Baggrund
Læsetid: 7 min.

Sport: Kongen er død. Længe leve Formel 1

Efter fire årtier på posten er Bernie Ecclestone færdig som Formel 1-direktør. Det er et farvel til en omdiskuteret mand, der på godt og ondt gjorde sporten til, hvad den er
Moderne Tider
11. februar 2017
Ingen tror for alvor på, at den 86-årige Bernie Ecclestone har tænkt sig at lade sig pensionere. Spekulationer i den britiske motorpresse går på, at han muligvis vil stifte en konkurrerende Formel 1-serie.

Ingen tror for alvor på, at den 86-årige Bernie Ecclestone har tænkt sig at lade sig pensionere. Spekulationer i den britiske motorpresse går på, at han muligvis vil stifte en konkurrerende Formel 1-serie.

Getty Images

Som det bør være med alle mennesker, er meningerne om Bernie Ecclestone delte. På den ene side har han næsten egenhændigt forvandlet Formel 1 fra et sæbekasseløb til et af verdens mest værdifulde sportsbrands.

På den anden side er han et gedigent røvhul. Nu står det klart, at Bernard Charles Ecclestone er færdig med den sport, han skabte. Formel 1 forretningen skiftede ejer den 23. januar, og 86-årige Ecclestone er gået på ufrivillig pension. De nye amerikanske ejere vil i en ny retning:

»Men jeg skærer ikke alle bånd til Formel 1. Jeg har stadig venner her, og penge nok til at kunne betale entre til et løb. [De amerikanske ejere] har givet mig titlen af ærespræsident, og det har jeg accepteret, uden at ane, hvad det betyder,« sagde Ecclestone ovenpå fyringen til Auto, Motor und Sport.

Udtalelsen er formentligt faldet i stoisk overbevisning om egen ufejlbarlighed. Og det er det smukke ved Bernie, som de fleste kalder ham: Han har en rock’n’roll-agtig attitude af afslappethed, der gør, at man sagtens kan forestille sig en hyggelig aften med ham i pubbens hjørne med  jokes og  anekdoter. Og den folkelighed skal ses i kontrast til, at han fik stipuleret i sin direktør-kontrakt, at organisationen står for vedligeholdelse og optankning af hans privatfly, og at det desuden ikke må benyttes af andre end ham.

En skiderik

En folkets mand er han ikke – og falder så alligevel ind under det særlige britiske begreb ’lads’: En kategori af folk, man gerne drikker øl med på trods af deres karakterbrister. En kategori, der også indeholder ligeligt frastødende og dragene personer som Liam (og Noel) Gallagher (Oasis), Wayne Rooney (Manchester United), Nigel Farage (Ukip), Jeremy Clarkson (Top Gear) og så videre. Mænd, som den nådeløse, britiske tabloidpresse har gjort alverden for at trække gennem smudsige historier for at få læserne til at væmmes ved – og vende tilbage til for et forargelsesfix.

Nogle af de kendte mennesker er aldrig kommet ud af smudset, andre har flydt ovenpå, heriblandt Bernie. Han har kunnet overfuse journalister, provokere magthavere, unddrage sig skattemyndighederne, bestikke bankfolk, omgås diktatorer, gifte sig med 50 år yngre modeller og videre i den dur – uden at miste sin lad-status.

Hvis man skal sætte en fællesnævner for lads, er det, at de trods alt har været gode til deres arbejde. For der er nok Bernie-udskejelser til, at man kunne fylde dette tillæg fra forside til bagside, men på bundlinjen har Bernie Ecclestone været en god direktør for Formel 1. Spørgsmålet er, hvad han har gjort ved sporten undervejs.

’Rags-to-riches’

Bernie Ecclestone blev født som søn af en fisker i den østengelske by Suffolk. Som myten altid går om store forretningsfolk, skulle han have haft en medfødt næse for faget. I Tom Bowers Bernie-biografi, No Angel, fortælles det, hvordan han kunne nå igennem to avisruter inden skole, og han derefter vekslede sin løn til bagværk, som han solgte videre i skolegården, med profit.

Senere blev han brugtvognsforhandler og gjorde de ting, man nu engang gør, for at blive en succesfuld brugtvognsforhandler. Som de fleste professionelle i Formel 1 blev han i første omgang engageret som kører. Bernie stillede op til to løb, men nåede aldrig længere end kvalifikationen.

Han var mere forretningsmand end racerkører, og i efterkrigsårene brugte han talentet på lukrative ejendomsinvesteringer, sideløbende med at han ejede en bilauktion. I 1957 vendte han tilbage til racerverdenen som medejer af Stuart-Lewis holdet.

Men der gik endnu et par årtier, før Bernie for alvor gjorde sin Formel 1-entre som medejer af det legendariske Brabham hold, hvis biler op gennem 70’erne blev kørt af blandt andet Nelson Piquet og Niki Lauda.

Kollektivisme

Det var som direktør og ikke som holdejer, at Bernie satte sit præg på sporten. Hans succes som direktør var inspireret af den britiske fagbevægelse. Det lykkedes ham at forene holdenes interesser og gøre dem i stand til at forhandle kollektivt, så de fik en større del af den kommercielle kage.

I første omgang var det et spørgsmål om at få ændret reglerne, så det blev muligt for holdene at forhandle med private annoncører til de mange klistermærker på bilerne fremfor kun at bære nationale farver.

I 1980’erne fik man lavet bedre tv-aftaler, og sporten bredte sig ud over Europa. Det fik samtidig de førnævnte sponsorater til at stige i værdi, og det fik en kapitaltung cigaretbranche til at kaste sin kærlighed over en sport med et globalt publikum og en lev farligt-appel.

Op gennem 80’erne og 90’erne begyndte forbud mod cigaretreklamer at brede sig, men det lykkedes i store træk for Bernie at få Formel 1 hold undtaget fra reglerne. Og forhandlingssnedighed er et gennemgående træk i to af de biografier, der er skrevet om Bernie; henholdsvis førnævnte No Angel af Tom Bower og Susan Watkins’ Bernie.

Begge har de haft adgang til Bernie selv, men det er ikke lykkedes at få ham til forståeligt at forklare, hvordan han har stået imod de forskellige kupforsøg, der trods alt har været i mod ham. Gang på gang lykkedes det ham at vikle rettighederne til sporten ind i et net af ejerskabskonstellationer, hvor det eneste sikre var, at Bernie bliver siddende i midten med en finger på alle tråde og en klækkelig bunke penge under sig.

En af disse manøvrer, salget af Formel 1-franchisets kommercielle rettigheder, blev foretaget gennem flere forskellige handler op gennem 00’erne, og det kræver en kandidat i regnskab at forstå det til bunds. Tyske myndigheder mente, de var en tand for kreative, og at der var flyttet penge under bordet, så Bernie og hans tyske bankforbindelser blev anklaget for bestikkelse. En tysk bankmand fik otte års fængsel, mens Bernie, meget typisk, slap ved at betale en bøde på 100 millioner dollar.

Godt for Bernie, men mindre godt for Formel 1. Korrupte autokratier har det med at levere løsninger, der ikke tilgodeser almenvellet.

Sportsligt

Formel 1-fans har en tendens til at ønske sig tilbage til de gode, gamle dage. Alting synes at have været bedre, da bilerne larmede mere, brændte oftere og blev kørt af dødsforagtende galninge.

Der er intet, der siger, at det reelt var sådan, eller om de dengang ikke også var trætte af, at der nu skulle til at være afskærmning omkring banen. Men når det er blevet sådan, at tekniske regulativer er nok til at bestemme, hvem der vinder mesterskabet, som det skete med Brawn GP holdet i 2009, eller når man vil gøre sporten politisk korrekt med brændsels- og støjregulativer, er det brænde på fansenes nostalgi-bål.

Det ville være unfair at sige, at nostalgi-længslen er Bernies skyld. Og det er desværre ikke muligt at gennemføre kontrollerede forsøg med alternative simulationer af virkeligheden, men hvis det var, ville det være interessant at se, hvad der var sket med sporten, hvis man havde sagt stop for regelændringer, ekspansioner og vækst-behov omkring årtusindeskiftet: Hvis man havde sagt stop, da bilerne var biler og endnu ikke elektriske gokarts, og Michael Schumacher endnu vandt mesterskaber, som han lystede.

Bernie vil altid kunne pege på det bugnende bjerg af euro, som sporten omsætter for hvert år, og de muligheder det har bragt med sig. Men som fan vil man jo egentlig gerne bare se på hurtige biler, der kører rundt efter hinanden, og (i de flestes tilfælde) bruge mindre tid på bredden af bagvinger og rumskibsværdige it-løsninger i bilerne.

Måske har Bernies afgang også varslet noget på den front?

Regler og Kevin

Det ser rent faktisk lidt spændende ud med regelændringerne til den kommende sæson, der indledes om en lille måned i Australien. Måske har Formel 1-ledelsen læst sidste års Formel 1-artikel  her i Moderne Tider, for de nye regler ser ud til at være udtænkt med henblik på ræs.

Bredere dæk, bredere biler og mere downforce (vejgreb). På pengesiden går der sågar rygter om, at man vil til at se på at fordele præmiepengene mere ligeligt (de nye ejere er amerikanske og skulle være tilhængere af den amerikanske sportsligamodel, der fordeler sportens profit mere demokratisk).

Derudover har der været gang i den store, årlige kørerrokade: Den forsvarende verdensmester, Nico Rosberg, gik overraskende på pension, efter at titlen var sikret, hvilket har igangsat en større rokade. Blandt andet er Kevin Magnussen tilbage. Denne gang er franske Renault skiftet ud med nogle gale amerikanere, der under navnet Haas F1 Team, skal forsøge at gøre sig gældende. Så Formel 1 får endnu en sæson til at blive folkesport i Danmark.

Bernie

Men hvad skal der så ske med 86 årige Bernie? Britiske motorsportsmedier spekulerer i, om han vil stifte en konkurrerende Formel 1-serie fremfor at nyde sit otium. Det siger nok mest om, hvordan journalisterne projicerer deres Bernie-billede over på manden selv. Ingen tror dog på, at Bernie lader sig pensionere. Det er også svært at forblive en britisk lad på en tropisk ø.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her