Læsetid 5 min.

Uffe Elbæk: ’At spise store mængder kød er ligesom at køre rundt i en firhjulstrækker i byen’

I de seneste 10 år har Alternativets partiformand, Uffe Elbæk, skåret drastigt ned på sit kødforbrug, og i dag ser han på store kødspisere på samme måde som hverdagsrygere: Det er bare ikke cool længere, siger han
18. februar 2017

Fra 1-10 hvor venstreorienteret er du?

»Jeg er max venstreorienteret, men på min egen måde. En grøn venstreorienteret, men helt klart oppe i det øverste felt af skalaen.«

Fra 1-10 hvor madglad er du?

»Der ligger jeg nok på syv. Jeg kan virkelig godt lide mad. Mange elsker både at lave og at spise det – jeg kan bedst lide bare at spise det.«

Hvad er din mest venstreorienterede madoplevelse?

»Jeg tænker slet ikke i de termer. Der er god mad, og der er dårlig mad, men det handler ikke om politik. Men generelt er måltidet et sted, hvor vi allesammen kan mødes, det er en social ramme for noget særligt og fint, og det er uagtet, om man oplever det i et folkekøkken nede i beboerhuset eller i andre større sammenhænge.«

Hvad finder man altid i dit køkken?

»I mit køleskab er der smør, ost, marmelade, juice, mælk, plus alle de glas af rødbeder og syltede agurker, som står der rigtig, rigtig længe og aldrig bliver spist. I køkkenet er der altid instant-kaffe, knækbrød og frugt. Generelt har vi et veludstyret køkken, men det skal jeg ikke tage æren for – den har min mand. Han elsker at lave mad. Det er jeg af gode grunde rigtig glad for.«

Hvad er din livret?

»Jeg er vild med meget forskellig mad og har en skala fra gode hotdogs og smørrebrød til noget af verdens bedste kinesiske mad i den anden ende. Men min livret er nok god kinesisk mad med szechuanpeber. Det er sådan en ret, der varmer på en kold søndag aften. Men det, jeg oftest laver selv, er pasta med årstidens grøntsager vendt på panden.«

Hvad kunne du – af politiske årsager – aldrig finde på at spise?

»Jeg holder skarpt øje med, hvor fødevarer er produceret, og holder mig derfor fra israelske avocadoer, truede fisk eller varer fra andre områder med ringe produktionsvilkår eller totalitære regimer. Så holder jeg mig også fra de store amerikanske fødevaregiganter Chiquita, Monsanto og Nestlé.«

Er der noget, du skammer dig over at elske at spise, fordi det ikke harmonerer med din politiske overbevisning?

»Overhovedet ikke. Jeg spiser i dag meget mindre kød, end jeg gjorde for 10 år siden, men jeg elsker stadigvæk en hotdog fra pølsevognen på Rådhuspladsen på en kold dag. Dejligt med sennep og ketchup på, dårligt hvidt brød og så en stor Cocio til. Det skammer jeg mig slet ikke over.«

Hvad gør du med rester?

»Min mand og jeg prøver altid at lave mad, så det passer med portionerne. Hvis det en enkelt dag glipper, så genbruger vi resterne dagen efter. Jeg elsker restemad utrolig højt: brasede kartofler og spejlæg, og hvis du har lavet kød dagen før, kan du med fordel brase det sammen med kartoflerne.«

Hvor ofte spiser du kød?

»Jeg spiser kød omtrent to gange om ugen, men der er sket et stort skifte i mit hoved inden for de seneste fem år. Nu er det bare u-cool at spise meget kød. Derfor holder jeg også meget af det kinesiske køkken, som bruger kød med måde. Ikke sådan noget kød-bulimi, som man ser i Danmark og USA, hvor man er helt bedøvet bagefter. For 20 år siden røg alle, det var bare sådan, det var. I dag er det ikke fedt at ryge til hverdag længere, og sådan har jeg det også, når folk pøser store mængder kød over på tallerkenen. Det er lidt ligesom at komme kørende i en firhjulstrækker i centrum af byen. Det er bare ikke cool.«

Har du en madpolitisk kæphest?

»Så må jeg nævne kødet igen. Vi skal simpelthen spise mindre af det, både for vores egen skyld, men især for miljøets.«

Hvor bevidst er du om at bruge mad aktivt som en identitetsmarkør?

»Det gør jeg overhovedet ikke. Dengang alle talte om spelt, var jeg nødt til at slå ordet op. Og jeg læste engang om Weber-grillen og tænkte, hvem er ham Weber?«

Hvad er den mest højreorienterede spise, du kan komme i tanke om?

»Jeg får et billede inde i hovedet af store hvide mænd, der sidder med hver deres tallerken fuld af en gigantisk og næsten rå oksekødsteak og tre pomfritter som garnering. Det er fuldstændigt unfair over for de store hvide mænd, men det er nu engang det billede, jeg får.«

Hvad er det bedste/værste venstrefløjen har tilført madkulturen?

»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har et så firkantet verdensbillede, som I her lægger op til.  Men tidligere var der en tendens til, at venstrefløjen ikke så mad som kunst. At gå på gode restauranter var associeret med at være en del af borgerskabet, og det ville man for enhver pris gøre op med. Den forestilling er heldigvis død nu, og man har i højere grad forstået værdien af dygtige kokke og den unikke oplevelse et måltid kan være.«

Livretten

Sæsonbetonet pastaret

  • Frisk pasta koges med salt
  • Olivenolie på panden
  • Tilsæt forårsløg, frisk chili og hvidløg efter smag
  • Skær svampe i mellemstore stykker og lad dem simre. (Hvis det ikke er svampesæson, brug da en anden grøntsag)
  • Tilsæt eventuelt et æble for sødme
  • Alt afhængigt af humør tilsættes en håndfuld ærter
  • Snyd for den gode smag og tilføj lidt økologisk grøntsagsboullion

Retten tager 20 minutter og passer perfekt til den travle hverdag

Joachim Sperling: Uffe burde have et bedre alternativ

Uffe Elbæk og hans parti har rejst en af de vigtigste madpolitiske dagsordener herhjemme i mange år med budskabet om, at oksekød er ekstremt ressourcekrævende og derfor noget, vi burde spise mindre af.

Jeg kan selv mærke det, når jeg køber mine store fedtmarmorerede stykker oksehøjreb – det føles næsten som at tænde en smøg i en tætpakket kø. Men når man nu som Uffe vil inddrage danskernes foretrukne spise, som er den store røde bøf med sovs og kartofler, bør han have bedre svar på, hvad alternativet så er. En ret med pasta, løg og lidt svampe garneret med en sjat grøntsagsboullion er altså ikke noget, der får mig til at kvitte oksekødet. Hvorfor ikke garnere pastaen med svinedyr olivenolie og friske hvide trøfler i ultratynde skiver? Det lyder måske lidt dekadent, men smager vidunderligt. Nap en frugtsalat til dessert i stedet for de dødssyge grøntsager, så har man også fået sine c-vitaminer.

Det er fint, at Uffe støtter vores pølsevogne, men de fleste steder er det altså en flad omgang, så hvorfor ikke prøve Johns Hotdog Deli, der ligger mellem Tivoli og Hovedbanegården, og som på forbilledlig vis mixer det håndgjorte og innovative med industriprodukter.

Joachim Sperling er cand.scient.pol., madøre og højreorienteret socialdemokrat. Han vurderer hver uge den røde livret.

De røde spiser

De Røde Spiser – Danmarks eneste venstreorienterede madmagasin – politiserer hver uge alt det, vi putter i munden. Mad er gennemsyret af identitet og ideologi: Hvem er vi, hvor kommer vi fra, og hvem vil vi gerne være, når vi spiser? Et fornuftigt venstreorienteret menneske bør selvfølgelig spise venstreorienteret mad. Men hvad er det? Hvor ligger bælgfrugter på den politiske skala, og er hummeren egentligt rød eller blå?

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Allan Bartroff
Allan Bartroff

'Hvad kunne du – af politiske årsager – aldrig finde på at spise?
»Jeg holder skarpt øje med, hvor fødevarer er produceret, og holder mig derfor fra israelske avocadoer, truede fisk...

Hvorfor kommer iraelske avocadoer ind?? Vil Uffe Elbæk ikke røre produkter berørt af jøder ud fra en default venstrefløjs anti-semitisme eller er det mere sofistikeret.kunne da være interesserant at få uddybet