Læsetid: 9 min.

Trumps indrejseforbud: USA har altid sorteret efter religion og etnicitet

Trumps dekret om indrejseforbud fra hovedsagligt muslimske lande er ikke uamerikansk, som kritikere siger. Tværtimod trækker præsidenten på en stærk amerikansk tradition for systematisk diskrimination. Først var det kineserne, siden japanerne, så muslimerne. Og nu muslimerne igen
Demonstranter foran Los Angeles International Airport i søndags. Præsident Trumps stop for indrejse til personer fra en række muslimske lande har rejst en storm af protester over hele USA.

Demonstranter foran Los Angeles International Airport i søndags. Præsident Trumps stop for indrejse til personer fra en række muslimske lande har rejst en storm af protester over hele USA.

Dania Maxwell

4. februar 2017

Amerikanske medier har i den forløbne uge grundigt refereret, at Trumps midlertidige forbud mod indrejsende fra syv hovedsageligt muslimske lande og et totalt stop for syriske flygtninge er uamerikansk.

Sådan har det lydt fra demonstranterne, der forsamlede sig i lufthavne og foran retssale landet over. De sammenlignede indrejseforbuddet med at bruge en murbrækker mod Frihedsgudinden. Og sådan har det lydt fra oppositionspolitikere, der har påberåbt sig, hvad de ser som den oprindelige og ægte amerikanske ånd: et åbent land bygget på og af immigranter, argumenterede de.

»Det er forfatningsstridigt, stupidt og uamerikansk,« sagde det demokratiske kongresmedlem Jerry Nadler.

Man kunne tro, at forbuddet var en idé spundet ud af Trumps xenofobiske vanvid, men både republikanske og demokratiske præsidenter har i århundreder underskrevet diskriminerende lovgivning vendt mod bestemte grupper af immigranter.

Først var det kineserne, så var det japanerne, så jøderne og iranerne og igen og igen: muslimerne. Trumps dekret er ikke uamerikansk, tværtimod er det ærkeamerikansk.

»Vi har hørt det hele ugen. USA er ikke et sted, hvor man åbenlyst diskriminerer, hvor man lukker døren for immigranter. Men den slags udmeldinger vidner om et ahistorisk forhold til moderlandet,« siger Cathlin Goulding, der forsker på Columbia University i eksklusion af minoriteter med fokus på den japansk-amerikanske befolkning. Hendes japansk-amerikanske mor blev født i en koncentrationslejr i Arkansas marts 1943.

’Tag med dig, hvad du kan bære’

Cathlin Gouldings bedsteforældre Mitzuko og Tsugio Ojiri boede i Los Angeles, da opslagene begyndte at dukke op. På lygtepæle og i vinduerne på de lokale butikker. Det var i vinteren 1941-42. Sedlerne annoncerede, at alle med japansk ophav skulle melde sig på et center, og de skulle kun medbringe så mange ejendele, som de kunne bære.

Rygterne gik hurtigt, og i det japansk-amerikanske kvarter vidste man, hvor det bar hen.

Bedsteforældrene solgte huset til den første køber, de kunne finde og pakkede deres vadsække med sengetøj, tøj og bestik og en tallerken til hver. Kort derefter blev de flyttet til Jerome War Relocation Center i staten Arkansas.

Det er endnu for tidligt at bedømme, hvor omfattende, effektiv og koordineret modstanden mod Trump-regeringen vil blive. Men den er allerede begyndt. Kvindernes march i Washington, D.C. forrige lørdag, der mobiliserede over en halv mio. demonstranter og hundredetusinder i andre storbyer, var det første tydelige tegn på, at der er noget alvorligt i gære.
Læs også

Det var under Anden Verdenskrig, og da Japan bombede den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii den 7. december 1941, kom alle japanske amerikanere i myndighedernes søgelys. Japansk-amerikanske forretningshavende og politiske ledere blev fulgt nøje af FBI, indtil to måneder senere, hvor den demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt underskrev dekret 9066.

Dekretet tvang 110.000 japanske amerikanere og deres efterkommere i koncentrationslejre spredt  over det vestlige USA. Interneringen af japanske amerikanere, også folk med lovligt ophold og amerikansk statsborgerskab, varede i fire år.

»Det, vi så med Roosevelts dekret, er den ukontrollerede magt, som præsidenten har. En ukontrolleret magt til at målrette loven mod en specifik etnisk gruppe og fratage selv statsborgere basale rettigheder. Og det er, selv om der dokumenteret ikke var nogen trussel fra den pågældende gruppe. Den magt har præsidenten stadig – og han bruger den stadig,« siger Cathlin Goulding, der fik tilsendt det samme billede af en række forskellige venner efter kvindemarchen mod Trump for et par uger siden: en japansk-amerikansk kvinde i en kørestol midt i marchen.

»Hun læner hovedet tilbage i stolen, hendes hår er gråt, og hun har røde læber. På kørestolen står et hjemmelavet skilt, hvor der står: ’Sat bag lås og slå af en amerikansk præsident fra 1942-1946. Lad det ikke ske igen’,« siger Cathlin Goulding.

Cathlin Goulding om et gammelt familiebillede, der først er dukket op for nylig: »Det blev taget bare et par måneder efter, at de blev løsladt fra koncentrationslejren, og deres smil er stivnede. Min mor prøver faktisk ikke engang at smile. Jeg har brugt så meget professionel og personlig energi på at forstå, hvad interneringen betød for den japanske befolkning og generationerne efter. Og da jeg fandt det her billede, følte jeg, at jeg havde fundet lidt af svaret«

Modsvar på krig

Fængslingen og fratagelsen af rettigheder for den japansk-amerikanske befolkning kom som en kollektiv afstraffelse for bombningen af Pearl Harbor, forklarer Lane Ryo Hirabayashi. Han forsker i asiatiske og amerikanske studier på University of California i Los Angeles:

»Der er en række betingelser, som udløser fratagelsen af rettigheder for minoriteter. En af de vigtigste er krigshandlinger fra immigranternes hjemland, som vi så med Pearl Harbor,« siger han og refererer til et studie, den amerikanske regering selv har udført.

»Studiet peger på, at den slags love lettest indføres i en stemning af udbredt  hysteri. Et hysteri, der er genereret af krig og et passivt udeblivende politisk lederskab,« siger Hirabayashi, hvis onkel Gordon K. Hirabayashi blev fængslet, da han forbrød sig mod det udgangsforbud, der havde ramt alle japanske immigranter, indtil de blev sendt i koncentrationslejr i 1942.

Onklen tog sagen hele vejen til den amerikanske højesteret, hvor han – ligesom modstandere af Trumps dekret – argumenterede for, at loven var forfatningsstridig. Det var den, fordi den dømte en hel befolkningsgruppe skyldig alene på grund af deres race. Hirabayashi tabte, og først i 1980åerne blev dommen omstødt. Under præsident Obama, modtog han posthumt præsidentens frihedsmedalje.

»Det er det amerikanske paradoks. En hel gruppe bliver kollektivt afstraffet i et land, der hylder individualiteten mere end noget andet land. Først straffer man ham for at ville opfattes som et individ og fastholder fængslingen. Senere giver man ham frihedsmedaljen med samme begrundelse,« siger Lane Ryo Hirabayashi.

Amerikanske love mod emigranter

  • 1882: The Chinese Exclusion Act forbød bl.a. immigration fra Kina i 10 år, ligesom kinesere ankommet efter 1880 blev deporteret. De, der var i USA, kunne ikke længere opnå statsborgerskab. I 1920’erne lukkede man for al indvandring fra Asien. Loven blev ophævet i 1943.
  • 1921: Immigrationen blev begrænset til tre procent per befolkningsgruppe. Særligt øst- og sydeuropæiske immigranter blev ramt.
  • Anden Verdenskrig: Af frygt for spioner fra Nazityskland begrænsede præsident Franklin D. Roosevelt det årlige antal flygtninge til 26.000, hvilket ramte en stor gruppe jødiske flygtninge. Dette var også årene, hvor japanske amerikanere blev sendt i koncentrationslejre efter angrebet på Pearl Harbor.
  • 1950: The Internal Security Act gjorde det muligt at deportere immigranter, der tilhørte det kommunistiske parti, ligesom de heller ikke længere kunne opnå statsborgerskab.
  • 1980: I 1979 blev den amerikanske ambassade i Iran angrebet og 52 amerikanere taget som gidsler. Som svar blev iranske statsborgere nægtet indrejse i USA af præsident Jimmy Carter.
  • 1987: Præsident Ronald Reagan lukkede adgangen til USA for hiv-smittede. Lovgivningen, der var særligt rettet mod afrikanske minoriteter, blev ophævet i 2009.
  • 2002: Præsident Bush indfører det såkaldte special registration-system, der registrerer immigranter med oprindelse i 25 hovedsagligt muslimske lande.
  • 2017: Trump underskriver et dekret, der hindrer syriske statsborgere i at få visum til USA og stopper for modtagelse af syriske flygtninge. USA’s program for bosættelse af flygtninge bliver indstillet i op til 120 dage, og antallet af flygtninge, USA vil tage imod hvert år, bliver skåret ned til 50.000. En halvering i forhold til sidste år. I 90 dage vil der ikke blive udstedt nye visa til borgere fra Syrien, Irak, Iran, Yemen, Somalia, Sudan og Libyen.

Systematisk fratagelse af rettigheder var aldrig bleve accepteret af den brede befolkning, hvis ikke racismen allerede simrede, argumenterer den amerikanske regerings undersøgelse af tiden omkring den japanske internering.

»Og det er fuldkommen rigtigt,« siger Cathlin Goulding. »Både kineserne og japanerne var allerede set som en underlegen race, samtidig med at der spredte sig en desperat bekymring for deres voksende velstand. De hvide immigranter, der havde grundlagt USA, så dem som en trussel, fordi de så anderledes ud og klarede sig godt. Pludselig blev de til de uvelkomne immigranter,« siger hun.

I årtierne, inden Roosevelts dekret, var japanere begyndt at opkøbe jord, og de havde succes som  landmænd.

»Da de måtte pakke deres tasker, sælge deres ejendomme og ejendele og tage i fængsel i fire år, var mange af dem midt i deres livs høst,« siger Cathlin Goulding. Men antipatien mod asiatiske immigranter var allerede etableret, langt før japanerne blev sat i koncentrationslejre.

’Kinesere? Nej, nej, nej ... ’

Sidst i 1800-tallet var stemningen mod de kinesiske immigranter på den amerikanske vestkyst rådden. Der blev kaldt til borgermøder for at diskutere det kinesiske ’problem’ »Kinesere? Nej, nej, nej. Kom og bland dig i debatten om kineserne,« stod der på sedler, der blev distribueret blandt hvide amerikanere.

Kineserne var kommet til USA’s vestkyst på jagt efter økonomisk succes, som alle andre immigranter gjorde det efter guldfeberen i midten af 1800-tallet. Og de fik succes. De arbejdede sig op under grundlæggelsen af den amerikanske jernbane.

Arbejdsløsheden blandt hvide amerikanere var stigende i det vestlige USA, mens kinesernes økonomi blomstrede. Og efter år med voksende modvilje mod minoriteten underskrev den republikanske præsident Chester A. Arthur i 1882 et dekret, der bremsede al kinesisk indvandring til USA. Kun de kinesere, der var ankommet før 1880 fik lov til at blive.

En kvinde reagerer lørdag, efter at hun hører nyheden om, at hendes mor nok ikke vil løsladt af immigrationsmyndighederne i DFW-lufthavnen som følge af præsident Trumps dekret om et midlertidigt indrejseforbud for muslimer fra syv lande.
Læs også

»Den amerikanske selvforståelse er så fuld af modsætningsforhold,« siger historiker Hasia R. Diner, der forsker på New York University og har skrevet adskillige bøger om både de jødiske, kinesiske og irske immigranter i USA.

»Det var jo netop kineserne, der byggede vores jernbaner, som vi var så stolte af. Men i USA findes der få acceptable immigranter til trods for vores selvfortælling som et land bygget på og af immigranter. Den gode immigrant skal ligne dem, der kom til USA først. De skal være hvide, og deres kultur skal for alt i verden ikke true amerikansk kultur. Kineserne blev set som et destabiliserende element, en trussel mod sikkerheden. På samme måde som vi ser det med araberne og muslimerne i dag,« siger Hasia R. Diner.

Bush registrerer muslimer

Ganske som det var tilfældet med sedlerne på lygtepælene, der meddelte, at alle japanerne skulle melde sig selv, var det efter 11. september – under George W. Bush – araberne, der skulle melde sig.

Det hed sig, at tilmeldingen var frivillig, men blev man samlet op af politiet, var der de facto intet valg. Det såkaldte special registration-program forlangte, at alle mænd i USA over 16 år med rødder i 25 udvalgte muslimske lande skulle lade sig registrere.

Selv om under 200.000 af USA’s omtrent 11 millioner illegale immigranter er fra Mellemøsten og Nordafrika, blev programmet målrettet denne gruppe. Og efter måneders registrering blev omtrent 13.000 muslimer og arabere gjort klar til at blive sendt ud af landet, viser en rapport fra tænketanken Migration Policy Institute.

Selv arabere og muslimer med papirerne i orden oplevede at blive tilbageholdt i alt fra tre timer til flere uger – mange uden mulighed for advokatbistand. Retsløsheden blev en tilstand, amerikanerne accepterede. Og det var især på grund af gruppens religion, siger Hasia R. Diner:

»USA er bygget på hvid protestantisme, og falder man uden for normen, bliver ens religion ofte forstået som problematisk. Det samme så vi faktisk med irske immigranter, der kom til USA i store tal fra 1700-tallet og frem. De var katolikker, og de blev kritiseret for at underkende politik og demokrati og kun lytte til paven. Meget lig den kritik, vi hører fremført om muslimerne og sharialov i dag,« siger Hasia R. Diner og fortæller om karikaturtegninger fra 1800-tallet, der beskrev irerne som krokodiller, der sneg sig ind på land for at æde amerikanerne.

