror. Tænk på Trump. Eller på den generelle højredrejning i Skandinavien, såvel som størstedelen af Europa, der ofte forklares med netop følelser af frygt og usikkerhed. Følelser, der altså dermed influerer på reel politik.

Der er stor sandsynlighed for, at følelser af skyld og skam resulterer i handlingslammelse, understregede Oxfeldt i Deadline. Og Sara Ahmed betoner også, hvordan fænomener som scanguilt kan føre til en selvbekræftende og negativ forstærkning af det allerede ekskluderende og privilegerede fællesskab. 

Men som Ahmed, Oxfeldt og affektteorien overordnet foreslår, bør dette langtfra afskrive det potentiale, følelser kan have i forhold til politisk handlen for udjævning af ulighed. Og som det seriøse og kritiske studie af affekt, skam- og skyldfølelser kan hjælpe os med at forstå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu