David Trads: Mad trumfer altid mine holdninger

Hvor venstreorienteret er du på en skala fra 1-10?

»7. Jeg er temmelig venstreorienteret på en helt masse værdispørgsmål og fordelingsspørgsmål, men jeg er ikke sådan Enhedsliste-venstreorienteret, hvor man bliver fascineret af Venezuela og Cuba som økonomiske forbilleder. Jeg tror på en blandingsøkonomi og er mere socialdemokratisk venstreorienteret.«

Hvad er din mest venstreorienterede madoplevelse?

»Jeg forbinder alt venstreorienteret mad med 80’erne, hvor jeg lige var flyttet til Aarhus og til et arrangement skulle have Hawaiibøf. Jeg havde boet i USA, hvor en Hawaiibøf var en bøf med frisk ananas, men her var det altså bare en tyk skive knoldselleri på cirka én centimeter, der var stegt på panden og så med en slap ananas fra dåse ovenpå. Det var gennemført rædselsfuldt! Og så var der også i tiden de her helt vildt grove boller med så mange kerner i, at lige meget, hvor meget smør man proppede på, faldt de fra hinanden i munden som mel. Siden er de venstreorienterede blevet bedre til det med mad.«

Hvad finder man altid i dit køkken?

»Ting fra den lille delikatessebutik, Le Gourmand på Værnedamsvej. Jeg køber altid deres kantarelpølse, deres ande- eller gåserilette og så typisk en comtéost. Alt sammen kvalitetsvarer importeret fra Frankrig, som man kan spise både til frokost og aften.« 

Hvad kunne du af politiske årsager aldrig finde på at spise?

»Jeg er så glad for mad, at det overtrumfer mine politiske overbevisninger. For hvis jeg skulle overholde den politiske overbevisning om kampen mod global opvarmning, skulle jeg jo ikke drikke mexicanske øl, som jeg holder meget af. Eller drikke amerikansk rødvin fra Oregon eller spise sushi med tun fra Japan – alt sammen transporteret over lange afstande. Min ulyst til at gå igennem vinteren og spise kål og rodfrugter og drikke Ceres-øl, som ellers ville være naturligt i Danmark, er simpelthen alt for stor. Så jeg er dybt dobbeltmoralsk, når det handler om mad og politik.«

Hvad er din hofret?

»Jeg boede i Rusland i 90’erne, og derfra kommer en fremragende forret til alting. Det er blinis med lakserogn, hvortil man drikker iskold vodka i vodkaglas. Det ser flot ud og er rødt på grund af lakserogn og rødløg, og den er heftig, fordi humøret kommer op med vodkaen. Nøglen er de små blinis, hvor man for guds skyld ikke må lave pandekager som i Danmark, hvor det er dessert. Der skal blandes boghvedemel i.«

Er der noget, du skammer dig over at elske at spise, fordi det ikke harmonerer med din politiske overbevisning?

»Når jeg har spist et stykke pizza i USA, hvor jeg rejser meget, men det er helt generelt. Jeg tør slet ikke tænke, hvad det er lavet af. Ellers ikke. Jo, jeg kan godt få det lidt dårligt over at spise i London eller New York, hvis jeg spiser på restauranter, der er utroligt billige. Her tænker jeg på, hvilke arbejdsforhold de her mennesker i en lille kinesisk eller indisk restaurant arbejder under, siden det kan blive så billigt.«

Hvor bevidst er du om at bruge mad som identitetsmarkør?

»Det er jeg ret bevidst om, for folk, der spiser de samme fire kedelige retter, kommer også til at virke lidt kedelige selv. Putter man det samme pålæg på sit brød og spiser det samme til aften, virker man ikke som et særligt opfindsomt menneske. Som når folk siger ’vi skal jo bare have noget at spise’. Det er simpelthen noget af det mest deprimerende, jeg ved. Et af dagens måltider bør hver eneste dag være et højdepunkt. Det er en markør, der kan udtrykke opfindsomhed og stor glæde ved livet.« 

Hvad er den mest højreorienterede spise, du kan komme i tanke om?

»En treretters menu, der starter med en fisketallerken med et lille stykke dampet hvid torsk, et stykke billig røget laks og nogle rejer, der har ligget i vand så længe, at man næsten ikke kan smage dem. Der er også en ottendedel citronskrive og så tre stykker dild. Derefter en hovedret, der består af oksesteg, der har været for lang tid i ovnen, med kogte kartofler og lidt dampede gulerødder, og så en dessert med is. Det er indgrebet af en småborgerlig ret. Den er trist, kedelig og uden fantasi. Man sidder der, det hele er gennemstegt, og man har ikke tænkt på at lave noget anderledes.«

Joachim Sperling: »Trads bekræfter alle tænkelige fordomme«

»David Trads bekræfter alle tænkelige fordomme om kulturelitens madvaner. Der går en lige linje tilbage til Klaus Rifbjerg, når han udpensler det småborgerlige Danmarks sovsen rundt i de samme kedelige retter, og som kun kan stave til suppe, steg og is, når det skal være fint. Måske er det en stikpille til Dansk Folkeparti, men for mig fremstår det, som om David Trads ser ned på alle de sagesløse mennesker, der mangler fantasi og kræfter til at lave ordentlig mad. Jeg vil ikke bebrejde dem det – det må de da selv om, så længe jeg ikke skal spise med.«

»David Trads er ikke ked af det, når han nedprioriterer klimaet til fordel for delikatesser fra den anden side af jordkloden. Jeg kan levende forestille mig, hvordan han besøger den lille Gourmand på Værnedamsvej. Efter at have fourageret bevæger han sig med Information under den ene arm og en kantarelpølse under den anden ned mod den lille boghandel i den nærliggende Tullinsgade. Måske skal han interviewe Klaus Rothstein og Annelise Marstrand Jørgensen om Dansk Folkepartis påvirkning af værdidebatten ved et af boghandlens celebre debatarrangementer, så han kan udleve sig selv som både ordstyrer og orakel. Sådan lever en sand kulturradikal anno 2017.«