Læsetid: 6 min.

Amerikanerne skal lære, hvad totalitær betyder

Den amerikanske historiker Timothy Snyder bruger i en ny bog Europas erfaringer med fascisme og kommunisme i det 20. århundrede til at give amerikanerne nogle bud på, hvordan man gør modstand. Under en debat på Harvard forsvarede Snyder sammenligningen mellem 1933 i Tyskland og 2016 i USA
Trump drømmer om en verden uden en uafhængig dommerstand, og Steve Bannon anser pressen for at være en modstander. Næh, jeg er ikke overbevist om, at institutionerne er stærke nok, siger Timothy Snyder

Trump drømmer om en verden uden en uafhængig dommerstand, og Steve Bannon anser pressen for at være en modstander. Næh, jeg er ikke overbevist om, at institutionerne er stærke nok, siger Timothy Snyder

Arne Dedert

1. april 2017

Efter to måneder med en ny amerikansk præsident handler al politik i USA i dag om Donald Trump, og om hvorvidt han kan bringes til fald eller vil overleve.

En tidligere udbredt frygt for at have fået en fascist som leder synes indtil videre at være drevet over.

Ikke desto mindre er Washington besat af en magtkamp på liv og død mellem demokrater og republikanere. Demokraterne anser Trump for at være en illegitim præsident og Vladimirs Putins skødehund.

Modstand fra det civile bureaukrati, dommerstanden og medierne har svækket præsidentens stilling, men demokraterne og mange vælgere frygter stadig en autoritær vending. De føler sig overbevist om, at et terrorangreb i USA vil tjene som påskud for Trump til indførelse af undtagelsestilstand og svækkelse af borgernes frihedsrettigheder.

Den totalitære stat

I sin nye bog Om tyranni fremlægger den amerikanske historiker Timothy Snyder et manifest med 20 gode råd til civilbefolkningen i USA og Europa om, hvordan de som enkeltindivider kan modsætte sig højrepopulisters forvandling til ’tyranner’.

Snyder benytter den totalitære stat i skikkelse af det 20. århundredes fascisme og kommunisme som referenceramme for sine vejledende råd til modstandskæmperne. Og en af de vigtigste lektioner, han drager, er, at magten ofte bliver overdraget frivilligt af folket til en autoritær leder.

Nogle borgere vælger at indynde sig hos de nye magthavere. Andre sætter deres lid til moderate politiske partiers indflydelse eller de demokratiske institutioners modstandskraft. Andre igen bliver lullet i søvn af propaganda eller bliver trætte af at lytte til gentagne advarsler om autokrati og fascisme.

Det kan give sig udslag i lederens erkendelse, at folket villigt vil acceptere et regimeskifte, hvorefter han presser det igennem. Det er ifølge Snyder, hvad der skete under nazismen i Tyskland i 1933 og under Den Røde Hærs besættelse af Østeuropa i 1945-48.

Tillid til systemet

Det lille værk blev for størsteparten skrevet inden præsidentvalget i november. Snyder lagde sidste hånd på teksten efter Trumps sejr. Hans speciale er Øst- og Centraleuropa samt Rusland og Tyskland, om hvis historie i det 20. århundrede han har udgivet to vigtige og kontroversielle bøger Bloodlands og Sort jord.

Historikerens overordnede tese er, at amerikanerne fejlagtigt har troet, at deres land er skærmet mod de totalitære styrer, der knuste frihed og demokrati og bragte død, ødelæggelse og ruin til Europa fra 1920’erne til 1945.

Den amerikanske nations grundlæggere var sig akut bevidste om faren for tyranni, da de indrettede det politiske system og skrev forfatningen. Men deres referenceramme var filosoffers debat om demokrati i det antikke Grækenland. Aristoteles advarede f.eks. mod, at ulighed bringer ustablitet, mens Platon observerede, at demagoger udnytter ytringsfriheden til at tilrane sig et tyrannisk herredømme.

I Trump-æraen bør amerikanerne ifølge Snyder i stedet vende blikket imod europæisk historie i 1930’erne og 1940’erne og lære af erfaringerne fra modstandskampen i Østeuropa og Rusland mod kommunismen i tiden efter Anden Verdenskrig. Hvis de skal gøre sig håb om at hindre Trump i at skabe et autoritært styre i USA, bør amerikanerne læse europæisk historie.

Snyders bud

Heraf udspringer Snyders 20 bud:

Adlyd ikke på forhånd. Forsvar institutionerne. Frygt en etpartistat. Væn dig ikke til propaganda. Vær på vagt over for paramilitære grupper. Stå frem og sig din mening. Læs bøger om historie fremfor at skøjte på internettet. Forsvar kendsgerninger og sandheden. Undersøg tingene på egen hånd. Deltag fysisk i politik. Beskyt dit privatliv. Giv til godgørende formål. Kontakt ligesindede i udlandet. Tag dig i agt for farlige gloser. Hold dig i ro, hvis det utænkelige sker. Vær patriot frem for nationalist. Følg dine etiske principper. Tænk dig om, hvis du skal bære våben. Gå ud og tal med folk. Fat mod.

Den amerikanske historiker, der til daglig underviser på Yale University, er for tiden på bogturne. Det bragte ham i denne uge til hans alma mater, Harvard University, hvor den israelskfødte lektor i historie Moshik Temkin fra Kennedy-skolens Ash Center havde inviteret ham til en debat.

Salen var fyldt til bristepunktet af studerende, professorer og gæster fra universitetsbyen Cambridge.

Professor Snyder lagde ud med at fortælle om bogens nylige placering på amerikanske bestsellerlister. I London har et forlag som noget helt nyt valgt at klistre plakater med bogens 20 bud op på Leonard Street, nær Silicon Roundabout, måske inspireret af 500-året for Martin Luthers placering af sine 95 teser på døren til slotskirken i Wittenberg.

»Bogen er blevet et kunstobjekt i det offentlige rum – et nyt medium,« sagde en begejstret Snyder.

Det allestedsnærværende Rusland har endda været indover.

En hacker brød i tirsdags ind på amazon.uk’s website og indsatte en ny forfatter og titel på forsiden af Snyders bog. Hans navn blev ændret til Timothy Strauss (den politiske filosof Leo Strauss udgav i 1948 Om tyranni), og efter undertitlen blev der tilføjet: »Coloring Book«. En boble bedyrede, at bogen indeholder »lessons to Make World Great Again«.

Denne sætning på et akavet engelsk blev første gang set på plakater i Rusland i november 2016.

I sit første spørgsmål indvendte lektor Temkin, at det er svært at se åbenlyse ligheder mellem USA i dag og de totalitære regimer i Tyskland i 1930’erne og Østeuropa under kommunismen. Det civile samfund og institutionerne skulle være langt mere modstandsdygtige i USA.

Snyder svarede:

»Jeg tror, vi i USA kommer til at leve i flere årtier i denne tilstand. Det er min fornemmelse, at vi amerikanere aldrig har stået samme prøve som f.eks. russerne og ukrainerne. Er amerikanerne virkeligt indstillet på at løbe store risici for at forsvare deres frihed? Det er der eksempler på i vores historie, men jeg er ikke overbevist.«

»Jeg frygter, at amerikanere er mere tilbøjelige end europæerne til at acceptere en normalisering.«

»Men hvad med de demokratiske institutioner,« indvendte Temkin.

»Åh, ja. De skulle være så vidunderlige, ikke? Men hvad med undertrykkelsen af sorte og andre mindretals stemmerettigheder? Hvad med republikanernes manipulering med valgdistrikter, der sikrer dem flertal i Kongressen? Jeg noterer ligeledes, at Kongressens undersøgelse af Trump for at have begået højforræderi ikke er blevet til noget. De tør ikke engang bruge betegnelsen højforræderi,« sagde Snyder og fortsatte:

USA og Tyskland?

»Trump drømmer om en verden uden en uafhængig dommerstand, og Steve Bannon anser pressen for at være en modstander. Næh, jeg er ikke overbevist om, at institutionerne er stærke nok. Det handler ikke om, hvad institutionerne kan gøre for os, men hvad vi kan gøre for institutionerne. Ingen af mine forudsigelser i bogen er blevet gjort til skamme.«

Temkin: »Er det ikke overdrevent at sammenligne USA i dag med Tyskland i 1933?«

Snyder: »Alle, der forsker i totalitære regimer, kender til parallellerne mellem Hitlers valgsejr i 1932 og Trumps i 2016. I 1933 forbyder nazisterne alle andre partier. Vi går rundt og bilder os ind, at vi ikke er nået til det stadie, men er det ikke at trække et slør over ansigtet?«

»I virkeligheden var valgkampen i 2016 meget mere totalitær, end vi fatter. Totalitarisme handler ifølge Hannah Arendt ikke om at skabe en magtfuld stat; en totalitær stat udvisker skellet mellem det private og det offentlige liv. Det er den måde, borgerne mister friheden på. Offentliggørelsen af private e-mails betyder, at vores ret til et privatliv er krænket. Det er totalitært.«

»Det virkeligt skræmmende er, at de paramilitære grupper, SA og SS, havde til opgave at smide demonstranter ud af Hitlers valgmøder. Det samme skete på Trumps valgmøder. Jeg minder også om, at jødiske flygtninge fra Tyskland blev afvist ved grænseovergange, også i USA. Ligesom det sker for flygtninge fra Mellemamerika i dag.«

Timothy Snyder. 'Om Tyranni. 20 ting vi kan lære af det 20. århundrede'. 126 sider. 129,95 kr. Gads Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Niels Duus Nielsen
Espen Bøgh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja i tidens løb har mennesket set mange totalitære former for statsstyre overalt på kloden under foregivende af politisk ideologi for alle - "rettroende", og her vil jeg nævne nogle af de kendte vi har set igennem tiden: "Fascisme, Nazisme, Kommunisme, Stalinisme, Maoisme, Leninisme, Nationalkommunisme, Fundamentalisme, Islamisme", og så har vi end ikke fået alle med, og nogle af lederne opstod ud af intet, og blev diktatorer for deres lande, for man husker vel nogle af disse personer for ovenstående "ismer"; "Hitler, Mussolini, Lenin, Stalin, Mao Zedong" for blot at nævne et par enkelte.

Er listen så fuld eller har vi glemt nogen - af én eller anden årsag, eller skjult bag et forhæng af demokratisme(demokrati) som mange vel opfatter som beskyttelse imod disse "ismer" og overholder de demokratiske værdier og rettigheder for mennesker og deres ret til privatliv, retten til fri tale i samfundet - såvel ros som kritik, uden angst for repressalier fra myndighederne af deres ret til integritet.

Hvordan ligger det med f.eks. "nationalisme", "patriotisme" og "indoktrinisme" repræsenterer og garanterer de også nogle rettigheder for individer, når førnævnte er faste størrelser der anvendes i forbindelse med "exceptionalisme" i et land, som primære værdier for den førte politik i landet?

Indledningsvis i forbindelse med nævnelsen af de forskellige retninger var det altid båret frem af folket, og blev en fællestanke for borgerne og deres livsanskuelse overfor andre omgivende lande og deres befolkninger, - men er det i virkeligheden så meget anderledes, når folket dyrker præcis de helt samme fællesværdier om sidstnævnte "ismer"(nationalisme, patriotisme, indoktrinisme) på et baggrundstæppe af demokrati med politiske valg med jævne mellemrum?

- Hvad er egentlig forskellen på når "nationalismens patrioter af indoktrinisme" klasker hånden på hjertet når nationalhymnens afspilles og følelsen af at være noget særligt i og som nation og som ledende i verden for alle andre.

Minder det ikke for meget om hyldesten med fremstrakte arme som vi tidligere har set i verdensbilledet, som ledende for et lands selvforståelse og selvopfattelse.

Begge steder syntes der ikke at være meget plads til "frafaldne" og illoyale, som ikke vil aflægge faneeden og overholde den i troskab til samfundsordenen.

"Den lille røde" af Mao ZeDong var tiden bibel og Mao tidens gudeskikkelse, orakel og ledestjerne, - ingen over, ved siden af og resten langt under, - noget vi også kan genkende i dagens billede af nationalismen og patriotismen.

Her finder vi også gud taget til indtægt for regeringen og regeringsmagten, - det kan jo ikke overlade til gud selv at bestemme, så det gør man lystigt for ham i stedet, for med gud ved sin side lever man også i den forblændelse, at man intet kan gøre forkert eller galt.

"nationalisme, patriotisme og indoktrinisme" hvilende i en stærk exceptionalisme for et land og det styreform, selv om det vil kaldes demokratisk er simpelt "blændværk" helt på linje med andre "ismer" og hvor magtsygen lever mere i det skjule end vi er vedkendende overfor, og det er en farlig leg at lege med på i længden, da der ikke er plads til andre ligesom vi har set det i fortiden, men vist ikke har taget ved lære af fordi det skjuler sig bag et demokratis slør, der skal skjule virkeligheden.