Analyse
Læsetid: 4 min.

Jeg tager kokkens søn, når jeg vil. Det er min ret

Jeg kan have ham, som jeg vil. Han klæder sig af her i mit soveværelse, mens hans far er ved at gøre klar til aftenmåltidet
Jeg kan have ham, som jeg vil. Han klæder sig af her i mit soveværelse, mens hans far er ved at gøre klar til aftenmåltidet

Mia Mottelson

Moderne Tider
11. februar 2017

De billeder, der går gennem hovedet, når man læser ovenstående, er formentlig forskellige fra læser til læser.

Nogle vil genkende det omskrevne citat fra Jørgen Leths bog Det uperfekte menneske; nogle vil måske tænke det som en form for vulgarisering af den allerede temmelig provokerende herremandsfantasi, der vakte vild furore, da bogen udkom i 2005. For kommer man ikke næsten til at tænke på katolske præster og misbrug af drengebørn, når man nu endda hører fortælleren fantasere om kokkens søn?

Men hvad nu, hvis man bare forestillede sig, at det var et kvindeligt subjekt, der udsagde disse ord, i stedet for et mandligt? Ville det have gjort fantasien mindre problematisk – eller ville det have været en slags feministisk fremskridt, hvis det blev mere legitimt for en ældre kvinde at fantasere om unge, mandlige tjenestefolk, på samme måde som Leths fortæller gjorde det om kokkens datter?

Fjerdebølge

Det lille tankeeksperiment kan være godt at overveje, når man skal forstå, hvad der lå i den bølge, der skyllede ind over feminismedebatten omkring nytår, da Girlsquad, (Nikita Klæstrup, Ekaterina Krarup Andersen og Louise Kjølsen), stjal overskrifterne i et par uger. Der var en grundlæggende rigtig indignation i deres position, som mange påskønnede og sluttede op om.

Det kan jo ikke passe, som Kjølsen sagde det i et interview på TV 2, »at en mand kan få lov til at knalde fire piger, og så får han et highfive, og når så Nikita hun har kysset med tre fyre, så får hun at vide, at hun er en slut, og at hun skal ’begrænse sit udtryk’«. Beskeden fra de tre aktivister er noget i retning af: »Jeg har et seksuelt begær, ligesom dig. Og hvad så?!«

I psykoanalytisk forstand er der dog noget mistænkeligt ved ambitionen om at blive lige så udfarende og dominerende i sin seksualitet som en mand. Hvis idealet er, at piger skal kunne knalde med flere forskellige til en gymnasiefest og få highfives for det ligesom drenge, så er det vel nok så væsentligt, hvilket ideal vi egentlig har fat i? Det kunne så måske være Demi Moore, da hun i filmen G.I. Jane råbte ad sin overordnede: »Suck my dick!«

Fallos nyder

For Jacques Lacan ville svaret formentlig være, at det, Girlsquad aspirerer til, ikke blot er at være lige så frigjorte som mænd, men rent faktisk at blive til mænd. Mandighed er for Lacan ikke noget, der binder sig til en bestemt biologi. Det er snarere en bestemt struktur for begæret, der kendetegner en mand.

Mandens nydelse er ’idiotisk’, som Lacan siger det, fordi han konstant er optaget af sin egen tilfredsstillelse. Ja, det er ikke engang manden selv, der nyder, men fallos. Når man siger om nogen, at han tænker med pikken, går Lacan faktisk et skridt videre: Pikken tænker ikke engang, den nyder bare – og trækker sit subjekt med efter sig som en bevidstløs tumling.

Næsten som i en roman af Michel Houllebecq, hvor manden portrætteres som et sølle væsen, uden ideer eller værdier, men som bliver glad, når han møder kvinder, der vil tilbede hans ædlere dele. Det vigtige er blot, at disse dele egentlig ikke rigtig er hans; det er snarere dem, der har ham.

Det er bestemt muligt for en kvinde at følge en fallisk logik. Girlsquad illustrerer det glimrende. De har ret i, at der er en helt forskruet skævhed i den måde, mænds og kvinders begær og adfærd håndteres i det offentlige rum. Biologiske mænd, som lever fallisk, skal gøre ret ekstreme ting, for at deres opførsel påkalder sig den mindste opmærksomhed. Men spørgsmålet er, om feminismen skal have som målsætning at gøre det muligt for kvinder at være lige så idiotiske, som mænd altid har været.

Rigtige mænd

Man kunne også spørge på en anden måde: Er det maskuline begær, tre aktivister mimer, virkelig et, der er eller bør være et ideal for de drenge og mænd, der vokser op lige nu? Er Knaldperlen og Carl Mar-Møller det bedste, vi kan komme i tanke om, når vi skal forstå, hvordan en rigtig mand begærer? Opdrager vi rent faktisk vore drengebørn med det håb for deres forhold til seksualitet og kærlighed, at de en dag vil kunne score fire chicks til en fest og give highfives bagefter?

Der er noget rigtigt ved, at biologiske kvinder har lige så meget ret til at være mænd som biologiske mænd. Og der er uden tvivl også noget rigtigt i, at seksuelt begær også har en uomgængelig dimension af aggressivitet og besiddelseslyst. Men der er også en vigtigere kamp, som ikke synes at blive fremmet af Girlsquads aktivisme – tværtimod: Retten for både mænd og kvinder til at være noget andet end en mand.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Jeg har aldrig været en del af en kultur, hvor en (ung) mand belønnes med high-fives, for at "kunne score 4 chicks" til en fest. Det er en myte i min verden. Det kan så være, at jeg tilhører et mindretal, men måske gør det omvendte sig gældende? At en så afstumpet adfærd er undtagelsen snarere end reglen?

Er der nogen der egentlig har undersøgt det, eller går vi bare såden uden videre ud fra, at virkeligheden som den fremstilles i medierne er kongruent med virkeligheden?

steen ingvard nielsen

Sikke en gang pis!

steen ingvard nielsen

Nå ja! så ved nærmere eftertanke, så er det jo et interessant tankeeksperiment, om den sætning der tidligere blev udtalt af Jørgen Leth og skabte uhyrlig forargelse! Om den, så skaber den samme lynchestemning, når den er udtalt af en kvinde!

Tja, det er jo noget af en stråkvinde, der bruges som argument. Sætningen er jo ikke sagt af en kvinde, men af en mand, Jørgen Leth. Jeg synges egentlig heller ikke at den bliver mindre moralsk forkerthvis an forestiller sig at den var sagt af en kvinde. Ikke fordi det er forkert at have et forhold til en person, der er yngre end en selv, hvis det vel og mærke er en yngre voksen person, men fordi jeg synes det er forkert at tale om seksuelt samkvem som en ret, uanset hvem det så end er. Det gør det heller ikke bedre at man ovenikøbet udnytter en magt position.

Morten Balling

@Torsten

Nu er jeg jo gammel, og løb hornene af mig i de glade startfirsere, før HIV og efter P-pillen. Dengang var der i hvert fald en af de andre drenge, som havde som mål at score (og ordne) over 100 piger inden han fyldte 18. Det lykkedes ham "uden problemer".

Siden har jeg altid undret mig over at han var en fandens karl, men at en pige også dengang havde været "billig". For mig at se drejer 15-18 års alderen plus/minus sig om at få styr på hormonerne. Der er i de år så meget gang i hormonerne, at det i store træk overskygger alt andet. Det gælder både m/k.

I dag er sexualmoralen blevet mere victoriansk igen, men det med at nogen har for mange sexpartnere er en social/kulturel ting. Intet andet. Der ligger lidt mellem linierne i din kommentar, at hvis man har mange løse forbindelser, oplever man ikke den "dybe kærlighed".

Her vil jeg vifte kontra og spørge: Hvad er kærlighed? Jeg kan ovenikøbet gå All-In og postulere at kærlighed er en kognitiv illusion liv og evolution har medført, fordi det er godt for mængden af afkom og yngelplejen. Her vil jeg dog mene at ham min bekendte med de 100+ piger, havde større mulighed for at få spredt sine gener.

Du kan jo godt lide filosofi, så helt ærligt tror jeg mere og mere på, at meningen med livet for os mennesker er den samme som for en delfin eller en chimpanse: Knep og dø. Når du er blevet for gammel til at sprede dine gener, er det på tide at dø, så du ikke tager føde fra ynglen.

Heldigvis er der så det der samfund vi har fået bygget op, som tillader os, der er blevet ældre, en eller anden fiktiv berettigelse for vores eksistens. Og det er jo godt :) Illusioner er der mange af. Vi lever nærmest af dem.

Ole Arne Sejersen

Den tanke, der går gennem hovedet på mig, når jeg læser CVAs lacanske parafrasering af Jørgen Leths provokerende sætning (en herremandsfantasi!) er umiddelbart: Skal vi nu have en genoplivelse af den shitstorm, som rejste sig for tolv år siden? Denne gang ved hjælp af Lacan! (Her mindes jeg Pierre Fougeyrollas' rammende karakteristik af Lacans manglende videnskabelige ballast: L'obscurantisme sans rivage).
Leth har siden stormen noteret sig, hvem der ikke vil ham det godt, siger han. Nu øges listen nok med et navn.

Seksualitet udfolder sig såvel hos dyr som hos mennesker som en magtkamp. High-fiven er i dette tilfælde et underkastelsessymbol, udført af den underdanige, men magtbegærlige medløber. Seksualiteten står i den sammenhæng i vejen for samfundsdannelsen - som dens modsætning. Det er som 'når naturen går over optugtelsen', hvilket er den dominerende trend vi pt. ser verden over og som formentlig vil ende med, at vi alle lægges i graven, som endnu en af naturens fejlslagne eksperimenter.

Ellers må vi - efter at Gud nu allerede har taget biletten - se, at få genopfundet moralen.

Torsten Jacobsen

@Morten Balling,

Det eneste du skal 'læse mellem mine linjer' er, at et menneske som over en aften vandrer mellem fire forskellige 'blomster', nok ender med at træde minimum tre af dem under fode. Den slags tølperagtig adfærd - m/k - er ildeset i min omgangskreds, og - tror/håber jeg - i den brede befolkning i almindelighed. Opportunistiske og egoistiske svin - igen m/k - kalder man med en vis ret den slags opportunister!

Niels Duus Nielsen

For tiden studerer jeg tv-serier. Jeg ved ikke om det er relevant for tråden, men:

Hvor traditionel fiktion har haft en tendens til at ophøje ideen om "den eneste ene", er der tendenser i retning af en ny trend, især i serier rettet mod unge: Protagonisten, hvad enten det er en ung mand eller en ung kvinde, skifter seksualpartner op til flere gange i løbet af serien. Bare for 10 år siden ville det være næsten utænkeligt, eller i hvert fald meget avantgardistisk.

Et eksempel er serien "The vampire Diaries", et andet er "The Shannara Chronicles", et tredje er "The Magicians". Og der er flere, som jeg ikke lige på stående fod kan huske navnet på.

Fælles for dem er, at udskiftningen af seksualpartneren på ingen måde er hovedemnet for serien - der er ikke tale om et fokus på et trekantsdrama - snarere er der tale om et sideplot, som indgår naturligt i seriens overordnede plot. Partnerskift er bare noget, der sker, selvfølgelig ledsaget af et vist mål hjertesmerte og almindelig grublen over kærlighedens væsen, og altid vævet ind i den overordnede handling, men ikke, så det virker påklistret.

Så måske er de nye feminister bare udtryk for en trend, der allerede er slået igennem blandt de unge, hvis man kan dømme ud fra, hvad de unge ser, når de ser fjernsyn..

Morten Balling

@Nielsen

Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt dem før, eller om du har, men et par ofte oversete perler:

Carnivale (Desværre lukket hårdt ned)
Kings (2009)
Utopia (UK)
The Wire (Dén absolut bedste serie, nogensinde. Punktum. Basta!)
Edge of Darkness (1985)

Nu du er ude i noget med vampyrer er der også vampyrfilmen over dem alle: Near Dark

Derudover: Fargo, Preacher, Penny Dreadful, Mr. Robot, True Detective 1. sæson...

Niels Duus Nielsen

Morten Balling, tak for inputtet, jeg har skam dyrket flere af de nævnte serier, men deres tilgang til partnerskab og partnerskift er ret traditionel, så vidt jeg kan vurdere.

De serier, jeg nævner, er specielle derved, at de betragtes det som naturligt, at mennesker skifter seksualpartnere fra tid til anden. Så naturligt, at det ikke bliver genstand for en særlig, selvstændig kunstnerisk behandling, men blot er noget der sker så at sige i baggrunden, uden at det tematiseres som sådan.

Sagt på en anden måde: Det er min fornemmelse, at de unge skifter partnere uden de store følelsesmæssige kvababbelser. Selvfølgelig ikke uden at der er en vis smerte involveret, men det er ikke "the big deal", således som det er/var for os gamle røvhuller, der er vokset op med Disneyprinsesser og ideen om "den eneste ene" og "til døden jer skiller".

Husk altid at den virkelige virkelighed er broget, og ikke "bare er en film".

Niels Duus Nielsen

Film er forvrængede afspejlinger af virkeligheden. Men selv en forvrænget afspejling er en afspejling.

Tjae, det er ihvertfald en afspilning, med mer eller mindre fiktive og "autentiske" elementer.
Jeg finder nu Brecht og surrealisme som f.eks. Bunuel, Jodorowsky mere ærligt og sympatisk.
Film kan selvfølgelig også ha andre kvaliteter. Og teknisk set er det jo, som du siger, forvrængede afspejlinger af virkeligheden, eller det fotograferede.