Læsetid: 7 min.

I dag bestemmer karisma, x-faktor og algoritmer, hvem og hvad vi tror på

I stedet for traditionelle autoriteter som religiøse ledere, eksperter og smagsdommere er der opstået nye autoritetsformer. I dag bestemmer karisma, x-faktor og algoritmer, hvem og hvad vi tror på
Den tyske sociolog Max Weber så autoritet som en magt, der til en vis grad hviler på en befolknings vilje til lydighed.

Den tyske sociolog Max Weber så autoritet som en magt, der til en vis grad hviler på en befolknings vilje til lydighed.

AP

18. marts 2017

Folket har rejst sig mod eliten. Monopolet på sandhed, ekspertise, journalistik og forskning er brudt. I stedet er trådt en modbevægelse blandt de vestlige befolkninger, der ikke længere passivt vil se til, at deres liv bestemmes af venstreorienterede journalister, politiserende embedsmænd og sekteriske forskere.

De sociale medier bugner med tilbud om alternative kendsgerninger og opgør med den politiske elite. Eller sådan ser det i hvert fald ud. Spørgsmålet er, hvad der kommer i stedet for de traditionelle autoriteter, når folket vender sig mod den akademiske elite og i stedet vælger deres egne fortællinger.

Som en ven

Der tegner sig to fløje i det igangværende opgør med autoriteter i de vestlige demokratier. På den ene side findes dem, som byder autoriteternes fald velkommen.

De ser opgøret med eksperter og vidensautoriteter som velfortjent og som et vidnesbyrd om, at den akademiske og politiske klasse har fjernet sig for langt fra den almindelige borgers livsverden og givet afkald på at forsvare folkets interesser.

De ser tabet af autoritet som udtryk for en grundlæggende demokratisk gevinst. I fraværet af vidensautoriteter, journalistisk formidling og finkulturel produktion får vi i stedet den uredigerede virkelighed bestående af frie samfundsmæssige fællesskaber og identiteter.

Som en fjende

På den anden side findes dem, som ser autoriteternes fald som et angreb på den vestlige samfundskontrakt.

I starten af 1990’erne beskrev den amerikanske politiske teoretiker Francis Fukuyama, hvordan det liberale demokrati integrerer to centrale menneskelige interesser: frihed og lighed. Ifølge det liberale kompromis kan samfundet kun fungere, hvis der foregår en udbredt arbejdsdeling. De frie demokratiske valghandlinger har til opgave at skabe maksimalt legitime beslutninger.

De videnskabelige institutioner har til opgave at skabe maksimalt pålidelige resultater. De juridiske og administrative institutioner har til opgave at skabe maksimalt retfærdige domme. Markedet har til opgave at skabe maksimal profit. Inden for hvert deres område fører specialiseret arbejdsdeling til autoritet.

Det er ikke kirkens, familiens eller traditionens autoritet, men den frie demokratiske proces med dens understøttende og rettighedsgaranterede institutioner.

For denne betragtning er opgøret med de klassiske autoriteter, som for øjeblikket skyller ind over den vestlige verden, et angreb på selve den vestlige samfundsmodel.

Falske nyheder, misinformation, mistillid og tilbagevendende angreb på retsstatens og videnssamfundet er ikke udtryk for en ny demokratisk frigørelse men et angreb på de præmisser, der skaber stabilitet, effektivitet og legitimitet i samfundet.

Ikke autoritetsfri

Når de to fortolkninger af autoriteternes fald støder sammen, skyldes det en fundamental misforståelse. Efter autoriteternes fald er der ikke indtrådt en ny demokratisk guldalder med autoritetsfri debat. Derimod er der indtrådt nye og hidtil ubeskrevne former for autoritet, som samfundet og borgerne kun lige er begyndt at ane.

For en kortsigtet betragtning kan det ligne, at der udløses et frigørende potentiale, når Donald Trump kaster sig ud i et massivt opgør med den kulturelle elite i New York og Washington. Eller når borgerne afskriver officielle eksperter og selv søger viden om deres sundhed på internettet.

I alt for mange år har akademikere og smagsdommere fjernt fra borgernes almindelige hverdag sat den politiske dagsorden. Den har primært handlet om at tage monopol på sandheden og definere, hvad der er relevante og irrelevante samfundsproblemer.

Men spørgsmålet er, hvilken autoritet samfundet efterlades med, når traditionelle eksperter og videninstitutioner mister deres indflydelse.

Max Weber i det 21. århundrede

Den tyske sociolog Max Weber bestemte i begyndelsen af 1900-tallet autoritet som en særlig form for magt, der hviler på en vis grad af vilje til lydighed i befolkningen til forskel fra anvendelsen af rå magt og tvang. I modsætning til tvang erkender den enkelte borger autoriteten og indordner sig under dens krav, som tillægges en særligt bindende kraft.

Weber opstillede tre typer autoritet, som han bestemte ud fra graden af deres anerkendelse. Han talte om en legal autoritet, der fastsætter love og regler (det reneste eksempel er bureaukratiet). En traditionel autoritet, der er baseret på traditioners og vaners ukrænkelighed (f.eks. fyrsten, kirken, familieoverhovedet) og en karismatisk autoritet beroende på en førerpersons forbilledlige karakter (f.eks. religionsstiftere, ledere af politiske bevægelser).

Weber antog, at den legale autoritet i det moderne samfund gradvis vil opløse den traditionelle, især gennem udviklingen af embedsapparatet og de videnskabelige institutioner.

Spoler vi tiden 100 år frem, har autoriteterne udviklet sig i en række nye metamorfoser, der bygger videre på og samtidig overskrider grænserne i Webers moderniseringsteori.

Siden efterkrigstiden har de vestlige demokratier bygget på en ’deliberativ’ autoritet, som legitimerer beslutninger ud fra rationaliteten og adgangen til offentlige debatter og informeret viljesdannelse. Et eksempel er parlamentariske debatter, men også den udenomsparlamentariske samtale i civilsamfundet har politisk bindende kraft.

Her drejer deltagelse sig primært om at blive hørt i offentligheden og blive repræsenteret i de formelle institutioner ud fra devisen om, at demokrati bygger på en norm om at opnå fri og lige adgang til og anerkendelse i de kollektive beslutningsprocesser.

Eksperterens rolle

I tillæg til den deliberative autoritet har der været en anonym, nærmest tavs anerkendelse af den ’epistemologiske’ autoritet, der legitimerer beslutninger ud fra, hvad der er videnskabeligt rationelt og effektivt.

Brugen af eksperter i samfundet er et vidnesbyrd om, at den demokratiske drøftelse ikke på egen hånd kan svare på alle relevante spørgsmål, men har brug for rådgivning og oplysning om faktuelle forhold.

En ekstrem funktion af den videnskabelige autoritet er teknokratiske regeringer, der indsættes, når den deliberative autoritet ikke er i stand til at nå frem til effektive løsninger. Her overføres autoriteten i kortere eller længere perioder fra folkevalgte politikere til teknokrater. Men det er som regel en dyster undtagelse.

Den videnskabelige autoritet udleder i hovedreglen sin legitimitet fra den deliberative autoritet. Det er ved at understøtte samfundet med ekspertise og evidens, at demokratiet er i stand til at navigere. Og der, hvor forskere og eksperter trænger for langt ind på det politiske felt, bliver de irettesat for at politisere.

Men der er sket et opgør med de eksisterende autoritetsformer. Med dannelsen af en række nye protestbevægelser og med forskydningen i den politiske debatkultur fra traditionelle redaktionelle medier til sociale medier må samfundet vende sig til nye autoriteter.

Karisma

En af de autoritetsformer, der er vendt tilbage, er Webers forestilling om karismatisk autoritet, der legitimeres af en persons evne til skabe loyalitet og lydighed blandt sine tilhængere. Denne autoritet fandtes oprindeligt hos profeter og despoter som Lenin, Luther og Hitler, men den genfindes også i moderne politiske bevægelser, der er bygget omkring en persons særlige karaktertræk.

Den russiske præsident Vladimir Putin og amerikanske Donald Trump deler begge en appel og strategisk brug af karisma som politisk virkemiddel. De henviser til deres persons særligt storslåede karakter.

Politik handler ikke om, hvad der siges, eller om hvorvidt der slipper misinformation med i de politiske budskaber. Politik handler om den karismatiske person samt den bevægelse, han eller hun inkarnerer.

Karisma konstituerer reel magt. Ikke ved at førerpersonen vinder den demokratiske debat ved hjælp af faktuelle argumenter, men ved at skabe en emotionel mobilisering, der vinder borgernes opbakning og tro på lederens særlige evner.

Det er en form for autoritet, der er vanskelig at kontrollere, fordi den ikke vinder demokratiske debatter, men skaber protester og projekter, der polariserer samfundet i grupper af tilhængere og modstandere.

Algoritmer

En anden af de autoritetsformer, der præger den politiske protest- og modkultur i begyndelsen af det 21. århundrede er den algoritmiske autoritet. Informations- og kommunikationsteknologi har stillet en række nye sociale medier til rådighed, der accelerer den politiske kommunikation.

Hvad der på overfladen ligner en potent version af den deliberative autoritet, der baserer sig på den frie og lige adgang til den demokratiske samtale, er ved nærmere eftersyn stærkt reguleret af algoritmer og digitale forretningsmodeller.

De algoritmer, der formaterer og redigerer den politiske samtale på sociale medier, er medbestemmende for, hvilke personer og synspunkter der får gennemslagskraft. Algoritmerne på Facebook og Twitter fremmer viralitet, hvor det synspunkt, der skaber størst opmærksomhed også får størst gennemslagskraft, uanset om det er sandt eller falsk.

Algoritmerne beskyldes ikke kun for at fremme falske nyheder og misinformation. Fordi de selekterer i den information, som præsenteres for brugerne, er de samtidig drivende for polarisering og ekkokamre, der bidrager til at skabe lukkede og selvbekræftende meningsfællesskaber.

Langt fra den uredigerede virkelighed, som de sociale medier var tiltænkt at fremme, opererer den algoritmiske autoritet ved at redigere selve den information, der er til rådighed i den offentlige sfære.

Denne autoritet findes blandt andet i private datavirksomheder som Google og Facebook, der i stigende grad tilskrives politisk autoritet, og af mange analytikere betragtes som udslagsgivende for nutidens demokratiske valg.

Den algoritmiske autoritet vil formentlig blive endnu stærkere i fremtiden, hvor kunstig intelligens vil bidrage til at redigere den menneskelige erkendelse på nye og gennemgribende måder.

De personer eller virksomheder, der besidder den algoritmiske autoritet, og som nyder en vis lydighed i befolkningen, vil efter alt at dømme kunne influere de politiske beslutningsprocesser med minimale muligheder for demokratisk kontrol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Okkels

Man kunne tilføje følgende citat fra 1920 af Henry Louis Mencken (1880-1956):

The larger the mob, the harder the test. In small areas, before small electorates, a first-rate man occasionally fights his way through, carrying even the mob with him by force of his personality. But when the field is nationwide, and the fight must be waged chiefly at second and third hand, and the force of personality cannot so readily make itself felt, then all the odds are on the man who is, intrinsically, the most devious and mediocre—the man who can most easily adeptly disperse the notion that his mind is a virtual vacuum.

The Presidency tends, year by year, to go to such men. As democracy is perfected, the office represents, more and more closely, the inner soul of the people. We move toward a lofty ideal. On some great and glorious day the plain folks of the land will reach their heart's desire at last, and the White House will be adorned by a downright moron.