Da Aarhus for en måned siden tog hul på tilværelsen som europæisk kulturhovedstad, bragte en række landsdækkende dagblade historier om byen og dens sjæl. Både Politiken, Weekendavisen og Information nævnte AGF i deres indlæg, for i Aarhus er det ikke til at komme uden om de hvi’e.
»I et svagt øjeblik kan man ligefrem tænke, at Aarhus virkelig er blevet det danske ord for fremgang. Men så skriger og skider mågerne på nybyggernes forblæste altaner på Aarhus Ø, AGF taber i fodbold igen, og man har ikke rigtig nogen afdøde berømtheder at opkalde alle sine nye bygninger efter. Ydmygheden indfinder sig,« skrev Politiken eksempelvis.
AGF’s sportslige formåen eller mangel på samme er med til at holde det kollektive selvværd i skak, mente avisen altså og fik opbakning fra den tidligere biskop Kjeld Holm, der har været AGF-fan siden 1955:
»AGF er meget mere end en klub. Det er en del af byens karakter eller skæbne.«
Krise hos provinsen store
Slægtskabet mellem fodboldklub og by er ikke noget unikt for AGF og Aarhus; det er tværtimod almindeligt, at sportshold spiller en vigtig rolle for den lokale selvforståelse.
Da DR satte fokus på fordomme om Randers, fremhævede borgmester Claus Omann Jensen muligheden for at se fodbold, håndbold og basket på liganiveau som et af byens trækplastre.
Da Esbjerg fB vandt pokalfinalen i 2013, hastede borgmester Johnny Søtrup hjem fra USA, så han kunne stå foran jv.dk’s kamera med blåhvidt EfB-halstørklæde og tale om, at »vi har haft en super forårssæson«.
Desværre for de fire største provinsbyer i Danmark var et af de store temaer i Superligaen i efteråret, at klubberne i Aahus, Odense, Aalborg og Esbjerg var i krise.
Nu, hvor ligaen starter igen efter vinterpausen, er AGF, OB, AaB og EfB alle i nedrykningsfare, selv om de hører hjemme i Danmarks anden-, tredje-, fjerde- og femtestørste byer, og selv om de historisk set er blandt sværvægterne i dansk fodbold med 17 mesterskaber og 20 pokaltitler tilsammen.
Når klubberne har problemer, er det i provinsen, det slår hårdt, for her er de typisk en større del af den lokale stolthed, end de er i København. Det er dog ikke et udelukkende dansk fænomen, at sport og navnlig fodbold betyder mere i provinsen end i hovedstaden. Stefan Szymanski og Simon Kuper skriver eksempelvis i deres bog, Soccernomics:
»Hovedstæder har simpelthen mindre at bevise end provinsbyer. De har større kilder til stolthed end deres fodboldhold. Londonere går ikke rundt og synger sange om deres by, og de tror ikke, at et trofæ til Arsenal eller Chelsea vil højne Londons status.«
Historisk er kultur og magt blevet centraliseret i hovedstæderne, så når en provinsklub vinder et mesterskab, er det en måde at hævde sig på.
»Klubberne i Barcelona, Newcastle og Marseille er deres byers stolthed, to symbolske fingre i vejret (fornærmende hilsen, red.) til hovedstaden,« skriver Szymanski og Kuper.
Atleter som ambassadører
Fodboldklubbernes rolle i skabelsen af lokal identitet har den esbjergensiske digter og forfatter Erik Trigger Olesen også bemærket. Som han siger:
»Vi kommer jo ikke uden om, at uden rodfæstet identitet har vi det skidt. Vi lægger vægt på, at de mennesker, der repræsenterer det sted, vi kommer fra, gør det godt.«
»Når man taber 6-2 til AGF (som EfB gjorde i oktober, red.), er der ikke mange her i byen, når de kommer uden for kommunegrænsen, der siger: ’Jeg kommer fra Esbjerg af’.«
Trigger Olesen har i sit forfatterskab behandlet sin hjemby flere gange, og da Jyllands-Posten i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser skulle have en lokal til at beskrive byen, faldt valget på ham.
Man skal ikke opholde sig mange timer i Esbjerg for at forstå, at sport betyder meget for esbjergenserne, mener han.
»Vi er en sportsby. Måske typisk for vestjyder føler vi hele tiden, at vi skal bevise vores værd. Vi er dårlige til at reklamere for os selv, så derfor bruger vi nogle andre til at gøre det, og det er typisk vores sportsfolk og andre ambassadører,« siger den 56-årige digter og forfatter.
Før Erik Trigger Olesen gjorde det skrevne ord til sin levevej, var han noget så esbjergensisk som havnearbejder, og i sin omgangskreds møder han både dem i blå kedeldragter, der sætter pris på en gedigen arbejdsindsats – på fodboldbanen såvel som uden for den – og dem med pen eller pensel som deres arbejdsredskab.
»Man kan godt opleve, at kunstnere har et fobisk forhold til sport: ’Det er ikke noget for mig, det der. Vi kunstnere lever inde i sjælen’, og der står jeg bare helt af. Løftet op på det rigtige niveau er sport et kunstnerisk udtryk. Man bliver ambassadør, når man deltager i noget på et tilstrækkeligt højt niveau. Så er man en guide, en vejleder for en helt masse andre,« siger Trigger Olesen.
Det nye Odense, men gamle OB
Esbjerg fB fyrede cheftræner Colin Todd – den tredje trænerfyring på halvandet år – i december, men under dem i tabellen ligger en anden blå- og hvidstribet traditionsklub forud for starten på forårssæsonen. OB har ét point færre end esbjergenserne, og ligesom på Vestkysten er de fynske problemer ikke begrænset til denne sæson, men har stået på gennem flere år.
Tiden, hvor OB, B1909 og B1913 deltes om fodboldherredømmet i Odense, er forbi, og i takt med 9’ernes og 13’ernes fald til henholdsvis Albani- og Danmarksserien er Odense er i stigende grad blevet en one club city. Når OB vinder, vinder Odense.
»Ved de to pokaltitler i 2002 og 2007 kunne man fornemme, hvor meget det betød for byen. I 2002 kom OB næsten lige fra at være rykket ned i ’98 – og det havde været hårde tider – til højst overraskende at vinde over FCK. Det gjorde de også i 2007, og det medførte en folkefest uden lige,« husker Peter Borberg, der er medforfatter til De stribede fra Fyn – historien om Odense Boldklub.
Da Peter Borberg flyttede til byen i 1994, var talemåden ’der går Odense i den’ noget af de første, han noterede sig. Det er et udtryk for, »at der sker ikke en skid«, som han siger. Mange lokale syntes, at det træk kendetegnede Odense i årevis, men ikke længere.
Nu bygger byen et supersygehus og en letbane og omdanner Thomas B. Thriges Gade fra firesporet vej til byområde. Mentaliteten i Odense forandrer sig i takt med byens fysiske rammer, men i OB går der stadig Odense i den.
»Der sker så meget i Odense lige nu, men der sker ikke særligt meget i OB. Det er simpelthen så ærgerligt. Hvor havde det bare været fedt, hvis OB kunne hægte sig på den udvikling. Det havde jo været en drøm, at man både kunne fejre en letbane og et mesterskab,« smågriner Peter Borberg.
»Det havde været sindssygt godt, ikke bare for OB, men også for Odense.«
Et succesfuldt OB havde forstærket fortællingen om det nyentreprenante Odense, ligesom FC Midtjylland har legemliggjort den foretagsomme ånd, der er blevet synonym med Herning i disse år.
»Der er både et sammenfald og desværre også et mismatch mellem Odense og OB, forstået på den måde at OB i dag kommer til at inkarnere det, at ’der går Odense i den’. Der er virkelig en skuffelse over det,« siger Peter Borberg.
En opgave for hele Århus
Forårssæsonen i Superligaen begyndte fredag, og både AaB, AGF, EfB og OB står til at skulle være en del af nedrykningsslutspillet. Hvis den aktuelle stilling holder gennem slutspillet, skal OB, EfB, Viborg og AGF dyste mod hinanden i playoffopgørene for at undgå nedrykning.
Skulle en af de store provinsbyers fodboldhold rykke ned, ville det ikke kun være en sportslig fiasko. Det ville også være en katastrofe for kommunen, der typisk brander sig som kulturby.
»I kommunerne har man tit satset relativt store økonomiske midler på at have et superligahold. Ellers falder man fuldstændig under radaren. Det så man blandt andet i Horsens (nedrykning i 2013, red),” siger David Holt Olsen, museumsinspektør ved Danmarks Industrimuseum i netop Horsens og medforfatter til Fodbold, fair play og forretning – Dansk klubfodbolds historie.
»Lokalt havde man satset rigtig meget på, at man med koncerter i Fængslet og superligaholdet skulle markere sig som kulturby. Når den ene del falder væk, har man lige pludselig et stort problem, fordi man har bygget hele den kommunale branding om, at man er en kulturby, op på de forskellige led.«
I Aarhus er de endnu mere vante med nedrykninger. Tre gange siden 2006 er AGF blevet sendt i 1. division, og det var ikke blot et sportsligt anliggende. I 2010 måtte daværende borgmester, Nicolai Wammen, eksempelvis forholde sig til det.
»Aarhus vil savne AGF i Superligaen,« fastslog han til Ritzau. »AGF er byens hold i medgang og modgang. Lige nu er der modgang, men nu gælder det om at komme tilbage i arbejdstøjet og få klaret det godt i 1. division, så vi rykker op til næste år. Det er en opgave, som hele Aarhus vil bakke op om, det er jeg overbevist om.«
Når det lokale fodboldhold omvendt klarer sig godt, er det stærk branding udadtil og skaber begejstring indadtil. David Holt Olsen fremhæver eksempelvis den stemning, det skabte i Aarhus, at AGF nåede pokalfinalen i maj.
»I forbindelse med mesterskaber er der stadig den rituelle køretur rundt i byen, hvor hele byen fejrer fodboldholdet. Det giver den der lidt udefinerbare sammenhængskraft i byerne. Borgmesteren er jo også altid den første, der holder tale for fodboldholdet, fordi så kan det smitte af politisk. Det er også derfor, der er så meget kommunal opbakning rundt omkring til de her fodboldhold, fordi man godt ved, der er masser af stemmer i det, og der er god branding i det,« siger han.
