Læsetid: 5 min.

Debat: Kristendommens Lenin og filosofiens Donald Trump

Hvis Apostlen Paulus er kristendommens Lenin, er professor Ole Thyssen filosofiens Donald Trump. De alternative fakta står i kø i Thyssens portræt af Paulus. Men den historiske Paulus var en pionér, hvad angår tænkning om multikulturel sameksistens. Og så var han ikke kristen
Skal Paulus sammenlignes med det forrige århundredes revolutionære, er Trotskij – her på et møde i København i 1932 – et bedre bud end Lenin, fordi han netop mente, at kommunismen skulle forkyndes for alle folkeslag, ligesom Paulus ville eksportere jødiske værdier som monoteisme og næstekærlighed til hele det græsk-romerske Europa.

Skal Paulus sammenlignes med det forrige århundredes revolutionære, er Trotskij – her på et møde i København i 1932 – et bedre bud end Lenin, fordi han netop mente, at kommunismen skulle forkyndes for alle folkeslag, ligesom Paulus ville eksportere jødiske værdier som monoteisme og næstekærlighed til hele det græsk-romerske Europa.

Polfoto

11. marts 2017

»Jesus var god nok – men så kom Paulus.« Nietzsches negative vurdering af Paulus har længe været folkeeje. Professor Ole Thyssen gentog klichéen i form af et længere amen i Information den 25. februar.

Paulus var fundamentalistisk imam, populist og leninistisk kontrolfreak, kan Thyssen fortælle. Men skældsord og dårlige analogier bringer os ikke nærmere en forståelse af den historiske Paulus. Eller var Platon måske bare en totalitær Stalin – som i øvrigt også skrev noget forvrøvlet filosofisk noget?

Paulus var ikke kristen

Paulus er en helt afgørende figur i kristendommens udviklingshistorie. Så langt har Thyssen ret. Men den historiske Paulus var ikke kristen. Han opfattede sig ikke som stifter af nogen ny religion. Paulus var derimod en antik jøde, hvilket understreges i de seneste årtiers akademisk-teologiske forskning.

Paulus’ jødedom var ganske vist en særlig form for jødedom. Paulus mente nemlig, at Messias nu i de sidste tider var kommet for at forny ikke blot jødedommen, men hele menneskeheden. Den berømte Damaskus-oplevelse, hvor Paulus ifølge eget udsagn mødte den opstandne Messias, var ikke en omvendelse til kristendom, men en kaldelse til at udbrede den messianske jødedom universelt – også til ikkejøder.

Luther i skjul for kirken i fæstningen i Wartburg, hvor han oversatte Biblen til tysk.
Læs også

Paulus kunne selvsagt ikke vide, at denne multietniske form for jødedom, som vi i forskningen kalder kristusbevægelsen, siden skulle komme til at udvikle sig til en i sociologisk og ideologisk forstand selvstændig religion (kristendom). Grundtvig var jo heller ikke grundtvigianer, og Marx ikke marxist.

Professor Thyssen kalder Paulus for kristendommens Lenin. At Paulus skulle være ensretter og centralist er en udbredt fordom, men den nytestamentlige forskning vil generelt betragte den som historisk misvisende. Paulus’ breve er faktisk ældre end evangelierne. (Man skelner i øvrigt mellem de syv ægte Paulusbreve og de senere breve skrevet i Paulus’ navn, men Thyssen citerer frejdigt uden at skelne).

Brevene rummer en højspændt forventning om Messias’ snarlige genkomst og vidner om et helligt kaos i kristusbevægelsen. For Paulus var iværksætter, ikke organisator. Han kendte hverken til præster eller biskopper. Institutionelle autoritetsformer slog først for alvor igennem i de efterfølgende generationer frem mod 100-tallet. Så det er måske snarere Ignatius af Antiokia eller Clemens af Rom, der er Lenin.

En antik Luther?

I protestantismen har man ofte betragtet Paulus som en antik Luther. Eller Luther som en Paulus version 2.0. Luthers opgør med middelalderkirkens præstationsreligiøsitet lå som et fortolkningsfilter hen over Paulus’ breve, så man ikke kunne se andet end lutherdom i dem.

Når Thyssen betragter Paulus og Luther som brothers in arms, er han som sådan en god lutheraner. Luther selv spejlede sig i Paulus og betragtede hans Romerbrev som selve Bibelens kerne. Det var gennem læsning af Romerbrevet, at Luther fandt svar på sit grundspørgsmål: »Hvordan finder jeg en nådig Gud?« Svaret var som bekendt: ikke ved at gøre noget, men ved at tro (Rom 1,17).

Paulus var for så vidt ikke uenig i det; men Luthers samvittighedsplagede spørgsmål var ikke Paulus’. For Paulus var Guds nåde selve forudsætningen. Paulus’ centrale spørgsmål gjaldt derfor alene omfanget af Guds nåde og var ikke individuelt, men etnisk fokuseret: »Når Israels Gud er så nådig og god, er han det så ikke også over for ikkejøder?«

Professor Frederik Stjernfelt har et par alvorsord at fortælle os om Martin Luther. For før vi kommer alt for godt i gang med fejringen af 500-året for reformationens begyndelse og skåltalerne til manden, der har fået æren for at lægge kimen til alt fra menneskelig frihed over demokrati til velfærdsstaten, bør vi tage et kritisk kig på Luthers egne ord
Læs også

Paulus svarede bekræftende på spørgsmålet. En konsekvent jødisk monoteisme måtte være universalistisk. Hvis Gud er én, er han gud for alle (Rom 3,29). Det betød, at budskabet om den nye Messias ikke kunne være afhængig af jødisk-etnisk identitet. Denne tankebygning blev næppe tømret af Jesus af Nazaret, hvilket Thyssen ellers antager.

Jesus var en indre-jødisk reformator fra den rådne falafel i Palæstina. Paulus var kosmopolit og bymenneske. Det var ham, der formulerede kristusbevægelsens internationalisme. Og dette var om noget hans helt afgørende kristendomshistoriske bidrag.

Paulus var en Trotskij

I dag, hvor kristendommen er et globalt kulturfænomen, har vi glemt, at den begyndte som en rent jødisk sekt. Paulus’ synspunkt har sejret totalt – selv om kristendommen lokalt kan spændes for nationalistiske vogne.

Men på apostlens egen tid, var hans kulturåbne position højst kontroversiel og i mindretal. I sine breve kæmper Paulus indædt for sit marginale synspunkt: »Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Jesus Kristus« (Gal 3,28).

Bevægelsens jødiske ledere i Jerusalem var derimod ikke til sinds at opgive de traditionelle jødiske identitetsmarkører, f.eks. omskærelse og spiseregler, som adgangskrav for bevægelsens medlemmer. Disse praksisser var jo udtryk for Israels status som Guds særligt udvalgte folk.

Augustin var uddannet i græsk og romersk filosofi, men lagde fornuften på hylden til fordel for troen. Illustration: ’Saint-Augustin’, skitse af den flamske maler Rubens
Læs også

Lederne i Jerusalem fremstod over for Paulus som den magelige bestyrelse for fotogiganten Kodak, der ifølge anekdoten afviste den opfinder, der i 1990’erne ville sælge dem rettighederne til fremtidens digitalfotografi. I dag findes Kodak knapt nok. Paulus var som opfinderen.

Eller som Trotskij, der mente, at kommunismen ikke kun var for Sovjet, men at den skulle forkyndes for alle folkeslag. Ved at give køb på særligt jødiske praksisser som omskærelse og spiseregler kunne Paulus eksportere jødiske værdier som monoteisme og næstekærlighed til det græsk-romerske Europa.

Multikulti

Paulus var ikke teologisk teoretiker – deraf de mange inkonsekvenser i hans tænkning, som eftertidens Ole Thyssen’er så kvikt har påpeget. Hans mission som Messias’ apostel var først og fremmest at danne Messiasgrupper i det nordøstlige Middelhavsområdes større byer. Der var mildest talt tale om sociale eksperimenter. Medlemmerne var både jøder, grækere og romere, slaver og herrer.

Ikke desto mindre mente Paulus, at Messiastroen kunne skabe sameksistens på tværs af etniske og sociale skel. Som sådan er han den første store multikulturalist i Vestens idéhistorie. Men som i Gellerup svømmehal var det multikulturelle heller ikke nogen let sag for Paulus. I sine breve, der er en slags konfliktmægling per korrespondance, intervenerer Paulus i Messiasgruppernes tørklæde-, svinekøds- og omskærelsesdebatter, som var det læserbreve fra avisen i går.

Paulus insisterer på, at det i sådanne konflikter altid er den stærke part, der må give sig – for fællesskabets skyld. »Alt er tilladt, men ikke alt gavner« (1 Kor 6,12; 10,23), siger han. Paulus er åbenbart til ’ytringsfrihed, men …’. Jura må vige for etik, principper for praksis. For størst er den selvhengivende næstekærlighed (1 Kor 13,13).

Filosoffen Paulus

Pauluseffekten i Vestens religions- og idéhistorie har været enorm. I de seneste tyve år har særligt en række vestlige stjernefilosoffer som Alain Badiou, Giorgio Agamben og Slavoj Žižek genoptaget samtalen med Paulus om emner som politisk utopi og universalisme.

Paulus ville sikkert glæde sig. Hans breve indeholder store dele jødisk teologi, men de trækker i lige så høj grad på den antikke retoriske og moralfilosofiske tradition (særligt stoikerne). I Paulus’ breve får Jerusalem og Athen en hel del med hinanden at gøre.

Men ikke alle filosoffer kan åbenbart se Paulus som en kollega. Hvorfor Ole Thyssen vil spilde vores tid med en Paulus, han hverken forstår eller orker at komme i møde, begriber jeg ikke.

Kasper Bro Larsen er lektor i Det Nye Testamente ved Aarhus Universitet. Han har bl.a. udgivet ’Paulusevangeliet –  nye perspektiver på Romerbrevet’, 2015 (sammen med Troels Engberg-Pedersen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

KASPER BRO LARSEN ER IKKE PRÆST MEN TILHØRER TROLLEHÆREN AF LEVENRØDSKRISTEN, som ikke saver den penge-gren over de sidder på. Han har udgivet bog om Paulus.

Kasper Bro slutter sin prædiken, (læs: postulat-svada) som præsterne: Siger Thyssen ikke har forstået Paulus, brokker sig og skælder ud i mangel af argumenter, hvilket stadig er helt normalt indenfor Folke-kirke-syndikatet.

CITAT ARTIKLENS SLUTNING
"Men ikke alle filosoffer kan åbenbart se Paulus som en kollega. Hvorfor Ole Thyssen vil spilde vores tid med en Paulus, han hverken forstår eller orker at komme i møde, begriber jeg ikke."

Der er en sjov historie til billedet her: Trotskij i København. Med til dette møde var også den unge ungarske fotograf Robert Capa. Billederne fra dette møde blev Capas første....senere blev han vist meget god.