Kommentar
Læsetid: 3 min.

Sidste chance for de tyske socialdemokrater

Med Martin Schulz som ny kanslerkandidat står det tyske socialdemokrati for første gang i et årti til at kunne blive større end Merkels konservative union. Men Schulz har ikke kun ansvaret for at genrejse partiet. EU’s fremtid afhænger reelt af, om Tyskland får en venstrefløjsregering ved forbundsdagsvalget til efteråret
Moderne Tider
18. februar 2017

Skal man pege på ét omdrejningspunkt, som Europas nuværende systemkrise kan forstås med udgangspunkt i, så er det tyske socialdemokrati, SPD, ikke noget dårligt sted at starte.

Det kan måske lyde mærkværdigt, al den stund at SPD har været forment adgang til det tyske Bundeskanzleramt siden 2005, hvor Angela Merkel som bekendt har regeret i spidsen for skiftende koalitioner.

Men flere af de aktuelle politiske forfaldstendenser i Europa kan i realiteten spores tilbage til en række politiske reformer, der blev gennemført af SPD-kansleren Gerhard Schröder efter årtusindeskiftet, såvel som en række europapolitiske fejldispositioner, der har præget SPD lige siden.

Da euroen trådte i kraft i 2002, havde det genforenede Tyskland befundet sig i en så langvarig økonomisk stagnationsfase, at landet ofte blev omtalt som ’Europas syge mand’. Men Schröder så indenrigspolitiske muligheder i den europæiske møntunion, han tidligere havde kritiseret som et »for tidligt født sygdomstilfælde«.

Schröders politiske regning

Tidligere havde især de sydeuropæiske lande brugt devaluering af deres valutaer som et middel til at forblive konkurrencedygtige med de mere produktive naboer i nord. Men med euroen blev pengepolitikken taget ud af hænderne på de enkelte medlemslande og lagt over i den europæiske centralbank, ECB.

Schröders storstilede strukturreformprogram Agenda 2010 og de såkaldte Harz-reformer bidrog til en allerede omsiggribende lønstagnation og blev i mange nabolande set som et forsøg på at opnå konkurrencefordele over resten af eurozonen gennem politisk orkestreret løndumping.

De kontroversielle reformer kostede ikke blot Schröder hans politiske liv; de forviste også SPD til en permanent position som lillebror i tysk politik og var en del af anstødet til dannelsen af venstrepartiet Die Linke, som bl.a. blev stiftet af en række frafaldne venstreorienterede socialdemokrater med den tidligere partiformand og finansminister Oskar Lafontaine i spidsen.

En uplettet kanslerkandidat

En stor del af Schulz’ offentlige popularitet kan givetvis tilskrives, at han ikke er fedtet ind i SPD’s indenrigspolitiske kvaler med Agenda 2010, og at han med sin baggrund i europæisk politik har en større frihed til at kritisere Merkels og SPD’s store koalitionsregering.

I et nyligt interview med Der Spiegel har Schulz da også udtrykt forsigtig afstandtagen til Schröders reformer: »Agandaen var det rigtige svar på en stagnationsfase. (…) Men vi skulle have introduceret en mindsteløn i samme ombæring og en højere beskatning af de superrige. Det gjorde vi ikke, og derfor fik mange indtryk af, at reformerne var unfair.«

Desværre tyder Schulz’ kommentarer også på, at han ikke har erkendt sammenhængen mellem de tyske reformprogrammer og det permanente overskud på den tyske betalingsbalance, og de politiske dynamikker i andre bærende medlemslande, der lige nu truer med at rive eurozonen og EU fra hinanden.

I strid med kernvælgere

Le Pens uhyggeligt gode chancer ved forårets præsidentvalg i Frankrig og den italienske Femstjernebevægelses popularitet skyldes f.eks. ikke mindst udbredt utilfredshed med den sparepolitik, som Merkel har underkastet resten af eurozonen samt oplevelsen af, at tyskerne udnytter eurokonstruktionen til at høste unfair eksportfordele.

Schulz har distanceret sig fra Merkels europæiske sparepolitik og har tidligere udtrykt støtte til forslaget om eurobonds – altså en delvis europæisk kollektivisering af statsgælden.

Men hvis eurozonen og måske hele EU skal undgå et kollaps, så kræver det, at tyskerne er villige til at gøre op med nogle af de politikker, som ikke mindst er kommet SPD’s kernevælgere til gode.

Konfliktfyldt samarbejde til venstre

En reel europapolitisk kursændring kræver dog ikke blot, at Schulz erkender, i hvor høj grad EU’s fremtid afhænger af en tysk indenrigspolitisks kursændring; den kræver også, at SPD frigør sig fra de konservative unionspartiers doktrinære sparepolitik og ikke bare vinder, men også forstår at udnytte et evt. parlamentarisk venstrefløjsflertal med de grønne og venstrepartiet.

Og her volder især forholdet til Die Linke problemer, der ikke blot martres af personlige og partihistoriske fjendskaber, men også den fortsatte regionale ulighed mellem øst og vest i Forbundsrepublikken.

Schulz står altså over for en mastodontisk politisk opgave: Han skal ikke kun vinde et alternativt flertal og overvinde fortidens venstrefløjsfjendskaber; hvis han vil redde det EU, han uden for en enhver tvivl er en brændende tilhænger af, så skal han også gennemføre hastereformer i Tyskland, der i nogen grad strider med SPD’s traditionelle kernevælgergruppers interesser.

SPD skulle for længst have sat sig i spidsen for en fælleseuropæisk socialdemokratisk bevægelse, der kunne reformere valutaunionen og EU i en mere social og demokratisk retning.

I stedet har de tyske socialdemokrater ligesom Merkel vægtet hensynet til egne kernevælgere højere. Det er ved at være sidste chance, ikke kun for SPD, men også for EU – hvilket i den nuværende politiske krisesituation kommer ud på det samme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her