Cathlin Goulding fandt for nylig et gammelt billede af sin familie:

»Det blev taget bare et par måneder efter, at de blev løsladt fra koncentrationslejren, og deres smil er stivnede. Min mor prøver faktisk ikke engang at smile. Jeg har brugt så meget professionel og personlig energi på at forstå, hvad interneringen betød for den japanske befolkning og generationerne efter. Og da jeg fandt det her billede, følte jeg, at jeg havde fundet lidt af svaret,« siger hun og fortæller, at japanerne blev opfordret til at fralægge sig deres kultur og japanske identitet, da de forlod lejrene.

»Samtidig havde alle solgt alt, hvad de ejede, og de japanske kvarterer i storbyerne var reelt opløst. Det er et stærkt ord, men nogen forskere taler om ethnocide, altså et folkedrab mod en kultur. Det var det, der skete med japanerne, og det er det, man kan frygte på vegne af den muslimske minoritet i USA.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Erik Karlsen
Kurt Nielsen og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Henriksen

Uanset om det er u- eller ærke-amerikansk mod kritik heraf være legitim. Under alle omstændigheder er det diskriminerende. Argumentet om national sikkerhed holder ikke en meter når andre lande er udeladt. Saudi-Arabien, Pakistan og Israel.

Gustav Alexander

Men david, det tager vel alligevel lidt luften ud af "Trump er ligesom 30'erne fascister" ikke sandt? Når USA har haft lignende - og langt værre - love langt før 2. verdenskrig?

Nike Forsander Lorentsen

Ak ja...Sådan var det også i slutningen af 1800-talet da invandrere ikke ku komma ind via Ellis Island om man havde en eller anden fysisk skade. Min bedstemor som var halt tog sig in via Canada sammen med andre.

Måske er der her grund til at gøre opmærksom på, at stort set hele Trump-politiken ikke er noget, Donald John Trump har opfundet, for det har USA prøvet før.

USA havde faktisk også i mellemkrigsårene lukke sig inde, og var sig selv nok. Grænserne blev stort set lukket, og USA førte en meget stærkt protektionistisk handelspolitik for at beskytte egne virksomheder.

Denne protektionistisk handelspolitik blev dog ført i et optimistisk USA. - I hvert fald fra 1918 og frem til det store Wall Street-krak i 1929, som opstod fordi man ikke kunne betale sin gæld på grund af netop denne handelspolitiks negative konsekvenser. Det er jo svært at blive ved med at generere penge ved at "klippe hinanden", derfor lever man på lånt tid af inflationsudviklingen, indtil boblen af "varm og oppumpet luft" braser sammen. Derefter var USA ikke mere positiv, men var dog stort set fortsat lukke land uden interesser for resten af verden.

II. verdenskrig startede allerede i 1937 i Fjernøsten, og kom til Europa i 1939. Men USA gik først ind i krigen 3 år senere - ved årsskiftet 1941-42, og det var kun fordi USA selv blev angrebet, - det var af Japanerne.

Derefter har USA været et meget åbent land, men måske er det slut for en periode.

Else Marie Arevad

Vi gør faktisk det samme, om end mere diskret. Prøv lige at kigge på denne liste over lande, som Danmark kræver visum fra, og gæt, hvad der sker, når folk fra de lande søger visum til Danmark!

Ole Arne Sejersen

Roosevelt-administrationen sendte amerikanske statsborgere med japansk baggrund i koncentrationslejre unde WW2. Fire år i KZ-lejre. Oprørende at tænke på. Men karakteristisk nok er der ingen, hverken artikkelforfatteren eller kommentatorerne, der tænker på eller nævner, at Amerikas oprindelige befolkning har siddet i KZ-lejre i flere hundrede år, de såkaldte indianerreservater.Her blev de jaget ind efter et af de største folkemord i moderne tid, som udførtes af de hvide indvandrere under mottoet: "The only good Indian is a dead Indian!"
USA er et skindemokrati, et skuespilsamfund. Men når Trump og hans vælgere kalder en spade en spade, så er det hverken Oscar Wilde's replik eller et arbejdsredskab, de tænker på. De beskyldes ustandseligt for at være en flok løgnhalse, men det er de ikke. De siger blot ligeud, hvad de mener. En befriende oprigtighed ovenpå årtiers hykleriske snak om Den frie Verdens førende demokrati.

David Henriksen

Dennis. Jo men før 2. Verdenskrig var alle i den hvide verden med på den vogn. Rascime var institutionelt indbygget i lande some vores eget i de gamle imperier osv. I dag mener jeg dog ikke at mange sekulære vestlige demokratier handler på den måde Trump forsøger her. Vi skal vel ikke altid holde vores nutidige politik op mod en tidspunkt i historien hvor tingenes tilstand var værre eller mere urimelige?

Kurt Nielsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar