Brevkassen: Jeg vil gerne betale bestikkelsespenge
Jeg har længe tænkt over, at jeg gerne vil bestikke folk mere. Jeg har engang givet en dørmand på en dyr klub 400 kroner for at lukke min kammerat og mig ind, selv om der var fyldt og lang kø – det virkede.
Den slags er jo fast praksis mange andre steder i verden, men hvor kunne man gøre det i Danmark? Det er jo teknisk set ulovligt (tror jeg?), men hvis det virker, har jeg ingen problemer med det. Jeg har ret mange penge og vil gere betale lidt ekstra for at få det lidt bedre.
Svar I:
Bestikkelse er dragende, fordi det for de fleste af os rullepølsefarvede danskere bringer mindelser om tv-serier som ’The Sopranos’ og ’The Wire’ og nyhedshistorier om Berlusconi, Fifa og Trump. Der er noget biljagt og casino og champagne og skide være med det hele over det. Men jeg vil alligevel være lyseslukker.
Det kan godt være, du havde succes hos dørmanden, men for et par år siden var der en mand fra Midtjylland, som forsøgte at bestikke en politibetjent, der havde stoppet ham i en bil med stjålne nummerplader.
Manden tilbød betjenten 500 kroner, men endte i byretten, som straffede ham med 20 dages fængsel og en bøde på 15.000 kroner. Jeg skulle ikke nyde noget.
Til gengæld er der ret mange steder i samfundet, hvor du kan bestikke lovligt: I lufthavnen, på hotellet og hos DSB kan du betale nogle ekstra hundrede kroner af dine mange penge og få det lidt bedre.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om du får det lige så meget bedre, som du gør, hvis du bryder loven.
– Rasmus Elmelund
Svar II:
Om bag i køen, sveske, det er din tur til at give forlommer. Ventetid er ikke en del af problemet, det er en del af løsningen. Du har brug for køerne til at holde dig ydmyg. Jeg har brugt ventetiden i de sidste par køer, jeg har stået i, på at gruble over dit brev.
Jeg har det mistænkt for at være et debatindlæg i forklædning. Der er i hvert fald et vist slægtskab med en ny strømning af luksuslæserbreve, hvor unge og halvunge mennesker demonstrerer, at de har tænkt over tingene ikke bare en, men faktisk to gange ved at skrive alarmerende tirader om, at de har fået for gode karakterer i skolen, at juice er populært, eller at deres kæreste synes, de skal tage med i Ikea.
Du ved ikke, hvad du skal gøre af dine penge? Det synes jeg, du skal skrive en kronik om. Så må du se, hvad en debatredaktør skal have for at trykke den.
— Lone Nikolajsen
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Kan jeg droppe veninden, men holde fast i hendes mor?
14. december 2019Er det mærkeligt at hænge ud med sin eksbofælles mor, spørger en kvinde i starten af 20'erneBrevkassen: Min kæreste har været hos en prostitueret
14. december 2019Hvor rimeligt er det at føle afsky over, at ens kæreste engang har købt sig til sex, spørger en kvinde, født 1985Brevkassen: Mine ældre familiemedlemmer er skruk på mine vegne
7. december 2019Er der en god måde at blive fri for andres pres på ens æggestokke, spørger en kvinde i den fødedygtige alder
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »