Læsetid: 4 min.

Trumps fjerde uge: Farlige forbindelser

Fyringen af sikkerhedsrådgiveren Michael Flynn præger præsidentens fjerde uge, hvor mistanken om, at Trump har lidt for gode forbindelser til Rusland, vokser. Det er også ugen, hvor Trump begynder at interessere sig for Asien og verden omkring sig
Donald Trump med chefstrateg Steve Bannon og den nu fyrede sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Donald Trump med chefstrateg Steve Bannon og den nu fyrede sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Alex Brandon

18. februar 2017

Fredag

  • Styrker japanske bånd

»Japan er en standhaftig allieret,« lyder det fra Trump på et pressemøde med Japans premierminister Shinzo Abe. USA og Japan vil nu forhandle nye aftaler om handel og investeringer, efter Trump som en af sine første beslutninger trak USA ud af den ellers færdigforhandlede Stillehavsaftale, TPP, hvor 11 lande var med.

  • Varsler bare nyt forbud

Trump finder sig ikke i, at appeldomstolen nægter at genindføre hans midlertidige indrejseforbud mod syv primært muslimske lande. Han overvejer derfor enten at tage sagen til Højesteret eller at skrive et nyt dekret. 

  • Taler med Kina

I sit første opkald med Kinas præsident, Xi Jinping, lover Trump alligevel at anerkende den såkaldte ’Ét Kina-politikken’, der går ud på at acceptere, at Kina kun har én regering. Trump lavede ellers ravage i december, ved som den første præsident i mange år at tale med ledelsen i Taiwan, der af regeringen i Beijing ses som en udbryderprovins. Samtalen med Kina var »meget varm,« siger Trump om udviklingen.

  • Støtter enhed i Ukraine

Trump støtter i et brev til Litauens præsident et ’udelt Ukraine’. Sproget i brevet ligner til forveksling Obamas.

  • Truer Iran for at true ham for at true dem

Efter de forrige ugers advarsler om at »holde Iran under opsyn«, har Irans præsident, Hassan Rouhani, angiveligt sagt, at »enhver, der taler til iranere i et truende sprog, vil fortryde det«. Trump siger straks, at Rouhani »hellere må være forsigtig«.

  • Dumper kritiker

Trump dropper Elliot Abrams til en post som en af de højest placerede embedsmænd i udenrigsministeriet, da han finder ud af noget utilgiveligt. Abrams, der ellers ifølge flere republikanere er én af de bedst kvalificerede, har kritiseret Trump under valgkampen. »Partiet har nomineret en person, som ikke kan vinde, og som ikke burde blive præsident i USA,« skrev Abrams i maj, og det får nu konsekvenser for karrieren.

Lørdag

  • Holder ikke helt fri

Trump spiller golf og nyder ifølge flere præsidentielle tweets og utallige billeder den japanske premierminister og hans hustrus selskab. Han finder dog stadig tid til at udtrykke indignation over appeldomstolens beslutning om indrejseforbuddet: »Vores retssystem er ødelagt!« tweeter han.

  • Lover billig mur

»Jeg læser, at den store grænse-MUR vil koste mere end regeringen oprindeligt troede,« tweeter Trump samme eftermiddag, mens han i samme åndedrag skyder kritikken ned: »Men, jeg er ikke blevet involveret i designet eller forhandlingerne endnu. Når jeg bliver det, ligesom med f-35 Fighterjetsene eller Air Force One programmet, vil prisen komme LANGT NED.«

Søndag

  • Sender rådgiver i byen til forsvar

En rådgiver i Det Hvide Hus langer ud efter de føderale dommere, der har stoppet Trumps indrejseforbud. »Hele verden vil snart se,« siger rådgiver Stephen Miller, at »der ikke vil blive sat spørgsmålstegn« ved præsidentens udøvende magt.

Han anklager domstolene for at have tilranet sig for meget magt, og får straks ros af præsidenten på Twitter: »Tillykke Stephen Miller – med at repræsentere mig i morges i flere søndagsshows. Godt arbejde!«

Mandag

  • Vinker farvel til Flynn

En af Trumps mest indflydelsesrige medarbejdere, den nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, trækker sig mandag aften fra posten. Det sker som følge af en række samtaler, Flynn har haft med Ruslands ambassadør i USA. Hvad samtalerne handlede om, skulle Flynn nemlig angiveligt have løjet om over for vicepræsident Mike Pence.

Først sagde han, at han og ambassadøren ikke havde diskuteret Obamas sanktioner mod Rusland. Siden trak Flynn i land, og så gik der drama i den. For hvis ikke Trump kan stole på sin nationale sikkerhedsrådgiver, er det så ikke farligt at lade ham gå til møder med russerne?

Tumulten omkring blandt andet Dondald Trumps nu forhenværende sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, skaber bekymring mange steder – også i det amerikanske militær. Foto: Carolyn Kaster/AP
Læs også

Tirsdag

  • Var advaret mod Flynn

På et pressemøde kommer det frem, at Det Hvide Hus allerede den 26. januar blev orienteret om Michael Flynns kontroversielle samtaler med den russiske ambassadør. Men hvorfor Flynn så først går af flere uger senere, undlader Trumplejren at svare på.

Til gengæld siger Trumps talsmand, Sean Spicer, at Flynn som sådan ikke har begået nogen overtrædelse, men at fyringen sker, fordi Trump ikke længere har tillid til sin sikkerhedsrådgiver. 

Onsdag

  • Trump under pres

Balladen om Flynn øger mistilliden til Trump. Flynn-miseren ramler uheldigvis sammen med CNN’s og The New York Times’ historier om, hvordan aflyttede telefonsamtaler afslører, at medarbejdere i Trumps kampagnestab i 2016 flere gange havde kontakt med russiske efterretningsagenter.

Trump svarer med et tweet: »Den sande skandale her er, at efterretningstjenester giver klassificerede oplysninger væk som var det slik. Meget u-amerikansk!«

New York Times og CNN citerer amerikanske efterretningskilder for, at Trumps kampagnehold var i jævnlig kontakt med russiske efterretningsagenter under præsidentvalgkampen – dette har Trump og hans medarbejdere hidtil blankt afvist
Læs også
  • Møder Netanyahu

Trump møder Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i Washington. Verden er spændt på hans kurs over for bosættelser og en tostatsløsning, som USA har støttet i årtier. Kort og kontant kasserer Trump sine forgængeres politik.

Han gider ikke have en holdning og lader det være op til de to parter selv at finde »den ultimative løsning«. »Jeg ser på tostatsløsningen og enstatsløsningen, og jeg kan lide den løsning, begge stater kan lide«. 

Bosættere i bosættelsen Kiryat Nefatim på Vestbredden i gang med at bygge en børnehave. Den såkaldte to-stats-løsning i den israelsk-palæstinensiske konflikt har i praksis været en død sild i de sidste 10 år.
Læs også

Torsdag

  • Holder legendarisk pressemøde

77 minutter. Så lang tid varer dagens pressemøde, som af flere kommentatorer beskrives som en katastrofe. Trump giver fake news skylden for alting, og til kritikken af, at han endnu ikke har foretaget sig noget politisk ud over at rulle Obamas love tilbage, svarer han køligt: »Der har aldrig før været en præsident, som har gjort så meget på så kort tid som mig.«

Trump kommenterer desuden endelig på sit forhold til Rusland efter ugens drama med Flynn og aflyttede telefoner. »Jeg har intet at gøre med Rusland,« siger han. »Jeg har ikke foretaget et opkald til Rusland i årevis. Jeg taler ikke med nogen fra Rusland. Ikke fordi, jeg ikke vil, men fordi jeg ikke har nogen at tale med.«

Serie

Trump uge for uge

Politiske initiativer, sejre og nederlag, konflikter i Kongressen, forholdet til allierede og geopolitiske modparter, reaktioner og politiske konfrontationer ...

Uge for uge følger Moderne Tider udviklingen i USA under præsident Trump

Seneste artikler

  • Uge 14 med Trump: Skattelettelser og meningsmålinger

    29. april 2017
    Ballade om muren mod Mexico og dårlige meningsmålinger op til markeringen af Trumps første 100 dage stjal billedet fra en præsident, der hellere ville tale om sin nye skattereform
  • Trump i ugen: USA og Nordkorea optrapper konflikten

    22. april 2017
    Konflikten mellem USA og Nordkorea optrappes, mens Kina forsøger at få parterne tilbage til forhandlingsbordet. En amerikansk demonstration udvikler sig voldeligt, og 21 mennesker arresteres
  • Trumps 11. uge: Angriber syriske regeringsstyrker

    8. april 2017
    Historisk kamp om Trumps kandidat til højesteret, Neil Gorsuch, ender i markant regelændring. Nordkoreakonflikten blusser op, og Trump varsler efter formodet kemisk angreb i Syrien markant skifte i Mellemøstpolitikken med luftangreb på syriske regeringsstyrker
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

olivier goulin

Jeg ser på tostatsløsningen og enstatsløsningen, og jeg kan lide den løsning, begge stater kan lide

Et sjaeldent udslag af Salomonisk visdom fra manden - eller maaske bare endnu en 'one-liner' som svar paa alverdens problemer?

/O

Søren Kristensen

Når man tænker på hvor mange udenforstående der gennem de sidste halve århundrede har kloget sig kloge på Israel - Palæstina-konflikten er det egentlig befriende med en amerikansk præsident der erkender at han ikke har løsningen og at parterne selv må finde ud af det.