Læsetid: 4 min.

’Alle unge kan blive internettets superhelte’

»Vores budskab er ikke, at alle skal begynde at opføre sig som politibetjente, men at vi skal blive bedre til at passe på hinanden. I Danmark er jo det nærmest et tabu at gribe ind«
11. februar 2017

– Du har har været med til at stifte Facebook-gruppen ’Pulterkammerets Aktivister’, som bekæmper hævnporno på sociale medier. Hvorfor?

»Jeg har været medlem af mange forskellige grupper på nettet, og jeg ser tit eksempler på, hvordan dele af ungdommen er helt galt på den. De hænger hinanden ud, deler og efterspørger nøgenbilleder og konkurrerer i det hele taget bare om, hvem der kan være den største idiot på nettet. Når jeg har påpeget, at det ikke er okay, er jeg flere gange blevet smidt ud af grupperne. Hævnporno er et stort problem blandt unge på nettet, og jeg har sammen med min 18-årige lillebror stiftet gruppen for at være modspil til alt det, der sker på de sociale medier. Vi ønsker at skabe et tryggere Facebook for unge«.

Er I en slags virtuel ordensmagt, og er det I laver selvtægt?

»Vi er bare en flok civile borgere, der hjælper hinanden. Gu’ er vi ej ordensmagten. Vi er 50 folk, der knokler løs og er klar til at smide alt, hvad vi har i hænderne, når vi får en ny sag. Vi er alle frivillige, og vi har f.eks. både en jurist og en psykiater tilknyttet, som kan tilbyde gratis hjælp. Vores budskab er ikke, at alle skal begynde at opføre sig som politibetjente, men at vi skal blive bedre til at passe på hinanden. I Danmark er jo det nærmest et tabu at gribe ind. Vi passer helst bare os selv«. 

Det er svært at svare på, hvorfor unge deler nøgenbilleder på nettet. Mange ved vel ikke, hvad de gør. Derfor burde digital adfærd være noget, børn lærte i skolen, siger Jan Lillie Lauritsen.

Hvorfor deler unge nøgenbilleder på nettet?

»Det er svært at svare på. Men mange aner ikke, hvad de laver. Derfor burde digital adfærd være noget, børn lærer om i skolen. Det virker, som om nøgenbillederne er blevet en del af deres kultur. Noget man ser og efterspørger, fordi alle de andre gør det. Nøgenbillederne fungerer som en slags valuta, det er noget, de unge handler med. Hvis den ene skal sende en mappe med nøgenbilleder, skal den anden sende noget retur«. 

– Hvorfor overlader I ikke opgaven til politiet?

»Det har vi prøvet. Første gang, vi anmeldte noget, fik vi besked om, at det havde de ikke tid til. Det er, som om politiet fralægger sig ansvaret. Jeg tror godt, de ved, at hævnporno findes alle vegne, men det må være fordi, de ikke har ressourcer nok, at de ikke tager opgaven på sig. Politiet skal selvfølgelig prioritere at fange røvere, og så må vi andre hjælpe til med at forebygge, at hævnporno spreder sig endnu mere«.

– I kontakter forældre og beder dem om at tage en snak med deres børn. Hvorfor politianmelder I ikke bare sagerne med det samme?

»Fordi vi ikke ønsker at ødelægge de unges fremtidige muligheder. Jeg tror, at det er de færreste 15-årige, der er klar over, at det, de gør, i mange tilfælde vil kunne dømmes som distribution af børneporno. Vores strategi er, at vi sladrer til de unges mor og far, for vi tror på, at forældrene har et ansvar for at snakke med deres børn om, hvordan man opfører sig på internettet«.

– Hvordan reagerer forældrene på jeres henvendelser?

»De fleste er positive og meget taknemlige. Det foregår sådan, at vi sender beviserne og beder forældrene om at tage en snak med deres barn. Men der er også nogle, som reagerer anderledes og benægter. De kan have svært ved at acceptere, hvad deres små englebasser har gjort. En mor blev engang så vred på mig, at hun ville anmelde mig for injurier. Hun mente, at jeg var for gammel til at færdes i de onlinegrupper, og hun prøvede at vende situationen og stille mig i et dårligt lys«.

– Er det positivt, at flere begynder at tage sagen i egen hånd online?

»Helt bestemt. Jeg er liberal og kan godt lide tanken om mindre stat og mere civilsamfund. Men det kræver ikke nogen bestemt politisk holdning at ville bekæmpe hævnporno. Det er en kamp, vi alle skal kæmpe. For nylig fik vi i løbet af meget kort tid 102 forskellige henvendelser, som alle handlede om det samme opslag, hvori en fyr spurgte efter nøgenbilleder. Det er godt, at folk skriver til os, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det havde været bedre, hvis de 102 folk alle – hver og én – havde skrevet direkte til den unge fyr og sagt, at hans opførsel ikke var okay. Det havde sikkert virket meget stærkere. Det er ikke mig, der er superhelten. Jeg vil vise, at alle unge kan blive internettets superhelte. Men det kræver, at de tør blande sig«.

– Hvad har du i lommen?

»Penge og en lighter. Jeg er fra Slagelse«.

– Kender du personligt nogen, der har været udsat for hævnporno?

»Ja, jeg har en veninde, som for fem år siden blev udsat for hævnporno og fik delt nøgenbilleder imod sin vilje. Hun er stadig bange for, om folk kan finde på at bruge det imod hende. Hun var på et tidspunkt bange for, om hun kunne blive fyret, hvis hendes arbejde fandt ud af det. Hun er bange for ting, hun ikke burde være bange for«.

– Hvad giver dig håb?

»At mange unge går med i kampen om at bekæmpe hævnporno. Jeg bliver glad, når unge siger fra, når de oplever noget på de sociale medier, som ikke er i orden. Det betyder rigtigt meget, at det ikke er Lone fra kommunen, der råber op, men at det er de unge, som taler direkte til hinanden«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu